Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

21

juni 2021

2

KOMMENTARER

kølig mangosuppe i sommervarmen – det er helt råt!

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

kølig og solgylden suppe i sommervarmen

Indtil videre har foråret mest kaldt på varme supper, men nu er sommervarmen kommet for fuld styrke – så det er omsider tid at nyde en kold suppe. Denne er cremet og med masser af smag.

Suppen er en helt almindelig rå gazpacho – den spanske kolde sommersuppe, der normalt laves med tomater. Er du mere til en gazpacho med tomat, så kig her.

Som en variation har jeg lavet suppen med mango i stedet for tomater – og så har jeg givet den et orientalsk præg med ingefær, kardemomme og chili. Det betyder, at du kan lave suppen mere eller mindre stærk og evt. servere den som shots i små glas, se fotoene længere nede.

.

Men du kan også servere den som en helt almindelig suppe i en tallerken eller suppeskål. Portionen i opskriften passer til 4 personer, hvis den serveres som forret. Hvis du blot vil bruge suppen som shots, så lav portionen mindre. Men i øvrigt kan suppen fint fryses, så du kan opbevare overskydende suppe til en anden gang.

.

spis brød til …

Shots’ene passer som en lille hors d’euvre sammen med et glas let sødlig hvidvin inden middagen. De små krystalglas på fotoene fandt jeg på markedet i Riga, da jeg sidst var i Letland. I øvrigt passer hasselnøddebrødet fra Kunstmuseet i Riga fint om tilbehør til suppen/shots’ene.

Du kan evt. pynte suppen med lidt finthakket tomat og agurk – og drysse med sennepsfrø. På de øverste billeder har jeg drysset med friske  lavendler og koriander.

Du kan også drysse med tørrede blomster og/eller dette økologiske græskar-salt, som jeg har fået fra Ø-haven i Herning. Det lille glas indeholder græskarkerner, tørrede blomster og salt, se fotoet.

.

lækkert drys fra Ø-haven

..

drys med græskarkerner, tørrede blomster og salt

mango er powerfood til tarmfloraen

Mango er en superfrugt eller powerfood, som det også hedder på nudansk.

Når jeg vælger at lave denne kolde sommersuppe med mango, er det dels fordi den er så velsmagende, og dels fordi den er så god for tarmfloraen (og synet!).

Det er efterhånden velkendt, at en sund tarmflora har stor betydning for hele vores velbefindende. Derfor er det vigtigt at spise mange grøntsager og frugter med en præbiotisk virkning, der styrker tarmfloraen (du kan læse mere om dette emne i min bog Nem vegetarisk”) – og mango er en af de frugter, der indeholder fibre, som virker præbiotisk i tarmen.

Når fibrene virker præbiotisk, betyder det, at de giver næring til de sunde mælkesyrebakterier, som er nødvendige for at beskytte os mod skadelige bakterier. Fibrene fremmer desuden cellevækst i tynd- og tyktarm, så slimhinderne bliver styrket og dermed mere modstandsdygtige overfor de skadelige bakterier.

Mango har også et pænt indhold af de fleste vitaminer, især A-vitamin (beta-caroten) og C-vitamin. Det fine indhold af kalium styrker hjerte og blodtryk.

Mango indeholder mange antioxidanter, bl.a. lutein og zeaxanthin, der er gode for synet og forebygger aldersrelateret synsnedsættelse.

..

et lille skud powerfood

Foruden mango er der to andre superfoods i suppen: chili og ingefær. Chili øger forbrændingen og giver mæthedsfølelse. Derfor er den god, hvis man har brug for at smide et par kg. Ingefær virker antiinflammatorisk, blodtryksregulerende og har masser af andre gavnlige virkninger.

.

mangogazpacho

(4 personer som forret)

1 stor eller 2 små mangofrugter

1/2 agurk

1 spsk revet skalotteløg

2 fed presset hvidløg

finthakket chili efter smag

frø af 4-5 kardemommekapsler eller 1 tsk stødt kardemomme

1-2 skiver daggammelt lyst brød

1 tsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

6 dl afkølet grøntsagsbouillon

4 spsk olivenolie

2 spsk reven ingefær

saft af 1/2 limefrugt

2 dl kokosmælk

salt, friskkværnet peber, rørsukker

en håndfuld frisk mynte

.

Skær mangofrugt og agurk i terninger. Kom dem i blenderen sammen med alle de andre ingredienser undtagen kokosmælk og mynte.

Blend til suppen er ensartet og glat.

Rør så meget kokosmælk i, at konsistensen bliver passende. Suppen skal være temmelig tyk.

Hak et par spsk mynteblade og rør dem i suppen. Smag til med ingefær, salt, peber, limesaft, mynte og evt. et nip sukker.

Sæt suppen/shots’ene i køleskabet indtil serveringen.

.

.

Share

fredag

18

juni 2021

14

KOMMENTARER

stegt spidskål med tomatsalsa – tag med i Kornets Hus

Skrevet af , Posted in forretter, hovedretter, rejser

.

en livslang drøm indfriet på smukkeste vis

Gad vide hvor mange mennesker, der i deres liv lykkes med at opføre et stort oplevelseshus og museum? At skaffe midler fra fonde og være motor og drivkraft for skabelsen af et værk i stor skønhed, både ude og inde.

Det har den visionære bager, Jørn Ussing Larsen og hans hustru Inger, gjort med opførelsen af Kornets Hus.

For mange år siden startede parret det økologiske og biodynamiske bageri, Aurion, i Hjørring. Allerede dengang var de forud for deres tid med gedigent, økologisk og biodynamisk brød. Fra de første fem rugbrød bagt i faderens ovn, voksede bageriet, alt imens Jørn drømte store drømme om et riste en rune over kornet og det gode brød.

Det var også Jørn, der genopdagede de gamle kornarter spelt, enkorn, emmer og kornsorten kamut. Uden den passionerede bager var vi aldrig kommet på det høje brødstade, vi er i Danmark i dag. Jørn introducerede også quinoa til danskerne – det geniale næringsmiddel fra Sydamerika.

.

I Kornets Hus får du svar på alt det, du ikke vidste, du gerne ville vide om et af verdens vigtigste næringsmidler

 

Senest har Jørn så stået i spidsen for opførelsen af det smukke Kornets Hus tæt ved bageriet i Hjørring. Her har det fremsynede par realiseret deres mange visioner om at skabe et oplevelsesrum for kornet – basis for vores daglige brød.

Kornets Hus har fokus på viden om korn, kornets historie og korn som en central råvare i vores ernæring.

.

Alt i Kornets Hus er fremstillet af de ypperste materialer. Hvem tænkte på, at en kornkværn kan være SÅ smuk!

 

Kornets Hus er et sanseligt oplevelsessted med bagekurser, formidling, gastrokøkken, butik, café og meget mere. Jørn og Inger er fornemme repræsentanter for en holistisk holdning, der så småt er ved at spire frem. Når ren tanke og ren handling forenes, går vi mod kærligere tider. De har skabt et hus, hvor alt er smukt. Det er som dug på slagne enge i vores arkitekturfattige tid.

.

den visionære bager

lækker mad i cafeen

Da jeg i søndags besøgte Inger og Jørn i Kornets Hus sammen med to gode venner, blev vi beværtet med en overdådig frokost. En af retterne var stegt spidskål med tomatsalsa på toppen.

Opskriften nedenfor er ikke nøjagtig den samme som i cafeen, men jeg har forsøgt at gengive den efter hukommelsen. Der ligger andre opskrifter på stegt spidskål på bloggen, men denne er specielt delikat på grund af tomatsalsaen, som tilfører både sødme og syrlighed til kålen.

.

.

spis brød til

Foto: Anette Harbech Olesen

 

Spis gerne brød til spidskålen. Det knasende friskbagte brød ovenfor kan man købe i butikken i Kornets Hus.

Jeg har ikke opskrift på brødet, men vil du bage brød til spidskålen, kan jeg anbefale et andet knasende brød, nemlig det æltefri grydebrød.

Lige nu i forsommeren er nye kogte kartofler selvfølgelig også et oplagt tilbehør.

.

æltfrit grydebrød – grundopskrift

.

stegt spidskål med tomatsalsa

(4 personer)

2 små spidskålshoveder

tomatsalsa:

200 g rødløg

olivenolie

2 spsk balsamico

salt, friskkværnet peber

250 g små tomater, gerne flere farver

2 spsk kapers

1 bdt persille

ahornsirup eller rørsukker

 

Lav først salsaen: skær løgene i skiver og lad dem simre i 2-3 spsk olie, til de er bløde men ikke brune.

Tilsæt balsamicoen og lidt salt og peber.

Skær tomaterne i små stykker og bland dem i løgene sammen med de 2 spsk kapers. Tag panden af varmen og smag til med salt, peber og sirup.

Hak persillen og rør den i.

Del spidskålene i kvarte på den lange led og steg dem gyldne på alle sider i 4 spsk olie. Lad kålen simre for svag varme, til den er gennemstegt og blød som smør. Hæld evt. lidt mere olie over.

Servér spidskålen med tomatsalsaen på toppen. Jeg har yderligere drysset med hyldeblomster i anledning af, at det er midsommertid!

.

.

let og lækker sommermad

Share

mandag

14

juni 2021

0

KOMMENTARER

sommerwok med nye kartofler, asparges og ærter

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

let sommermad – alt i én pande

Hvis du heller ikke kan holde dig fra de nye kartofler og aspargesene, er her endnu en idé til at nyde de to fornemme grønne sager. Er man storkonsument, som jeg er, er der brug for mange ideer, så nydelsen af de to lækkerier ikke bliver for ensformig. Forandring fryder!

Og så er retten både let at lave og let i maven. Proteinerne kommer fra sprøde terninger af tofu (som kan erstattes af kogte bønner, kikærter eller linser).

.

kongen og dronningen af sommerens grønt

.

hvide eller grønne asparges

Du kan bruge enten hvide eller grønne asparges til retten – eller begge slags.

De hvide skal skrælles – de grønne skal blot skrælles nederst på stilkene.

.

lækker tofu

Hvis du vil undgå fornemmelsen af pap i munden, når du spiser tofu, vil jeg endnu en gang anbefale tofuen fra Le Trang. Den er fast og cremet på samme tid. Den er ikke billig, men den er god!

Læs mere om Le Trangs tofu her – og find forhandlere.

Husk at tofu altid skal presses fri for væde, hvis den skal blive gylden og sprød. Og så skal tofu steges ved god varme. En wok er skabt til at stege perfekt tofu.

Engang var det enormt populært at lave mad i en wok. Nu er den geniale pande nærmest gået i glemmebogen, og det er ærgerligt, for wokken er perfekt til lynstegning. Når først grøntsagerne er rensede og snittede, kan man lave mad på ganske få minutter. Hvad med at finde wokken frem igen?

.

hvis denne wok kunne tale …

Wokken på billedet er en af mine højst ekskede køkkenredskaber. Jeg købte den gamle ramponerede og splejsede wok for mange år siden af en kvinde i nærheden af tempelkomplekset Angkor Wat i Cambodia. Det var længe før templerne blev restaureret – og før der kom turister i området. Så jeg havde det hele for mig selv og kunne derfor nemt komme i snak med de gæstfri risbønder.

Når denne wok er helt speciel for mig, er det fordi den gemmer på en grum og fantastisk historie. Da Pol Pot, lederen af De røde Khmerer, var ved magten og myrdede omkring to millioner af sine landsmænd sidst i 1970’erne, havde han mange måder at torturere befolkningen på. En af dem var at indsamle alle landets wokker, som er et helt uundværligt redskab for alle cambodianere.

Wokkerne blev derefter uddelt til den del af befolkningen, der støttede Pol Pot. De andre måtte klare sig, som de bedst kunne. Hvis denne wok kunne tale …

.

sommerwok med nye kartofler, asparges og ærter

(4 personer)

600 g små nye kartofler

200 g røget eller marineret tofu (evt. kogte bønner, linser etc.)

250 g ærter

100 g forårsløg

½ kg asparges (hvide eller grønne) – kan erstattes af snittet spidskål  eller broccoli udenfor aspargessæsonen)

olivenolie

2 dl havrefløde eller anden fløde

salt, friskkværnet peber

citronsaft

1 bdt dild 

.

Kog kartoflerne 5-6 minutter og sluk for varmen. Lad kartoflerne stå i vandet, til de er møre men faste. Afdryp dem.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i små terninger.

Bælg ærterne og snit forårsløgene.

Skræl hvide asparges og skær aspargesene i tre-fire stykker. Del dem også i to på langs, hvis de er tykke.

Varm 2-3 spsk olie op i en wok eller stor pande og steg tofuen gylden og sprød. Sæt den til side og hold den varm.

Kom lidt mere olie i wokken og svits forårsløg, ærter og asparges. Svits alle grøntsagerne et par minutter.

Kom de kogte kartofler i wokken og hæld fløden ved. Bring den i kog og varm kartoflerne igennem.

Tilsæt den stegte tofu.

Smag til med citronsaft, salt og peber. Drys med klippet dild ved serveringen.

Servér kogt perlebyg eller hel hvede (koges 15-20 minutter) eller quinoa (koges ca. 20 minutter) til sommerretten.

.

.

Share