Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

nytårArkiv

onsdag

27

december 2017

4

KOMMENTARER

kræmmerhuse af selleri m valnøddecreme og sesamsvampe

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad, nytår

..

nytårets hovedret er kræmmerhuse af selleri med valnøddecreme og eksotisk sovs

når en knold bliver til kræs

Jeg har valgt at forvandle en bastant, underjordisk knold til en let og elegant nytårsret. Selve retten er super-let at tilberede. Udfordringen består udelukkende i at skære skiverne af selleri tynde nok. Du skal derfor anvende enten et mandolinjern eller en pålægsmaskine.

De små delikate kræmmerhuse har kun smagen tilfælles med den store tunge knold. Her indgår de en smagsmæssig symbiose med masser af valnødder, hårdt ristede svampe og en orientalsk præget sovs.

Du kan vælge de svampe, du bedst kan lide. Jeg er selv glad for kejserhatte, østershatte og shiitakesvampe.

.

det meste kan tilberedes dagen i forvejen

En nytårsmenu bør kunne tilberedes i forvejen. I al fald delvist. Det kan du nemt gøre med denne ret. Det eneste du skal røre sammen inden serveringen er valnøddecremen. Men du kan skære og dampe selleriskiverne dagen i forvejen. Du kan stege svampene, og du kan lave sovsen.

Selleriskiverne og svampene varmes op i ovnen. Sovsen varmes i en gryde. Så samler du kræmmerhusene lige inden serveringen og arrangerer dem portionsvis med svampe, sovs og masser af spirer, eller du pynter med blade af basilikum.

.

kræmmerhuse af selleri m valnøddecreme og sesamsvampe

(4 personer)

12 store, tynde skiver selleri

100 g valnødder

2 dl havre-creme fraiche eller anden creme fraiche

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

4 spsk snittet basilikum

8 spsk sesamfrø

300 g svampe: kejserhatte, shiitake, østershatte etc

2 spsk olivenolie

masser af spirer, grønne og lilla

sovs:

3 spsk tamari (soja)

3 spsk ahornsirup

1/2 dl sød chilisovs

1-2 spsk rørsukker

2 spsk tomatketchup

2 spsk ristet sesamolie eller alm. sesamolie

2-3 spsk citronsaft eller riseddike

 .

Skær sellerien igennem midt på, så du får så store skiver som muligt. Det er svært at skære skiver, der er tynde nok, med en kniv. Hvis du har en mandolinjern, der er bredt nok, så brug det. Du kan evt. skære de halve selleri igennem endnu en gang, da kræmmerhusene skal foldes af halve skiver.

Det nemmeste er at bruge en pålægsmaskine, men det er formentlig de færreste, der har sådan én.

Hvis du har skåret hele skiver, så skær dem igennem, så du får 24 halve skiver. Læg dem i kogende vand, der dækker. Bring vandet i kog igen og sluk for varmen. Lad skiverne stå i vandet et par minutter og afdryp dem (gem vandet til en suppe eller drik det). Skiverne må ikke blive for bløde.

Smag creme fraichen til med lidt reven citronskal, cironsaft, salt, peber og evt. en smule sirup.

Snit basilikumbladene. Hak valnødderne og rør begge dele i cremen.

Rist sesamfrøene gyldne på en tør pande og sæt dem til side.

Del svampene i mindre stykker eller skær dem i skiver. Rist dem ved rask varme, til de er gyldne. Tilsæt citronsaft og et drys salt og peber.

Rør alle ingredienserne til sovsen sammen og kog sovsen lidt ind.

Smag til med tamari, sukker og citronsaft eller eddike.

Fold selleriskiverne sammen til små kræmmerhuse og læg lidt valnøddecreme i hvert kræmmerhus.

Arrangér kræmmerhusene portionsvis med de ristede svampe. Dryp med sovsen og drys med de ristede sesamfrø og masser af små spirer som symbol på de mange muligheder i det nye år.

Servér gerne godt brød til kræmmerhusene.

.

.

spiren til et nyt grønt år

Som symbol på det spirende, nye år – og alle de nye grønne muligheder der forhåbentlig vokser frem – har jeg valgt at drysse friske livgivende spirer på nytårsmiddagen.

Spirerne præsenteres her af Miriam Sommer, der ejer “Friske spirer” (find masser af info), og som jeg uden overdrivelse vil kalde spirefrøenes gode fe. Besøg hendes webshop og se de mange muligheder der er for at forvandle små sorte og brune frø til saftige, lækre, farvestrålende og smukke spirer, der er sprængfyldte med vitaminer og mineraler.

Måske skal det være et nytårsforsæt at dyrke sine egne spirer i det nye år? Jeg vil varmt anbefale det.

..

Share

onsdag

27

december 2017

8

KOMMENTARER

nytårsdesserten er klar: lakridsis med passionsfrugt

Skrevet af , Posted in desserter, festmad, julemad, nytår

.

dessert med rødbede og lakrids

Denne dessert er noget af det nemmeste, du kan lave. Jeg er ingen ørn til desserter, men denne her kan jeg lave.

Da mit nytårstema er rodfrugter, har også rødbedesaft fundet vej til isen, som på den måde bliver smukt rødligt-rosa at se på.

.

nyd desserten med frisk frugt

Jeg har serveret isen både med passionsfrugt og med tynde skiver af æble. Du vælger selv. Det kan også være en helt anden type frugt – eller slet ingen.

.

med smag af lakrids

Jeg har smagt isen til med lakridspulver. Jeg holder nemlig meget af lakrids, men jeg kender nogle, der bestemt ikke gør, og så kan man selvfølgelig udelade lakridsen.

I stedet kan man komme kornene fra en vanillestang i isen, eller små bitte knuste stykker nougat. Det kan også være kakao eller jordbær, som piskes med i fløden.

Spirtussen er tilsat for at isen ikke skal danne krystaller.

.

rødbedeis med lakridssmag

(4 personer)

2 1/2 dl piskbar sojafløde

3-4 spsk flormelis

3 spsk rødbedesaft

1-2 spsk lakridspulver (kan udelades)

3 spsk rom, cognac eller anden spiritus

2 passionsfrugter eller 2 pigeonæbler, evt. anden frugt

evt. 1 spsk citronsaft

evt. friske mynteblade

evt. 2 spsk reven chokolade 70%

 

Pisk fløden helt stiv med den ønskede mængde sukker.

Rør rødbedesaften i og smag til med lakridspulver og sukker.

Vend den valgte spiritus i iscremen og hæld den i en form.

Lad isen fryse ind.

Hvis du vælger passionsfrugter, er det muligt, at du ønsker at smage kernerne til med lidt sukker, da nogle af frugterne er temmelig syrlige.

Hvis du vælger æbler, så skær dem i meget tynde skiver, vend dem i citronsaft og fordel skiverne på fire tallerkener.

Læg en skefuld is ovenpå og pynt evt. med friske mynteblade og lidt reven chokolade.

.

Share

fredag

30

december 2016

14

KOMMENTARER

godt nytår 2017 – hop med på den grønne bølge

Skrevet af , Posted in frokostretter, nytår

..

 

RIGTIG GODT NYTÅR!

Jeg ønsker et dejligt og grønt 2017  til alle bloggens læsere og siger hjertelig tak for jeres trofasthed i 2016. Tak for de mange positive tilbagemeldinger. Det er dejligt at høre, hvordan maden opleves hjemme i jeres egne køkkener. Også tak for gode råd og tip. De kommer alle bloggens læsere til gode. Både ris og ros er meget velkomne, også i 2017.

Heldigvis kan vi se tilbage på et år, hvor den grønne bølge for alvor har fået kraft. Det er især glædeligt, at der nu dukker mange vegetariske/veganske restauranter op og at mange, især unge, bliver veganere. Det er dem, der skal rydde op efter os andre. Og der er mildest talt nok at tage fat på. At tage gaflen i den anden hånd er et godt sted at begynde.

I 2016 er min bagebog Det æltefri grydebrød udkommet i Norge, Sverige og Tyskland. I Tyskland kom bogen oven i købet i 2. oplag efter kun en måneds tid. I Tyskland udkommer også min seneste bog Powerfood revolutionen den 5. januar med titlen “Super food”. Den har allerede fået en forrygende omtale. Se bare her.

Midt i februar udkommer mine nye bog, Supper & Co., med spændende supper fra hele verden plus tilbehør i form af brød og andre lækre ting.

 

 

nytårsforsættet – pak klimakufferten

Det er tid for nytårsforsætter. I år håber jeg på, at rigtig mange flere vil give et ekstra skub til den grønne bølge og gøre en aktiv indsats for klimaet og for de forpinte produktionsdyr. Begge dele kan heldigvis gøres i ét hug. De to ting hænger nemlig uløseligt sammen. Men det kræver, at man er parat til omstilling.

Og faktisk findes der ikke noget mere stimulerende end at flytte på sig. At mærke at bevidstheden udvider sig. Pludselig indse et eller andet, man ikke har fået øje på før. Verden og mulighederne åbner sig på en ny måde. Og nye indsigter betyder ændret adfærd.

Vi “spiser” bogstavelig talt af kloden, selve vores livsgrundlag, hver eneste dag. Faktisk forbruger danskerne, som om vi havde fire jordkloder. Men vi har kun én, og den kan ikke erstattes, når vi har “ædt” den op.

Aldrig tidligere i historien har vi haft så enormt brug for, at vi smider skyklapperne og tænder for den alternative pære i øverste etage (eller er det i hjertet?), og ser, hvordan vi er tæt forbundet med hele kloden, med naturen, med dyrene, med hinanden. Og hvadenten vi har lyst eller ej, bliver vi tvunget til at ændre på vores adfærd. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Så pak klimakufferten. Der er mange veje til kærlighed til kloden, men hvis rejsen går mod klima- og dyrevenlige spisevaner, er der gevinst på alle hylder og store oplevelser forude: lækker, smuk, sund og sensuel mad!

 

mærk verden …

Det er ganske vist mest bekvemt at gøre, som man plejer, og det man ikke kan mærke på sin egen krop, gør jo ikke direkte ondt. Vi er blevet følelsesløse.

Somme tider skal der let forståelige eksempler til, før vi indser, at vi har mistet forbindelsen med naturen. Da Olafur Eliasson for et par år siden satte isblokke op i København, kunne vi med egen krop mærke, hvordan alene vores kropsvarme fik isen til at smelte.

På samme måde ville det være en god idé at have en fikseret so liggende i sit jerngreb ved siden af kølemontren i supermarkedet. Det er mit håb, at mange i det nye år, når de står med en pakke kød i butikken, sender nogle tanker til den regnskov, der er blevet ryddet for at dyrke foder til dyr, tanker til de bønder, der af samme årsag er blevet fordrevet fra landsbyer i Sydamerika og Sydøstasien fordi vores dyr har ødelagt deres livsgrundlag, tanker til forureningen ved at fragte de millioner af tons soja til Danmark for at putte dem i vores produktionsdyr, sender tanker til de lidende dyr i vores stalde, der uden at kunne gøre modstand henlever deres korte liv under store lidelser og med en masse forurening til følge – blot for at vi kan få kød på tallerknen.

Kort sagt: det er mit håb, at folk med en pakke kød i hånden tænker på, at hver eneste bid har store konsekvenser – også på den anden side af kloden. Det er mit største ønske for 2017.

Det fører over til noget helt håndgribeligt: en burger. Den er vel lavet af kød fra dyr?

En burger er tæt forbundet med oksekød. Men sådan bliver det ikke i fremtiden. Selv er jeg i fuld gang med at udvikle lækre burgerbøffer af mange forskellige slags vegetabilske råvarer. Nedenfor er en burger med nøddebøf.

For de uheldige, der har moret sig lidt for voldsomt nytårsaften, er der tradition for at komme på benene ved hjælp af en burger. Her foreslår jeg den lækre og bæredygtige burger. Ganske vist er landbrugsministeren i Tyskland, Christian Schmidt, ude og sige, at han vil lave forbud mod at kalde en pølse for en pølse og en frikadelle for en frikadelle, hvis de ikke indeholder kød. Det er jo et virkeligt godt tegn, for det betyder, at den magtfulde kødindustri føler sig truet. En skøn melding her på årets sidste dage. Læs om ministerens forslag her.

 

en reparationsburger

Det kan ske for den bedste, at man vågner den 1. januar med en let hovedpine. Men det er der råd for! Det gamle middel hedder en burger med alt godt: salt, surt, kradsende og stærkt ovenpå bøffen.

Jeg foreslår en nødde- eller squashbøf. Nøddebøffen ovenfor er med rødkålmangosalsa (udelad linserne), hvidløgsmayo og frisk koriander. Hertil fritter af ovnbagte kartofler eller søde kartofler. Se kartofler her. Se fritter af søde kartofler og selleri her.

Se opskriften på nøddebøffen her. Det er samme opskrift som til julens nøddepaté. Lav evt. halv portion og steg farsen som bøffer.

 

squashburger

Squashburgeren er med ristede svampe og løg. Se opskriften her.

 

vær’så’god: nyd en bæredygtig  burger i det nye år

Og apropos kødfri burgere, så er der kommet hele to veganske burgerrestauranter i København, Green Burger, med en restaurant på Frederiksborggade og en på Vesterbrogade.

 

 

Share