Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

30

januar 2026

6

KOMMENTARER

bagte jordskokker og marineret selleri i sennepssovs

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

forkæl dine smagsløg i en kold tid

Når to gamle rødder som selleri og jordskokker går sammen, bliver det nemt til et lille festmåltid.

Og hvis der er noget, vi har brug for, er det lidt fest her i den kolde og mørke tid. Det blæser koldt fra både øst og vest. Men som bekendt: hjemme bedst. Når det stormer ude i verden, kan vi i al fald samles om et lækkert måltid mad. Lad os lave hverdagsmiddagen om til en fest. Verdensfreden starter faktisk på vores tallerken.

.

selleri i fettuccine-format

Jeg har sagt det før: Der er ingen ende på selleriens anvendelsesmuligheder. Her er roden blevet til tynde pasta-lignende strimler, som jeg har marineret i hyldeblomstsaft (det dufter da lidt af sommer!).

.

jordskokker – blodsukkerets bedste venner

Man kan roligt kalde jordskokker for “powerfood”. De knudrede knolde er geniale på flere punkter: Bl.a. indeholder de stoffet inulin, der er med til at holde blodsukkeret stabilt. Derfor er jordskokker især gode for folk med diabetes.

Men ikke nok med det. Inulin er ufordøjelige fibre med en præbiotisk effekt på vores tarmes mikrobiota (dvs. de stimulerer væksten af gavnlige bakterier) . Bakterierne er vilde med mad, der indeholder inulin, fordi de bruger inulinen som energikilde, og det styrker vores helbred.

.

når helt enkelt bliver temmelig festligt

.

grøn gæstemad

Hvis du slet ikke kan få nok af lækker, bæredygtig mad, kan du gøre et godt køb i disse dage.

Interntboghandlen Saxo.com har min bog, “Grøn gæstemad”, på tilbud med 40% rabat indtil den 11. februar.

Bogens normalpris er kr. 214,95, men kan nu erhverves til kr. 129,00.

Gå ind på Saxo.com. Her kan du bestille “Grøn gæstemad”.

.

bagte jordskokker og marineret selleri i sennepssovs

(4 personer)

50 g hasselnødder

300 g jordskokker

olivenolie

400 g selleri

1 dl hyldeblomstsaft

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

timian eller basilikum

sovs:

½ dl af kogelagen med hyldeblomst

2 dl plantefløde

ca. 1 spsk grov dijonsennep

.

Skær nødderne i flager og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Skær jordskokkerne igennem på langs, og læg dem på en smurt bageplade med skærefladen nedad. Pensl overfladerne med olie.

Bag jordskokkerne i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter. Hold øje med, når skærefladerne er gyldne. Vend jordskokkerne, hvis de ikke er næsten gennembagte, og lad dem stå endnu nogle minutter i ovnen.

Du kan også stege jordskokkerne på en pande.

Hold jordskokkerne varme.

Skær sellerien i meget tynde skiver på et mandolinjern. Skær skiverne i strimler.

Bring hyldeblomst- og citronsaft i kog med et drys salt og peber.

Læg selleristrimlerne i væden og lad den koge op. Fjern gryden fra varmen og lad sellerien afkøle i væden.

Sovsen: Bland hyldeblomstsaft og fløde og bring det i kog. Kog sovsen lidt ind og smag til med sennep, salt og peber.

Kom selleristrimlerne i sovsen og varm dem igennem.

Servér retten med sovs og selleri i bunden, og arrangér de bagte jordskokker udenom.

Drys med timian eller basilikum og de ristede nødder.

 .

.

Share

6 Kommentarer

  1. Lisbeth Simonsen
  2. Hans H
  3. Anette mathiesen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.