Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

13

marts 2023

0

KOMMENTARER

sellerisuppe med hasselnødder og basilikumolie – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

en suppe dulmer forårs-sulten

Hvis du også går og skutter dig her i årets første klamme forårsdage, ja, hvis du ligefrem lider af forårs-sult, så snup en dejlig cremet suppe med selleri. Det er en af de sidste vinterhilsener fra den virkelig omstillingsparate knold.

Selleri byder på utrolig mange variationsmuligheder og kan faktisk godt holde én glad, indtil aspargesene, de små nye kartofler og ramsløgene igen lander på vores tallerkner – og luften bliver mild og varm.

.

knas fra nødder og råmarinerede strimler af selleri

Denne sellerisuppe er ikke bare en pureret suppe. Den er optimeret med råmarinerede strimler af selleri. Måske prøvede du dem til æble/sellerisalaten?

De rå strimler tilfører suppen et ekstra lag smag af selleri, og nødderne giver lidt knas og fedme. Fedme kommer der også fra basilikumolien.

Har du ikke lige har tid til at give suppen SÅ meget kærlighed, kan du udelade både de marinerede strimler og olien.

.

sellerisuppe med hasselnødder og basilikumolie

(4 personer – forret)

100 g porre (det hvide stykke) eller løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

400 g selleri + ekstra til strimlerne (ca. 100 g)

250 g kartofler

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

ca. 2 dl havrefløde (havre cuisine)

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber, rørsukker

50 g hasselnødder

frisk kørvel eller anden krydderurt

Start evt. med at tilberede de citronmarinerede selleristrimler, se hvordan du gør her. Du kan også udelade dette element.

Snit porren og hvidløgene. Svits dem i olien 4-5 minutter.

Skær sellerien og kartoflerne i terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen.

Kog suppen ca. 10 minutter.

Lad suppen afkøle lidt i gryden og purér den. Hæld suppen tilbage i gryden og tilsæt fløden.

Smag godt til med citronsaft, lidt reven citronskal samt salt og peber. Måske skal der også et nip sukker i gryden.

Varm de marinerede strimler op i suppen.

Hak nødderne og rist dem evt. på en tør pande.

Servér suppen portionsvis. Sæt en lille portion af de marinerede strimler i midten og drys med de hakkede nødder og den valgte krydderurt.

Sæt evt. også lidt basilikumolie i suppen.

.

basilikumolie

(ca. 1 dl)

Brug en potte basilikum.

Skyl bladene omhyggeligt, tør dem og blend dem med ca. 1 dl olivenolie.

Smag olien til med en smule salt.

Du kan bruge olien, som den er, men du kan også si den gennem et fintmasket klæde, så den bliver klar.

 .

..
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.