Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

onsdag

30

marts 2016

16

KOMMENTARER

brunkål på den kloge måde

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

brunkål er mormormad med sund fornuft

brunkål.1

Her er et bud på vinterens sidste udkald for hvidkålen. Det store faste hoved har klaret sig godt gennem hele vinteren, men mon ikke vi alle længes efter de nye grøntsager?

Men vi må vente lidt endnu, og hvidkålen står fint distancen i denne gamle ret, faktisk en slags fattigmandskost før i tiden. Der er stor interesse for mormormad i øjeblikket. De yngre generationer vil spise boller i karry, forloren hare, brunkål og lignende gamle retter. Det er mad, der traditionelt for forbundet med kød, men de kan sagtens laves med vegetabilske produkter.

Jeg synes, det er sjovt at modernisere de gamle retter, og her er så et bud på, hvordan man kan spise en dansk klassiker på den bæredygtige og fedtfattige måde.

Den klassiske brunkål laves med smør og sukker på samme måde, som når man laver brunede kartofler. Jeg har erstattet de to ting af lidt olie plus blåbærsirup.

 .

hvidkål har hovedet fuldt af gode stoffer

hvidkål

Der er meget godt at sige om hvidkålen. Den har hovedet fuldt af vitaminer og mineraler, og så er det billig mad. Der er ufattelig mange potente stoffer i hvidkål i forhold til prisen. I gamle dage kaldte man hvidkål for de fattiges medicin.

Hvad man ikke vidste dengang er, at hvidkål er spækket med fytokemikalier som thiocyanater, indoler, lutein, zea-xanthin, sulforafan og isothiocyanater. Disse stoffer er meget kraftfulde og forebygger flere forskellige former for kræft. Og så balancerer de kolesterolbalancen.

Mange forsøg har vist, at kål er virksom som kræfthæmmer. Det skyldes især det store indhold af antioxidanter, den antiinflammatoriske virkning og mængden af glukosinolater, som næsten kun findes i kål. Det svovlholdige stof, som også giver kålen dens karakteristiske smag, bruger planten til forsvar mod sygdomme og skadedyr. Og måske har disse stoffer samme virkning i kroppen.

Der er A- (beta-caroten), B- (især folat), C- og K-vitaminer i kål. K-vitamin er vigtig for knoglerne og ser ud til kunne hindre skader i hjernen og er dermed aktiv i forebyggelsen af Alzheimers.

Kål indeholder mange mineraler som kalk, kalium, mangan, magnesium og jern.

 

 brunkål.3

brunkål på den kloge måde

1 spsk spidskommen eller alm. kommen

150 g løg

3 spsk kokos- eller olivenolie

1 hvidkålshoved (godt 1 kg)

1-1 1/2 dl blåbær- eller ahornsirup

1/2 dl tamari (soja)

400 g kartofler

1 håndfuld friske timianstængler

3 laurbærblade

10 veganske pølser (200 g), evt. røget tofu eller kogte bønner

citronsaft

rugbrød

 

brunkål

Rist kommenfrøene i en tør gryde, indtil de dufter.

Skær løgene i tynde både og kom dem i gryden sammen med olien. Svits løgene, til de er klare.

Snit hvidkålen fint og tilsæt dem sammen med sirup og tamari. Svits et par minutter.

Skær kartoflerne i skiver og kom dem i gryden sammen med timianstilkene (gem lidt til pynt), laurbærbladene og et godt drys friskkværnet peber. Sørg for at kartoflerne er dækket af kålen.

Lad kålen simre under låg 20 minutter. Vend rundt i den engang imellem.

Tilsæt pølserne (eller tofu, bønner eller hvad du har valgt) og lad retten simre endnu 10-15 minutter.

Smag til med sirup, salt, peber og citronsaft.

Servér rugbrød til brunkålen plus evt. lidt god jomfruolivenolie til at dyppe brødet i.

 

brunkål.2

Share

fredag

25

marts 2016

16

KOMMENTARER

påskeblinis med guf på toppen

Skrevet af , Posted in forretter

.

blinis til påskefrokosten

blinis.påske.1

De små russiske, buttede gærpandekager, blinis, spiser vi traditionelt til nytår. Det skyldes formentlig, at de i Rusland spises med kaviar. Og kaviar betyder luksus, så det er passende at spise en festlig nytårsaften.

Ægte kaviar er som bekendt små æg, og æg hører påsken til. Derfor er den klassiske spise også selvskreven til påskebordet. Men da der ikke forekommer dyr eller dele af dem på denne side, bruger jeg i stedet det fantastiske tangprodukt, cavi-art. Cavi-art fremstilles af tang, der manipuleres på molekylær vis og bliver til små knasende kugler, der minder om ægte kaviar. Hvis du vil vide mere om teknikken, kan du læse om den i Mouritzens bog om smag, som jeg omtaler nedenfor.

Cavi-art fås i Føtex og Bilka og somme tider også i COOPs butikker. Jeg har lige købt nogle glas i SuperBrugsen. Du kan læse mere om cavi-art her.

 

blinis-x-3

Jeg kan næsten ikke få armene ned af begejstring over, at der i øjeblikket næppe går en dag, hvor jeg ikke får øjnene op for nye erstatninger for animalske produkter. Det er jo på alle måder vanvittigt og ukærligt at spise dyr, og nu fås så næsten alt fra kød til mælkeprodukter, mayonnaise og kaviar i en bæredygtig og dyrekærlig udgave. Fx har jeg lige købt veganske pølser, som inden længe lander i en gang brunkål.

Hvis du vil orientere dig i det store udvalg af de mange nye vegetabilske lækkerier, så kig indenfor i en stor helsekostbutik. Men også i supermarkedernes diske dukker der nu mange gode veganske produkter op. Se et virkeligt opmuntrende klip fra TV2 nyhederne, der lover godt for en grøn fremtid. Det ser ud, som om det her kun er begyndelsen. Fantastisk!

Se også artiklen i Ingeniøren om vegebøffen, der smager af kød. Det er det amerikanske firma “Impossible Foods”, der eksperimenterer med at opfinde det perfekte vegetabilske “kød”. Personligt har jeg ikke brug for nogen kødsmag, men skønt er det for dem, der har svært ved at undvære kød (så vidt jeg husker, smager det nu ikke af ret meget).

 

blinis.asparges

Jeg har valgt tre slags topping: 1. dampede aspargeshoveder med lidt tangsalat og salvie. 2. tangsalat med letkogte vagtelæg (koges ca. 4 minutter) og masser af dild. 3. tørrede tomater i olie med cavi-art og timian.

.

blinis med forårstopping

blinis:

1/2 tsk gær

2 dl lunkent vand

1/2 tsk salt

1/2 tsk rørsukker

1 spsk olivenolie

50 g glutenfri havremel

100 g boghvedemel

1 æg

kokos- eller olivenolie til stegning

topping:

creme fraiche eller vegansk yoghurt

cavi-art i forskellige farver

tangsalat

finthakket skalotteløg

hakkede, soltørrede tomater i olie

hakkede kapers og/eller oliven

kogte vagtelæg

ristede svampe

dampede aspargeshoveder

 

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt og sukker.

Rør olie, havremel og boghvedemel i væden.

Del ægget og rør blommen i. Hvis dejen er meget fast, tilsættes lidt mere vand.

Pisk hviden stiv og vend den forsigtigt i dejen.

Dæk skålen og lad dejen hæve en halv times tid.

Steg 10-12 buttede blinis på panden.

Lav den valgte topping og læg den på de små pandekager.

Hvis du bruger yoghurt eller creme fraiche, så læg først en lille spsk på blinis’en. Pynt derefter med hvad du har for hånden. Pynt med dild, timian eller ramsløg, som nu står i fuldt flor.

 

blinis-m-tomat

 

Share

søndag

20

marts 2016

10

KOMMENTARER

forslag til påskefrokosten

Skrevet af , Posted in frokostretter

.

23. marts 2016

 

et gevaldigt sundt påskeæg

smag-bog-om

Hvis du kigger dig omkring for at finde et specielt påskeæg til madnørden, er denne bog, Fornemmelse for smag, af Ole G. Mouritsen og Klavs Styrbæk en fantastisk idé. Bogen er en sjælden perle af viden og indsigt. Hvis du kender Mouritzens tidligere bøger om tang og sushi, ved du, hvad jeg taler om. Det er simpelt hen suverænt. Når man har læst Mouritzens bøger, er det svært at komme på et spørgsmål, som ikke er besvaret. Den mand besidder simpelt hen en imponerende indsigt i de emner, han behandler. 

Bortset fra sult, der tvinger os til at putte noget i munden, er det smagen, der giver oplevelse, nydelse og glæde ved at spise. De fleste kender de fem grundsmage: sødt, surt, salt, bittert og umami. Hvis grundsmagene swinger godt sammen i en ret, får man en stor smagsoplevelse. Her stiller de fleste sig tilfreds. Men hvad med alt det andet, der sker, når vi ælter, steger eller koger, selve kemien i maden? Er man blot en smule nørdet, åbner Mouritzen og Styrbæk for et overflødighedshorn af indsigt i alle de ting, der har betydning for vores oplevelse og smag. Fx omtaler de madens mundfølelse som lige så vigtig som madens smag, dvs tekstur, hårdhed, blødhed, tørhed etc.

Fornemmelse for smag er for den, der virkelig interesserer sig for mad og for smag. Det er en lærd bog, der giver en kolossal indsigt i råvarernes og madens kemi. Alt brydes ned til mindste molekyle, og hvorfor dit og hvorfor dat forklares forståeligt og underholdende.

Bogen indeholder også en del opskrifter, der dog for det meste vil være mindre interessante for læserne af denne blog, da de handler om kød og fisk, men der ER også gode ideer til grøn mad med smag. Og så er der fine tip som at tilsætte lidt syre, når man koger bønner for at undgå, at de koger ud.  Man kan fx koge bønner sammen med en meget moden tomat. Herved får bønnerne en sprød overflade og et blødt indre. Og kogetiden for kikærter kan man forkorte ved at gøre kogevandet mere basisk, fx med et drys bagepulver. Så koger kikærterne hurtigere ud og er nemmere at purere til hummus.

Den store kloge bog er på 326 sider, indbundet og koster kr. 349,95. Bogen er udgivet af Nyt Nordisk Forlag og kan købes bl.a. hos Arnold Busck.

 

 


 

 

små retter til påskebordet

 

22. marts 2016

små tærter til påskefrokosten

svampetærte

Det er lidt med påsken som med julen: vi glæder os til at ses med venner og familie i de mange fridage og nyde noget lækkert mad sammen. Derfor er der altid brug for nye ideer, og her er små tærter en rigtig god idé.

Disse små tærter med svampe og porrer bagt på en bund af jordnøddesmør vil falde i de flestes smag.

Du kan også vælge en lidt nemmere løsning: små brød med svampe grillet med lidt ost. Du kan vælge almindelig tør ost eller vegansk ost.

 

grillede portobellobrød

svampebrød

 


20. marts 2016

 

engel.påske

Påsken handler om opstandelse og nyt liv. Ægget er symbolet på forår og det nye spirende liv. Derfor spiser vi masser af æg i påsken, nogle af os måske mest dem af chokolade. Jeg har dog udviklet en lille forret eller frokostret med ægget i centrum – bogstavelig talt!

Påskefrokosten står for døren, og jeg har lavet en ny lille påskeret med pocherede æg i reder af karamelliserede løg.

Og der flere ideer til påskens frokostbord her.

.

påskereder af karamelliserede løg med pocherede æg

påskerede-m-pocheret-æg.1

1/2 kg gule løg

4 spsk olivenolie

4-5 spsk blåbær- eller ahornsirup

et lille stykke squash

4 æg

rugbrød

purløg eller anden krydderurt

 

påskerede-m-pocheret-æg

Skær løgene i ringe og svits dem gyldne i olien. Tilsæt siruppen og et drys salt og peber. Læg låg på gryden og lad løgene simre 10-15 minutter. De skal være helt bløde.

Smag til med sirup, salt og peber.

Du kan tilberede løgene i god tid, før du skal servere dem, evt. dagen før. Varm dem i så fald op i ovnen.

Skær squashen i tynde skiver og derefter i tynde strimler. Du skal bruge ca. 1 dl strimler. Bland dem i løgene.

Stik fire stykker rugbrød ud med et glas med en diameter på 7-8 cm.

Sæt rugbrødet på fire tallerkener.

Lav fire cirkler, ”reder”, uden om rugbrødsstykkerne.

 

påskerede-m-poscheret-æg.4

påskerede-m-pocheret-æg.2

 

Pochér de fire æg: slå æggene ud i en kop et ad gangen. Kom 1 liter vand i en gryde sammen med 1 spsk eddike og 1 spsk salt. Bring det i kog og skru ned, så vandet ikke bobler. Lav en spiralbevægelse i vandet med en ske og hæld forsigtigt ægget fra koppen ned i vandet. Lad det simre 4-5 minutter. Pocher de resterende æg på samme måde.

En mere ”idiotsikker” måde at pochere æg på er at lægge et stykke husholdningsfilm i en lille skål og slå ægget ud her. Luk filmen sammen og sæt ægget i kogende vand, også ca. 4 minutter.

Jeg er dog lidt tøvende overfor denne metode, da jeg forestiller mig, at der kan frigives skadelige stoffer fra husholdningsfilmen i det kogende vand.

Læg æggene midt i rederne ved serveringen. Åbn dem lidt og drys med klippet purløg.

 

påskeredem-pocheret-æg.3

Share