Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

powerfoodsuppeArkiv

fredag

9

januar 2026

7

KOMMENTARER

toscansk bønnesuppe – powersuppe i januar

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

grøn januar?

Velkommen i det nye år!

Et nyt år kommer med nye håb og nye ønsker, og januar er måneden, hvor mange starter med at afprøve de nye beslutninger. Nogle holder hvid januar, og afholder sig fra alkohol i denne måned. Andre holder grøn januar, hvor de udelukkende spiser plantemad. Begge dele er ubetinget en god idé – ikke blot i januar men året rundt.

Nu er det jo nemt nok at lade være med at lukke flaskerne op, det er straks sværere, hvis man har besluttet at leve grønt i januar, i hvert fald, hvis man er ny i det grønne køkken. Derfor udgav jeg sidste år, sammen med min kollega, ernæringseksperten Anette Harbech Olesen, E-bogen, “Grønt på gaflen”. Bogen indeholder alle de tip og tricks, du har brug for, når du starter med den plantebaserede mad. Og så er der selvfølgelig en masse lækre opskrifter samt et skema med madplan, så du kommer godt i gang.

E-bogen koster kr. 29,- og kan købes her.

.

powersuppe fra Toscana

Hvis du følger med her på bloggen, får du også en masse grøn information og plantebaserede opskrifter.

Denne power-suppe er mit svar på bønnerne fra alle dem, der trænger til at give kroppen et boost her i januar. Suppen indeholder alt, hvad man kan bede om i januar: den er sund, den er kalorielet, den er billig, og den er lynhurtig at tilberede.

Og husk: Freden starter på tallerkenen! Den russiske digter, Lev Tolstoj, sagde: “Hvis der  ikke fandtes slagtehaller, ville der ikke findes krige.

.

billig mad

Du får næppe billigere mad, der er så supersund som denne suppe. Det smerter mig altid at høre om de mennesker, der ikke har råd til at købe grøntsager, bønner og anden sund mad. Jeg tror simpelt hen, at de ikke ved, hvor billigt – og lækkert! – det er at leve plantebaseret. Måske ville det være klogere af regeringen at sende måltidskasser med grønt og bønner til de værdigt trængende i stedet for penge?

.

Toscana – et fattigt køkken

Denne suppe har sin oprindelse i det toscanske landkøkken, som gennem tiderne altid har været et fattigt køkken. Til gengæld spiser man den såkaldte middelhavskost, som er blandt de sundeste i verden. Her kommer man langt med et skvæt olivenolie, bønner, majs eller pasta, og de grøntsager man har ved hånden.

Det betyder også, at en toscansk bønnesuppe kan være tusind forskellige ting, hver husholdning sin opskrift. Derfor skal du ikke lade dig begrænse af ingredienslisten, for du kan også bruge grøntsager som hvidkål, spidskål, rødkål, squash, bladbede etc., etc.

I stedet  for grønkålen i suppen, kan du servere en grønkålspesto separat til suppen.

Hvis du laver portionen lidt større, kan den spises som hovedret — gerne med et stykke hvidløgsristet brød til.

.

toscansk bønnesuppe

(5-6 personer, forret)

125 g tørrede små hvide bønner eller store limabønner – eller 250 g afdryppede bønner fra dåse/brik

100 g løg

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

200 g kartofler

¾ l grøntsagsbouillon

1 spsk tørret salvie eller oregano

200 g blomkål eller broccoli

1 lille fennikel

1 rød peberfrugt

2 stilke bladselleri

2 blade grønkål eller palmekål

salt, friskkværnet peber, citronsaft, evt. tamari

evt. frisk basilikum eller anden urt

.

Hvis du bruger tørrede bønner, så sæt dem i blød 6-8 timer, og kog dem møre i nyt vand 30-40 minutter afhængig af typen. Afdryp bønnerne.

Hak løg og hvidløg og lad dem simre i olivenolien 4-5 minutter.

Skær kartoflerne i små terninger og tilsæt dem sammen med bouillonen og den valgte krydderurt. Lad kartoflerne koge 4-5 minutter.

Del blomkål eller broccoli i små buketter. Skær fennikel og peberfrugt i små terninger. Snit sellerien. Hak grønkålen fint, fjern midterribberne. Kom de fem grøntsager i gryden.

Lad suppen koge yderligere 4-5 minutter.

Tilsæt bønnerne og bring suppen i kog igen.

Fjern gryden fra varmen, og smag til med salt, peber, citronsaft og evt. lidt tamari.

Servér suppen portionsvis med lidt olivenolie samt en krydderurt på toppen. Hvis du har valgt grønkålspesto, så servér den til separat – eller sæt en skefuld på suppen.

Og som sagt: Et stykke hvidløgsristet brød pynter også!

.

.

Share

fredag

13

december 2024

3

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 13 – en suppe der varmer midt i trængsel og alarm

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad

.

tank op med en skøn suppe

Kender du mon det, at december løber af med én?  Jeg havde forestillet mig en stille måned med god tid til julekalenderen og lidt hyggelig pusleri med nye retter, men sådan er det ikke gået. Slet ikke!

Det er jeg næppe ene om, og så er det, man har brug for noget mad med saft og kraft. Og noget der kan laves lynhurtigt. Det tilbyder denne suppe med den supersunde palmekål og de proteinrige limabønner. Chili sørger for varmen!

.

verdens nemmeste mad

Suppe er den slags mad, jeg spiser mest af, og det undrer mig altid, at langtfra alle kan se det geniale i en suppe.

En suppe imødekommer alle krav til sund og hurtig mad: det hele koges i én gryde, man kan stort set bruge de grøntsager, man har på lager, man bruger meget lidt fedtstof, og – ikke mindst – suppe er lynhurtig at tilberede.

Sådan en gryde kan være propfyldt  med vitaminer, mineraler og proteiner. Og så kan man lave dobbelt portion, så man har til to dage. Ofte smager en suppe faktisk bedre på andendagen.

Og en suppe kan sagtens udgøre en hovedret. Det gælder også denne suppe med palmekål og bønner. Lav dobbelt portion, og servér brød til. Så er jeg sikker på, at alle bliver glade og mætte.

Drysset af hakkede valnødder og frisk æble tilfører ekstra lækkerhed.

Har du ikke palmekål, kan du erstatte med grønkål.

Har du ikke limabønner, kan du erstatte med enhver anden slags bønner, kikærter eller linser.

.

superkål

De lange slanke blade konkurrerer med grønkål om at være mest sunde. De er begge en rigtig booster for kroppen. Kålen indeholder meget A-vitamin (betakaroten), B-, C- og K-vitaminer.

Kålen er også rig på kalk, fosfor, mangan, og en fin kilde til magnesium.

Palmekål indeholder også antioxidanterne glucosinolat og glucoraphanin, der anses for  at være kræfthæmmende.

.

palmekålssuppe med limabønner og æble/valnøddedrys

(4 personer)

4 tørrede shiitakesvampe

100 g løg

4 fed hvidløg

chipotlechili efter smag (evt. anden slags tørret chili)

2 spsk olivenolie

2 stilke bladselleri

4  blade palmekål (kan erstattes af grønkål)

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

150 g gulerødder

150 g blomkål

1 dåse eller brik hvide limabønner (230 g drænet vægt)

miso, tamari, friskkværnet peber

citronsaft

1 pigeonæble

25 g valnødder

evt. 4 spsk planteyoghurt

evt. ærteskud, mynte eller koriander

.

Hæld kogende vand på svampene og lad dem udbløde en halv times tid.

Hak løg, hvidløg og chili. Svits de tre ting i olien, til løgene er klare.

Skær de udblødte svampe i små stykkker. Gem vandet. Kassér stokkene.

Snit bladselleri og palmekål.

Kom bladselleri, palmekål og svampe i gryden sammen med bouillonen og væden fra svampene.

Lad suppen simre under låg 8-10 minutter. Skær gulerødderne i skiver og blomkålen i små stykker.

Kom grøntsagerne i suppen og lad den simre endnu et par minutter. Tilsæt de afdryppede bønner. Tilsæt om  nødvendigt mere bouillon.

Rør 2-3 tsk miso ud i lidt varmt vand og rør den i suppen.

Smag til med tamari, peber og citronsaft. Tilsæt om nødvendigt mere miso.

Suppen skal ikke koge, efter at misoen er tilsat.

Skær æblet i små terninger og vend dem i citronsaft.

Hak valnødderne.

Servér evt. suppen med en spsk yoghurt på toppen og drys med æbleterninger, valnødder og den valgte krydderurt.

.

mangler du en bæredygtig julegave?

Er du i bekneb for en gave, der skåner både kroppen, klimaet og dyrene, kan min nye bog, “Grøn gæstemad” anbefales. Den glæder smagsløgene, er langtidsholdbar og indeholder mere end 100 opskrifter på grøn mad til årets store begivenheder. Et helt afsnit er med juleopskrifter.

Bogen kan købes hos den lokale boghandler – eller hos Saxo, hvor den koster kr. 224,95.

.

Share

mandag

4

december 2023

4

KOMMENTARER

gå-væk-forkølelses-suppe – ugens suppe er en hovedret

Skrevet af , Posted in hovedretter, supper

.

kom forkølelsen i forkøbet

forkølelsessuppe.2

Vinteren har meldt sin ankomst med kulde og sne, og samtidig er det sæson for forkølelser, influenza og det, der er værre!

Derfor er det godt at ruste sit immunforsvar, og det kan man bl.a. gøre med denne suppe, der kan være med til at komme snue og hoste i forkøbet. Gå-væk-forkølelses-suppen kan styrke dit immunforsvar og ruste dig imod “baktusserne”. Suppen er nemlig sprængfyldt med en masse gode stoffer, der styrker immunforsvaret og virker antiinflammatoriske i kroppen.

Både hvidløg, ingefær, chili og gurkemeje styrker kroppen. Det er en god idé at spise alle fire ting hver eneste dag, enten som her i en suppe, men det kan også være i salater eller hovedretter. Det er nogle af naturens stærke midler.

Hvidløg, ingefær, chili og gurkemeje kan også være med til at forebygge lidelser som  gigt, hjerte-karsygdomme etc., og de virker kolesterolregulerende. Men man kan også nyde ingredienserne alene for smagens skyld.

Denne suppe er stærk og styrkende. Den er lynhurtig og en god idé til en enkel hovedret på en dag, hvor du ikke synes, du har tid til at lave mad. Det hele bliver tilberedt i én gryde, og retten er færdig på under 30 minutter. Og så strutter den som sagt af sundhed!

Du vælger de grøntsager, du har på lager. Det eneste, du ellers behøver er krydderurter, hele korn og kogte kidneybønner, sorte eller brune bønner, evt. kikærter.

Hvis du ikke har kogte bønner liggende i fryseren, så sæt bønnerne i blød mindst 8 timer og kog dem 20-40 minutter afhængig af typen. Se om kogning af bønner her. Du kan også bruge bønner fra brik eller dåse.

.

forkølelsessuppe.1

gå-væk-forkølelses-suppe (hovedret)

(4 personer)

100 g løg

6-8 fed hvidløg 

1 chili eller efter smag

4 spsk olivenolie

200 g perlebyg, perlespelt eller andre hele korn, evt. 100 g quinoa

10-12 dl grøntsagsbouillon (brug fx Herbamare bouillonpulver)

1/2 spsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

2 spsk tørret krydderurt: fx timian, oregano, basilikum eller merian

400 g kartofler

ca. 1 kg grøntsager (vælg fx gulerødder, pastinakker, hvidkål, spidskål, blomkål, broccoli, rosenkål, fennikel, svampe – eller hvad du har på lager)

4 dl kogte kidneybønner, sorte bønner eller andre kogte bønner, evt. kikærter

3-4 spsk reven ingefær

lime- eller citronsaft

en stor håndfuld friske krydderurter, fx timian, basilikum, mynte, estragon, salvie

 

Hak løg, hvidløg og chili. Svits de tre ting i olien, indtil løgene er klare.

Kom perlebyggen i gryden og hæld bouillonen ved. Tilsæt gurkemeje og peber samt den valgte, tørrede krydderurt. Læg låg på gryden. Lad suppen simre 10 minutter.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden. Kog suppen endnu 5 minutter.

Skær de valgte grøntsager i skiver, buketter eller terninger. Kom dem i gryden – og tilsæt evt. mere bouillon. Lad suppen simre endnu 6-8 minutter.

Tilsæt de valgte bønner og ingefæren.

Smag suppen til med citrussaft, ingefær samt salt og peber.

Drys med den valgte friske krydderurt og giv grovboller til suppen – eller ristet rugbrød.

.

tip

Kom evt. også et par dl kokosmælk i suppen, så har du en orientalsk præget suppe.

 

forkølelsessuppe

.

Share