ovnbagt rodfrugtmos
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
bagte rødder
Rodfrugter kan man nyde på mange måder, og det er dejligt, for rodfrugter er vinterens hovedperson på tallerkenen. Her er en dejlig mos, som kan laves med alle slags rodfrugter.
Anden dejlig mad med rodfrugter er ovnbagte rodfrugter, biksemad med rodfrugter og selleribøffer og meget, meget mere.
godt 1 kg rodfrugter: kartofler, pastinakker, persillerødder, jordskokker, gulerødder, søde kartofler etc.
200 g løg
100 g sorte linser
½ dl olivenolie
1 spsk tørret oregano
1 spsk tørret merian
4 æg
12-14 bittesmå tomater
persille eller anden krydderurt
Skær de valgte rodfrugter i små terninger. Hak løgene. Kom begge dele i kogende vand, der dækker. Læg låg på gryden og damp grøntsagerne 10-12 minutter.
Hvis du har en grøntsagarist, så læg grøntsagerne på den. Så skal de dampe lidt længere.
Kog linserne i rigeligt vand 15-20 minutter og afdryp dem.
Kom grøntsagerne i en kartoffelmospresser eller mos dem grundigt med en gaffel.
Rør olivenolie og krydderurter i mosen og smagt godt til med salt og friskkværnet peber. Det er vigtigt, at mosen smager af noget.
Pisk æggene i mosen et ad gangen.
Tilsæt de kogte linser og hæld mosen i et ovnfast fad. Sprøjt evt. en kant rundt på mosen.
Sæt små tomater i mosen. Eller brug tomaterne rå og sæt dem på, når mosen er bagt.
Bag rodfrugtmosen i en 200 grader varm ovn 45-50 minutter eller til overfladen er gylden.
Drys med hakket grønt ved serveringen.
Spis gerne en salat med hele korn til rodfrugtmosen, fx salat af perlebyg med majs og græskarkerner.
Det er en virkelig lækker og mættende ret. Den fungerer også kold i madpakken dagen efter. Sammen med en salat med bygkernere er der et helt måltid, og selv kødspiserne var mætte og tilfredse, da jeg lavede den. Tusind tak for altid at levere stor inspiration, Kirsten. Jeg har netop fået to af dine kogebøger mere til samlinger og glæder mig til at lave flere af dine retter!
Hilsen Thea
Kære Thea,
Tusind tak for din hilsen. Det er interessant at høre, at rodfrugtmosen også er egnet til pålæg. Det er en rigtig god idé. Og så er jeg altid SÅ glad for at høre, når kødspisere også synes om den grønne mad. Det er det første skridt til at få omgivelserne til at skære ned på kødet.
Og så er det ekstra dejligt at høre, at du kan lide mine kogebøger. Jeg håber, du får masser af gode oplevelser med de nye anskaffelser!
Kh Kirsten
Hvis man ikke ønsker at bruge æg – hvad er så den bedste erstatning i denne opskrift? Aqua faba? Eller HUSK? Eller hørfrøslim?
Tak for mange gode madoplevelser – og også tak fordi du tager dig tid til at svare på spørgsmål!
Kære Heidi,
Dejligt at du kan bruge mine opskrifter. Tusind tak.
Du får ikke helt samme reultat, når du udelader æggene i rodfrugtmosen.
Men jeg kan anbefale, at du i 1/2-1 dl plantefløde enten rører:
3 spsk kikærtemel eller
2 spsk HUSK eller
2-3 spsk hørfrøskum
Jeg har ikke erfaring med aqua faba, så der må du prøve dig lidt frem, men det kan sikkert bruges.
God fornøjelse!
Kh Kirsten
jeg har prøvet at komme fint skivede bladselleri i – gav en fin og lækker struktur med lidt knas!
Kære Kirsten,
Det lyder som en rigtig god idé med bladselleri i mosen. Det er altid godt med lidt ekstra knas og struktur. Og så bliver bladselleri kaldt “tarmenes tandbørste”, så den grøntsag kan vi næsten ikke få nok af.
Tusind tak for ideen!
Kh Kirsten