Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

kartofler bagt i lag med tangkaviarArkiv

torsdag

9

december 2021

0

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 9 i julekalenderen – en knold i julehumør

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad, tilbehør

..

når kartofler går til julefest

Ingen juleaften uden kartofler, enten hvide kogte eller bagte – eller små brunede.

Kartoflen er nærmest basismad i Danmark. Vi tager kartoflen som en selvfølge og som regel er det den grøntsag (knold), der får mindst opmærksomhed. Den er der bare. Kartoflen har simpelt hen ingen høj status i køkkenet. Det rådes der bod på her. Det er på tide, at den skønne knold får lidt glamour!

Af de tusindvis af opskrifter jeg har udviklet gennem årene, er der nogle, jeg er mere glad for end andre. Denne “adling” af kartoflen er jeg stolt af!

“Tusindlags”kartoflerne kan serveres som tilbehør til julepostejen – eller de kan udgøre en fin lille forret. Drys i så fald med lidt hakkede valnødder.

.

kartofler i “tusind” lag

Man kunne godt kalde den lille kartoffelservering for mille feuille (tusind blade) kartofler. Det er oprindelig et navn, der anvendes om en sød kage i mange lag.

Faktisk kalder jeg også kartoflerne for kærligheds-kartofler, og det gør jeg, fordi det kræver tid og omsorg at lave de små godbidder. Kærligheds-kartoflerne er noget, man laver til dem, man virkelig holder af og som forstår at værdsætte mad med smag og skønhed, mad tilberedt med omsorg, omtanke – OG kærlighed!

.

med kaviart på toppen

De mange lag kartofler får dels smag af hvidløg/gærflager, som nogle af skiverne pensles med, dels fra den pikante mayo og den salte tang-kaviar.

På toppen har jeg drysset med spirer af pink kål (spirefrø kan fx købes hos Friske spirer). Det er rigtig sjovt at dyrke sine egne spirer.

Du kan også drysse med andre spirer eller friske krydderurter.

.

løft kartoflen til nye højder

mille feuille kartofler

(4 personer)

4 store bagekartofler

4 spsk olivenolie

1 fed hvidløg

1 spsk gærflager (kan udelades)

cocktailpinde

2-3 spsk mayo

1-2 tsk dijon- eller tangsennep

4 tsk tangkaviar

spirer, frisk koriander eller timian

 

Skær kartoflerne i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Stik kartoffelskiverne ud med en metalform. Den kan være rund, kvadratisk eller aflang, men af en størrelse, der er mindre end kartoffelskiverne.

Du kan også bruge et glas og skære skiverne i facon med en kniv. Den overskydende kartoffelmasse kan bruges i en suppe eller en plantefars.

Rør olien med presset hvidløg, gærflager og et drys salt og peber.

Smør olien på en del af kartoffelskiverne.

Læg skiverne sammen i fire portioner og sæt dem på en smurt bageplade. Stik en cocktailpind gennem hver portion, så skiverne ikke ”skrider” under bagningen.

Du kan forberede kartoflerne hertil i god tid.

Bag kartoflerne gyldne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Smag mayoen til med sennep, salt og peber.

Sæt et par tsk mayo og 1 tsk tangkaviar på hvert kartoffelstykke. Drys med friske spirer eller en krydderurt.

Du kan servere kartoflerne varme eller kolde.

Mille feuille kartoflerne kan serveres som tilbehør til julepostejen, til frikadeller, pateer etc. – eller som en lille forret.

.

.

Share