Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

næringsstoffer i rosenkålArkiv

mandag

21

februar 2022

8

KOMMENTARER

rosenkålssuppe med søde kartofler – powersuppe

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, supper

.

sådan en rosenkålssuppe har du aldrig smagt før!

Det er heldigvis stadig vejr til en varm og livgivende suppe. Så her kommer endnu et boost til immunsystemet og glæde til smagsløgene.

Når jeg udvikler opskrifter, ved jeg næsten altid, hvordan smagen vil blive i den færdige ret. Men med denne suppe blev jeg virkelig overrasket. Det blev en dejlig oplevelse at smage, hvad der sker, når rosenkål, søde kartofler og citrusfugten bergamot mødes. Ja, jeg vil kalde det en hellig alliance.

.

kender du bergamotten?

Suppen er smagt til med citrusfrugten bergamot eller bergamotte. Frugten med den aromatiske duft og syrlige smag kommer hovedsagelig fra Italien og Nordafrika. Den ses ikke meget i Danmark, og jeg har faktisk aldrig brugt den før nu i denne suppe. Når den kom til at sætte prikken over i’et her, skyldes det simpelt hen, at jeg fik en bergamotte af min veninde Gunhild, der altid har tjek på, hvad der rører sig på citrusfronten.

Nogle vil kende bergamotten som smagsgiver til te og altheabolsjer.

Bergamotten tilskrives alverdens gode egenskaber i forhold til at forebygge sygdomme. Den er bl.a. stærkt antioxidant, men nyd den først og fremmest på grund af den dejlige duft og pikante smag.

Bergamotten er ikke helt nem at finde. Men den fås af og til, når den er i sæson (vintermånederne), bl.a. hos FuglebjerggaardAarstiderne, Fresh.Land og Torvehallerne i København. Du kan dog uden at spolere suppen sagtens smage til med saft og reven skal af lime eller citron.

.

.

en heldig kartoffel – fuld af vigtige næringsstoffer 

Søde kartofler spiller en af hovedrollerne i suppen, og det lyder næsten for godt til at være sandt: søde kartofler er på flere områder fantastiske. De hører til den gruppe fødevarer, der med rette kaldes superfood eller powerfood – det vil sige grøntsager med ekstraordinært mange næringsstoffer.

De orange rødder er rige på C-vitaminer og betacaroten (A-vitamin) samt B-vitaminer. Af mineraler indeholder de især mangan, jern, magnesium og kalium, som er regulerende for blodtrykket. De holder desuden blodsukkeret i balance og er kolesterolsænkende.

Søde kartofler er også en grøntsag, der virker muskelafslappende og nervestyrkende. Og mange undersøgelser peger på, at kartoflerne beskytter mod flere forskellige former for kræft, bl.a. prostata- og brystkræft.

Søde kartofler er letfordøjelige og derfor også gode ved maveproblemer. De indeholder et stof, der hedder phytochelatin, som binder tungmetaller og andre giftstoffer i fordøjelseskanalen, således at disse går direkte gennem tarmsystemet uden at optages i kroppen.

Rødderne er meget fiberrige (mere end den hvide kartoffel) og giver derfor en god mæthedsfornemmelse.

Den søde kartoffel er en knold eller rod og slet ikke nogen kartoffel, som den hvide, vi kender, og som tilhører natskyggefamilien. Den søde kartoffel hører til snerlefamilien og er ældgammel. Den har været spist i Sydamerika i mere end 10.000 år. Nu er det på tide, at vi for alvor tager den til os i Danmark. Heldigvis er den nem at finde i supermarkederne.

Og så passer den så ualmindelig godt til den let bitre rosenkål. Når bitterhed og sødme mødes med aromatisk syrlighed opstår magi!

.

rosenkål er et skatkammer af næringsstoffer

Rosenkål hører også til gruppen af superfoods. Det er næsten umuligt at overvurdere rosenkål som næringsmiddel. Den lille runde kugle er et skatkammer af næringsstoffer. Når jeg renser mine rosenkål, kan jeg nærmest fornemme, hvordan bladene krammer sig tæt sammen som for at holde på alle de gode stoffer.

Sammen med broccoli og grønkål kæmper rosenkål om guldmedalje i potente indholdsstoffer. Rosenkål er rig på flavonoider og antioxidanter. Stoffet sulforaphan styrker immunforsvaret og sætter gang i kroppens egne afgiftende enzymer.

Kålen har et pænt indhold af Omega 3 fedtsyrer og beskytter, ligesom de andre kålsorter, vores arvemasse, DNA.

Og så finder du masser af betakaroten (A-vitamin), C-, E- og K-vitaminer i rosenkål.

Når super-næringsstoffer og velsmag mødes, opstår der fest på celleplan.

..

rosenkålssuppe med søde kartofler

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

300 g søde kartofler

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

300 g rosenkål

1 tsk reven muskatnød

2 dl plantefløde

1 økologisk bergamotte, lime eller citron

salt, peber, rørsukker

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er bløde.

Skær kartoflerne i små terninger og tilsæt dem sammen med bouillonen. Bring suppen i kog.

Tag en håndfuld hele blade af rosenkålene fra og sæt dem til side. Skær rosenkålene i halve eller kvarte og kom dem i suppen. Lad suppen koge 3-4 minutter med rosenkålene. Tag 12-14 halve rosenkål op og sæt dem til side. De skal bevare lidt bid og kommes tilbage i suppen, når den er blendet.

Tilsæt muskatnøden og kog suppen endnu 8-10 minutter.

Purér suppen. Tilsæt fløden.

Måske skal der tilsættes mere bouillon og/eller fløde. Suppen skal ikke være for tyk.

Smag suppen godt til med bergamottesaft, lidt reven -skal, evt. mere muskatnød, salt og peber. Måske skal der også et lille drys sukker i suppen.

Tilsæt de halve rosenkål og varm suppen igennem.

Hæld kogende vand på de rå rosenkålsblade. Lad dem stå i vandet et øjeblik og afdryp dem.

Servér suppen portionsvis. Sæt de blancherede blade på toppen og dryp med lidt god olivenolie og friskkværnet peber.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

søndag

6

december 2020

16

KOMMENTARER

rosenkål i form med hasselnødder og dildsovs – julekalenderens låge nr. 6

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, julemad, vegansk julemad

.

lækker forret med rosenkål

Rosenkål som festmad, som julemad??? Hmmm …. tænker du måske. Rosenkål er så sandelig en stærkt omdiskuteret kål.

Der er meget delte meninger om de små grønne vitamin”piller”. Hvis du hører til dem, der ikke kan lide den lidt skarpe kål, eller du kender nogen, der har det sådan, så prøv denne lille forret eller frokostret. Jeg vil vædde på, at den kan omvende de fleste rosenkåls-hadere.

.

celleguf og powerfood

Hvis jeg skal være helt ærlig, spiser jeg ikke kun mad, fordi det er sundt. For mig er det enormt vigtigt, at mad også er en oplevelse, at mad smager SKØNT. Kan de to ting forenes, er det rigtig dejligt. Her synes jeg, begge dele går hånd i hånd på smukkeste vis.

Men selv om smag er vigtig, vil jeg ikke undlade at nævne, at rosenkål indeholder en masse gavnlige stoffer, der er med til at forebygge en række velfærdssygdomme. Ligesom broccoli og grønkål indeholder de små “roser” mange antioxidanter og flavonoider. Stoffet sulforaphan styrker immunsystemet og aktiverer kroppens egne afgiftende enzymer.

De mange plantefibre gavner fordøjelsen – og så indeholder rosenkål også den vigtige Omega 3-fedtsyre. En fedtsyre som mange af os får for lidt af.

.

når kål kommer i form

Når jeg bruger denne ret som gæstemad, presser jeg kålen sammen i en lille form og serverer retten portionsvis med en cremet dildsovs.

Du kan bruge alle slags forme, også runde eller firkantede. Eller du kan helt udelade formen, hvis du ikke lige har sådan én i køkkenberedskabet.

.

servér evt. rosenkålen som tilbehør

Har du ikke en lille metalform som på billederne, så servér rosenkålen i en skål som salat eller tilbehør.

Men da vi som bekendt også spiser med øjnene, er det værd at lade sund og lækker mad også tale til synet. En smuk servering indikerer også, at maden er lavet med omhu og serveret med kærlighed. Og så er det helt gratis at servere smuk mad.

.

rosenkål med ristede hasselnødder og dildsovs

(4 personer)

50 g skalotteløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

400 g rosenkål

25 g tranebær

2 spsk hakkede kapers

2 spsk mayonnaise

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

evt. ahornsirup

50 g hasselnødder

sovs:

1 1/2 dl havre creme fraiche eller anden creme fraiche

1 spsk citronsaft

1 bdt dild

.

Hak løgene og svits dem et øjeblik i olien.

Skær rosenkålene i kvarte, hvis de er små, evt. i ottendedele hvis de er store.

Steg rosenkålen sammen med løgene på panden ved rask varme, indtil rosenkålen er mør og let ”brændt”.

Hak tranebærrene og tilsæt dem de sidste par minutter af stegetiden.

Afkøl kålene.

Tilsæt kapers, mayonnaise og citronsaft.

Smag godt til med salt og peber, evt. også en smule sirup.

Skær hasselnødderne i flager og rist dem gyldne på en tør pande.

Del kålblandingen i fire portioner og pres dem sammen i en lille metalform.

Smag creme fraichen til med citronsaft, salt og pber, evt. også en smule sirup.

Klip dilden og rør den i sovsen.

Servér rosenkålene portionsvis med et par skefulde sovs på toppen. Drys med de ristede nødder.

Giv evt. et godt stykke brød til.

.

.

spis brød til

Det er en god idé med et stykke flute eller en bolle til rosenkålen. Her er det ciabattaboller bagt af æltefri dej (fra min bog: “Det æltefri grydebrød” – desværre udsolgt)

Se opskriften her.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share