Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

frokostretterArkiv

fredag

18

november 2022

6

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: kartoffel/løgtærte med kikærtebund

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, Skaarups skønne sparekøkken

.

billige proteiner – kartoffelkuren fortsætter

En tærte er altid velkommen. Denne tærtebund er bagt med kikærtemel, og har kartofler i bunden med løg, tomater og squash øverst.

Det er en tærte, der består testen at kunne optræde i sparekøkkenet.

.

billige proteiner

Tærtebunden er den type, der hedder farinata eller socca, afhængig af, om man er i Frankrig eller Italien.

Vi har ikke så megen tradition for at bage med kikærtemel, og bunden er da også en smule tungere (og mere mættende) end den sædvanlige bund bagt med hvedemel.

Men hvad der er vigtigst: kikærtemel er mere end dobbelt så proteinholdigt som hvedemel. Hvedemel indeholder 10 g protein pr. 100 g, mens der er 22 g protein pr. 100 g kikærtemel.

.

læg bunden  med kartofler

Det har alle dage været god latin at lægge bunden med kartofler. Så kartoffelkuren fortsætter! Tynde skiver af kartofler udgør underste lag af tærten. Ovenpå er løg og squash samt lidt flåede tomater.

.

COP 27 – er der håb for klimaet?

Så er verdens ledere i gang med at redde klimaet, igen, igen – eller er de?: COP 27 nærmer sig sin afslutning i Egypten, men orker du overhovedet at høre mere om vores bevidstløse hærgen på jorden?

Hvis ikke, er det til at forstå. I 2009 var der COP-møde nr. 15 i København. Dengang tænkte jeg, at NU skete der noget, og jeg besluttede, at jeg ville være mere synlig i den grønne omstilling end blot i mine kogebøger. Så jeg startede denne blog og var fuld af håb for en grønnere verden (der også automatisk ville medføre bedre dyrevelfærd).

Men ak, der er gået 13 år, og fremtiden ser ikke lys ud. Bevares, min blog er vokset støt og stadigt, og selv om det at ændre madvaner ikke virker som en stor ting, så ER det af fuldstændig afgørende betydning for klodens fremtid, at vi hovedsagelig lever plantebaseret. Hvert eneste stykke kød, der bliver byttet ud med bønner, giver et løft i den rigtige retning.

Og vi i Danmark bærer et kæmpeansvar. Vi er de store klimasyndere, både hjemme og ude. For første gang er der sat tal på de klimaskader, som Danmark forvolder i u-landene. Organisationen Oxfam vurderer, at Danmarks klimaforpligtelse på tab og skader i udviklingslandene vil være 27 milliarder kr. i 2030.

Vores klimaaftryk er blandt de største i verden – også i vores eget land.

Så lad os håbe, at mange lytter til FN’s generalsekretær António Guterres, der ved starten af dette års COP-møde udtalte:

“Vi er med fuld fart på vej mod klimahelvede. Menneskeheden har ét valg: at samarbejde eller gå til grunde.”

.

tab ikke modet

Det kan virke helt udsigtsløst, når man ser billeder fra tørke og/eller oversvømmelser i U-landene.

Nytter det noget, hvad JEG gør? JA, det gør. Vi er alle sammen, hver for sig en lille skrue i klodens fundament, og jo bedre den skrue fungerer, desto større er håbet om at naboskruen også drejer den rigtige vej. At handle giver optimisme, og handling er stærkt smitsomt. Det skal vel at bemærke være handling, der giver kærlighed til kloden.

Jeg vil citere adfærdsforskeren, engelske Jane Goodall (hende med chimpanserne), som siger:

“Bliver jeg nogle gange deprimeret? Tja … man kan ikke se sig omkring i verden, observere, det der sker, og ikke blive deprimeret. Det er umuligt. Modgiften til det er helt konkret at gøre noget, der hvor man befinder sig … Når man gør noget, får man det bedre, og så vil man opdage, at der overalt på kloden er mennesker, som forsøger at gøre kloden til et bedre sted.”

En af de nemmeste, lækreste, sundeste og billigste måder at skåne jorden på, er at spise plantebaseret.

Det ER da nemt!

.

squash, løg og kartofler på kikærtebund

(4 personer)

socca (tærtebund):

200 g kikærtemel

3 ½ dl lunkent vand

2 spsk olivenolie

salt, friskkværnet peber

fyld:

300 g kartofler

½ kg squash

300 g løg

1-2 spsk tørret oregano eller basilikum

1 dåse hele, flåede tomater (400 g)

evt. planteyoghurt

.

Pisk mel, vand og olie sammen til tærtebunden. Tilsæt et drys salt og peber.

Skær meget tynde skiver af kartoflerne og squashene på et mandolinjern.

Skær løgene i skiver.

Bred kikærtedejen ud i en velsmurt bageform – eller læg bagepapir i formen.

Læg kartoflerne taglagt i dejen. Drys med lidt salt og peber – og dryp med lidt olie.

Sæt formen i en 225 grader varm ovn og bag dej og kartofler 10 minutter.

Vend skiverne af squash i lidt olivenolie sammen med den valgte krydderurt og et drys salt og peber.

Læg skiver af squash afvekslende med løg på tærten, når den har været i ovnen 10 minutter.

Sæt tærten i ovnen igen og bag den yderligere ca. 15 minutter ved 200 grader.

Afdryp tomaterne (gem væden til en suppe eller sovs) og fordel dem på tærten. Dryp med lidt olivenolie.

Vurdér hvor meget tærten skal bages yderligere, måske 5 eller 10 minutter. Måske er det nok med eftervarmen i ovnen.

.

tip

Du kan marinere skiver af rå squash i lidt eddike smagt til med sukker, salt og peber.

Du kan lade skiverne stå nogle timer eller til næste dag.

Læg de marinerede skiver på den bagte tærte. Det giver friskhed og syrlighed, som klæder tærten.

Du kan også servere afdryppet yoghurt, smagt til med salt og peber, til tærten.

.

Share

fredag

11

november 2022

7

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: kartoffelrösti starter kartoffelkuren

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, hovedretter

.

kartoffelkuren vender tilbage

Ældre læsere vil kunne huske Poul Schlüters “kartoffelkur” i 1989, der bestod af en række tiltag, der skulle nedsætte vores private forbrug. Der skulle spares, og kartoflerne var også dengang “kuren”.

I dag er det andre faktorer, der tvinger os til at spare, men dengang som nu er kartofler en gevaldig god kur, når livremmen skal strammes og de sidste slanter hentes i sparebøssen.

Nu er kartofler heldigvis en ualmindelig dejlig spise, der kan varieres på utallige måder, så der er kun grund til at glæde sig, hvis denne enkle basismad igen kommer øverst på menukortet. Her er en idé inspireret af de schweiziske kartoffel”pandekager”, rösti.

.

en heldig kartoffel

Der findes vel næppe det menneske, der ikke holder af kartofler. Kartofler er basismad for mange mennesker verden over, men ofte ender det i Danmark med kogte kartofler eller kartoffelmos som tilbehør. Men faktisk kan kartoflerne meget mere end blot være “sidevogn”.

Hvis du i søgefunktionen th. søger på kartofler, får du adskillige ideer til en nydelsesfuld kartoffelkur (også mange opskrifter med søde kartofler). Der kommer også i nærmeste fremtid flere opskrifter med de hvide kartofler.

Kartofler er en helt i mit sparekøkken. Knoldene er billig og mættende mad. Men der skal noget proteinrigt tilbehør til kartoflerne.

.

her blev kartoflerne til gæstemad

Det er synd og skam kun at nyde kartofler til hverdag. Her har jeg lavet en lille gæsteret af en rösti med skiver af avocado vendt i citronsaft, havrecremefraiche (evt. yoghurt) smagt til med salt, friskkværnet peber og kapers – samt på toppen caviart (fås i Dansk Supermarkeds butikker og i nogle COOP-butikker) og øverst blade af tallerkensmækker og persille. Denne servering passer som en forret eller frokostret.

Vil du nyde röstiene som hovedret så giv bønner, linser eller quinoa til. Det kan fx være quinoa med edamamebønner, romersk bønnesalat eller linsesalat med boghvede og mangodressing.

Vil du have noget mere, lidt dip-agtigt til, så prøv den skønne peberfrugtpuré, ajvar, fra Balkan. Så får du også opskrift på et brød fra området – og på svensk knækbrød.

.

ajvar – skøn puré med valnødder

Denne dip eller puré er værd at have stående. Den kan sætte prikken over i’et i mange retter. Den kan holde sig en ugestid køleskabet – eller fryses. Så er der tilbud på peberfrugter, er det om at slå til.

.

kartoffelrösti 

(24-28 stk.)

3/4 kg bagekartofler

200 g løg

evt. krydderurter, chili, ingefær, spidskommen, fennikel etc.

150 g kikærtemel

ca. 2 dl vand

1 tsk salt

olie til stegning

Riv kartoflerne på et rivejern, findel dem i en foodprocessor eller brug et mandolinjern.

Jeg har høvlet tynde skiver på et mandolinjern, som jeg så har skåret i tynde ”pinde”. Det er dog lettere at stege röstiene, hvis kartoflerne er mere findelte.

Hak løgene fint og bland dem i kartoflerne.

Hvis du ønsker en form for smag på röstiene, så tilsæt den ønskede ingrediens.

Rør kikærtemelet med vand og salt. Jævningen skal være temmelig tyk.

Rør kartoflerne i jævningen og rør godt rundt.

Sæt röstiene på en pande med godt varm olie. Brug en ske og glat röstiene ud. Steg dem gyldne på begge sider.

Du kan servere röstiene med mange slags tilbehør: en bønne-, linse- eller quinoasalat. Du kan også severe dem til hummus eller anden bønnepuré.

På fotoet nedenfor har jeg serveret röstiene som forret til gæster: Jeg har pyntet med skiver af avocado, havrecremefraiche (evt. yoghurt) smagt til med salt og peber, kapers, caviart, tallerkensmækker og persilleblomster.

.

.

Share

fredag

9

september 2022

0

KOMMENTARER

SKAARUPS SKØNNE SPAREKØKKEN: kantareller og nødder på to måder

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, Skaarups skønne sparekøkken, småretter, smørrebrød

.

hent svampe og nødder gratis i naturen

Mit sparekøkken fortsætter, og jeg vil gerne i dag vise, at billig – nærmest gratis – mad både kan være smuk og meget velsmagende.

Når der skal spares penge og energi, er det værd at huske på, at man året rundt kan hente gratis mad i naturen. Her i efterårsmånederne er det især svampe, nødder og bær.

Svampene har indtil nu ligget og luret nede i skovbunden på grund af tørken. Men er du en af dem, der samler svampe og har fået regn de seneste dage, så burde de små guldklumper stå og lette på hatten her i weekenden.

Så kan du få en luksuriøs, næsten gratis forret eller frokostret – eller et stykke lækkert smørrebrød. Jeg har brugt kantareller her, men det fungerer på samme måde, hvis du skulle være heldig at komme hjem med Karljohan’er.

Er du slet ikke svampesamler, så brug købte østershatte i stedet. De er overkommelige i pris.

.

guldrandede nødder 

Svampene er guld. Nødderne er guld med + på fantastiske næringsstoffer.

Hasselnødderne er ved at være klar til høst, valnødderne kan godt lige bruge en uge eller to mere.

Begge slags nødder indeholder antioxidanter og mange vitaminer og mineraler. Indholdet af fytokemikalier styrker hjernen og forbedrer kredsløbet. Også indholdet er gode fedtsyrer er værd at lægge mærke til. Valnødder indeholder især Omega 3 og 9 fedtsyrer, der forebygger hjerte-karsygdomme og regulerer kolesterolet.

Nødder passer perfekt til svampe, men finder du dem ikke i naturen, kan du naturligvis købe dem tørrede, så er retten dog knap så billig.

.

tortillas som tarteletskaller

De små majstortillas, jeg har brugt som tarteletskaller her, købes i pakker med 10 stk.

Ideen til at bruge tortillaerne til små tærter eller tarteletter har jeg fået af min gode ven og kollega, Anette Harbech Olesen (Mad for livet). Anette bager tortillaerne med fyld som små tærter.

Det er en nem måde at få glutenfrie tærter eller tarteletter på, men er dit budget meget stramt, kan du også bage tarteletter selv. Så skal du bare tjekke, hvornår strømmen er billigst, se mine spareråd her.

Så skal du bare efter, hvornår strømmen er billigst..

sæt tortillaerne i en muffinsform eller små metalforme

Du kan folde tortillaerne og sætte dem i smurte muffins- eller metalforme. Du kan også fore formene med stykker af bagepapir, så hænger “tarteletterne” ikke i.

Hvis du vil undgå at tænde ovnen, så steg tortillaerne et øjeblik på panden og fold svampefyldet ind i pandekagen.

.

et stykke med flødekantareller og hasselnødder

Her er flødekantarellerne brugt til et stykke smørrebrød. Jeg har sat et tykt stykke ristet surdejsbrød i en af de runde metalforme og presset kantareller og hakkede hasselnødder sammen ovenpå.

.

kantareller i god form

Her er kantarellerne blot presset sammen i metalformen, som forsigtigt er fjernet.

Det er en lækker lille forret eller frokostret.

.

kantareller med valnødder eller hasselnødder i tarteletter eller som smørrebrød

(4 personer)

10-12 majstortillas (købes i bl.a. COOP’s butikker)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

250 g kantareller (evt. østershatte)

1 spsk citronsaft

1 spsk frisk timian

½ dl hakket persille

2 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

evt. lidt maizenamel

en håndfuld friske valnødder og/eller hasselnødder

Bag først majspandekagerne til små tarteletter. Sæt dem i en smurt muffinsform eller små metalringe.

– Eller steg tortillaerne et øjeblik i olie på en pande.

.

Bag tarteletterne i en 190 grader varm ovn ca. 10 minuter. Tag evt. tarteletterne ud af formene og bag dem lidt ekstra i bundene, hvis de er for bløde.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien nogle minutter, til løgene er bløde.

Tilsæt kantarellerne og citronsaften.

Svits til kantarellerne er bløde.

Kom de to krydderurter på panden sammen med fløden.

Kog fløden lidt ind og smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Hvis du ønsker fløden lidt jævnet, så tilsæt lidt maizenamel rørt ud i vand.

Tilsæt hakkede valnødder, hvis du vil bruge kantarellerne til tarteletter.

Tilsæt hakkede hasselnødder, hvis du vil lave smørrebrød af kantarellerne – eller omvendt.

.

Share