toscansk bønnesuppe – powersuppe i januar
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, supper
.
grøn januar?
Velkommen i det nye år!
Et nyt år kommer med nye håb og nye ønsker, og januar er måneden, hvor mange starter med at afprøve de nye beslutninger. Nogle holder hvid januar, og afholder sig fra alkohol i denne måned. Andre holder grøn januar, hvor de udelukkende spiser plantemad. Begge dele er ubetinget en god idé – ikke blot i januar men året rundt.
Nu er det jo nemt nok at lade være med at lukke flaskerne op, det er straks sværere, hvis man har besluttet at leve grønt i januar, i hvert fald, hvis man er ny i det grønne køkken. Derfor udgav jeg sidste år, sammen med min kollega, ernæringseksperten Anette Harbech Olesen, E-bogen, “Grønt på gaflen”. Bogen indeholder alle de tip og tricks, du har brug for, når du starter med den plantebaserede mad. Og så er der selvfølgelig en masse lækre opskrifter samt et skema med madplan, så du kommer godt i gang.
E-bogen koster kr. 29,- og kan købes her.
.
powersuppe fra Toscana

Hvis du følger med her på bloggen, får du også en masse grøn information og plantebaserede opskrifter.
Denne power-suppe er mit svar på bønnerne fra alle dem, der trænger til at give kroppen et boost her i januar. Suppen indeholder alt, hvad man kan bede om i januar: den er sund, den er kalorielet, den er billig, og den er lynhurtig at tilberede.
Og husk: Freden starter på tallerkenen! Den russiske digter, Lev Tolstoj, sagde: “Hvis der ikke fandtes slagtehaller, ville der ikke findes krige.
.
billig mad

Du får næppe billigere mad, der er så supersund som denne suppe. Det smerter mig altid at høre om de mennesker, der ikke har råd til at købe grøntsager, bønner og anden sund mad. Jeg tror simpelt hen, at de ikke ved, hvor billigt – og lækkert! – det er at leve plantebaseret. Måske ville det være klogere af regeringen at sende måltidskasser med grønt og bønner til de værdigt trængende i stedet for penge?
.
Toscana – et fattigt køkken

Denne suppe har sin oprindelse i det toscanske landkøkken, som gennem tiderne altid har været et fattigt køkken. Til gengæld spiser man den såkaldte middelhavskost, som er blandt de sundeste i verden. Her kommer man langt med et skvæt olivenolie, bønner, majs eller pasta, og de grøntsager man har ved hånden.
Det betyder også, at en toscansk bønnesuppe kan være tusind forskellige ting, hver husholdning sin opskrift. Derfor skal du ikke lade dig begrænse af ingredienslisten, for du kan også bruge grøntsager som hvidkål, spidskål, rødkål, squash, bladbede etc., etc.
I stedet for grønkålen i suppen, kan du servere en grønkålspesto separat til suppen.
Hvis du laver portionen lidt større, kan den spises som hovedret — gerne med et stykke hvidløgsristet brød til.
.

toscansk bønnesuppe
(5-6 personer, forret)
125 g tørrede små hvide bønner eller store limabønner – eller 250 g afdryppede bønner fra dåse/brik
100 g løg
4 fed hvidløg
4 spsk olivenolie
200 g kartofler
¾ l grøntsagsbouillon
1 spsk tørret salvie eller oregano
200 g blomkål eller broccoli
1 lille fennikel
1 rød peberfrugt
2 stilke bladselleri
2 blade grønkål eller palmekål
salt, friskkværnet peber, citronsaft, evt. tamari
evt. frisk basilikum eller anden urt
.

Hvis du bruger tørrede bønner, så sæt dem i blød 6-8 timer, og kog dem møre i nyt vand 30-40 minutter afhængig af typen. Afdryp bønnerne.
Hak løg og hvidløg og lad dem simre i olivenolien 4-5 minutter.
Skær kartoflerne i små terninger og tilsæt dem sammen med bouillonen og den valgte krydderurt. Lad kartoflerne koge 4-5 minutter.
Del blomkål eller broccoli i små buketter. Skær fennikel og peberfrugt i små terninger. Snit sellerien. Hak grønkålen fint, fjern midterribberne. Kom de fem grøntsager i gryden.
Lad suppen koge yderligere 4-5 minutter.
Tilsæt bønnerne og bring suppen i kog igen.
Fjern gryden fra varmen, og smag til med salt, peber, citronsaft og evt. lidt tamari.
Servér suppen portionsvis med lidt olivenolie samt en krydderurt på toppen. Hvis du har valgt grønkålspesto, så servér den til separat – eller sæt en skefuld på suppen.
Og som sagt: Et stykke hvidløgsristet brød pynter også!
.

.


Kære Kirsten Skaarup
Tak for denne og mange andre opskrifter og inspiration til grøn mad!
Jeg er ikke vegetar, men har skåret kraftigt ned på kød – og fed mejeriprodukter – de seneste år,
og dine opskrifter er en hjælp.
Efter din meget positive anmeldelse af bogen LØG ønskede jeg mig og fik den i julegave. Den er smuk og interessant, så tak for det!
Men! Der er godt nok et stort forbrug af fløde og smør i dens opskrifter. Og nu mit spørgsmål: kan jeg erstatte smørret
i nogle af opskrifterne med olivenolie? Ellers får jeg nok ikke så meget praktisk gavn af den.
De bedste hilsner
Sanne Thøisen
Kære Sanne,
Selv tak. Det glæder mig rigtig meget, at du har kunnet bruge min opskrifter.
Med hensyn til bogen LØG kan jeg ikke udtale mig på forfatternes vegne, men når det gælder stegning, mener jeg bestemt, at du kan erstatte smør med olie. Fløden kan du erstatte med plantefløde.
Kh Kirsten
TAK!
Bedste hilsner
Sanne
Den dejligste suppe i verden Tak
Og de smukke skåle er en fryd
Jeg keder videre ☺️
Kære Joanna,
Ih, hvor dejligt. Tusind tak for rosen.
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Tak for at dele opskriften. Den glæder jeg mig meget til at lave. Er suppen velegnet til at fryse ned?
Mvh
Ann-Sophie
Kære Ann-Sophie,
Selv tak. Jeg håber, du bliver glad for suppen.
Jeg tror godt, du kan fryse suppen. Den bliver måske lidt mere “mushy” efter optøning. Kog evt. ingredienserne i underkanten og lad dem koge den resterende tid, når suppen skal serveres.
Rigtig god fornøjelse!
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Bøger
Seneste Opskrifter