gulerodssalat m krydret ingefærdressing
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in salater
En gulerodssalat kan serveres til næsten alt. Det er nærmest en klassiker, og her har gulerødderne fået en dressing med ingefær og spidskommen, der passer godt til de søde rosiner og rødder – og giver salaten et strejf af Østen.
gulerodssalat m krydret ingefærdressing
(4 personer)
50 g rosiner
300 g gulerødder
3 spsk sesamfrø
mynte (kan erstattes af anden krydderurt, fx koriander)
dressing:
2 spsk spidskommen
3 spsk olivenolie
2-3 spsk citronsaft
ca. 1 tsk råsukker
1-2 spsk reven ingefær
Hæld kogende vand på rosinerne og lad dem stå, mens du laver salaten.
Høvl tynde skiver af gulerødderne på langs. Brug et mandolinjern eller en tyndskræller. Læg strimlerne i vand med isterninger.
Rist sesamfrøene gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.
Rist derefter spidskommenfrøene til dressingen, til de begynder at dufte, og stød dem let i en morter.
Rør olie, citronsaft og sukker sammen. Tilsæt ingefær og spidskommen. Smag godt til med citron, sukker, reven ingefær, salt og peber.
Afdryp gulerødderne og arrangér dem på et fad. Dryp dressingen over og drys med sesamfrø og frisk mynte eller koriander.