Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Årlig Arkiv: 2024

torsdag

12

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024, luk op for låge nr. 12 – 14 ideer til julens frokostbord

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

julens frokostbord

Julefrokosten er en af julens store begivenheder. Der skal masser af lækker mad på bordet, ja, faktisk kræver julefrokosten mere end julemiddagen. Så det er om at planlægge i god tid.

Her kommer mine bedste ideer til en lækker grøn frokost. Nogle af ideerne kender du sikkert i forvejen, men de er stadig gode …

.

smørrebrød med marineret selleri

Selleri kan rigtig meget. Her er tynde skiver marineret og dækker over min hidtil bedste “lever”postej, se opskrift længere nede i indlægget.

Hvis du har serveret hasselback-selleri til julemiddagen, og du har en rest – det har du sikkert ikke! – men skulle det være tilfældet, er kolde skiver af den bagte selleri superlækre på rugbrød.

.

smørrebrød med marineret selleri 

¼ lille selleri

1 økologisk citron

marinade:

4 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

2 spsk hakkede kapers

sennep efter smag

salt, friskkværnet peber, rørsukker

evt. leve(r)postej, se nedenfor

caviart

bredbladet persille

 

Høvl sellerien til papirtynde skiver på et mandolinjern.

Læg skiverne i en gryde og vend saft af en halv citron i skiverne.

Hæld kogende vand på, så det dækker. Bring vandet i kog og fjern gryden fra varmen. Lad sellerien afkøle i vandet.

Rør dressingen sammen og smag den godt til.

Afdryp sellerien og vend skiverne i dressingen sammen med lidt finthøvlede rødløg (lad evt. løgene ligge i kogende vand et minut).

Arrangér selleriskiverne på et stykke smørrebrød. Smør evt. først brødet med leve(r)postej version 2.0, se nedenfor.

Pynt med caviart, løgringe og persille.

.

leve(r)postej version 2.0 med lune svampe og daikonbacon

(4 personer)

50 g plantestykker fra PlantMate

75 g hasselnødder (eller andre nødder/mandler)

100 g løg

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

250 g champignon

1 spsk citronsaft

50 g havregryn

1-1 ½ dl plantefløde + ½ dl olivenolie

2-3 spsk tamari

evt. 1-2 tsk flydende røg

½-1 spsk smuldret tørret salvie

salt, friskkværnet peber

topping:

1 spsk plantefløde

1 spsk tamari

1 spsk olivenolie

2 tsk maizenamel

 

Sæt plantestykkerne i blød i vand, der dækker, 20-30 minutter.

Hak nødderne groft og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien 4-5 minutter.

Hak svampene og tilsæt dem sammen med citronsaften. Svits til svampene er bløde.

Blend nødderne i en foodprocessor.

Pres al væden ud af plantestykkerne og kør dem ligeledes i foodprocessoren sammen med løg/svampe.

Tag farsen over i en skål og rør havregrynene i sammen med 1 dl fløde og ½ dl olivenolie.

Smag godt til med tamari, evt. flydende røg, salvie, salt og peber.

Lad farsen hvile en halv times tid.

Smag til igen og vurdér konsistensen. Farsen skal være tilpas fast. Tilsæt om nødvendigt mere væde eller flere havregryn og/eller salvie.

Pres farsen godt sammen i en ovnfast form.

Rør ingredienserne til toppingen sammen og smør det på postejens overflade.

Sæt postejen i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter. Sluk for varmen og lad postejen stå endnu et kvarters tid i ovnen. Hold øje med at overfladen ikke bliver for mørk.

Postejen kan serveres lun eller kold med lune svampe og “bacon”.

.

sprød “bacon”

sprød daikon”bacon”

½ kinaradise

½ spsk salt

2 spsk tamari

2 spsk ahornsirup eller anden sirup

3 spsk olivenolie

½ tsk flydende røg

rapsolie til stegning

 

Skær det ønskede antal skiver af kinaradisen. Drys dem med en smule salt og lad dem stå en halv times tid.

Skyl saltet godt af. Det er vigtigt, da ”baconen” ellers kan blive for salt.

Rør tamari, sirup, olie og røg sammen. Smag til.

Læg skiverne i marinaden og vend godt rundt.

Steg skiverne i rigelig, godt varm rapsolie.

Læg skiverne på fedtsugende papir. Brug dem straks, da ”baconen” ellers bliver blød.

Man kan lave “bacon” af andre produkter, bl.a. tang. Se opskrift på tangbacon her.

.

plantesild

En sild må man have til julefrokosten. På fotoet er det kryddersild.

Hvis du klikker her får du ideer til fem forskellige slags plantesild med aubergine eller østershatte.

..

hummerfri salat

Se opskrift på hummerfri salat her. Her finder du også flere forslag til frokostretter.

.

rösti med kikærter og høvlet blomkål

Se opskrift på röstierne her.

.

røde quinoabøffer med majs og radiser

Lune plantefrikadeller eller -bøffer er også dejlig frokostmad. Her er det rødbedebøffer med quinoa og blomkålsbearnaise. Men du kan finde masser af andre opskrifter på både frikadeller og bøffer her på bloggen.

Se opskriften her.

.

en selleribøf er heller ikke af vejen

Selleribøfferne vil bestemt også vække glæde. De kan serveres med fritter af kartofler eller søde kartofler.

Se opskriften her.

.

stjerneskud – en ægte stjerne på frokostbordet

En gammel klassiker på smørrebrødet er et stjerneskud. Her er fuskefisken en paneret skive pastinak.

Se opskriften her.

.

mere fuskefisk – fish fingers uden fisk

Fiskefrie fish fingers med tatarsovs eller remoulade er endnu en fin ret til frokosten.

Se opskriften her.

.

tunfri salat

Pålægssalater er populære på frokostbordet.

Se opskrift på tunfri salat her.

.

flere forslag til julefrokosten

I min bog om grønt smørrebrød kan du finde mere end 100 andre forslag til julefrokosten. Eller måske er det en gaveidé til en ven, der gerne vil leve mere plantebaseret?

Bogen kan købes hos den lokale boghandler eller hos Saxo. Hos Saxo er prisen kr. 224,95.

.

Share

onsdag

11

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 11

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, julemad

.

broccoli er powerfood i en travl måned

Disse skønne grønne stængler hedder broccolini. Broccolini er en krydsning mellem pak choi og broccoli, og kaldes også for bimi. Men egentlig ligner de jo bare en overvægtig broccoli, der har været på slankekur.

Tidligere kaldte man broccoli for aspargeskål på grund af den svage smag af asparges. Hvis man så oven i købet spiser broccoli i form af disse “stilke”, ja, så kan man næsten bilde sig selv ind, at det er rigtige asparges. Med mere end 4 måneder til de ægte sprøde stilke kan stikkes, kan man godt trøste sig med disse broccolini. De er lækre med sprøde kikærter og mayo.

Du kan selvfølgelig også lave salaten med den kendte, mere massive broccoli.

.

aspargeskål

Men faktisk er det slet ikke rimeligt at kalde broccolistilkene for “erstatning”, for de smager dejligt. Men asparges er de jo ikke.

Broccoli vokser vildt i middelhavsområdet, og her har man nydt den sunde kål i tusindvis af år. Måske synes du også, at vi har haft broccoli i Danmark altid. Men sådan er det ikke. Vi stiftede ikke bekendtskab med  broccoli før i 1950’erne, og på det tidspunkt kunne man kun købe kålen frossen. Først i 1980’erne begyndte vi at kunne få broccoli i frisk tilstand. Men nu har vi så også taget den til os. Og det er der god grund til. Man mener at broccoli er den mest kræfthæmmende af kålarterne.

Broccoli indeholder også mange vitaminer som beta-caroten (A-vitamin), C- og K-vitaminer og folinsyre – samt mineraler som kalk, magnesium og fosfor. Broccoli er også rig på fibre og antioxidanter, og så virker kålen afgiftende på leveren. Broccoli er powerfood!

.

fedtfattig tofunaise

Jeg har brugt den fedtfattige tofunaise som “dressing”, men du kan også vælge en helt almindelig olie-eddikedressing smagt til med presset hvidløg.

.

broccolistængler med tofunaise og ristede kikærter

ristede kikærter:

100 g tørrede kikærter (evt. 1 dåse eller brik)

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk olivenolie

2 tsk røget paprika (evt. alm. paprika) eller 2 spsk ristet sesamolie

2 fed presset hvidløg

evt. et nip tørret chili

1-2 spsk tamari

salat:

200 g broccolistilke

2 dl tofunaise

.

Hvis du ikke har kogte kikærter liggende i fryseren, så sæt de tørrede ærter i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand, 20-25 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande indtil de dufter. Tilsæt olien, varm den op og tilsæt paprika eller sesamolie, hvidløg, chili og kikærterne .

Rist kikærterne til de er gyldne. Tilsæt tamarien og rist kikærterne, til de er tørre.

Læg broccolistilkene i kogende vand. Kog dem 2 minutter og afdryp dem. Hæld koldt vand over, medmindre du vil servere salaten varm.

Lav tofunaisen.

Læg broccolistilkene på et fad, fordel tofunaisen ovenpå og drys med de ristede kikærter.

..

.

Share

tirsdag

10

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 10

Skrevet af , Posted in dressinger, festmad, forretter, julemad, salater

.

forret til julemiddagen eller salat til frokostbordet – vælg selv

Man kan godt kalde denne servering for en salat i julehumør. Den er julerød, sød og syrlig med julesmag og lidt fedme på toppen.

Hvis du vælger at servere ingredienserne som salat, kan den også anrettes på et fad.

Men faktisk er den lille ret måske endnu bedre egnet som en lille forret.

.

miso-mayo på toppen

Smagen på en ret er alfa og omega for succes’en. Her får de sødlige og syrlige toner et fint modspil af den lidt fede mayo smagt til med miso, der er et fermenteret produkt, som stammer fra Østen. Miso indeholder den eftertragtede umami-smag, og er derfor velegnet som smagsgiver i mange retter.

Hvis du ikke allerede har miso i din samling af smagsgivere, kan jeg varmt anbefale dig at anskaffe dig et glas. Eller måske ønske det i julegave? Man bruger meget lidt ad gangen, så glasset holder i lang tid.

Miso laves på basis af sojabønner, ris, kikærter eller boghvede. Det fås i helsekostbutikker og supermarkeder eller hos NatureSource

Rødbederne får julesmag gennem en marinade med nelliker og stjerneanis.

.

smage-skeens bedste ven

 

Bortset fra salt, peber, sukker og citronsaft er miso redningsproduktet, hvis der lige mangler lidt “bund” i en sovs, dressing eller suppe. At produktet er fermenteret, er yderligere til glæde for tarmbakterierne.

Den ønskværdige dybe smag findes også i den soja, der hedder tamari – eller i shoyu som er samme type men glutenfri.

.

De fuldstændig uanstændigt lækre macadamianødder fuldender nydelsen med deres saltede  sprødhed og fedme.

.

decembersalat med røde æbler, rødbeder og clementiner med macadamianødder og miso-mayo

(4 personer)

150 g rund rødbede

4 spsk ris- eller frugteddike

25 g rørsukker

salt, friskkværnet peber

6-8 nelliker

4-5 stjerneanis

200 g rødt æble (alle æbler kan bruges) 

2-3 clementiner

evt. shisoblade (kinesisk bladmynte) eller anden mynte

rød skovsyre

50 g saltede macadamianødder (evt. ristede mandler eller hasselnødder)

miso-mayo:

ca. 1 tsk miso

1 dl mayo

citronsaft

.

.Skær rødbeden i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Bring eddiken i kog med et par spsk vand og sukkeret. Tilsæt nellikerne og de knuste anisfrø. Smag til med salt og peber, måske også mere sukker. Marinaden skal være temmelig sød.

Læg rødbedeskiverne i marinaden og lad den koge op. Sluk for varmen og lad rødbederne afkøle i marinaden.

Skær æblet i tynde skiver på et mandolinjern. Vend dem evt. i lidt saft fra mandarinerne.

Skær mandarinerne i skiver med en kniv.

Rør misoen helt ud i mayonnaisen og smag godt til. Måske skal der lidt mere miso i. Smag også til med citronsaft, salt og peber.

Du kan anrette salaten på et fad med myntebladene i bunden – eller samle den til portionsanretninger som på fotoene.

Dryp med mayoen og drys med hakkede nødder og skovsyre.

.

 

.

Share