Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

24

april 2020

12

KOMMENTARER

skærefast postej til middag eller madpakke

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, madpakke, pålæg

.

postej til middagen eller pålæg til madpakken

En postej er altid populær. Denne postej er skærefast, når den er afkølet og derfor meget velegnet som pålæg.

Men postejen kan også nydes som aftensmad med fx en bearnaisesovs og måske de første asparges. Det kan også være en aspargessalat.

Postejen er hurtig at tilberede, fordi det meste findeles i en food processor, og der skal ikke steges eller svitses.

.

proteinrig postej

Hovedingrediensen i postejen er tofu, og da sojabønner er meget proteinrige, får du et fint tilskud af de vigtige byggesten her. Tæller du kalorier, er postejen til gengæld kalorielet.

.

lækkert smørrebrød

Hvis du laver postejen for at have lækkert og praktisk pålæg, kan du fx pynte med flødestuvede svampe og ristede løg.

.

skærefast postej til middag eller pålæg

(4 personer)

½ dl chiafrø eller hørfrø

200 g tofu, gerne røget

100 g løg

150 g kartoffel

300 g blomkål

2 spsk loppefrøskaller

2 dl plantefløde

ca. 50 g havregryn

2 spsk citronsaft

tamari, friskkværnet peber

evt. ½-1 tsk flydende røg (se evt. om flydende røg her)

evt. laurbærblade og/eller timianstilke

olivenolie

.

Hæld kogende vand på frøene, så det dækker. Lad frøene udbløde ca. 8 timer.

Purér tofuen i en food processor.

Skær løg, kartoffel og blomkål i mindre stykker og findel dem ligeledes i food processoren.

Rør loppefrøskallerne grundigt i fløden.

Kom de udblødte frø, tofuen, de findelte grøntsager og fløden i en skål.

Rør farsen godt sammen.

Tilsæt havregrynene og citronsaften. Vurdér om farsen er fast nok.

Smag godt til med tamari, peber og citronsaft.

Hvis du har brugt tofu naturel, kan du tilsætte ca. 1 tsk flydende røg. Men pas på med mængden. Det bliver hurtigt for meget.

Lad farsen hvile en halv times tid.

Vurdér konsistensen og tilsæt om nødvendigt lidt flere havregryn.

Pres farsen godt sammen i en bageform. Læg evt. laurbærblade og timianstilke på toppen. Pensl med olivenolie.

Bag postejen i en 200 grader varm ovn 45-50 minutter. Sluk for varmen og lad postejen stå i ovnen endnu et kvarters tid.

Når postejen er afkølet, kan du skære skiver af den.

.

guf til madpakken eller frokostbordet

Et godt stykke rugbrød med en tyk skive postej og svampe på toppen, er en himmerigsmundfuld.

.

flere postejer – nu i tredje oplag

A propos postejer: min bog om plantefrikadeller, bøffer, pateer og postejer er netop udkommet i 3. oplag.

En del boghandlere har lukket i øjeblikket, men heldigvis fås bogen – hvis du ikke allerede har den – til markedets vistnok laveste pris hos internetboghandlen Saxo, hvor bogen koster kr. 249,95.

.

Share

12 Kommentarer

  1. Dorte Meyer
  2. Dorit
  3. Dorte Meyer
  4. Elisabeth
  5. E. Lindgren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.