Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

millefleur af søde kartoflerArkiv

fredag

31

december 2021

22

KOMMENTARER

glædeligt og grønt nytår 2022 – årets sidste godbid

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, julemad, nytår

.

Jeg ønsker alle bloggens læsere et rigtig godt nytår. Tak fordi I følger med og lader jer inspirere til mere grøn mad til glæde for dyr og klima. Tak for alle de venlige hilsener i årets løb. De både glæder og motiverer.

Ligesom Kong Frederiks nytårsønsker hvert år gik til søens folk, går mine hvert år til de forpinte produktionsdyr. Her er der desværre ikke meget at glæde sig over i det forgangne år. Vores mere end 30 millioner svin lever stadig en kummerlig tilværelse, der ikke kommer i nærheden af at opfylde dyrenes naturlige behov.

De mere end 125 millioner kyllinger frister om muligt et endnu værre liv. De går i store stalde med op til 40.000 kyllinger, vinge mod vinge. Ofte brækkede og med ben, der ikke holder til den tunge kropsvægt.

I den netop overståede jul har danskerne spist mere kød end de fleste mennesker på denne jord. En avis taler endog om “animalske lækkerier”. Hvordan kan det være lækkert at spise sine medskabninger?

Sammenligner vi danskere os med resten af verden, spiser vi dobbelt så meget kød som gennemsnittet, og vi tilhører de 10% af verdens befolkning, som udleder flest drivhusgasser – og rigtig mange af dem kommer fra den animalske produktion.

Hvis vi blot ville følge kostrådene, som inkluderer kød i moderate mængder, ville det give en klimagevinst på op mod 4 millioner ton CO2 om året. Og der ville være langt færre dyr, som skulle igennem den pinefulde opdræts-mølle. Det ville ikke blot være til gavn for klimaet, også vores grundvand ville måske kunne reddes, det samme kan siges om regnskovene. Og sådan kunne jeg blive ved. Animalsk produktion trækker et lidelsesfuldt og blodigt spor over hele kloden. Vi har i endnu et år savet endnu dybere i den gren, vi sidder på.

Hver gang vi putter mad i munden, har det effekt, også på den anden side af kloden.

.

En virkelig god nyhed i det forgangne år er, at minkene har fået fred. Minkavl topper vel, når vi taler om mishandling af dyr? Og noget mere overflødigt kan man vel heller ikke finde.

Jeg vil ønske et godt, grønt og glædeligt nytår, ikke mindst til alle dem, der lider, mennesker som dyr. Jeg håber, at mange vil åbne deres hjerter i det nye år og se, hvad produktion af dyr betyder for os alle og for klodens helbred.

Hvis du kender nogen, der er parate til at spise mere plantebaseret i det nye år så giv dem gerne adressen på min blog: www.kirstenskaarup.dk. Der ligger efterhånden et par tusinde opskrifter til fri afbenyttelse, og er man ny i den grønne verden, er det godt at få inspiration og noget lækkert at starte med. Fortæl også gerne, at man kan tegne gratis abonnement på nye opskrifter.

Rigtig godt nytår!

.

årets sidste festret

Det er ikke til at se det …

men det ER altså en sød kartoffel, der i anledning af nytåret har fået lov at optræde som festmad. Du har sikkert allerede nytårsmenuen planlagt, men der kommer forhåbentlig mange andre festlige dage i det nye år. Så gem opskriften. Eller forkæl dig selv med en lækkerbid på en helt almindelig dag. Hver dag bør være en fest, ikke mindst hvad angår den gode grønne mad.

.

lag-på-lag af velsmag

Søde kartofler er skåret i tynde skiver på et mandolinjern og lagt sammen med tynde skiver af krydret, marineret tofu imellem lagene. Man kan også kalde det en millefleur af søde kartofler.

.

som forret, frokostret eller lille hovedret

En enkelt servering pr. person passer som forret eller som del af flere frokostretter.

.

en lille hovedret

Hvis du serverer retten med tilbehør, kan den også udgøre en lille hovedret. Du kan i så fald servere to af kartoffel/tofustykkerne pr. person.

.

grillede søde kartofler med spicy tofu

(4 personer)

marinade:

2 spsk ahornsirup eller anden sirup

2 spsk tamari

2 spsk sød chilisovs

2 spsk hyldeblomstsaft

kartofler og tofu:

200 g tofu, gerne røget

4 store søde kartofler, ca. ½ kg

2 spsk olivenolie

 

Rør dressingen sammen og smag til.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i tynde skiver. Læg skiverne i marinaden og lad dem marinere et par timer, evt. kan du lægge tofuen i marinaden dagen før, retten skal tilberedes.

Skær kartoflerne til, så de måler ca. 5×8 cm (brug det overskydende i en suppe). Høvl kartoflerne i tynde skiver på et mandolinjern.

Læg kartoffelskiverne sammen med tofuskiverne.  Du kan lave fire eller flere stabler afhængig af, hvor mange skiver du har.

Sæt stablerne i et ovnfast fad. Stik et tyndt træspyd igennem dem, så de ikke skrider ud under bagningen.

Rør olien i den dressing, der er til overs. Hvis der ikke er 3-4 spsk marinade til overs, så lav lidt mere.

Dryp stablerne med marinaden og sæt dem i en 200 grader varm ovn.

Bag kartoflerne 15 minutter og dryp resten af marinaden over. Bag dem endnu 15-20 minutter.

Sæt evt. kartoflerne under grillen endnu nogle minutter, til overfladerne er helt gyldne.

.

Her er kartoffel/tofustykket serveret med skiver af stegte kejserhatte. Det er et tilfælde, at en af svampene ligner julemandens rensdyr!

.

Share