Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk julesuppeArkiv

fredag

13

december 2024

3

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 13 – en suppe der varmer midt i trængsel og alarm

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad

.

tank op med en skøn suppe

Kender du mon det, at december løber af med én?  Jeg havde forestillet mig en stille måned med god tid til julekalenderen og lidt hyggelig pusleri med nye retter, men sådan er det ikke gået. Slet ikke!

Det er jeg næppe ene om, og så er det, man har brug for noget mad med saft og kraft. Og noget der kan laves lynhurtigt. Det tilbyder denne suppe med den supersunde palmekål og de proteinrige limabønner. Chili sørger for varmen!

.

verdens nemmeste mad

Suppe er den slags mad, jeg spiser mest af, og det undrer mig altid, at langtfra alle kan se det geniale i en suppe.

En suppe imødekommer alle krav til sund og hurtig mad: det hele koges i én gryde, man kan stort set bruge de grøntsager, man har på lager, man bruger meget lidt fedtstof, og – ikke mindst – suppe er lynhurtig at tilberede.

Sådan en gryde kan være propfyldt  med vitaminer, mineraler og proteiner. Og så kan man lave dobbelt portion, så man har til to dage. Ofte smager en suppe faktisk bedre på andendagen.

Og en suppe kan sagtens udgøre en hovedret. Det gælder også denne suppe med palmekål og bønner. Lav dobbelt portion, og servér brød til. Så er jeg sikker på, at alle bliver glade og mætte.

Drysset af hakkede valnødder og frisk æble tilfører ekstra lækkerhed.

Har du ikke palmekål, kan du erstatte med grønkål.

Har du ikke limabønner, kan du erstatte med enhver anden slags bønner, kikærter eller linser.

.

superkål

De lange slanke blade konkurrerer med grønkål om at være mest sunde. De er begge en rigtig booster for kroppen. Kålen indeholder meget A-vitamin (betakaroten), B-, C- og K-vitaminer.

Kålen er også rig på kalk, fosfor, mangan, og en fin kilde til magnesium.

Palmekål indeholder også antioxidanterne glucosinolat og glucoraphanin, der anses for  at være kræfthæmmende.

.

palmekålssuppe med limabønner og æble/valnøddedrys

(4 personer)

4 tørrede shiitakesvampe

100 g løg

4 fed hvidløg

chipotlechili efter smag (evt. anden slags tørret chili)

2 spsk olivenolie

2 stilke bladselleri

4  blade palmekål (kan erstattes af grønkål)

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

150 g gulerødder

150 g blomkål

1 dåse eller brik hvide limabønner (230 g drænet vægt)

miso, tamari, friskkværnet peber

citronsaft

1 pigeonæble

25 g valnødder

evt. 4 spsk planteyoghurt

evt. ærteskud, mynte eller koriander

.

Hæld kogende vand på svampene og lad dem udbløde en halv times tid.

Hak løg, hvidløg og chili. Svits de tre ting i olien, til løgene er klare.

Skær de udblødte svampe i små stykkker. Gem vandet. Kassér stokkene.

Snit bladselleri og palmekål.

Kom bladselleri, palmekål og svampe i gryden sammen med bouillonen og væden fra svampene.

Lad suppen simre under låg 8-10 minutter. Skær gulerødderne i skiver og blomkålen i små stykker.

Kom grøntsagerne i suppen og lad den simre endnu et par minutter. Tilsæt de afdryppede bønner. Tilsæt om  nødvendigt mere bouillon.

Rør 2-3 tsk miso ud i lidt varmt vand og rør den i suppen.

Smag til med tamari, peber og citronsaft. Tilsæt om nødvendigt mere miso.

Suppen skal ikke koge, efter at misoen er tilsat.

Skær æblet i små terninger og vend dem i citronsaft.

Hak valnødderne.

Servér evt. suppen med en spsk yoghurt på toppen og drys med æbleterninger, valnødder og den valgte krydderurt.

.

mangler du en bæredygtig julegave?

Er du i bekneb for en gave, der skåner både kroppen, klimaet og dyrene, kan min nye bog, “Grøn gæstemad” anbefales. Den glæder smagsløgene, er langtidsholdbar og indeholder mere end 100 opskrifter på grøn mad til årets store begivenheder. Et helt afsnit er med juleopskrifter.

Bogen kan købes hos den lokale boghandler – eller hos Saxo, hvor den koster kr. 224,95.

.

Share

lørdag

19

december 2020

6

KOMMENTARER

styrk immunforsvaret med en lækker suppe og bag et julebrød – låge nr. 19 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in forretter, julemad, supper, vegansk julemad

..

julerød rødbedesuppe som hovedret

Når vinteren er mørkest og coronaen nærmest, er det om at styrke immunforsvaret. Det gør man allerbedst ved at spise masser af sund mad og få masser af frisk luft og motion.

Her er et bud på en julerød suppe, der styrker alle celler i kroppen.

.

rødbedesuppe som hovedret

Selv om julen på mange måder er vendt på hovedet i år, gætter jeg på, at der er travlhed hos mange af jer. Hvad er så mere oplagt end at lave en hurtig og sund aftensmad?

Og hurtig mad betyder suppe. Alt laves i én gryde, og denne suppe kan spises som hovedret med godt brød til. Det kan passende være et krydret julebrød, se nedenfor.

.

her hjælper kun bønner

For at suppen kan være mættende nok som hovedret, har jeg tilsat store hvide limabønner (også kaldt butter beans). Men du kan vælge alle andre proteinkilder: kikærter, linser, tofu etc. – og så et stykke lækkert brød med knasende skorpe.

.

krydret julebrød

Julebrødet er bagt som æltefrit grydebrød. Det er en lynhurtig måde at bage på, fordi dejen ikke skal æltes men blot røres sammen og stå 8-10 timer eller natten over. Og så er det næsten umuligt at mislykkes med sit grydebrød.

Æltefrit grydebrød udmærker sig ved at have en luftig krumme og en knasende skorpe.

Se opskriften længere nede.

.

har du for mange kvæder?

Hvad gør man egentlig med sine kvæder? De dufter selvfølgelig dejligt i stuen, men har man mange, er det også rart at kunne bruge dem i madlavningen. Men de er hårde, syrlige og noget utilnærmelige.

Man kan jo altid lave et kvædebrød – eller bruge kvæderne i en pilaf, som jeg så i Uzbekistan. Endelig er kvæder velegnede i supper. Jeg har kommet kvæde i denne suppe, men har du ikke denne frugt, går det fint med pærer i stedet.

..

sjæle- og celleføde

rødbedesuppe med kvæde eller pærer (hovedret)

(4 personer)

100 g kikærter eller store hvide bønner (limabønner)

100 g løg

4 fed hvidløg

1 spsk spidskommen

olivenolie

300 g kvæder eller pærer

300 g rødbeder

7 dl grøntsagsbouillon

1 spsk stødt kanel

2-3 spsk reven ingefær

2 dl tyk kokosmælk

salt, friskkværnet peber, ahornsirup eller rørsukker

8 tørrede abrikoser (kan erstattes af rosiner)

2 spsk sorte eller brune sesamfrø

1 tsk stødt kardemomme

koriander eller anden krydderurt

 

Læg kikærter eller bønner i blød mindst 8 timer. Afdryp dem og kog dem møre, se om kogning af bønner og kikærter her. Afdryp og afkøl dem.

Du kan også bruge kikærter eller bønner fra dåse eller brik. Så skal du bruge ca. 200 g afdryppede.

Hak løg og hvidløg.

Rist spidskommenfrøene i en tør gryde, til de dufter.

Tilsæt 2 spsk olie samt løg og hvidløg. Svits løgene til de er let gyldne.

Skær kvæder eller pærer i terninger. De skal ikke skrælles. Skræl rødbederne og skær dem ligeledes i små terninger.

Kom dem i gryden sammen med bouillonen. Læg låg på gryden og lad suppen simre ca. 15 minutter. Afkøl den lidt.

Tilsæt kanel, ingefær og kokosmælk.

Blend suppen og smag den til med ingefær, kanel, salt, peber og sirup eller sukker. Hvis du bruger kvæde, er suppen syrlig, og så skal du bruge lidt mere sukker.

Skær abrikoserne i små bitte stykker og kom dem i suppen.

Svits de kogte og helt tørre kikærter eller bønner i 2 spsk olivenolie på en pande. Tilsæt kardemomme og sesamfrø. Drys med lidt salt og peber.

Rist kikærter eller bønner, til de er gyldne. Rør de fleste i suppen, men gem lidt til pynt.

Servér suppen portionsvis. Læg lidt kikærter eller bønner på toppen sammen med den valgte krydderurt. Du kan også sætte en spsk kokosmælk på suppen.

Giv gerne et godt stykke brød til suppen, fx et krydret julebrød.

.

krydret julebrød

Sikken voldsom trængsel og alarm … Her er både smag og duft af jul, men brødet kan også nydes resten af året!

Brødet er ikke voldsomt stort, så du kan evt. fordoble mængderne.

.

(bagt i 1 liters form)

gær som en ært (alm. bagegær)

3 dl vand

2 tsk salt

½ tsk rørsukker

2 tsk stødt kanel

1 tsk stødte nelliker

1 tsk stødt kardemomme

1 tsk stødt allehånde

150 g sigtet speltmel

175 g hvedemel

olie til hæveformen

.

  1. Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, sukker og krydderier. Vær sikker på, at gæren er helt opløst.
  1. Tilsæt melet og rør dejen sammen. Vurdér hvor meget mel, der skal i. Dejen skal være blød men ikke flydende. Når du har bagt brødet en enkelt gang, vil du vide, hvordan konsistensen skal være.
  1. Dæk skålen med et klæde og lad dejen hæve mindst 12 timer – gerne længere. Lad dejen stå ved stuetemperatur. Det er vigtigt ikke at sætte den i køleskabet.
  1. Hæld den nu temmelig flydende dej ud på et godt meldrysset bord og fold den sammen fire-fem gange fra hver side. Drys med mere mel. Brug en spatel til at folde dejen med. Dejen bliver mere flydende under hævningen, og derfor tilsættes lidt mere hvedemel.
  1. Smør hævefadet med olie og læg dejen i igen.
  1. Dæk fadet eller skålen med et bageklæde og lad dejen efterhæve ca. 2 timer, evt. længere.
  1. Sæt den valgte gryde eller form plus låget i ovnen og tænd på 250 grader. Når temperaturen er nået, så lad ovnen stå endnu nogle minutter, så du er helt sikker på, at ovnen og formen er gennemvarme.
  1. Tag gryden eller formen ud af ovnen (pas på fingrene!!!) og drys lidt mel i bunden. Hæld dejen over i formen, læg låget på og sæt hurtigt gryden/formen i ovnen igen. Hvis du bager i en form uden låg, så læg stanniol over formen og bind den omkring formen med snor, der kan tåle den høje temperatur.
  1. Bag brødet 20 minutter. Skru ned til 225 grader og fjern låget eller stanniolen fra gryden/formen.
  1. Bag brødet færdigt endnu 15-20 minutter, eller til overfladen er smukt gylden.
  2. Vip brødet ud af formen og lad det afkøle på en rist.
  1. Skær ikke af brødet, før det er helt afkølet.

Grydebrød er velegnede til frysning. Efter optøning bør de varmes i ovn eller på brødrister.

 

.

Share