Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

rosinerArkiv

tirsdag

7

februar 2017

4

KOMMENTARER

marokkansk couscous med karamelliserede løg, kikærter og mandler

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

..ar 2017

en madhilsen fra Marokko

Her kommer min sidste madhilsen fra Marokko i denne omgang. Men mon ikke jeg vender tilbage? Når man én gang har forelsket sig i det farverige land, er det svært ikke at komme tilbage, igen og igen …

Men skal jeg være helt ærlig, er der ikke alverdens mad-ideer for vegetarer/veganere. Repertoiret er hurtigt udtømt, men med lidt opfindsomhed kan man alligevel lave lækre, kødfrie marokkanske retter. Disse karamelliserede løg med rosiner har jeg fået i anden sammenhæng, men i denne opskrift har jeg tilføjet kikærter og mandler og en bund af couscous.

.

kokkeskoler i Marrakech

Der findes mange kokkeskoler i Marrakech, så man skal se sig godt om. Mange af dem viser nemlig stort set kun en tagineret og en couscousret. Jeg har selv prøvet at blive taget ved næsen.

På denne tur ville jeg derfor prøve at finde en god kok, og søgningen bragte mig til australske Edwina, der ejer riad’en “House of Fusion”. Desværre var riad’en under renovering netop de dage, jeg var i Marrakech, så jeg måtte nøjes med en mad-snak og en kop marokkansk kaffe på taget af riad’en.

Man kan bo hos Edwina i riad’en, hvis man er på flerdages kursus. Men det er også muligt at komme udefra til en enkelt dags undervisning.

Foruden madkurserne i riad’en arrangerer Edwina også ture i Marokko for små grupper. Her kommer man vidt omkring, bl.a. helt ud til kanten af Sahara, og undervejs får man mulighed for at lave mad hos familier i små landsbyer. Her bliver madkulturen altså udvidet til en bredere indsigt i landets kultur.

Se om Edwinas tilbud her. Jeg kan selvsagt ikke udtale mig personligt om kvaliteten, men skal man tro anmeldelserne, er der stor begejstring for Edwinas kurser. Og i øvrigt kan du også spise middag hos den skønne kvinde, hvis du bor i riad’en.

 .

Edwinas riad, House of Fusion, ligger malerisk placeret dybt inde i souk’en.

 .

en tur på torvet

Hos Edwina lærer man også nogle arabiske ord, så man selv kan købe råvarerne ind på torvet, inden man kaster sig over madlavningen.

..

karamelliserede løg med rosiner, kikærter og mandler på bund af couscous

Råvarerne i denne ret er alle klassiske i marokkansk madlavning. Jeg har opgraderet de karamelliserede løg med mandler og kikærter for at tilføre proteiner.

Er du glutenallergiker, kan du erstatte couscous’en med kogt, hel hirse eller løskogte ris.

Du kan for yderligere fylde tilføje terninger af aubergine, som svitses sammen med løg og rosiner.

Hvis du har kogte kikærter liggende i fryseren, er retten lavet på ca. 20 minutter.

.

karamelliserede løg med rosiner, kikærter og mandler på couscous

(4 personer)

150 g kikærter

800 g gule løg

4 spsk olivenolie

ca. 1/2 dl agavesirup eller andet sødemiddel

100 g rosiner

2 tsk kanel

2 dl grøntsagsbouillon

1-2 spsk citronsaft

1-2 spsk tamari

salt, friskkværnet peber

25 g mandelflager

200 g couscous

4 dl kogende vand

en håndfuld mynte eller koriander

2 spsk harissa

evt. sojayoghurt eller anden yoghurt

.

Sæt kikærterne i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Skær løgene i ringe og svits dem i olie og sirup, til de er let gyldne.

Tilsæt rosiner, kanel og bouillon. Læg låg på gryden og lad løgene simre ca. 15 minutter. Tilsæt evt. mere bouillon undervejs. Der skal være lidt væde omkring løgene. Kom kikærterne i gryden.

Tilsæt citronsaft, tamari og et drys salt og peber.

Smag løgene godt til, også med sirup.

Rist mandelflagerne på en tør pande, til de er let gyldne.

Overhæld couscous’en med kogende vand. Tilsæt så meget vand, som grynene kan opsuge. Vend et drys salt i og lad grynene hvile ca. 5 minutter, til de er bløde.

Servér retten med couscous i bunden og de karamelliserede løg på toppen. Drys med de ristede mandler og den valgte krydderurt. Du kan også drysse med lidt ekstra kanel.

Giv harissa til, rørt op i lidt olie. Men husk det er meget stærke sager! Det er dog et dejligt modspil til den ellers lidt søde ret.

Du kan også give yoghurt til. Smag evt. yoghurten til med lidt citronsaft, salt og peber.

.

 

Som en tak for denne gang til Marokko, er her en lille kavalkade af farver og former i det livlige land.

.

snapshots fra farverige Marokko

I souk’en har hvert håndværk sin afdeling. Her er det mange slags orientalske lamper.

.

Der er aldrig langt til en kop myntete. Og tekanderne parkeres både her og dér. Her er det i en vindueskarm.

.

Denne krydderihandler er også ekspert i naturmedicin. Sækkene her er fyldt med duftende urter.

.

Parken i luksushotellet La Mamounia (Churchills yndlingshotel) er nærmet en botanisk have med mange smukke vækster.

.

Kvaster hører til ethvert marokkansk gardin. De findes fra bittesmå til næsten meterlange.

.

.

Her er smukke basthylstre til flasker – naturligvis i alle kulører.

.

Stoffer og garner farves med naturlige farver.

.

Farveglæden slår igennem overalt. Hvorfor nøjes med en brun hessiansæk, når man kan glæde sig over alle regnbuens farver?

.

Krydderierne glæder øjet, kildrer næsen og får mig til at skynde mig hjem til mit eget køkken.

..

farvel og på gensyn …

.

har du fået smag for meget mere Marokko-mad?

For nogle år siden skrev jeg denne bog om marokkansk mad. Her er masser af opskrifter og tip til supper, salater, hovedretter og desserter.

Bogen er forlængst udsolgt, men den kan fås som e-bog hos Saxo. E-bogen oster kr. 48,00.

 

Share

tirsdag

8

november 2016

2

KOMMENTARER

spidskålssalat med sprød persillerod og ristede valnødder

Skrevet af , Posted in salater

.

kærlighed til kloden – nu i løs vægt!

spidskaalssalat-m-valnoedder-3

Denne salat med spidskål, ristede valnødder og valnøddedressing er jeg blevet inspireret til, efter at have smagt de fantastiske valnødder og den uforlignelige valnøddeolie i den nye butik på Vesterbro i København, Løs Market. Jeg har skrevet om butikken her.

Løs Market er startet af franske Frederic for at spare kloden for noget af vores enorme forbrug af emballage, der er med til at belaste vores skrøbelige klima. I Løs Market skal du selv medbringe dine poser, flasker etc. Så kan du fylde op, og ikke blot sparer du klimaet for en masse affald, du kan også købe lige nøjagtig de 127 g linser, de 188 g håndlavet sæbe eller de 492 g mel, du har brug for. Det er simpelt hen genialt.

 

på besøg i Løs Market

henrik-co

Her er jeg i butikken med stifteren Frederic th. og butikkens ankermand, Henrik tv. Jeg skal hilse og sige, at der ikke blot er kvalitet på alle hylder, her er også masser af godt humør – og kærlighed til kloden.

 

med hovedet under armen

kirsten-m-spidskål

Normalt er det ikke klogt at gå med hovedet under armen, men når det gælder et dejligt spidskålshoved, giver det mere end god mening!

Spidskål er heldigvis blevet en populær ingrediens i salatskålen i Danmark, og når jeg så oven i købet har fået et fantastisk hoved fra den økologiske gårdbutik, Stengaarden i Bregnerød, er det oplagt at lave en spidskålssalat med de skønne valnøddeprodukter fra Løs Market.

Nu er det jo mest sjællænderne, der kan få glæde af Løs Market, og indtil der dukker lignende markeder op andre steder i landet, må du bruge den almindelige valnøddeolie og de sædvanlige valnødder. Kan du slet ikke finde valnøddeolie, går det også fint med en økologisk ekstra jomfruolivenolie.

 

valnødder og spidskål passer perfekt sammen

spidskaalssalat-m-valnoedder-1

Jeg har blandet sprødstegte skiver af persillerod i salaten, men synes du det er for besværligt, kan du sagtens bruge skiverne rå.

Til gengæld anbefaler jeg, at du rister valnødderne. Det lokker alle de skønne smagsnuancer frem.

.

spidskålssalat med sprød persillerod og valnødder

50 g valnøddekerner

4 spsk kokos- eller rapsolie

200 g persillerødder eller pastinakker

150 g gulerødder

1 lille spidskålshoved

50 g tranebær eller rosiner

2 spsk frisk hakket mynte eller persille

dressing:

4 spsk valnøddeolie

2 spsk citronsaft

1 spsk hakkede kapers

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

spidskaalssalat-m-valnoedder

Rist valnødderne gyldne i 1 spsk olie. Sæt dem til side.

Snit persillerødderne fint. Brug gerne et mandolinjern.

Kom endnu 1 spsk olie på panden og rist persillerodsskiverne gyldne ved rask varme. Sæt dem til side.

Du kan også vælge at bruge persilleroden rå. Det bør du gøre, hvis salaten ikke skal serveres straks, da persilleroden bliver blød efter nogen tid.

Snit gulerødderne tyndt. Brug gerne et mandolinjern.

Snit spidskålen så tyndt som muligt.

Bland spidskålen med gulerødder, ristet persillerod, valnødder, tranebær eller rosiner og mynte eller persille. Bland alle ingredienserne godt.

Rør en dressing af valnøddeolie, citronsaft og kapers. Smag godt til med salt, peber og evt. et nip råsukker.

Hæld dressingen over salaten og vend godt rundt.

 

spidskaalssalat-m-valnoedder-2

 

Share

mandag

4

juli 2016

4

KOMMENTARER

persiske juvelris

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

 .

5. juli 2016

 

et godt brød fra Tyrkiet

pide.antalya

Jeg har tidligere nævnt bloggen Love Antalya, som bestyres af den Tyrkiet-begejstrede Camilla.

Camilla skriver både om seværdigheder i Tyrkiet og om tyrkisk mad (det er dog ikke kun vegetariske opskrifter). Hvis du er en af dem, der i år ikke lader ferierejsen gå til Tyrkiet, så kig i stedet forbi Camillas blog. En af de opskrifter  jeg vil anbefale, er på det klassiske tyrkiske brød, pide.

 .

 


.

4. juli 2016

.

persisk servering – festlige juvelris

Iran.temand

Da jeg for et par år siden rejste i Iran, fik jeg en dejlig risret. Nu har jeg omsider fået lavet den i mit eget køkken, og nu vil jeg gerne dele den med dig. Og du kan roligt tage en kop te, mens du studerer opskriften. Retten indeholder nemlig en del ingredienser, men den er ganske nem at lave.

 

Iran.gulddør

Retten hedder juvelris, fordi den funkler i mange farver og bl.a. indeholder granatæblekerner og tørrede rosenblade, og man kan desuden servere retten indpakket i vinblade.

Når jeg kom til at tænke på juvelrisene netop nu, er det fordi de vilde roser står i fuldt flor og er parate til at levere fine røde blade til tørring. Desuden vokser min Merlot-vinstok helt uhæmmet med masser af store grønne blade. Så her var lige to af ingredienserne ved hånden.

Retten kan dog sagtens laves uden både rosenblade og vinblade.

 

juvelris-i-pande.4

 

tørrede rosenblade

juvelris.tørrede-rosenblade

Mine rosenblade fik lov at tørre på en iransk avis, men jeg er sikker på, at det også går fint med en dansk!

Bred rosenbladene ud i et enkelt lag og lad dem ligge et tørt sted nogle dage. Er du sent på den, kan du også bruge rosenbladene friske.

 

på et persisk marked

Iran.sæk-m-roser

I Iran behøver man ikke at tænke på at tørre sine rosenblade. Her går man på markedet og køber dem. I bazaren står de i sækkevis, for rosenblade er meget brugt i iransk madlavning. Det samme gælder andre tørrede blomster og krydderurter.

Også kerner fra granatæble er klassisk i iransk madlavning. De er med i risretten, og det er fornuftigt at huske på denne lidt eksotiske frugt, for den virker stærkt antiinflammatorisk og hæmmer derved betændelsestilstande i kroppen.

 

Iran.sække

 .

mandler, nødder og tørrede frugter

Iran.tørret-frugt

Også tørrede frugter som rosiner, abrikoser, bær mv er hverdagsmad i Iran. Det samme gælder mandler, valnødder og pistacienødder. Og så er ris naturligvis et af hovednæringsmidlerne. På vore breddegrader må man gerne spare lidt på risen, for den er meget vandkrævende og på andre måder klimabelastende.

Men man kan sagtens spise ris engang imellem uden at få dårlig samvittighed. Ris er langt mindre klimabelastende end kød. Men ellers kan ris i mange retter erstattes af vores hjemlige perlespelt, hele hvedekerner, bygkerner, boghvede etc.

 

ingredienserne i juvelris

juvelris.ingredienser.1

 

persiske juvelris

juvelris-i-pande.1

ris:

300 g fuldkorn basmatiris

100 g løg

4 fed hvidløg

1 nip safrantråde (evt. 2 tsk gurkemeje)

6-7 kardemommekapsler (evt. 2 tsk stødt kardemomme)

1 spsk korianderfrø (evt. 2 tsk stødt koriander)

kokos- eller olivenolie

4 dl grøntsagsbouillon

1 stang kanel (evt. 2 tsk stødt kanel)

1/2 tsk reven muskatnød

tilbehør:

1 økologisk appelsin

50 g mandler

50 g pistacienødder

250 g gulerødder

75 g gule rosiner

50 g tørrede tranebær

1 spsk reven ingefær

3 spsk rørsukker

1/2 dl appelsinsaft

tørrede rosenblade (kan udelades)

evt. friske eller konserverede vinblade

1/2 granatæble

 

juvelris-i-gryde

Sæt risene i blød et par timer. Skyl dem og afdryp dem.

Hak løg og hvidløg.

Stød safranen i en morter sammen med et lille drys salt. Hæld et par spsk kogende vand på og opløs safranen helt. Sæt den til side.

Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og stød dem i morteren sammen med korianderfrøene.

Rist de stødte frø i en tør gryde et par minutter. Tilsæt 2 spsk olie samt løg og hvidløg. Svits løgene, til de er klare.

Kom risen i gryden sammen med safran, kanel og reven muskatnød samt et drys friskkværnet peber og et drys salt. Hæld bouillonen i gryden og bring den i kog. Læg låg på gryden og lad risene simre ca. 25 minutter eller til de er bløde og bouillonen er kogt væk.

Hvis du bruger hvide basmatiris, skal de koge ca. 15 minutter.

Skær store flager af appelsinskallen og del dem i tynde strimler. Læg strimlerne i kogende vand og kog dem 5-6 minutter. Afdryp dem.

Pres ca. 1/2 dl saft af appelsinen.

Del mandlerne i flager og rist dem gyldne i 1 spsk olie i en gryde sammen med pistacienødderne. Sæt dem til side.

Skær gulerødderne i små stænger.

Hæld kogende vand over rosiner og tranebær og lad dem udbløde ca. 10 minutter. Afdryp dem.

Varm 2 spsk olie op i en gryde og svits gulerødderne et par minutter. Tilsæt appelsinskal, rosiner, tranebær, reven ingefær og sukker. Lad gulerødderne karamellisere og hæld appelsinsaften i gryden. Læg låg på gryden og lad blandingen simre 5-6 minutter. Tilsæt et drys salt.

Smag til, når væden er kogt væk, og tilsæt mandler og nødder samt en lille håndfuld tørrede rosenblade.

granatæble

Tag kernerne ud af granatæblet. Se her hvordan du banker kernerne ud af skallen uden at få rød saft i hele køkkenet.

Servér risen toppet op på et fad og læg ”fyldet” ovenpå. Drys med kerner af granatæble.

Hvis du vil servere risen i små pakker af vinblade, så kog de friske vinblade ca. 8 minutter. Afdryp dem.

Læg bladene i små skåle eller forme og tryk ris blandet med ”fyld” ned i formene. Fold vinbladene ind over fyldet og vend rundt.

Servér de små vinblade-pakker med lidt granatæblekerner og rosenblade på toppen.

 

juvelris-i-vinblad

 

Share