Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

omega 3Arkiv

fredag

17

februar 2017

4

KOMMENTARER

høvlet blomkål med ristede valnødder og krydderurter

Skrevet af , Posted in salater

.

hvid som sne – salig som salat …

Blomkål, der rives eller skives fint, får en helt anden smag end større stykker blomkål. Her har jeg valgt at skære meget tynde skiver af blomkål til en salat med valnødder, valnøddeolie og masser af krydderurter.

Mange bruger alt for lidt af et kålhoved, men de pæneste grønne blade og stokken kan sagtens anvendes også.

.

krydderurter er små kraftværker af potente stoffer

Når småt er ekstra godt: krydderurter indeholder så mange potente stoffer, at vi dårligt kan få nok af dem. Gennem århundreder er krydderurter blevet brugt som medicin, og det kan vi roligt blive ved med: ikke blot beriger de forskellige urter mange retter med forskellig skøn smag, de giver os også en masse sekundære næringsstoffer, som vi ikke kan få andre steder.

Krydderurter er antioxidante og antiinflammatoriske. De indeholder mange vitaminer og mineraler, og mange af urterne virker kolesterolregulerende, de forebygger hjerte-karsygdomme og forskellige livsstilssygdomme, og de styrker immunforsvaret.

I denne salat kan du vælge de krydderurter, du har. Det kan være basilikum, timian, mynte, koriander etc. Sammen med hvidløg og chili, giver de et ordentligt boost til kroppen. Vælg en mellemstærk chili. hOg så er der jo valnødderne …

.

hjerneguf

Valnødder og valnøddeolie er ren hjernemad. Begge dele har et højt indhold af antioxidanter og flerumættede fedtsyrer samt Omega 3 og 9, der regulerer kolesterol og forebygger hjerte-karsygdomme. Længe før videnskaben fandt ud af det, troede man, at valnødder var gode for hjernen, måske fordi nøden ligner en lille hjerne. Men nu ved man, at nødderne modvirker degeneration af hjernen på grund af de gode fedtsyrer.

Vil du have valnødder og valnøddeolie af højeste kvalitet, kan jeg varmt anbefale butikken Løs Market i Saxogade i København. Nu er det jo langtfra alle bloggens læsere, der bor i København, men det er en god idé at inkludere et besøg i den emballagefri butik, hvis du er i hovedstaden. Jeg har tidligere skrevet om Løs Market her.

.

høvlet blomkålssalat med tamari-ristede valnødder og krydderurter

50 g valnødder

2 spsk tamari (soja)

1 lille blomkålshoved, ca. 400 g

2-3 stilke bladselleri

1 forårsløg

en stor håndfuld små grønne blade, fx vårsalat eller små spinatblade

en håndfuld mynte, basilikum, koriander etc.

dressing:

4 spsk valnøddeolie eller anden olie

2 spsk frugt- eller riseddike

1/2-1 spsk agavesirup eller andet sødemiddel

1 fed hvidløg

1 spsk finthakket chili (ikke for stærk)

salt, friskkværnet peber

.

Bræk valnødderne i lidt mindre stykker og rist dem gyldne i tamarien. Sæt dem til side.

Høvl blomkålen i tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern. Anvend også de pæneste grønne blade og skær stokken i tændstikstore stykker.

Skær bladsellerien i tynde skiver. Hak evt. blade. Snit forårsløget meget tyndt.

Bland blomkål og bladselleri med de grønne blade.

Rør en dressing af olie, eddike og sirup. Tilsæt et fed presset hvidløg og chili efter smag og behag. Smag godt til med salt, peber, sødt og syrligt.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med valnødderne.

.

tip

Du kan også tilsætte en håndfuld rosiner eller tranebær til salaten.

 

Share

tirsdag

24

januar 2017

4

KOMMENTARER

bladsellerisuppe med sennep og tamariristede valnødder

Skrevet af , Posted in supper

.

suppe med sjove smagsnuancer

gule ærter som grund

For kort tid siden bad Vibeke, en af bloggens læsere, om opskrifter med flækærter (gule ærter). Det er en rigtig god idé, som jeg ikke vil sidde overhørig, for de tørrede ærter er meget proteinrige og kan ofte bruges i stedet for linser. Og så kan de danne basis som i denne suppe. I min nye suppebog, “Supper & Co.”, som udkommer den 14. februar, er der desuden opskrift på gode gammeldags gule ærter.

Hvis du også gerne vil have flere flækærter i din madplan, så er der yderligere tre opskrifter her: linsefrikadeller, persiske auberginer og græskarsuppe.

 

et kæmpe bundt plantefibre

Som jeg skrev om for nylig er bladselleri tyktarmens bedste ven. Men ikke nok med det, bladselleri virker også rensende og styrkende for kroppen.

Bladselleri spises oftest rå i salater eller som “gnave-stave” sammen med gulerødder og agurk. Rå eller tilberedt: bladselleri er en skøn og afgiftende grøntsag, som din krop vil vide at værdsætte. Det er ren detox!

En rund håndfuld valnødder leverer vigtige Omega 3 fedtsyrer.

.

selleri elsker sennep

Selv om de to slags selleri, bladselleri og knoldselleri, ikke umiddelbart minder så meget om hinanden, har de tilfælles, at de har det godt sammen med sennep. Tænk bare på en af mine yndlinge: den franske sellerisalat, som serveres på en enhver fransk bistro med respekt for sig selv.

Og faktisk kan du erstatte bladselleri med knoldselleri i denne suppe.

.

bladsellerisuppe med sennep og tamari-ristede valnødder

100 g løg

4 fed hvidløg

100 g renset porre

1 spsk sorte sennepsfrø (kan erstattes af spidskommen)

2 spsk kokos- eller olivenolie

100 g gule ærter (flækærter) eller gule linser

3/4 l grøntsagsbouillon

2 laurbærblade

et nip chili

3-4 stilke bladselleri

150 g kartofler

1-2 dl plantefløde: havre, mandel eller soja

1-2 spsk dijonsennep

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

4 spsk hakkede valnødder

1 spsk tamari

 

Hak løg og hvidløg. Snit porren.

Rist sennepsfrøene i en tør gryde, til de ”springer”. Tilsæt olien og varm den op. Kom løg og porrer i gryden og svits dem, til løgene er let gyldne.

Skyl ærterne og tilsæt dem sammen med bouillon, laurbærblade og chili efter smag. Læg låg på gryden og lad suppen simre 10 minutter.

Snit bladsellerien og bladene. Tag de pæneste blade fra til pynt. Skær kartoflerne i små terninger.

Kom bladselleri og kartofler i suppen og kog den 10 minutter mere.

Afkøl suppen lidt og blend den. Tilsæt fløde efter smag og evt. mere bouillon, hvis suppen er for tyk.

Smag godt til med sennep, ca. 1 spsk fintreven citronskal, citronsaft, salt og peber.

Kom valnødderne på en pande sammen med tamari og rist dem let.

Servér suppen pyntet med friske blade af bladselleri og ristede valnødder. Drys evt. også med lidt sennepsfrø.

 

 

.

folkekøkken i Rudersdal

Du kan nå det endnu! Det grønne folkekøkken i Rudersdal fortsætter:

Det grønne Folkekøkken i Rudersdal, som jeg startede i Holte i efteråret sammen med Henrik Hjortdal, blev en stor succes med tre udsolgte vegetariske/veganske middage og lange ventelister.
Vi fortsætter succesen og flytter fra Holte til Mantziusgården i Birkerød. Første middag i år er mandag den 30. januar.
Hvis du vil møde nye mennesker og nyde lækker vegetarisk mad, kan du tilmelde dig ved at sende middagens pris, kr. 40,-, pr. mobil pay til telefon: 20 78 26 89.

.

Share

mandag

7

september 2015

6

KOMMENTARER

rødbedehummus & mandel/broccolihummus

Skrevet af , Posted in frokostretter

..

en enkel dejlige tomatsalat

hakkede-tomater-3

Hvis man selv dyrker tomater, er det højsæson for høst lige nu. Tomater kan nydes på utallige måder, fx i en  orientalsk gazpacho – eller i denne superenkle salat.

.

hvad har en mejetærsker at gøre med flygtninge?

mejetærsker

Da jeg for et par uger siden tog dette billede lidt syd for Frederiksværk, tænkte jeg på, hvad det ville betyde, hvis det korn (og andet dyrefoder), vi høster, blev spist af mennesker i stedet for først at skulle sendes gennem dyrene.

Det er et ufatteligt stort spild af ressourcer at fede dyr op, for at mennesker kan spise dem. Over 800 millioner mennesker lever i sult og nød hver eneste dag. Nogle af de fattigste er dem fra Afrika, der nu sætter livet på spil i synkefærdige både for at komme til Europa. Hvis vi alle spiste det, jorden kan give os, ville vi ikke have sultproblemer.

Millioner af mennesker lever under 1,25 dollar om dagen. Der er i dén grad brug for solidaritet i verden i øjeblikket. I Vesten har vi bogstavelig talt siddet på flæsket i århundreder. Nu må vi til at dele. En af de virkelig nemme måder er at skære ned på – eller helt udelade – animalske produkter i kosten. Grøn mad smager fantastisk, og skifter vi til den, er der mere end nok til os alle sammen. Samtidig skåner vi milliader af dyr for uhyrlige lidelser, og kloden får meget lettere ved at trække vejret.

Her på bloggen ligger mere end 1.000 opskrifter på solidarisk mad.

.

3 x hummus med et twist 
hummus.rødbede

Her er to slags hummus på en ny måde. Den ene er den klassiske hummus med kikærter tilsat rødbede. Den anden er lavet af mandler og broccoli.

Nederst på siden finder du en hummus med edamamebønner.

 

kikærter 

er minidepoter for fantastisk mange gode stoffer. De små ærter er proteinrige, og de indeholder A-, B- (især folat) og E-vitaminer samt meget K-vitamin. K-vitaminet har betydning for blodets evne til at størkne, og det er vigtigt for knogler og nervesystem. Vitaminet er en kraftig antioxidant og virker dermed antiinflammatorisk.

Men kikærter indeholder mange andre antioxidanter i form af fytokemikalier som quercetin, kaempferol og myricetin m.fl., der også virker antiinflammatorisk og modvirker angreb på cellerne fra frie radikaler.

Mineralerne i kikærter indbefatter jern, kalium, kobber og magnesium, kalk, fosfor og zink m.fl.

Fedtsyrerne, både enkeltumættede og flerumættede, omfatter den eftertragtede Omega 3 fedtsyre.

De mange fibre, både uopløselige og vandopløselige, sænker det “lede” kolesteroltal og stabiliserer blodsukkeret.

Rødbeder giver et ekstra skud gode næringsstoffer til hummusen. Læs om rødbedens velsignelser her.

 

rødbeder-på-stof

broccoli

Med sine mange antioxidanter ligger broccoli højt på listen over powerfoods.

Den noprede kål regnes for den kraftigste kræfthæmmer blandt kålsorterne. Men broccoli forebygger også hjerte-karlidelser og er gavnlig for øjnene. Det store indhold af kalk og C-vitamin hjælper med til at danne stærke knogler. Et par dl broccoli indeholder samme mængde kalk som et glas mælk.

Fibrene i broccoli binder og udskiller kolesterol.

Hvis du vil give kroppen en dextox-rengøring, så spis masser af broccoli. Kålen indeholder enzymer, der bruges i leverens “rensningsanlæg”, og stimulerer desuden udskillelsen af giftstoffer via urin og afføring.

Enzymerne i broccoli er varmefølsomme, så kålen bør ikke koges. Hvis du vil have den smukke grønne farve frem, så overhæld blot kålen med kogende vand, damp den kort tid på en rist eller svits kålen hurtigt på en pande.

 

mandler

er en af de lækreste former for protein, jeg kender. Mandler indeholder også mange af de gode enkeltumættede fedtsyrer, B- og E-vitaminer samt mineraler som kalium, kalk, magnesium, fosfor, jern, zink m.fl.

Mandler er ikke mindst sunde på grund af det store indhold af E-vitaminer, en stærk antioxidant, der forebygger hjerte-karsygdomme og nedsætter mængden af det “lede” kolesterol i blodet. Indholdet af magnesium gavner både knogler, hjerte og blodtryk.

Mandler er fiberrige og stabiliserer dermed blodsukkeret.

 

mandler kværnede

rødbedehummus

200 g kikærter

300 g rødbeder

2-3 spsk tahin

1 økologisk citron

4 fed hvidløg

1/2 dl hørfrø- og kæmpenatlysolie, evt. olivenolie

evt. et nip chiliflager

evt. 1 spsk spidskommenfrø

 

Sæt kikærterne i blød i rigeligt vand 8-10 timer. Kog kikærterne i nyt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Kog rødbederne møre og flå dem.

Findel kikærter og rødbeder i køkkenmaskinen eller blenderen. Tilsæt tahin, saften af 1/2 citron og 2 spsk reven citronskal.

Pres hvidløgene og tilsæt dem sammen med olien. Hvis du bruger chili og spidskommen, kommes de også i maskinen.

Purér hummusen, til den er glat og ensartet. Måske skal der tilsættes en smule vand.

Smag hummusen til med citronsaft, salt og peber samt evt. flere krydderier.

 

variationer

Rødbeden kan byttes ud med 1-2 avocado, revne gulerødder eller kogt græskar.

 

hummus-rødbede.1

broccoli/mandelhummus

300 g broccoli

100 g mandler

2-3 spsk tahin

1 økologisk citron

4 fed hvidløg

1/2 dl hørfrø- og kæmpenatlysolie, evt. olivenolie

2-3 spsk tamari

 

Del broccolien i små buketter. Skær stokken i små terninger. Læg kålen i kogende vand 1 minut og afdryp den.

Kom mandlerne i køkkenmaskinen eller blenderen. Findel dem. Tilsæt broccoli, tahin, saft af 1/2 citron, 2 spsk reven citronskal, presset hvidløg og olie.

Purér hummusen til den er glat.

Smag til med citronsaft, tamari og peber.

 

hummus af edamamebønner

hummus edamame

Prøv også hummus af edamamebønner. Se opskriften her.

 

Share