Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tirsdag

7

februar 2017

4

KOMMENTARER

marokkansk couscous med karamelliserede løg, kikærter og mandler

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

..ar 2017

en madhilsen fra Marokko

Her kommer min sidste madhilsen fra Marokko i denne omgang. Men mon ikke jeg vender tilbage? Når man én gang har forelsket sig i det farverige land, er det svært ikke at komme tilbage, igen og igen …

Men skal jeg være helt ærlig, er der ikke alverdens mad-ideer for vegetarer/veganere. Repertoiret er hurtigt udtømt, men med lidt opfindsomhed kan man alligevel lave lækre, kødfrie marokkanske retter. Disse karamelliserede løg med rosiner har jeg fået i anden sammenhæng, men i denne opskrift har jeg tilføjet kikærter og mandler og en bund af couscous.

.

kokkeskoler i Marrakech

Der findes mange kokkeskoler i Marrakech, så man skal se sig godt om. Mange af dem viser nemlig stort set kun en tagineret og en couscousret. Jeg har selv prøvet at blive taget ved næsen.

På denne tur ville jeg derfor prøve at finde en god kok, og søgningen bragte mig til australske Edwina, der ejer riad’en “House of Fusion”. Desværre var riad’en under renovering netop de dage, jeg var i Marrakech, så jeg måtte nøjes med en mad-snak og en kop marokkansk kaffe på taget af riad’en.

Man kan bo hos Edwina i riad’en, hvis man er på flerdages kursus. Men det er også muligt at komme udefra til en enkelt dags undervisning.

Foruden madkurserne i riad’en arrangerer Edwina også ture i Marokko for små grupper. Her kommer man vidt omkring, bl.a. helt ud til kanten af Sahara, og undervejs får man mulighed for at lave mad hos familier i små landsbyer. Her bliver madkulturen altså udvidet til en bredere indsigt i landets kultur.

Se om Edwinas tilbud her. Jeg kan selvsagt ikke udtale mig personligt om kvaliteten, men skal man tro anmeldelserne, er der stor begejstring for Edwinas kurser. Og i øvrigt kan du også spise middag hos den skønne kvinde, hvis du bor i riad’en.

 .

Edwinas riad, House of Fusion, ligger malerisk placeret dybt inde i souk’en.

 .

en tur på torvet

Hos Edwina lærer man også nogle arabiske ord, så man selv kan købe råvarerne ind på torvet, inden man kaster sig over madlavningen.

..

karamelliserede løg med rosiner, kikærter og mandler på bund af couscous

Råvarerne i denne ret er alle klassiske i marokkansk madlavning. Jeg har opgraderet de karamelliserede løg med mandler og kikærter for at tilføre proteiner.

Er du glutenallergiker, kan du erstatte couscous’en med kogt, hel hirse eller løskogte ris.

Du kan for yderligere fylde tilføje terninger af aubergine, som svitses sammen med løg og rosiner.

Hvis du har kogte kikærter liggende i fryseren, er retten lavet på ca. 20 minutter.

.

karamelliserede løg med rosiner, kikærter og mandler på couscous

(4 personer)

150 g kikærter

800 g gule løg

4 spsk olivenolie

ca. 1/2 dl agavesirup eller andet sødemiddel

100 g rosiner

2 tsk kanel

2 dl grøntsagsbouillon

1-2 spsk citronsaft

1-2 spsk tamari

salt, friskkværnet peber

25 g mandelflager

200 g couscous

4 dl kogende vand

en håndfuld mynte eller koriander

2 spsk harissa

evt. sojayoghurt eller anden yoghurt

.

Sæt kikærterne i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Skær løgene i ringe og svits dem i olie og sirup, til de er let gyldne.

Tilsæt rosiner, kanel og bouillon. Læg låg på gryden og lad løgene simre ca. 15 minutter. Tilsæt evt. mere bouillon undervejs. Der skal være lidt væde omkring løgene. Kom kikærterne i gryden.

Tilsæt citronsaft, tamari og et drys salt og peber.

Smag løgene godt til, også med sirup.

Rist mandelflagerne på en tør pande, til de er let gyldne.

Overhæld couscous’en med kogende vand. Tilsæt så meget vand, som grynene kan opsuge. Vend et drys salt i og lad grynene hvile ca. 5 minutter, til de er bløde.

Servér retten med couscous i bunden og de karamelliserede løg på toppen. Drys med de ristede mandler og den valgte krydderurt. Du kan også drysse med lidt ekstra kanel.

Giv harissa til, rørt op i lidt olie. Men husk det er meget stærke sager! Det er dog et dejligt modspil til den ellers lidt søde ret.

Du kan også give yoghurt til. Smag evt. yoghurten til med lidt citronsaft, salt og peber.

.

 

Som en tak for denne gang til Marokko, er her en lille kavalkade af farver og former i det livlige land.

.

snapshots fra farverige Marokko

I souk’en har hvert håndværk sin afdeling. Her er det mange slags orientalske lamper.

.

Der er aldrig langt til en kop myntete. Og tekanderne parkeres både her og dér. Her er det i en vindueskarm.

.

Denne krydderihandler er også ekspert i naturmedicin. Sækkene her er fyldt med duftende urter.

.

Parken i luksushotellet La Mamounia (Churchills yndlingshotel) er nærmet en botanisk have med mange smukke vækster.

.

Kvaster hører til ethvert marokkansk gardin. De findes fra bittesmå til næsten meterlange.

.

.

Her er smukke basthylstre til flasker – naturligvis i alle kulører.

.

Stoffer og garner farves med naturlige farver.

.

Farveglæden slår igennem overalt. Hvorfor nøjes med en brun hessiansæk, når man kan glæde sig over alle regnbuens farver?

.

Krydderierne glæder øjet, kildrer næsen og får mig til at skynde mig hjem til mit eget køkken.

..

farvel og på gensyn …

.

har du fået smag for meget mere Marokko-mad?

For nogle år siden skrev jeg denne bog om marokkansk mad. Her er masser af opskrifter og tip til supper, salater, hovedretter og desserter.

Bogen er forlængst udsolgt, men den kan fås som e-bog hos Saxo. E-bogen oster kr. 48,00.

 

Share

4 Kommentarer

  1. Wanda
  2. Viveca

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.