Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

frokostretterArkiv

fredag

26

august 2022

0

KOMMENTARER

majskolber med bønnepuré og nøddedrys

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

solgyldne kolber

Det er sæson for majs. Endelig! En skøn gylden og sød majskolbe hører til en af mine absolutte livretter. En af de grøntsager, der skal nydes, mens den er i sæson her i eftersommeren, på samme måde som asparges og nye kartofler nydes i forsommeren.

De letkogte majskolber kan spises med en bønnepuré som foreslået her. Men kolben er også en gastronomisk oplevelse blot med en økologisk koldpresset jomfruolivenolie og lidt flagesalt.

.

smuk indpakning

Majs er ikke blot en genial fødevare: den kommer med sin egen smukke indpakning, og så skal den blot koge nogle få minutter, før den er klar til servering.

Sørg for at vælge friske, tykke og saftspændte kolber. En halvvissen majs er ingen fornøjelse.

.

nyd majskolben med en puré af hvide bønner

Bønner og majs er det perfekte par. I århundreder har de oprindelige folk i både Nordamerika og Sydamerika spist de to ting sammen. Og det er formentlig ikke nogen tilfældighed. De to planteprodukter supplerer nemlig hinanden rent proteinmæssigt, således at man får alle essentielle proteiner, når man spiser bønner og majs sammen.

Sådan har man sikret sig alle livsnødvendige proteiner i kulturer mange steder i verden ved at kombinere to forskellige fødevarer: det har man fx gjort i Mellemøsten med hummus (kikærter) og brød, i Østen med ris og tofu (sojabønner) – og hos os er rugbrød og kartofler det perfekte match.

Nu fortæller videnskaben os så, at vi ikke nødvendigvis behøver at indtage de to fødevarer på samme tid. Men de klæder nu hinanden ualmindelig godt!

.

dukkah sætter prikken over i’et

Nøddedrysset, dukkah, sætter prikken over i’et og giver skøn smag til bønnepureen.

.

majskolber med bønnepuré og dukkah

(4 personer)

bønnepuré:

100 g løg

2 fed hvidløg

olivenolie

2 dåser hvide bønner a 400 g brutto

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

evt. 2-3 spsk plantefløde

1 dl hakkede forskellige krydderurter

 

1 dl dukkah

4-8 majskolber afhængig af størrelsen

 

Lav først bønnepureen: hak løg og hvidløg og svits dem i 2 spsk olie, til løgene er let gyldne.

Purér bønnerne og rør løgene i (hvis du foretrækker at bruge tørrede bønner, så sæt 150 g bønner i blød natten over og kog dem møre i nyt vand, 30-35 minutter).

Smag godt til med citronsaft, salt og peber. Hvis pureen er meget fast, så rør lidt fløde i. Tilsæt også 2 spsk olivenolie.

Rør krydderurterne i pureen.

Lav dukkahen og drys den på pureen ved serveringen.

Fjern dækblade og hår fra majskolberne og læg dem i kogende vand. Kog dem ca. 3 minutter og afdryp dem.

Servér pureen til de varme majs. Giv evt. lidt ekstra god olivenolie til.

.

.

Share

mandag

22

august 2022

2

KOMMENTARER

farven lilla – boost dit immunsystem med en lækker og fyldig salat

Skrevet af , Posted in frokostretter, salater

.

farven lilla – antioxidanter ad libitum

“Farven lilla” er egentlig titlen på en kendt roman af den amerikanske forfatter Alice Walker. Lige nu og her handler “farven lilla” dog om de fantastiske næringsstoffer, som denne farve velsigner os med, når vi spiser frugter og grøntsager med røde, lilla og blålige farver. Og i en eftersommer-buket kan man også beundre de smukke nuancer.

Lilla frugt og grønt er ikke kun smukke at se på, de bugner også med de plantenæringsstoffer, der kaldes flavonoider.

Flavonoiderne virker stærkt antioxidante i kroppen, er antiinflammatoriske og forebygger hjerte-karsygdomme og nogle former for kræft. De udskyder også aldring og styrker hukommelsen.

.

grøntsager-copenh-cooking

Grønt er også godt!

.

tre slags lilla kål

Før i tiden var grønkål grøn, blomkål hvid og spidskål lysegrøn! Sådan er det ikke mere. Heldigvis, for jeg synes, det er forfriskende med nye farver på grøntsagspaletten.

Spis gerne frugt og grønt med så mange forskellige farver som muligt. Jo mere regnbuefarvet maden på din tallerken er, desto mere styrker du dit immunsystem.

 .

lilla rødkål


Rødkålen er vel efterhånden den eneste kål, der holder på formerne, eller rettere farven. Rødkål har ikke skiftet identitet, den har nemlig altid været rød, så længe jeg har kendt den. Her er den i godt selskab med rød grønkål.

 .

UFO-glaskål

majroer-lilla

Disse lilla basser kalder jeg UFO-kålrabi på grund af bladene, der stikker op som lange følehorn eller “antenner”.

Denne kålrabi eller glaskål findes både i lilla og grøn. Du kan fx lave et lækkert UFO-tårn med tynde skiver af glaskålen. Se opskriften her.

 

 årstidens lilla bær

Lige nu er det højsæson for blåbær og brombær. Begge slags bær er storleverandører af det stof, der hedder anthocyanin, som er dét, der giver bær og grøntsager deres blå-lilla-sorte farve. Fx alle de lilla kålsorter, aubergine etc.

Anthocyanin virker stærkt antioxidant og antiinflammatorisk. Stoffet styrker synet og stofskiftet og beskytter hjernen mod aldersrelaterede sygdomme som demens og Alzheimers.

Fenolsyrer medvirker til blåbærrenes antioxidante virkning.

Blåbær og brombær indeholder betacaroten (A-vitaminer),  B-, C- og E-vitaminer samt mange mineraler.

 

udsigten fra mit køkkenvindue

brombærgren

Jeg er så heldig at kunne plukke de helsebringende brombær lige uden for mit køkkenvindue. I denne uge er de havnet i en spidskålssalat sammen med de lige så sunde blåbær – lilla rødbede og lilla spidskål!

powerkål møder powerfrugt

Den lilla spidskålssalat er en videreudviking af salaten med grøn spidskål og mango – her kan du også læse, hvorfor mango er så sundt.

Det blev til denne salat med lilla spidskål, rødbeder, pistacienødder, limeskal og de to blå-sorte bær, blåbær og brombær.

Jeg har tilføjet lidt af de proteinrige linser, men de kan evt. udelades.

.

rødbeder er også lilla

Rødbeder er med til at gøre salaten til en super powerfood-salat.

Rødbeder er en af højdespringerne blandt rodfrugterne, fordi de indeholder så mange værdifulde stoffer. De har bl.a. et højt indhold af K-vitaminer og B-vitaminer, især folat, som er vigtigt for blod og celledeling. Du får også godt med kalium, der er essentielt for muskler og nerver.

.

den opgraderede salat

salat af lilla spidskål, rødbeder, blåbær og brombær 

50 g brune eller sorte linser (kan evt. udelades)

400 g rødbeder

ca. 1/2 lille lilla spidskål

100 g brombær

100 g blåbær

50 g pistacienødder

1 økologisk limefrugt

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk limesaft

1-2 spsk blåbærsirup eller anden sirup, evt. rørsukker

ca. 1 spsk sød sennep

 

Kog linserne i vand der dækker, ca. 20 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Kog rødbederne 20-35 minutter afhængig af størrelsen. Afkøl rødbederne, flå dem og skær dem i tændstikstore stykker.

Snit spidskålen meget fint. Brug gerne et mandolinjern.

Hak pistacienødderne og skær strimler af skallen på limefrugten.

Bland alle ingredienserne til salaten.

Rør en dressing af olie, limesaft, sirup og sennep. Tilsæt et par spsk vand og smag godt til med salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

 

spidskålssalat med bær og mango

Du kan også udelade rødbederne og tilsætte små terninger af mangofrugt som i den oprindelige grønne spidskålssalat. Her har jeg desuden tilføjet mynteblade.

.

Share

torsdag

11

august 2022

0

KOMMENTARER

salat af grønne og gule bønner med orientalsk dressing

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, salater

.

bønner når de er bedst

salat-gule-og-grønne-bønner.2

Ligesom spuash vrimler både de grønne, gule og lilla bønner frem her i august. Så nu gælder det om at få fantasien på gled, hvis man rigtig skal nyde denne farverige og nærende overflod.

Jeg synes, at friske bønner er den suverænt sværeste grøntsag at få forvandlet til en lækker ret. Bønnerne mangler simpelt hen smag og charme, synes jeg.

Men her er faktisk, hvis jeg selv må sige det, en rigtig lækker servering med bønner. Opskriften er nogle år gammel, og jeg havde egentlig glemt den, indtil jeg for nylig fik den serveret som forret hos mine gode venner, Inger og Gert. Og den var virkelig lækker. Prøv bare!

 

voksbønner-og-grønne-bønner

Som sagt kan det være svært at få både de grønne, gule og/eller lilla bønner til at smage sådan rigtig “uuuhhhmmm … mere af det!”

Jeg har derfor lavet en dressing, der rusker lidt op i de smagssvage bønner. Spidskommen og chili sammen med miso giver en dejlig orientalsk-agtig dressing, der giver liv til bønnerne (og smagsløgene!). Og mandlerne ristet i tamari tilfører ekstra fylde og knas.

Miso er en mælkesyregæret pasta af sojabønner eller korn (ris, byg eller boghvede), som er særdeles velkommen hos tarmbakterierne. Og så er miso meget vitamin- og mineralrig. Stofferne lecitin og linolsyre ser ud til at være gode for kolesterolbalancen.

Miso købes i helsekostbutikker eller i orientalske forretninger. Det sælges i en bøtte, et glas eller en plasticpose. Pastaen holder længe i køleskabet og er meget drøj og salt! Miso fås dog også i en udgave med mindre salt, se fx hos NatureSource.

.

Hvis man rører 1 tsk miso ud i en kop knap kogende vand, har man en dejlig opkvikkende bouillon (miso må IKKE koge, da vigtige enzymer så ødelægges). Eller se opskriften på misosuppe, som ofte serveres sammen med sushi.

 

grønne-og-gule-bønner-salat

salat af grønne og gule bønner med orientalsk dressing

(4 personer forret eller tilbehør)

dressing:

ca. 1 spsk miso

2 spsk olivenolie

2 spsk finthakket skalotteløg

1 fed hvidløg

1 spsk spidskommenfrø

evt. et nip chiliflager

1 spsk citronsaft

salat:

50 g mandler, evt. både smuttede og med skal

2 spsk tamari

50 g tranebær

350 g grønne, lilla og/eller gule bønner

basilikum, gerne den thailandske hellig basilikum (dild eller estragon er også gode valg)

 

misodressingMisodressingen får fint modspil af de søde tranebær i salaten

 

Lav først dressingen: rør misoen lind med et par spsk kogende vand. Tilsæt olie, løg, presset hvidløg, spidskommen og evt. lidt chili.

Kom evt. et par spsk vand i dressingen og måske lidt mere miso. Smag dressingen til med citronsaft og evt. et nip sukker.

Rist mandlerne på panden i lidt tamari. Lad dem simre i sojaen, til den er kogt væk. Læg mandlerne på et stykke køkkenrulle. Hvis du vil have dem helt sprøde, må de lige en gang i ovnen ved 200 grader i nogle minutter.

Hæld kogende vand på tranebærrene og lad dem trække et kvarters tid.

Læg bønnerne i kogende vand og kog dem 4-5 minutter.

Overhæld dem med koldt vand og afdryp dem.

Vend straks bønnerne i dressingen sammen med afdryppede tranebær og ristede mandler.

Servér salaten drysset med den foretrukne krydderurt.

.

 

.

Share