Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk julemadArkiv

fredag

11

december 2020

18

KOMMENTARER

kærlighedskartofler – låge nr. 11 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in festmad, julemad, tilbehør, vegansk julemad

.

når kartofler går til julefest

Ingen juleaften uden kartofler, enten hvide kogte eller bagte – eller små brunede.

Kartoflen er nærmest basismad i Danmark. Vi tager kartoflen som en selvfølge og som regel er det den grøntsag (knold), der får mindst opmærksomhed. Den er der bare. Kartoflen har simpelt hen ingen høj status i køkkenet. Det rådes der bod på her. Det er på tide, at den skønne knold får lidt glamour!

Kærligheds-kartoflerne kan serveres som tilbehør til julepostejen – men kan også udgøre en fin lille forret. Drys i så fald med lidt hakkede valnødder.

.

kartofler i “tusind” lag

Man kunne godt kalde den lille kartoffelservering for mille-feuille (tusind blade) kartofler. Det er dog et navn, der anvendes om en sød kage i mange lag.

Når jeg også kalder kartoflerne for kærligheds-kartofler er det, fordi det kræver tid og omsorg at lave de små godbidder. Kærligheds-kartoflerne er et tilbehør, man laver til dem, man virkelig holder af og som forstår at værdsætte mad med smag og skønhed, mad tilberedt med omsorg, omtanke – OG kærlighed!

.

med kaviart på toppen

De mange lag kartofler får dels smag af hvidløg/gærflager, som nogle af skiverne pensles med, dels fra den pikante mayo og den salte tang-kaviar.

På toppen har jeg drysset med spirer af pink kål (spirefrø kan fx købes hos Friske spirer). Det er rigtig sjovt at dyrke sine egne spirer.

.

løft kartoflen til nye højder

kærlighedskartofler

(4 personer)

4 store bagekartofler

4 spsk olivenolie

1 fed hvidløg

1 spsk gærflager (kan udelades)

cocktailpinde

2-3 spsk mayo

1-2 tsk dijon- eller tangsennep

4 tsk tangkaviar

spirer, frisk koriander eller timian

 

Skær kartoflerne i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Stik kartoffelskiverne ud med en metalform. Den kan være rund, kvadratisk eller aflang, men af en størrelse, der er mindre end kartoffelskiverne.

Du kan også bruge et glas og skære skiverne i facon med en kniv. Den overskydende kartoffelmasse kan bruges i en suppe eller en plantefars.

Rør olien med presset hvidløg, gærflager og et drys salt og peber.

Smør olien på en del af kartoffelskiverne.

Læg skiverne sammen i fire portioner og sæt dem på en smurt bageplade. Stik en cocktailpind gennem hver portion, så skiverne ikke ”skrider” under bagningen.

Du kan forberede kartoflerne hertil i god tid.

Bag kartoflerne gyldne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Smag mayoen til med sennep, salt og peber.

Sæt et par tsk mayo og 1 tsk tangkaviar på hvert kartoffelstykke. Drys med friske spirer eller en krydderurt.

Du kan servere kartoflerne varme eller kolde.

Kærligheds-kartoflerne kan serveres som tilbehør til julepostejen, til frikadeller, pateer etc. – eller som en lille forret.

.

.

Share

onsdag

9

december 2020

2

KOMMENTARER

Jan Oskars julepostej

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad, vegansk julemad

.

ingen jul uden den ultimative postej

Ingen jul uden mindst én lækker postej!

Som følgere af bloggen vil vide, har jeg lavet utallige postejer og pateer. Ja, jeg har faktisk skrevet en hel bog om disse skønne retter, der kan nydes både som pålæg og som hovedret – og varieres igen og igen.

Grundideen til denne postej stammer fra Jan Oskar, som jeg mener har opfundet noget nær den perfekte postej. Den vil kaste glans over ethvert frokostbord i julen.

Madentusiasten Jan Oskar sendte opskriften til mig for et par år siden. Så TAK igen til Jan Oskar – og undskyld at jeg har lavet lidt om på den.

Basis i postejen er fast tofu. Jan Oskar anbefaler halvt naturel/halvt røget tofu. Jeg har også tilsat en lille smule flydende røg (du kan finde forhandlere her), men det er ikke nødvendigt. Det må bero på en smagssag.

Jeg har dækket postejen med skiver af kejserhatte. Det giver lidt ekstra bid. Du kan bruge andre svampe eller helt udelade dem. Eller du kan dække postejen med tang”bacon”, se nedenfor.

.

postej som pålæg eller frokostret

Du kan servere postejen som en frokost- eller middagsret sammen med et par salater og evt. sovs og kartofler.

Men du kan også bruge postejen som pålæg på et stykke rugbrød og pynte med gammeldags agurkesalat, se opskriften nedenfor.

.

Jan Oskars leve(r)postej

(4 personer)

50 g solsikkekerner eller græskarkerner

125 g løg

4 fed hvidløg

50 g kokosolie

300 g tofu, evt. 1/2 naturel/1/2 røget

50 g havregryn eller andre kornflager

1 1/2 dl havrefløde eller anden fløde

50 g havremel, kikærtemel eller sojamel

1 spsk frisk timian

1 spsk frisk merian

evt. 1/2-1 spsk flydende røg (find forhandlere her)

3-4 spsk tamari (soja)

salt, friskkværnet peber

evt. 200 g kejserhatte eller andre svampe (kan udelades)

olivenolie

.

Rist solsikkefrøene på en tør pande. Rist dem indtil de er helt brune men ikke brankede. Sæt frøene til side.

Hak løg og hvidløg. Svits dem i kokosolien, til løgene er bløde. Sæt dem til side.

Findel tofuen i en food processor eller blender sammen med havregrynene og fløden. Farsen skal pureres temmelig meget. Postejen på billederne er lidt for grovhakket.

Kom tofuen i en skål og tilsæt de ristede kerner, løgene, havremel og krydderurter.

Hvis du ikke bruger røget tofu, eller hvis du vil have smagen lidt mere røget, så tilsæt lidt flydende røg. Men pas på med doseringen. Det bliver hurtigt for meget.

Smag også godt til med tamari, evt. lidt salt samt peber.

Læg postejfarsen i et lavt ovnfast fad. Skær svampene i skiver og læg dem i et pænt mønster på postejen.

Pensl med olivenolie og sæt postejen i en 200 grader varm ovn. Bag den ca. 25 minutter. Sluk for ovnen og lad postejen stå ved eftervarme endnu ca. 10 minutter. Men du skal ikke overbage den, så bliver den fast og ikke smørbar.

Servér postejen lun eller afkølet med agurkesalat til.

..

postej med svampe eller tang”bacon”

Jeg har her dækket postejen med skiver af kejserhatte, men du kan også servere postejen lunet med sprød tang”bacon” på toppen, se nedenfor.

.

postej som pålæg med gammeldags agurkesalat

Det smager dejligt med marinerede agurker på et stykke rugbrød med postej.

..

gammeldags agurkesalat

Denne agurkesalat er, som vor mor lavede den!

.

gammeldags agurkesalat

(4 personer)

1 salatagurk

1/2 dl koncentreret hyldeblomstdrik

2-3 spsk æbleeddike eller anden eddike

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Skær agurken i tynde skiver eller høvl den i lange, tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Rør hyldeblomstsaften sammen med eddiken.

Smag til med eddike, salt og peber og evt. et nip sukker. Dressingen skal være tilpas sur/sød.

Læg agurkeskiverne i dressingen og lad dem trække nogle timer, evt. til næste dag.

.

tang”bacon”

Du kan yderligere servere sprød tang”bacon” til postejen. Se opskriften her.

 

Share

onsdag

9

december 2020

18

KOMMENTARER

løvemad med avocado – festlig forret

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, julemad, nytår, vegansk julemad

.

en plante-tatar – lækker som forret eller til julefrokosten

Denne lille lækre servering kan bruges både som forret og som en ret på frokostbordet. Selv om julefesterne i år virkelig skaleres ned – eller netop derfor – er der grund til at nyde noget ekstra lækkert sammen med sine kære.

Og her er både smag, bid og bløde nuancer. Når rødbeden marineres med noget stærkt, sødt og syrligt, passer den perfekt til den milde cremede avocado.

.

en lille lækkerbid er serveret

Jeg har valgt at servere løvemadderne med en skive brød i bunden, men du kan nøjes med blot avocado og rødbede.

Serveringen får ekstra smag af en gul “blomme” af mangofrugt, der passer fint til både rødbede og avocado.

Øverst er lidt caviart og frisk koriander. Caviart er lavet af tang, og har en behagelig salt smag.

Du kan købe caviart på nettet eller i en af Dansk Supermarkeds butikker, fx Føtex. SuperBrugsen har også caviart i nogle butikker.

.

med tangkaviar på toppen

løvemad med avocado

(4 personer)

marinade:

2 spsk olivenolie

1 økologisk citron

1 spsk hakkede kapers

1 spsk finthakkede cornichoner eller andre syltede agurker

½ spsk sennep

salt, friskkværnet peber, ahornsirup eller rørsukker

grøntsager:

300 g rødbeder

2 faste avocadoer

1 lille mangofrugt

evt. 4 skiver brød

2 spsk sort caviart (kan udelades)

små metalforme

frisk koriander

Lav først marinaden: rør olie, 2 spsk citronsaft, 1-2 tsk reven citronskal, kapers, cornichoner og sennep sammen.

Smag godt til med salt, peber, sirup eller sukker og evt. mere sennep. Sæt marinaden til side.

Kog rødbederne møre, 25-35 minutter afhængig af størrelsen.

Lad rødbederne afkøle og smut skindet af.

Skær rødbederne i meget små terninger og vend dem i marinaden. Lad dem ligge nogle timer eller til næste dag.

Skær avocadoerne i meget små terninger og vend dem straks i lidt citronsaft. Drys med lidt salt og peber.

Skræl mangoen og form fire ” blommer” med en ske. En isske er bedst egnet.

Skær fire skiver brød ud med en metalform. Lad brødet sidde i bunden af formen, mens du bygger resten op.

Læg først et lag avocado på brødet. Pres det sammen.

Afdryp rødbederne helt og læg dem ovenpå. Pres rødbeder og avocado godt sammen med en ske.

Du skal lægge rødbederne på avocadoen lige før serveringen, da den røde saft eller trænger ned i den grønne avocado.

Lav fire løvemadder og fjern forsigtigt formene.

Læg en mango-”blomme” ovenpå. Pynt med lidt caviart og drys med frisk koriander, kapers samt lidt frisk kværnet peber.

.

.

Share