Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Grønt smørrebrødArkiv

mandag

11

juli 2022

2

KOMMENTARER

en løvemad – sommerens lækreste stykke smørrebrød

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, smørrebrød

.

en plante-tatar – et stykke højtbelagt smørrebrød

Vil du ha’ et par flade eller højtbelagt?

Hvis du vil følge den nye trend i smørrebrød, er her et godt bud med både smag, bid og bløde nuancer.

Fremtidens smørrebrød er ikke nødvendigvis firkantet og belagt med fedt animalsk pålæg (det ødelægger ikke blot dyrene, klimaet og naturen, det er også skadeligt for helbredet). Fremtiden kalder på plantebaseret smørrebrød, og her er et eksempel fra min nye bog “Grønt smørrebrød”, se mere nederst. Jeg har nemlig et godt tilbud!

Smørrebrød er sjovere, hvis det serveres på et rundt, aflangt eller trekantet stykke rugbrød.

En løvemad er på den gammeldags manér et stykke rugbrød med råt oksekød og æggeblomme. Fremtidens bud på en løvemad er med rødbeder og avocado.

Når rødbeden marineres med noget stærkt, sødt og syrligt, passer den perfekt til den milde cremede avocado og pikante mango”blomme”.

.

en lille lækkerbid serveret til sommerfrokosten

Mine new dawn-roser blomstrer i en duftende, generøs overdådighed i år. Her på terrassen ved rosenhækken smager løvemaden ekstra godt!

Serveringen får skøn smag af en gul “blomme” af mangofrugt, der passer fint til både rødbede og avocado.

På toppen er lidt caviart og frisk koriander. Caviart er lavet af tang, og har en behagelig salt smag.

Du kan købe caviart på nettet eller i en af Dansk Supermarkeds butikker, fx Føtex. SuperBrugsen har også caviart i nogle butikker.

Den lille runde godbid kan serveres enten som et indslag i en frokost, eller den kan nydes som forret.

.

med tangkaviar på toppen

løvemad med avocado og mango”blomme”

(4 personer)

marinade:

2 spsk olivenolie

1 økologisk citron

1 spsk hakkede kapers

1 spsk finthakkede cornichoner eller andre syltede agurker

½-1 spsk sennep

salt, friskkværnet peber, ahornsirup eller rørsukker

grøntsager:

300 g rødbeder

2 faste avocadoer

1 lille mangofrugt

4 skiver brød

2 spsk sort caviart (kan udelades)

små metalforme

frisk koriander

Lav først marinaden: rør olie, 2 spsk citronsaft, 1-2 tsk reven citronskal, kapers, cornichoner og sennep sammen.

Smag godt til med salt, peber, sirup eller sukker og evt. mere sennep. Sæt marinaden til side.

Kog rødbederne møre, 25-35 minutter afhængig af størrelsen.

Lad rødbederne afkøle og smut skindet af.

Skær rødbederne i meget små terninger og vend dem i marinaden. Lad dem ligge nogle timer eller til næste dag.

Skær avocadoerne i meget små terninger og vend dem straks i lidt citronsaft. Drys med lidt salt og peber.

Skræl mangoen og form fire ”blommer” med en ske. En isske er bedst egnet.

Skær fire skiver brød ud med en metalform. Lad brødet sidde i bunden af formen, mens du bygger resten op.

Læg først et lag avocado på brødet. Pres det sammen.

Afdryp rødbederne helt og læg dem ovenpå. Pres rødbeder og avocado godt sammen med en ske.

Du skal lægge rødbederne på avocadoen lige før serveringen, da den røde saft eller trænger ned i den grønne avocado.

Lav fire løvemadder og fjern forsigtigt formene.

Læg en mango-”blomme” ovenpå. Pynt med lidt caviart og drys med frisk koriander, kapers samt lidt frisk kværnet peber.

.

Hvis du er blevet lækkersulten efter mere højtbelagt smørrebrød, kan du finde mere end 100 ideer i min nye bog:

.

køb bogen med 15% rabat

“Grønt smørrebrød” er indbundet og på 250 sider. Den koster kr. 224,95. Forlaget Alpha. Bogen kan lige nu købes med 15% rabat hos SAXO:

https://www.saxo.com/dk/groent-smoerrebroed_bog_9788772391052

Rabatkoden er KIRSTEN15 – koden skal først opgives, når du kommer frem til betaling.

Rabatkoden gælder ikke, hvis man i forvejen får Saxo Premium-fordelspris, og giver ikke automatisk fri fragt.

.

Share

mandag

30

maj 2022

0

KOMMENTARER

salat af små nye kartofler, avocado og radiser – og en kartoffelmad 

Skrevet af , Posted in salater

.

forsommerens bedste kartoffelsalat

Det er med de nye kartofler som det er med asparges: det er lige nu, og den næste måneds tid, de begge er superlækre. De kan nærmest spises som slik, eller som her i en salat – eller på et stykke højtbelagt smørrebrød, se nederst.

I denne salat er faste små kartofler blandet med avocado, radiser, terninger af agurk, dild og blomster af ramsløg.

.

nyopgravet er bedst

De nye kartofler er bedst, hvis man har mulighed for at få dem direkte fra jord til bord. Så kan man gnide skallen af med fingrene. Har kartoflerne ligget en dag eller to i supermarkedet, må man have grøntsagskniven frem.

Nye kartofler bliver nemt kogt for bløde, hvis man ikke er over dem. Hold øje og sluk for varmen i god tid. Lad kartoflerne mørne færdige i kogevandet.

.

radiser, dild og kartofler er et godt mix

Jeg tror, du kender det: hvor blev smagen af i dild og radiser? Køber man de to ting i et supermarked, har jeg på fornemmelsen, at de er vold-drevet frem, nærmest natten over. Dilden hverken dufter eller smager af dild – og radiserne mangler den skarpe karakteristiske radisesmag.

De heldige dyrker selv disse to skønne venner til kartoflerne.

.

du kan udbygge salaten

Hvis du laver salaten, når de nye ærter er fremme, vinder den ved et par håndfulde nybælgede ærter. Du kan også tilsætte hakkede valnødder og/eller ristede boghvedekerner.

.

salat af små nye kartofler, avocado og radiser 

(4 personer)

½ kg små nye kartofler

2 faste avocadoer

1 bdt radiser

½ salatagurk

ramsløgblade og -blomster eller andre grønne blade

1 bdt dild

dressing:

5 spsk olivenolie

limesaft

1 fed hvidløg

ca. ½ spsk dijonsennep

salt, friskkværnet peber, evt. ahornsirup

Kog kartoflerne netop møre. Sluk i god tid og lad dem mørne færdigt i det varme vand. Afkøl kartoflerne og skær dem evt. i skiver.

Skær avocadoerne i små terninger og vend dem straks i limesaft.

Skær radiserne i meget tynde skiver.

Skær agurken i små terninger.

Snit ramsløgbladene eller evt. andre grønne blade.

Bland alle grøntsagerne.

Rør dressingen godt sammen. Tilsæt presset hvidløg, og smag til med sennep, salt, peber og evt. lidt sirup eller rørsukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Drys med rigeligt klippet dild og evt. ramsløgblomster.

.

.

en lækker kartoffelmad

Det er værd at huske på de nye kartofler som lækkert pålæg her i forsommeren.

Her er et eksempel fra min nye bog “Grønt smørrebrød”. Kartoflerne er pyntet med mayo, hakket løg, nye ærter, estragon, tallerkensmækker og andre krydderurter, oliven og ristede boghvedekerner.

Jeg har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger på bogen. Hjertelig tak til alle jer, der har skrevet. Det glæder mig rigtig meget.

.

verdens første bog om grønt smørrebrød

Bogvægten skriver om bogen:

Ingen har som forfatter og eventyrer Kirsten Skaarup præget det kødfri danske køkken. Nu viser Kirsten Skaarup atter engang vejen med opskriftsbogen ”Grønt smørrebrød”. Det er en formidabel kogebog til alle, der både har kærlighed til det klassiske smørrebrød og til klima, dyr og deres sundhed. Med ”Grønt smørrebrød” får du en skatkiste af smukke og smagfulde ideer til, hvorledes det traditionelle danske smørrebrød kan konverteres til et lige så lækkert et af slagsen på plantebaseret vis. 

Smørrebrød kan udmærket rumme et smagfuldt og lækkert pålæg uden at det vel at mærke er animalsk. Det kan tilmed serveres både visuelt smukt og indbydende i sine grønne klæder. Kirsten Skaarup har i de senere år fået som kendetegn, at hun har en unik æstetisk sans. Hendes smørrebrød er raffineret i både smag og udtryk. Der venter således læseren og hjemmekokken en spændende oplevelse med ”Grønt smørrebrød” i hånden!

Til en start introduceres læseren kort for det at arbejde med plantebaseret smørrebrød. Her er pointen, at der skal være det helt rigtige samspil mellem teksturer og smagsnuancer. Forfatteren giver en lille guide til nogle af de særlige ingredienser, der benyttes i bogens køkken. 

Fortsættes her…

Tak til Nønne Lønne Votborg for den fine anmeldelse.

Share

fredag

20

maj 2022

8

KOMMENTARER

svampe/mandelfrikadeller med bagte nye kartofler, asparges og hvidløg

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, madpakke, pålæg, smørrebrød

.

de nye kartofler er festlig sommermad

De lyse nætter har holdt deres indtog, sommeren er ved at indfinde sig – og det samme er de nye kartofler og aspargesene. Det er årets mest smagfulde måneder, vi har foran os.

Nu skal vi nyde årets kulinariske højdepunkter i sommerhuset, på terrassen eller altanen. Mad smager ekstra godt i fri luft.

Her er forslag til en middag fuld af sommersmag.

.

små pakker med overraskelser

Jeg foreslår, at de nye lækre grøntsager serveres i små pakker af pergament.

Men det behøver du ikke at tage bogstaveligt. Det er mest en idé, hvis du vil lave en festlig servering til gæster.

Grøntsagerne smager nøjagtig lige så godt, hvis de blot er dampede, til de er netop møre. Husk, at asparges kun skal have få minutter i kogende vand – og at kartoflerne bør få lov at mørne færdige i kogevandet. Så sluk i god tid.

Du kan servere alle slags frikadeller, bøffer eller postejer til grøntsagerne. Her er det svampe/mandelfrikadeller.

Frikadellerne er også fine at bruge som pålæg eller fyld i en burger, som er praktisk at have med på skovturen eller udflugten til det grønne.

.

frikadeller rørt med omhu 

svampe/mandelfrikadeller 

(ca. 10 frikadeller)

100 g løg

2 fed hvidløg

250 g champignon

2 spsk raps- eller olivenolie

1/2 spsk tørret timian eller anden krydderurt

2 spsk citronsaft

75 g mandler

1 spsk loppefrøskaller

1/2 dl grøntsagsbouillon

ca. 100 g havregryn

2 spsk kikærte- eller hvedemel

ca. 1/2 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

.

Hak løg og hvidløg. Hak begge dele forholdsvis fint. Hak også svampene fint.

Svits løgene til de er let gyldne. Tilsæt svampene og svits ved god varme et par minutter. Tilsæt den valgte krydderurt, citronsaft samt et drys salt og peber.

Blend blandingen let med en stavblender.

Hak mandlerne fint og rør dem i farsen.

Pisk loppefrøskallerne grundigt i bouillonen.

Tilsæt dem sammen med havregryn og mel. Tilsæt havregrynene lidt ad gangen.

Rør så meget fløde i farsen, at den bliver så tilpas fast, at den kan formes til frikadeller. Smag til med salt og peber.

Pres farsen sammen i skålen og sæt den i køleskabet en halv times tid. Den kan også stå i køleskabet til dagen efter.

Vurdér konsistensen. Hvis farsen er meget fast, røres lidt mere fløde i.

Brug en ske til at forme ca. 10 frikadeller med. Dyp skeen i koldt vand for hver frikadelle. Sæt frikadellerne i godt varm olie på en pande og steg dem gyldne på begge sider.

Se opskrift på burgerboller her, hvis du vil bruge frikadellerne i en burger.

..

.

nyd smagen af sommer

kartofler i pergament.1

De små pakker med årets første “guld” er en festlig servering.

.

pakkerne kan serveres med ærtepuré 

kartofler i pergament.3

bagte nye kartofler, asparges og hvidløg

(4 personer)

¾ kg små nye kartofler

12 hvide og/eller grønne asparges

2 hele hvidløg

olivenolie

pergamentpapir og snor

12 grønne oliven

50 g bælgede ærter

frisk estragon

 

Kog kartoflerne i vand tilsat et godt drys salt. Kog dem halvmøre, ca. 5 minutter afhængig af størrelsen. Afdryp kartoflerne.

Skræl hvide asparges (grønne skal ikke skrælles) og skær dem i 4-5 stykker.

Skær de to hvidløg igennem på midten.

Riv fire store stykker af pergamentrullen.

Sæt ½ hvidløg på hvert stykke papir.

hvidløg.bagt

Fordel kartofler, asparges, oliven og ærter sammen med hvidløgene. Drys med lidt estragon, salt og peber.

Hæld lidt olivenolie på hver portion. Saml papiret i midten og bind en snor omkring.

.

kartofler i pergament.2

Sæt pakkerne i en 200 grader varm ovn og bag dem ca. 20 minutter. Stik med en kniv gennem papiret i en kartoffel for at mærke, om de er møre.

Du kan servere ærtepuré til frikadellerne og de bagte grøntsager.

Se opskrift på ærtepureen her.

 .

ærtepuré

ærtepuré.2ærtepuré.

tip

Du kan komme andre grøntsager i pakkerne som fx svampe, broccoli, squash eller peberfrugt.

.

flyvende start for grønt smørrebrød

Min nye bog “Grønt smørrebrød” udkom i tirsdags og er blevet båret frem af masser af roser og positiv omtale. Det er SÅ glædeligt, at danskerne tilsyneladende er parate til at nyde min nytolkning af det ikoniske danske smørrebrød.

Som jeg skriver i indledningen: “Plantebaseret mad er en kærlighedserklæring, ikke blot til dem, den serveres for, men en hyldest til livet i hele dets grønne mangfoldighed.”

.

følg med i de nyeste grønne nyheder

For kort tid siden gik det nye netmedie Magasinet i Morgen i luften. De har netop udgivet en omtale af “Grønt smørrebrød”. Den kan du læse her.

Jeg kan varmt anbefale at tegne abonnement på mediets nyhedsbrev. Så er du altid opdateret på grønne nyheder.

.

Share