Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

13

december 2024

3

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 13 – en suppe der varmer midt i trængsel og alarm

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad

.

tank op med en skøn suppe

Kender du mon det, at december løber af med én?  Jeg havde forestillet mig en stille måned med god tid til julekalenderen og lidt hyggelig pusleri med nye retter, men sådan er det ikke gået. Slet ikke!

Det er jeg næppe ene om, og så er det, man har brug for noget mad med saft og kraft. Og noget der kan laves lynhurtigt. Det tilbyder denne suppe med den supersunde palmekål og de proteinrige limabønner. Chili sørger for varmen!

.

verdens nemmeste mad

Suppe er den slags mad, jeg spiser mest af, og det undrer mig altid, at langtfra alle kan se det geniale i en suppe.

En suppe imødekommer alle krav til sund og hurtig mad: det hele koges i én gryde, man kan stort set bruge de grøntsager, man har på lager, man bruger meget lidt fedtstof, og – ikke mindst – suppe er lynhurtig at tilberede.

Sådan en gryde kan være propfyldt  med vitaminer, mineraler og proteiner. Og så kan man lave dobbelt portion, så man har til to dage. Ofte smager en suppe faktisk bedre på andendagen.

Og en suppe kan sagtens udgøre en hovedret. Det gælder også denne suppe med palmekål og bønner. Lav dobbelt portion, og servér brød til. Så er jeg sikker på, at alle bliver glade og mætte.

Drysset af hakkede valnødder og frisk æble tilfører ekstra lækkerhed.

Har du ikke palmekål, kan du erstatte med grønkål.

Har du ikke limabønner, kan du erstatte med enhver anden slags bønner, kikærter eller linser.

.

superkål

De lange slanke blade konkurrerer med grønkål om at være mest sunde. De er begge en rigtig booster for kroppen. Kålen indeholder meget A-vitamin (betakaroten), B-, C- og K-vitaminer.

Kålen er også rig på kalk, fosfor, mangan, og en fin kilde til magnesium.

Palmekål indeholder også antioxidanterne glucosinolat og glucoraphanin, der anses for  at være kræfthæmmende.

.

palmekålssuppe med limabønner og æble/valnøddedrys

(4 personer)

4 tørrede shiitakesvampe

100 g løg

4 fed hvidløg

chipotlechili efter smag (evt. anden slags tørret chili)

2 spsk olivenolie

2 stilke bladselleri

4  blade palmekål (kan erstattes af grønkål)

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

150 g gulerødder

150 g blomkål

1 dåse eller brik hvide limabønner (230 g drænet vægt)

miso, tamari, friskkværnet peber

citronsaft

1 pigeonæble

25 g valnødder

evt. 4 spsk planteyoghurt

evt. ærteskud, mynte eller koriander

.

Hæld kogende vand på svampene og lad dem udbløde en halv times tid.

Hak løg, hvidløg og chili. Svits de tre ting i olien, til løgene er klare.

Skær de udblødte svampe i små stykkker. Gem vandet. Kassér stokkene.

Snit bladselleri og palmekål.

Kom bladselleri, palmekål og svampe i gryden sammen med bouillonen og væden fra svampene.

Lad suppen simre under låg 8-10 minutter. Skær gulerødderne i skiver og blomkålen i små stykker.

Kom grøntsagerne i suppen og lad den simre endnu et par minutter. Tilsæt de afdryppede bønner. Tilsæt om  nødvendigt mere bouillon.

Rør 2-3 tsk miso ud i lidt varmt vand og rør den i suppen.

Smag til med tamari, peber og citronsaft. Tilsæt om nødvendigt mere miso.

Suppen skal ikke koge, efter at misoen er tilsat.

Skær æblet i små terninger og vend dem i citronsaft.

Hak valnødderne.

Servér evt. suppen med en spsk yoghurt på toppen og drys med æbleterninger, valnødder og den valgte krydderurt.

.

mangler du en bæredygtig julegave?

Er du i bekneb for en gave, der skåner både kroppen, klimaet og dyrene, kan min nye bog, “Grøn gæstemad” anbefales. Den glæder smagsløgene, er langtidsholdbar og indeholder mere end 100 opskrifter på grøn mad til årets store begivenheder. Et helt afsnit er med juleopskrifter.

Bogen kan købes hos den lokale boghandler – eller hos Saxo, hvor den koster kr. 224,95.

.

Share

3 Kommentarer

  1. Helle Koch

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.