Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

sparemadArkiv

fredag

7

oktober 2022

0

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: broccoli med tahincreme i spicy tomatsovs

Skrevet af , Posted in hovedretter, Skaarups skønne sparekøkken

.

kål med fine fornemmelser

Den amerikanske forfatter Mark Twain har sagt: “Broccoli er ikke andet end blomkål, der har fået fine fornemmelser”.

Det kan der måske været noget om. Jeg elsker blomkål, men broccoli kan altså lidt mere, sådan rent ernæringsmæssigt. Det er en supersund kål, der er med til at styrke immunforsvaret og ruste os til vinteren.

Broccoli er lynhurtigt tilberedt, ja kålen skal blot i forbindelse med kogende vand et par minutter. Det er lynhurtig sparemad. Sammen med en tomatsovs fuld af smag, og en cremet tahindresssing er her en ret, der både er billig og hurtigt tilberedt.

.

supersund kål

Broccoli er en af de sundeste medlemmer af kålfamilien. Broccoli er en kraftig kræfthæmmer. Broccoli er desuden rig på antioxidanter og indeholder meget kalk, som styrker knoglerne, samt andre mineraler som magnesium og fosfor.

Broccoli indeholder også mange vitaminer som beta-caroten (A-vitamin), C- og K-vitaminer og folinsyre. Broccoli er også rig på fibre og antioxidanter.

Broccoli vokser vildt i middelhavsområdet, og her har man nydt den sunde kål i tusindvis af år. Måske synes du også, at vi har haft broccoli i Danmark altid. Men såden er det ikke. Vi stiftede ikke bekendtskab med  broccoli før i 1950’erne, og på det tidspunkt kunne man kun få kålen frossen. Først i 1980’erne begyndte vi at kunne få broccoli i frisk tilstand. Men nu har vi så også taget den til os. Og det er der god grund til. Man mener at broccoli er den mest kræfthæmmende af alle kålarterne.

.

tahincreme sætter prikken over i’et

En creme af tahin, fløde og hvidløg er en lækker topping sammen med hakkede hasselnødder. Det giver en skøn fedme til retten.

Det er jo nøddetid, og er det valnødder, du har i haven, kan de sagtens bruges i stedet.

.

broccoli med tahincreme i spicy tomatsovs

(4 personer)

tomatsovs:

100 g løg

4 fed hvidløg

hakket chili efter smag

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk olivenolie

2 stike bladselleri

2 gulerødder

1 ½  dåse eller brik hakkede tomater

1 dl grøntsagsbouillon

1-2 tsk røget paprika

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1-2 broccoli

50 g hasselnødder

tahincreme:

4 spsk tahin

4-5 spsk plantefløde

1-2 spsk citronsaft

1 fed hvidløg

1-2 spsk tamari

Lav evt. tahincremen først:

Rør tahinen med så meget varmt vand, at den bliver lind. Tilsæt fløden og rør cremen sammen. Måske skal der tilsættes mere vand eller fløde.

Smag godt til med citronsaft, presset hvidløg og tamari. Sæt cremen til side.

Hak løg, hvidløg og evt. chili.

Stød spidskommenfrøene let i en morter og rist dem i en tør gryde, til de dufter.

Tilsæt olie, løg, hvidløg og chili.

Svits løgene til de er let gyldne.

Skær bladsellerien i små terninger og riv gulerødderne groft.

Kom begge dele i gryden sammen med de hakkede tomater + væden, bouillon og paprika.

I den bedste af alle verdener ville jeg lade tomatsovsen simre under låg en halv times tid. Men vil du spare energi, så lad den blot simre 5-10 minutter.

Smag sovsen til med salt, peber, sukker og citronsaft.

Del broccolierne (skræl stilkene) i fire eller flere dele og læg dem i kogende vand et par minutter. Afdryp dem.

Hak nødderne. Du kan evt. riste dem på en tør pande.

Hæld tomatsovsen i et fad. Læg broccolistykkerne over og dryp med tahinsovsen. Drys med de hakkede nødder.

.

.

spis proteiner til

En proteinrig salat vil være med til at mætte alle munde. Hvis du klikker her, får du forslag til forskellige power-salater med både bønner og linser.

.

Share

mandag

3

oktober 2022

9

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: syrisk linsesuppe med fladbrød

Skrevet af , Posted in hovedretter, Skaarups skønne sparekøkken, supper

.

når lidt er meget, meget mere

Her er en virkelig enkel suppe, der beviser sandheden i udtrykket “less is more”.

Men du bliver nødt til at smage suppen for at tro mig. Med de få ingredienser og et udseende, der ikke vinder nogen skønhedskonkurrence, er det måske svært at forstå, hvor meget velsmag denne enkle suppe gemmer på. Men løg, linser, spinat og citroner er en fornem kvartet.

Det er sparemad, der er hurtigt lavet. Og det er sparemad, når den er bedst.

.

mellemøstlig mad er fuld af smag

Jeg bliver ofte spurgt om min livret. Faktisk har jeg ingen. Jeg er vild med al mad, der smager godt. Men skulle jeg komme med et bud, er mad fra Mellemøsten altid en fryd for mine smagsløg.

Det er ikke uden grund, at den israelsk-engelske kok Ottolenghi er uhyre populær med ideer til mange velsmagende retter fra Mellemøsten. Det mellemøstlige køkken er et udpræget grøntsagskøkken, og forstår man krydringen, kan man lave store retter med få elementer.

.

linser kommer med gode og billige proteiner

Linser leverer rigtig mange gode proteiner, langsomme kulhydrater, som stabiliserer blodsukkeret – og tarmbakteriernes livret, fibre. Linser indeholder især B-vitaminer og mange mineraler som kalk og magnesium (til knoglerne) samt fosfor, zink og selen.

Linser har flere fordele frem for bønner: de skal ikke udblødes i mange timer, og de er kogt på 15-20 minutter.

Men i disse sparetider kan det alligevel svare sig også at sætte linser, korn og quinoa i blød. Det sparer kogetid. Overhæld produkterne med kogende vand og lad dem udbløde en times tid – eller lad dem stå flere timer eller til næste dag.

I denne suppe fra Syrien spiller linserne hovedrollen sammen med Skipper Skræks livret, spinat. Det er en enkel, meget nærende og hurtigt lavet suppe.

Spinat indeholder bl.a. K-vitamin, der ifølge flere forskere ser ud til at spille en positiv rolle i forbindelse med Covid19 (som jo nu rører på sig igen!) Se mere her.

Hvis du vil have retten ekstra mættende, kan du tilsætte små terninger af kartofler.

.

fremtidens proteiner

Det er ikke kun udfordringerne i vores eget budget, der tvinger os til at spise billige og klimavenlige proteiner. Skal vi i mål med nedsættelsen af CO2 aftrykket på vores klode, er vi tvunget til at minimere indtaget af animalske proteiner.

Animalske fødevarer er langt mere pladskrævende, forurenende og klimabelastende end plantebaserede. Produktion af 100 g protein fra oksekød udleder ca. 50 kg CO2. Produktion af 100 g planteprotein udleder ca. 1 kg CO2.

Mon der er nogen, der handler? Politisk ser det ikke sådan ud. Heldigvis kan vi andre handle. Vi kan handle proteinrige planteprodukter som linser, bønner, korn og quinoa.

.

der er også gode nyheder

.

spis brød til linserne

I Syrien vil man servere brød til suppen – og det kan fx være disse fladbrød drysset med sumac (let syrligt mellemøstligt krydderi) eller za’atar.

Hvis du ikke vil bruge energi til ovnen, så bag i stedet et pandebrød som det indiske chapati. Du kan også planlægge flere ovnretter og dermed udnytte varmen optimalt.

..

indiske pandebrød: chapati

syrisk linsesuppe

(4 personer)

1-2 spsk spidskommen efter smag

2 spsk kokos- eller olivenolie

100 g løg

4 fed hvidløg

150 g røde eller gule linser

3/4 l grøntsagsbouillon

200 g frossen spinat eller 400 g frisk

1-2 citroner

salt, friskkværnet peber

fladbrød

 

Knus spidskommenfrøene let i en morter. Svits dem i olien, til de begynder at dufte.

Hak løg og hvidløg og tilsæt dem. Svits til løgene er klare.

Skyl linserne (sæt dem evt. i blød i forvejen, se ovenfor) og kom dem i gryden sammen med bouillonen.

Kog suppen under låg 10-12 minutter, hvis du har udblødt linserne.

Tilsæt spinatbladene og lad dem koge med i suppen 4-5 minutter.

Tjek om linserne er møre og smag godt til med citronsaft, salt og peber.

Hvis suppen er for tyk, så tilsæt mere bouillon.

Servér suppen med både af citron.

som hovedret:

Lav godt og vel dobbelt portion og spis syriske fladbrød til. Du kan også tilsætte små terninger af kartofler.

.

fladbrød med krydring

Brød er basismad i Mellemøsten, og der findes utallige slags. Ofte er brødene bagt i en såkaldt tandoorovn, som i dette område kaldes for taboon.

En tandoorovn er lavet af ler, og brødene bages enten ved at dejen klaskes op på siderne af ovnen eller de lægges i bunden, hvor et bål forinden har opvarmet ovnen til en meget høj temperatur.

De syriske fladbrød spises som tilbehør til de små forretter, mezze, til supper og til hovedretter. Store fladbrød rulles sammen om fyld, og sådan er brød helt uundværlig til alle dagens måltider i Mellemøsten.

Jeg har drysset brødene med det røde krydderi, sumac. Sumac er et mellemøstligt krydderi med en syrlig smag. Krydderiet er de tørrede og malede frugter af sumacbusken. Hvis du ikke kan skaffe sumac, så drys brødene med tørret citrontimian.

Du kan også bruge krydderiblandingen za’atar. I min opskrift med bl.a. spidskommen og sesamfrø er der også sumac. Se opskriften her.

Hvis du vælger za’atar, kan du pensle brødene med lidt kartoffelmel rørt ud i vand for at binde frøene til brødene.

.

syriske fladbrød

(8 brød)

10 g gær

3 dl lunkent vand

2 tsk rørsukker

1 tsk salt

2 spsk olivenolie + lidt ekstra

50 g grahamsmel

350-400 g hvedemel

1 spsk sumac eller 2 spsk za’atar

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, salt og olie. Rør grahamsmelet i og lad dejen stå ca. 10 minutter.

Tilsæt så meget hvedemel at dejen kan æltes. Ælt den blank og elastisk og vend den i lidt olie i hæveskålen.

Dæk skålen med et klæde og lad dejen hæve et par timer eller til dobbelt størrelse.

Ælt dejen igennem igen og del den i 8 kugler.

Rul dejkuglerne ud i cirkler på ca. 18 cm og en tykkelse på et par millimeter. Så kan der være fire brød på en bageplade. Læg dejen på bagepapir på pladen.

I Mellemøsten ville man lave brødene meget større, men jeg synes denne størrelse er passende.

Lad brødene hæve en halv times tid.

Tænd ovnen på 250 grader og sæt en plade i ovnen.

Pensl dejcirklerne med vand og drys med sumac eller za’atar.

Tag den varme plade ud af ovnen, når de 250 grader er nået. Træk bagepapiret med brødene over på den varme plade og sæt den straks i ovnen igen.

Bag brødene 5-8 minutter. Brødene skal være gyldne og puffet lidt op.

Bag den næste portion på samme måde.

.

om at printe ud

Jeg hører jævnligt fra læsere, som desværre kommer til at printe alt for mange sider ud med farvefotos. Det er dyrt og spild af papir og farve.

Du kan printe økonomisk således: scroll ned nederst i indlægget. Her står share/save. Hvis du klikker her, kommer du ind til en masse muligheder. Du skal klikke på “print friendly”, så kommer du frem til et sted, hvor du kan klikke fotoene væk og kun printe de sorte sider.

.

Share

fredag

9

september 2022

0

KOMMENTARER

SKAARUPS SKØNNE SPAREKØKKEN: kantareller og nødder på to måder

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, Skaarups skønne sparekøkken, småretter, smørrebrød

.

hent svampe og nødder gratis i naturen

Mit sparekøkken fortsætter, og jeg vil gerne i dag vise, at billig – nærmest gratis – mad både kan være smuk og meget velsmagende.

Når der skal spares penge og energi, er det værd at huske på, at man året rundt kan hente gratis mad i naturen. Her i efterårsmånederne er det især svampe, nødder og bær.

Svampene har indtil nu ligget og luret nede i skovbunden på grund af tørken. Men er du en af dem, der samler svampe og har fået regn de seneste dage, så burde de små guldklumper stå og lette på hatten her i weekenden.

Så kan du få en luksuriøs, næsten gratis forret eller frokostret – eller et stykke lækkert smørrebrød. Jeg har brugt kantareller her, men det fungerer på samme måde, hvis du skulle være heldig at komme hjem med Karljohan’er.

Er du slet ikke svampesamler, så brug købte østershatte i stedet. De er overkommelige i pris.

.

guldrandede nødder 

Svampene er guld. Nødderne er guld med + på fantastiske næringsstoffer.

Hasselnødderne er ved at være klar til høst, valnødderne kan godt lige bruge en uge eller to mere.

Begge slags nødder indeholder antioxidanter og mange vitaminer og mineraler. Indholdet af fytokemikalier styrker hjernen og forbedrer kredsløbet. Også indholdet er gode fedtsyrer er værd at lægge mærke til. Valnødder indeholder især Omega 3 og 9 fedtsyrer, der forebygger hjerte-karsygdomme og regulerer kolesterolet.

Nødder passer perfekt til svampe, men finder du dem ikke i naturen, kan du naturligvis købe dem tørrede, så er retten dog knap så billig.

.

tortillas som tarteletskaller

De små majstortillas, jeg har brugt som tarteletskaller her, købes i pakker med 10 stk.

Ideen til at bruge tortillaerne til små tærter eller tarteletter har jeg fået af min gode ven og kollega, Anette Harbech Olesen (Mad for livet). Anette bager tortillaerne med fyld som små tærter.

Det er en nem måde at få glutenfrie tærter eller tarteletter på, men er dit budget meget stramt, kan du også bage tarteletter selv. Så skal du bare tjekke, hvornår strømmen er billigst, se mine spareråd her.

Så skal du bare efter, hvornår strømmen er billigst..

sæt tortillaerne i en muffinsform eller små metalforme

Du kan folde tortillaerne og sætte dem i smurte muffins- eller metalforme. Du kan også fore formene med stykker af bagepapir, så hænger “tarteletterne” ikke i.

Hvis du vil undgå at tænde ovnen, så steg tortillaerne et øjeblik på panden og fold svampefyldet ind i pandekagen.

.

et stykke med flødekantareller og hasselnødder

Her er flødekantarellerne brugt til et stykke smørrebrød. Jeg har sat et tykt stykke ristet surdejsbrød i en af de runde metalforme og presset kantareller og hakkede hasselnødder sammen ovenpå.

.

kantareller i god form

Her er kantarellerne blot presset sammen i metalformen, som forsigtigt er fjernet.

Det er en lækker lille forret eller frokostret.

.

kantareller med valnødder eller hasselnødder i tarteletter eller som smørrebrød

(4 personer)

10-12 majstortillas (købes i bl.a. COOP’s butikker)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

250 g kantareller (evt. østershatte)

1 spsk citronsaft

1 spsk frisk timian

½ dl hakket persille

2 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

evt. lidt maizenamel

en håndfuld friske valnødder og/eller hasselnødder

Bag først majspandekagerne til små tarteletter. Sæt dem i en smurt muffinsform eller små metalringe.

– Eller steg tortillaerne et øjeblik i olie på en pande.

.

Bag tarteletterne i en 190 grader varm ovn ca. 10 minuter. Tag evt. tarteletterne ud af formene og bag dem lidt ekstra i bundene, hvis de er for bløde.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien nogle minutter, til løgene er bløde.

Tilsæt kantarellerne og citronsaften.

Svits til kantarellerne er bløde.

Kom de to krydderurter på panden sammen med fløden.

Kog fløden lidt ind og smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Hvis du ønsker fløden lidt jævnet, så tilsæt lidt maizenamel rørt ud i vand.

Tilsæt hakkede valnødder, hvis du vil bruge kantarellerne til tarteletter.

Tilsæt hakkede hasselnødder, hvis du vil lave smørrebrød af kantarellerne – eller omvendt.

.

Share