Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

søndag

14

december 2025

2

KOMMENTARER

Julekalenderen 2025, låge nr. 14: julemiddagen er parat!

Skrevet af , Posted in desserter, festmad, forretter, hovedretter, julemad

.

få tjek på den store aften

Selv om juletraditionerne hos mange er nagelfaste år for år, kommer her alligevel mit bud på årets julemiddag. Hovedretten er som sædvanlig en postej, men har du lyst til andre forslag, ligger der masser af opskrifter her på bloggen på postejer og pateer, der egner sig som julemad. Søg blot på postej eller paté.

Vi starter med små ruller af aubergine, som kan nydes sammen med et velkomstglas – eller være en lille forret.

Derefter en anden lille forret med rødbede. Så kommer hovedretten som i år er postej med æbler og svesker. Hertil serveres naturligvis brun sovs og brunede kartofler.

Måske er risalamanden en urokkelig gæst på menuen hjemme hos dig. Hvis ikke, foreslår jeg små æbleroser bagt med marcipan og serveret med nougatis.

.

aubergineruller til et lille glas

aubergineruller – snack eller forret

(4 personer)

1 aubergine, ca. 300 g

olivenolie

100 g rødløg

2 spsk ahornsirup

1 stor tomat

1 fast avocado

salt, friskkværnet peber

balsamicoglacé:

½ dl mørk balsamico

2 spsk rørsukker

timian eller anden krydderurt

.

Skær auberginen i meget tynde skiver på langs. Der bliver 24-25 skiver af en aubergine på omkring 300 g.

Du har brug for enten et mandolinjern eller en pålægsmaskine for at skære skiverne tynde nok.

Læg skiverne i godt varm olie på en pande og steg dem hurtigt på begge sider. De skal forblive bløde, så de kan rulles.

Lad skiverne afkøle. Du kan stege dem dagen før, de skal bruges.

Skær løget i tynde både og lad dem simre i 2 spsk olivenolie og 2 spsk sirup, til de er bløde og karamelliserede. Afkøl dem.

Skær tomaten i små terninger. Fjern kerner og saft.

Skær avocadoen i små terninger.

Bland løg, tomat og avocado og smag godt til med salt og peber.

Fordel fyldet på aubergineskiverne og rul dem sammen.

Kog balsamico og sukker sammen, til glaceen tykner. Afkøl den. Du kan evt. lave en større portion, da glaceen kan holde sig lang tid i køleskabet.

Læg rullerne på et fad og dryp med glaceen.

Pynt evt. med timian eller en anden krydderurt.

.

.

rødbede med cashewcreme

bagte rødbeder med cashewcreme, rød skovsyre og pistacienødder

(4 personer)

2 aflange rødbeder, ca. 300 g

100 g cashewnødder eller 2 dl havre cremefraiche

plantefløde

flydende røg eller dijonsennep

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

1 potte rød skovsyre

25 g pistacienødder eller andre nødder

.

Bag rødbederne i en 200 grader varm ovn – eller kog dem i vand i en gryde – til de er møre, 40-50 minutter afhængig af størrelsen.

Flå rødbederne og skær dem i fire lige lange og tykke skiver. Gem det overskydende rødbede til en anden ret, fx en suppe.

Læg stykkerne på fire tallerkener.

Findel cashewnødderne sammen med lidt fløde til en temmelig tyk creme.

Smag enten cashewcremen eller cremefraichen til med enten flydende røg eller sennep og/eller citronsaft, lidt reven -skal samt salt og peber.

Fordel cremen på de fire stykker rødbede og dæk dem med blade af rød skovsyre.

Hak nødderne og drys dem på.

.

.

årets julepostej

julepostej med æbler og svesker

(4-5 personer)

150 g tørrede kidney-, brune- eller borlottibønner (eller ca. 250 g afdryppet vægt fra dåse/brik)

20 g tørrede svampe

100 g løg

olivenolie

3-4 laurbærblade

½ kg renset selleri

150 g hasselnødder eller andre nødder/kerner

100 g havregryn

3 spsk gærflager (kan udelades)

3-4 spsk tahin

3-4 spsk tamari

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

100 g æbler

100 g svesker uden sten

.

Hvis du bruger tørrede bønner, så sæt dem i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 30-35 minutter. Afdryp dem. Afdryp også evt. bønner fra dåse/brik.

Hæld lidt kogende vand på svampene, og lad dem udbløde en halv times tid. Afdryp dem, men gem væden, og hak dem groft.

Hak løgene, og svits dem i 2 spsk olie sammen med svampene og laurbærbladene.

Skær sellerien i små terninger, og kog dem møre 6-8 minutter i vand, der netop dækker. Afdryp sellerien – brug evt. vandet til brun sovs.

Findel først de kogte bønner (tilsæt evt. lidt væde fra svampene, men gem resten til den brune sovs) og derefter sellerien i en foodprocessor.

Rør de to ting sammen, og tilsæt de svitsede løg og svampe.

Hak nødderne. Hak halvdelen mellemfint med en kniv. Findel resten i foodprocessoren. Gem evt. nogle nøddeflager til pynt på postejen.

Rør nødder, havregryn, gærflager, tahin og tamari i farsen.

Riv et par tsk af citronskallen, og kom det i farsen sammen med 2 spsk citronsaft.

Smag godt til med salt og peber og evt. mere citronsaft.

Lad farsen hvile en halv times tid.

Skær æblet og sveskerne i skiver.

Smag på farsen igen, og læg halvdelen i en smurt ovnfast form. Læg æbler og svesker på farsen, og læg resten af farsen øverst.

Pres farsen godt sammen i formen. Læg evt. laurbærbladene på postejen som pynt sammen med nøddeflager.

Pensl overfladen med olivenolie, og læg aluminiumsfolie over fadet.

Bag postejen i en 200 grader varm ovn 20 minutter. Fjern folien, og bag den endnu ca. 20 minutter. Lad postejen stå i den slukkede ovn yderligere 8-10 minutter.

Servér brunede kartofler og brun julesovs til postejen.

.

.

den søde afslutning

æble- og marcipanroser med nougatis

(4 personer)

25 g mandelflager

4 æbler, ca. 350 g

75 g marcipan

olivenolie

rørsukker

flormelis

evt. spiselige blomster til pynt

.

Rist mandelflagerne gyldne i lidt olivenolie og sæt dem til side.

Fjern kernehusene fra æblerne og skær dem i tynde skiver på et mandolinjern.

Skær marcipanen i tynde skiver.

Saml skiverne af æble til en ”rose” og sæt skiverne af marcipan imellem skiverne af æble.

Sæt ”roserne” i en metalform, fx en form beregnet til muffins.

Pensl æblerne med lidt olie og drys med rørsukker.

Bag ”roserne” i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter. De skal være let gyldne.

Servér desserten lun. Drys med flormelis og de ristede mandler, evt. også lidt spiselige blomster.

Giv evt. nougatis til ”roserne”, se opskriften her.

.

.

Share

fredag

12

december 2025

1

KOMMENTARER

juelkalenderen 2025, låge nr. 12: lækker og hurtig mad i december-travlheden

Skrevet af , Posted in hovedretter, julemad

.

en december-klassiker

Dagens ret med kartoffel- og mandellåg vender jeg tilbage til hvert år i december. For det første er den hurtig at tilberede i juletravlheden, for det andet er den i al sin enkelhed meget lækker. Du har sikkert mødt den før, så her blot en påmindelse om en hverdagsret, der opfører sig, som om den var festmad.

.

kikærter og kartofler – a match made in heaven

Selv om december er en travl måned, skal vi alligevel have lækker mad fuld af gode næringsstoffer. Og her kommer både kikærter, kartofler og rosenkål ind som tre klare vindere. Og så er det oven i købet billig mad i en dyr måned.

Kikærterne i dagens ret er ikke ristede som dem på fotoet ovenfor. Jeg har taget de ristede med, fordi de er lækre som snack til et glas vin. Og så sætter man samtidig lidt ind på sin protein-“konto”. Sunde snacks hænger ikke på træerne – eller snarere: de ligger ikke i supermarkedet!

I stedet for kikærter kan du bruge de danskproducerede Ingridærter.

Se opskriften på ristede kikærter her.

.

superenkle produkter

Det er jo december, så jeg har drysset kartoflerne med mandler, men ellers koster hverken kikærter, rosenkål eller kartofler en formue.

Hertil kommer, at du kan lave retten på under 1/2 time, hvis du bruger kogte, frosne kikærter, som du måske har liggende i fryseren – eller vælger kikærter fra dåse/brik.

Retten kan laves dagen før, den skal serveres. Varm den i givet fald op i en 200 grader varm ovn 10-15 minutter.

.

god kombination

Kartofler og kikærter er et match made in heaven. Ni ud af ti nisser elsker den kombination! De to produkter passer virkelig godt sammen.

En anden klassiker med kartofler og kikærter: Jeg spiser sjældent pasta, men når jeg gør det, er det ofte pasta med stegte terninger af kogte kartofler, kikærter, rigeligt med chili, hvidløg og persille i en rigtig god olivenolie eller en flødesovs. Det er hurtig, billig og ekstremt velsmagende mad. Har du en rest kogte kartofler, er retten lavet på under 20 minutter.

.

kikærter, rosenkål og spinat bagt med kartoffellåg

(4 personer)

200 g tørrede kikærter eller 2 dåser/brikker (kan byttes ud med alle slags bønner eller linser)

200 g rosenkål

2-2 ½ dl plantefløde

150 g frossen spinat eller 100 g afribbet frisk grønkål

1-2 spsk citronsaft

ca. 1 spsk dijonsennep

½ dl hakkede tørrede tomater i olie

½ dl hakkede kapers

salt, friskkværnet peber

ca. 300 g kartofler, evt. mere

olivenolie

25 g mandler

.

Læg tørrede kikærter i blød ca. 8 timer. Kog dem ca. 20 minutter i nyt vand og afdryp dem. Afdryp kikærter fra dåse eller brik.

Skær rosenkålene i kvarte.

Bring fløden i kog med lidt citronsaft. Tilsæt rosenkål og spinat eller finthakket grønkål. Lad spinaten tø op og fjern gryden fra varmen.

Smag til med sennep, tomater, kapers samt salt og peber.

Hæld kikærter, fløde og rosenkål i et ovnfast fad.

..

Høvl kartoflerne til tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern.

Hvor mange kartofler, du skal bruge, afhænger af, hvor stort dit fad er. Men hele retten skal være dækket af taglagte kartoffelskiver.

Pensl skiverne med olie og sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Skær mandlerne i flager og drys dem på kartoflerne efter de 15 minutter. Pensl med lidt olie igen og bag retten endnu 15-20 minutter.

Hvis du ønsker overfladen mere gylden, kan du sætte fadet under grillen et øjeblik.

.

.

Share

mandag

8

december 2025

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 8: comfort food i december

Skrevet af , Posted in hovedretter, julemad

.

eksotisk jul med hilsen fra Mellemøsten

Hu hej, hvor det går! Det er med at holde tungen lige i munden, og forkølelser og influenza fra kroppen. Det kan man være heldig at gøre, hvis man følger et par gamle husråd og spiser masser af hvidløg og ingefær.

Hvidløg virker stærkt antibakterielt og antiinflammatorisk. Og desuden er det kolesterolsænkende og regulerende for blodtrykket.

Ingefær er antiinflammatorisk og antioxidant, roden styrker immunforsvaret, øger stofskiftet, og er virksom ved visse former for gigt.

Hvidløg og ingefær er simpelt hen nogle af vores bedste venner her i decembers travlhed.

……..

yoghurt kan skiftes ud med hummus

Hvis du ikke er til yoghurt, så vælg i stedet en hummus som “bund” i retten, se nederst i indlægget.

Det nemmeste er at servere brød til retten, men løskogte ris eller hele hvedekerner, perlespelt eller lignende går også fint.

.

auberginer med mandler og granatæblekerner i  hvidløgsyoghurt 

(4 personer)

50 g mandler

1 kg auberginer

2 spsk spidskommenfrø

4 spsk olivenolie

50 g rosiner

1 granatæble

4  fed hvidløg

4-5 dl planteyoghurt naturel

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, tamari

1 bdt frisk koriander

.

Skær mandlerne i flager og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Skær auberginerne i små både.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande. Tilsæt olien og derefter auberginerne.

Steg auberginerne gyldne på alle sider. Steg dem ved rask varme, da de ellers suger alt for meget olie. Tilsæt rosinerne og drys med lidt salt og peber.

Tag kernerne ud af granatæblet og bland dem ligeledes i. Du kan se her, hvordan du undgår saft i hele køkkenet.

Du kan vælge at hakke hvidløgene fint, eller du kan blende dem med yoghurten. Ellers rører du bare de hakkede hvidløg i yoghurten.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber, evt. lidt tamari.

Læg yoghurten (eller hummus’en) i en cirkel på et rundt fad. Læg auberginerne i midten og drys med de ristede mandler, granatæblekerner og koriander.

I stedet for yoghurtsovsen kan du vælge hummus.

.

Du kan vælge en hummus som ovenstående som bund i aubergineretten – eller hummus med rødbede eller en mandel- og broccolihummus. Se de to opskrifter her.

.

Share