Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

næringsindhold i palmekålArkiv

fredag

13

december 2024

3

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 13 – en suppe der varmer midt i trængsel og alarm

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad

.

tank op med en skøn suppe

Kender du mon det, at december løber af med én?  Jeg havde forestillet mig en stille måned med god tid til julekalenderen og lidt hyggelig pusleri med nye retter, men sådan er det ikke gået. Slet ikke!

Det er jeg næppe ene om, og så er det, man har brug for noget mad med saft og kraft. Og noget der kan laves lynhurtigt. Det tilbyder denne suppe med den supersunde palmekål og de proteinrige limabønner. Chili sørger for varmen!

.

verdens nemmeste mad

Suppe er den slags mad, jeg spiser mest af, og det undrer mig altid, at langtfra alle kan se det geniale i en suppe.

En suppe imødekommer alle krav til sund og hurtig mad: det hele koges i én gryde, man kan stort set bruge de grøntsager, man har på lager, man bruger meget lidt fedtstof, og – ikke mindst – suppe er lynhurtig at tilberede.

Sådan en gryde kan være propfyldt  med vitaminer, mineraler og proteiner. Og så kan man lave dobbelt portion, så man har til to dage. Ofte smager en suppe faktisk bedre på andendagen.

Og en suppe kan sagtens udgøre en hovedret. Det gælder også denne suppe med palmekål og bønner. Lav dobbelt portion, og servér brød til. Så er jeg sikker på, at alle bliver glade og mætte.

Drysset af hakkede valnødder og frisk æble tilfører ekstra lækkerhed.

Har du ikke palmekål, kan du erstatte med grønkål.

Har du ikke limabønner, kan du erstatte med enhver anden slags bønner, kikærter eller linser.

.

superkål

De lange slanke blade konkurrerer med grønkål om at være mest sunde. De er begge en rigtig booster for kroppen. Kålen indeholder meget A-vitamin (betakaroten), B-, C- og K-vitaminer.

Kålen er også rig på kalk, fosfor, mangan, og en fin kilde til magnesium.

Palmekål indeholder også antioxidanterne glucosinolat og glucoraphanin, der anses for  at være kræfthæmmende.

.

palmekålssuppe med limabønner og æble/valnøddedrys

(4 personer)

4 tørrede shiitakesvampe

100 g løg

4 fed hvidløg

chipotlechili efter smag (evt. anden slags tørret chili)

2 spsk olivenolie

2 stilke bladselleri

4  blade palmekål (kan erstattes af grønkål)

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

150 g gulerødder

150 g blomkål

1 dåse eller brik hvide limabønner (230 g drænet vægt)

miso, tamari, friskkværnet peber

citronsaft

1 pigeonæble

25 g valnødder

evt. 4 spsk planteyoghurt

evt. ærteskud, mynte eller koriander

.

Hæld kogende vand på svampene og lad dem udbløde en halv times tid.

Hak løg, hvidløg og chili. Svits de tre ting i olien, til løgene er klare.

Skær de udblødte svampe i små stykkker. Gem vandet. Kassér stokkene.

Snit bladselleri og palmekål.

Kom bladselleri, palmekål og svampe i gryden sammen med bouillonen og væden fra svampene.

Lad suppen simre under låg 8-10 minutter. Skær gulerødderne i skiver og blomkålen i små stykker.

Kom grøntsagerne i suppen og lad den simre endnu et par minutter. Tilsæt de afdryppede bønner. Tilsæt om  nødvendigt mere bouillon.

Rør 2-3 tsk miso ud i lidt varmt vand og rør den i suppen.

Smag til med tamari, peber og citronsaft. Tilsæt om nødvendigt mere miso.

Suppen skal ikke koge, efter at misoen er tilsat.

Skær æblet i små terninger og vend dem i citronsaft.

Hak valnødderne.

Servér evt. suppen med en spsk yoghurt på toppen og drys med æbleterninger, valnødder og den valgte krydderurt.

.

mangler du en bæredygtig julegave?

Er du i bekneb for en gave, der skåner både kroppen, klimaet og dyrene, kan min nye bog, “Grøn gæstemad” anbefales. Den glæder smagsløgene, er langtidsholdbar og indeholder mere end 100 opskrifter på grøn mad til årets store begivenheder. Et helt afsnit er med juleopskrifter.

Bogen kan købes hos den lokale boghandler – eller hos Saxo, hvor den koster kr. 224,95.

.

Share

fredag

20

januar 2017

4

KOMMENTARER

palmekålsruller på bund af persillerodspuré

Skrevet af , Posted in hovedretter

21. januar 2017

.

når empati rækker til dyrene

Det ser ud, som om vi er på vej ind i en tid, hvor empatien bliver mere og mere bundfrossen. En tid, hvor enhver er sig selv nok, hvor vi bygger mure omkring vores egne goder. En tid, hvor der ikke er plads til hjerterum eller overskud til at tænke på vores medskabninger – og da slet ikke på dyrene! Vi skal hver især rage til os og lade fanden tage de sidste.

Heldigvis er det sådan, at når mørket er dybest, er lyset nærmest. Et af de lys, der skinner klarest i disse år, er det stigende antal mennesker, der har så meget empati for dyrene og kloden, at de vælger at leve vegansk. På denne smukke himmel stråler ikke mindst en stjerne ved navn Karin Elrød.

Karin har netop udgivet bogen “Veganer – sådan kommer du i gang”. Dét er i den grad en bog “til tiden”, for hvad gør man, når det er gået op for én, at man ikke mere kan nænne hverken at spise eller bære noget, der kommer fra dyr? Helt enkelt er det ikke, for der er animalske produkter i langt flere ting, end de fleste af os tænker over til hverdag. Og så er der ikke mindst besværet med venner og familie, der tit har svært ved at forstå og acceptere dette kærlige valg.

Med denne smukke “veganerbibel” i hånden er der god og kærlig hjælp at hente. Man bliver ført gennem alt fra de etiske overvejelser, miljøet og klimaet, over sundhed til det sociale og alle dilemmaerne. Her er praktiske og kontante råd om at undgå faldgruberne, og Karin argumenterer overbevisende om, at veganerlivet er dét, vi alle bør vælge.

Jeg er helt enig, men jeg ville aldrig turde erklære mig selv for veganer. For, som Karin nævner, findes der nemlig noget, der hedder “veganerpolitiet”, og Gud hjælpe den stakkel, der træder en smule ved siden af. Det kan man selvfølgelig godt, men så er man ikke veganer, og der findes nidkære veganere, der ikke tolererer nogen form for fejltrin. Det er SÅ synd for den gode sag. Jeg ville sådan ønske, at “veganerpolitiet” ville have så meget empati, at de OGSÅ kunne se, at alle mennesker er på vej. Vi er alle på forskellige stadier af udvikling. Mennesker har spist kød i årtusinder, og nogle behøver længere tid end andre til helt at droppe de animalske produkter.

Og veganisme ER vejen frem. Det er fremtiden. Ingen tvivl om det. Selv om det ser mørkt ud i øjeblikket, vil vi med tiden ikke kunne nænne at ernære os af vore medskabninger. Men ting ta’r tid. Skal det gå lidt hurtigere, så læs Karins bog. Her er ingen løftede pegefingre. Forfatteren formidler kun glæde ved den veganske livsstil.

“Veganer – sådan kommer du i gang” er en bog, som jeg tror vil overbevise mange om det nødvendige, nyttige og  smagfulde ved at droppe alle animalske produkter. Især kan jeg forestille mig, at mange vegetarer vil gå ind i denne den ny tids spisevaner. Og det ER altså ikke så svært. Man skal lige møblere lidt om i hovedet, men det er en vidunderlig udfordring. Og så hjælper det ikke blot dyrene, men også kloden og dig selv.

Tak til Karin Elrød for en smuk og livsbekræftende bog,

“Veganer – sådan kommer du i gang” er udgivet af Forlaget Heart Planet. Den koster kr. 229,- og kan købes hos boghandlerne.

 


.

20. januar 2017

..

ruller der rykker – palmekål med fyld

Palmekål minder om grønkål men er ikke helt så almindelig i Danmark. De lancetformede blade ligner lidt en lille palmegren. Kålen er en smule mildere end grønkål.

Ernæringsmæssigt er kålen mindst lige så sund som grønkål, dvs. at den er et super boost for kroppen med indhold af mange vitaminer og mineraler. Især er kålen rig på magnesium, som er så vigtig for knoglerne sammen med kalk og D-vitamin. Ligesom de andre sorter kål, indeholder palmekål også stofferne glucosinolater og glukoraphaniner, der har vist sig virksomme mod kræftceller.

.

alternativer til palmekål

Hvis din lokale butik ikke lige har palmekål i øjeblikket, kan du i stedet bruge blade af savoykål som “indpakning” til fyldet.

Du kan også vælge bladbeder. Med deres kulørte stilke er de lige til at blive i godt humør af på en grå vinterdag.

Til gengæld er grønkål ikke så velegnet, da midterribben er for grov og bladene ikke er store nok til at rulle om fyldet. Men du kan evt. lægge lag af fyldet sammen med letdampede grønkålsblade på samme måde som i grønkålslasagnen.

.

bladbeder vinder på udseendet

 .

kål med lækkert fyld

Fyldet består af proteinrig tofu, svampe og græskarkerner. Hvis du får fyld til overs, så servér det til retten separat.

.

persillerødder i bunden

Hvis du vil undgå fede sovse, er rodfrugter et udmærket bytte. Til denne puré eller “sovs” har jeg valgt persillerødder, men du kan også bruge pastinak, gulerod eller rødbede. Det bliver mere en puré end en sovs.

.

palmekålsruller i persillerodspuré (4 personer)

puré:

200 g persillerod

1 1/2 dl plantefløde (havre, mandel eller soja)

2 spsk gærflager (kan udelades)

evt. 1 spsk maizenamel

1/2 tsk reven muskatnød

1/2 dl hakket persille

1-2 spsk citronsaft

salt, peber, rørsukker

fyldt kål:

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g champignon

1 rød peberfrugt

1/2 frisk chili eller et nip tørrede chiliflager

50 g græskarkerner, mandler eller valnødder

1 dl silketofu eller fast smuldret tofu

2-3 spsk boghvedemel, havremel eller rismel

12-16 blade palmekål (kan erstattes af savoykål eller bladbeder)

4 spsk sesamfrø

.

Lav først sovsen: skær persillerødderne i små terninger og kog dem møre i vand, der netop dækker, 8-10 minutter.

Hæld vandet fra (gem det) og purér persillerødderne med fløden, til pureen eller ”sovsen” er glat. Tilsæt muskatnød og den hakkede persille (gem evt. lidt til pynt), måske også lidt af kogevandet. Du kan evt. jævne ”sovsen” med lidt maizenamel rørt ud i vand, hvis den er for tynd.

Smag ”sovsen” til med citronsaft, salt, friskkværnet peber og sukker. Hæld den i et ovnfast fad.

Hak løg og hvidløg til fyldet. Svits de to ting i olien, til løgene er let gyldne.

Hak også svampene og peberfrugten (fjern kerner og frøstol og gem evt. lidt af frugtkødet til at drysse på retten senere).

Kom svampe og peberfrugt på panden og svits ved rask varme, til svampene er bløde. Tilsæt chili eller chiliflager. Hak de valgte kerner, mandler eller nødder fint. Bland dem i fyldet.

Rør tofuen i blandingen og tilsæt det valgte mel, til fyldet er sammenhængende, men det skal ikke være for fast.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Kog kålbladene i rigeligt vand ca. 5 minutter. De er lidt seje at tygge, hvis de ikke koges nok. Afdryp bladene.

Skær det nederste ”nøgne” stykke af stilkene (op til hvor bladene begynder). Snit stilkene meget fint og rør dem i fyldet.

Fordel fyldet på bladene og rul dem sammen. Læg rullerne på persillerodspureen.

Pensl rullerne med lidt olivenolie og drys med sesamfrø.

Bag rullerne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter. Hold øje med, at overfladen ikke bliver for mørk.

Drys evt. med små terninger af den røde peberfrugt og lidt persille.

.

.

rødbedesalat som tilbehør

Servér fx en rødbedesalat med cashewcreme til kålrullerne. Se opskriften her.

.

mere grønt i Rudersdal

I efteråret startede jeg sammen med ildsjælen Henrik Hjortdal et kødfrit folkekøkken i Holte. Det blev en stor succes med mange besøgende og lange ventelister.

Vi fortsætter med de kødfrie mandage i foråret – nu med adresse i Manziusgården i Birkerød. Den første folkemiddag er den 30. januar. Læs mere her. Det bliver forskellige foreninger, der kommer til at stå for arrangementerne.

Du sikrer dig en plads mandag den 30. januar ved at indbetale middagens pris, kr. 40,-, pr. mobil pay til 20 78 26 89.

 

Share