den grønne julekalender – luk op for låge nr. 2
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, julemad, supper
.
her lugter brunt og brændt
Når vi i den gamle julesang synger, at det lugter brunt og brændt, tænkes nok mest på julekagerne. Men her er det en suppe, der vil være velegnet som forret til julemiddagen. Blomkål er blevet brunet og smager dejligt “julet” i denne suppe, som kan laves i forvejen og fryses.
Blomkålen er ristet lidt hårdt, så den får en smule brændt eller røget smag – og mandlerne signalerer også jul.
.
brændt blomkålssuppe med mandler
(4 personer – forret)
100 g løg
4 fed hvidløg
½ kg blomkål
½ dl olivenolie
200 g kartofler
ca. 8 dl grøntsagsbouillon
tamari
50 g mandler (evt. mandelmel)
2 dl havrefløde eller anden fløde
salt, friskkværnet peber, citronsaft
frisk timian, persille
.
Hak løg og hvidløg.
Skær blomkålen i små buketter. Skær stokken i små terninger. Gem et par buketter til senere.
Varm olien op på en pande og steg løg og blomkål og en spsk tamari ved rask varme, til det hele er godt brunet men ikke branket.
.
Skær kartoflerne i små terninger
Kog kartoflerne i bouillonen 3-4 minutter og tilsæt blomkål og løg. Kog suppen yderligere et par minutter og sluk for varmen.
Lad suppen afkøle lidt og purér den.
Hæld suppen tilbage i gryden og tilsæt mandelmel eller meget finthakkede mandler. Gem 6-8 mandler og skær dem i skiver. Rist mandlerne gyldne på en tør pande og sæt dem til side.
Tilsæt fløden og smag suppen godt til med tamari, salt, peber og citronsaft. Du kan også tilsætte lidt reven citronskal.
Høvl meget tynde skiver af de resterende stykker rå blomkål. Brug et mandolinjern.
Varm suppen op inden serveringen med et par spsk friske timianblade. Smag til igen.
Servér suppen portionsvis. Dryp evt. med lidt fløde og læg de rå skiver blomkål på suppen. Drys med mandelflager og lidt mere timian, evt. også persille.
.
.
Kære kirsten Skaarup.
Tusind tak fordi du stadig orker at lave julekalender, dine indlæg skaber dagligt skøn julestemning og inspiration. Vi bruger mange af dine opskrifter her i huset og vi er megafan. Glædelig julemåned til dig fra Marianne i Aarhus
Kære Marianne,
Selv tak. Det er udelukkende en fornøjelse.
Det glæder mig SÅ meget, at du kan bruge mine ideer. Jeg håber, du får glæde af de mange juleretter.
Rigtig glædelig december til dig.
Kh Kirsten
Du er da en gave. Dette ville jeg aldrig selv være kommet på. At brune blomkål så hårdt til suppe ville ikke falde mig ind. Du har igen inspireret mig til en “ny” smag/variation til min hverdagssuppe. Som du måske husker lever jeg af blended grøntsagssuppe fordi jeg er bestrålet for Tonsil Cancer, har mistet spyttet, smag- og lugtesansen og næsten alle mine tænder så fast føde er helt slut. Jeg trænger til den inspiration du så gavmildt deler med os alle. Af hjertet tak !
Kære Hanne,
Hvor er du sød. Tusind tak. Og jeg er altid ekstra glad, hvis jeg kan glæde DIG med en ny suppe. Jeg håber, du har min bog “Supper & Co.”. Den er udsolgt, men har du den ikke, kan du låne den på biblioteket.
Kh Kirsten
Tak for de dejligste opskrifter. MEN nu havde jeg netop købt ind til rosenkål retten fra Låge nr 1…hvor er den opskrift nu gemt! Hjælp!
Kære Elly,
Dejligt at du vil prøve den lille ret med rosenkål.
Du finder opskriften her: https://wp.me/p5bjYH-7eM.
Du kan altid lede efter opskrifter i søgefunktionen th. på bloggen. Hvis du fx skriver rosenkål i søgefeltet, burde alle opskrifter med rosenkål dukke op.
Rigtig god fornøjelse.
Kh Kirsten