Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

16

januar 2026

0

KOMMENTARER

grønkålslasagne med selleri/pæresalat

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

grønkål er en gevaldig god gave til kroppen

grønkålslasagne.3

Januar kalder på kål!

Her er en rigtig vinterlasagne kun med grøntsager: grønkål, squash og svampe. Dvs lasagnen er glutenfri, men spiser du gluten, eller vil du have en mere mættende ret, kan du tilføje lasagneplader.

.

naturens egne vitaminer og mineraler

grønkålsblade m tekst

Kål er utroligt sundt. Alle slags kål er gudernes gave til kroppen. I gamle dage blev kål kaldt for de fattiges medicin. Og det er lige præcis, hvad kål er!

Kål virker antiinflammatorisk i kroppen, og er spækket med plantenæringsstoffer med svære navne som thiocyanater, indoler, lutein, zea-xanthin, sulforafan og isothiocyanater. Disse stoffer er meget kraftfulde og forebygger flere forskellige former for kræft og andre velfærdssygdomme.

Mange forsøg har vist, at kål er en virksom kræfthæmmer. Det skyldes også det store indhold af antioxidanter og mængden af glukosinolater, som næsten kun findes i kål. Det svovlholdige stof, som giver kålen dens karakteristiske smag, bruger planten til forsvar mod sygdomme og skadedyr. Og forskerne mener, at disse stoffer muligvis har samme virkning i kroppen.

Kål indeholder mange fibre, som din tarmflora vil elske. Disse fibre er gode for fordøjelsen, og binder også brugt kolesterol.

.

grønkål-hans

Grønkål er en af de sundeste kålsorter. Grønkål er en rigtig booster for kroppen. Faktisk er grønkål endnu sundere end spinat, bl.a. fordi grønkål indeholder mindre oxalsyre. Helt fortjent har grønkål fået betegnelsen “Dronningen af grønt”.

De krøllede grønne blade indeholder meget A-vitamin (beta-caroten) og K-vitamin (K-vitamin er vigtigt for knoglerne og ser ud til kunne hindre skader i hjernen og er dermed aktiv i forebyggelsen af demens) samt B- og C-vitaminer. Grønkål er også rig på kalk, fosfor, mangan og magnesium.

Grønkål indeholder kun 33 kalorier pr. 100 g. Det betyder, at grønkål er en af de mest kaloriefattige grøntsager med flest opbyggelige stoffer pr. kalorie.

Men man KAN jo også spise grønkål simpelt hen, fordi det smager godt. Prøv fx denne glutenfrie lasagne hvor “pladerne” udgøres af squashskiver. Verdens nemmeste tomatsovs serveres til separat.

.

“jeg holder meget af dyr. De smager så godt …”

… lød det i TV forleden dag. Hvis du også holder af dyr, er du sikkert dybt berørt over de lidelser dyrene må gennemgå, før de bliver spist.

I øjeblikket kan du skrive under på et borgerforslag med titlen: “Udfasning af konventionel svineproduktion i Danmark for at beskytte miljø, klima, grundvand, biodiversitet og dyrevelfærd.”

Den mest effektive måde vi kan få nedbragt dyrenes lidelser, og håbe på at redde vores grundvand fra total forgiftning, er at nedsætte antallet af dyr i de danske stalde.

Hvis du er enig, kan du skrive under her.

.

grønkålslasagne.2grønkålslasagne med tomatsovs 

(4 personer)

150 g linser

300 g grønkål

100 g løg

4 fed hvidløg

olivenolie

250 g svampe, fx champignon

1 tsk reven muskatnød

2 spsk citronsaft

350 g squash

200 g fetaost (plantebaseret)

ca. 2 dl plantemælk eller -fløde

50 g tørrede tomater i olie

25 g sesamfrø 

tomatsovs:

2 dl plantefløde eller anden fløde

2 dl mosede tomater eller 1/2 dl tomatpuré

.

Kog linserne 20 minutter og afdryp dem.

Skær kålen af midterribberne. Læg den i kogende vand. Kog kålen 3 minutter, afdryp den, og hak den groft.

Hak løg og hvidløg og svits dem i 2 spsk olie, til løgene er klare. Skær svampene i skiver og tilsæt dem. Svits endnu et par minutter ved rask varme. Bland muskatnød og citronsaft i svampene og drys med lidt salt og peber.

Skær squashen i tynde skiver på et mandolinjern.

Rør fetaosten cremet med mælken. Hak de tørrede tomater og rør dem i.

Læg lasagnen sammen i et ovnfast fad: Læg et lag squashskiver nederst, læg et lag grønkålsblade, et lag fetacreme, linser og et lag svampeblanding. Fortsæt til alle ingredienser er brugt op. Det øverste lag skal være grønkål.

Drys  med sesamfrø.

Læg folie over fadet og sæt det i en 200 grader varm ovn 15 minutter. Fjern folien og bag lasagnen endnu ca. 15 minutter, eller til sesamfrøene er gyldne.

.

grønkålslasagne.sovs

tomatsovs

Lav tomatsovsen: Smag fløden til med tomater eller puré efter smag og behag. Smag til med salt og peber, evt. også lidt citronsaft og et nip rørsukker.

Servér sovsen til lasagnen. Den kan enten være varm eller kold.

I stedet for denne lynhurtige sovs kan du vælge en mere klassisk tomatsovs.

.

grønkålslasagne

tip

Hvis du ønsker lasagnen ekstra mættende, kan du også lægge almindelige lasagneplader mellem lagene.

Hvis du helt vil undgå ost, så byt fetaosten ud med tomatsovsen.

Du kan erstatte linserne af kogte bønner eller kikærter.

Servér gerne en pæresalat med selleri og nigellafrø til lasagnen.

.

selleri/pæresalat

pæresalat

.

Share

lørdag

20

december 2025

4

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 20: rødbede Wellington med morkelsovs

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad

.

en juleklassiker – nu med rødbede

Måske kender du retten beef Wellington? Retten er en ægte engelsk klassiker, der serveres til festlige lejligheder, ikke mindst til jul.

Retten har formentlig fået navn efter Arthur Wellington, den første Duke of Wellington. Arthur var blevet nationalhelt i England efter at have besejret Napoleon i slaget ved Waterloo i 1815. Der er dog ingen beviser på, at Jernhertugen, som Wellington blev kaldt, har noget med retten at gøre. Men i min udgave er der masser af jern i retten.

.

plantebaseret Wellington

Beef Wellington laves oprindeligt med oksefilet, der dækkes med et lag svampefars, en såkaldt duxelles, og pakkes ind i butterdej.

Plantespisere har i mange år spist Wellington med en plantefars. Her er en variation, hvor farsen erstattes af en rødbede.

.

rødbede Wellington

Rødbeden koges næsten mør, flås og smøres med sennep. Derefter pakkes den ind i en svampeduxelles og butterdej. Serveret med morkel(eller anden)svampesovs, er det en festlig juleret.

Jeg har valgt runde rødbeder, men du kan naturligvis også bruge de lange.

.

der skete et jule-under i ovnen

Inden bagningen pyntede jeg mine Wellington-rødbeder med et par blade af dej øverst på “pakkerne”.

Da de bagte Wellington’er kom ud af ovnen, sad der en lille engel i stedet, som bevis på, at miraklernes tid ikke er forbi!

Så blev det rigtig jul!

.

Welllington rødbede

(4 personer)

4 små runde eller aflange rødbeder

50 g skalotteløg

300 g champignon

2 spsk olivenolie

2 tsk tørret timian

citronsaft

salt, peber, rørsukker

50 g cashewnødder

2 spsk hvede- eller kikærtemel

sennep

1 ark frossen butterdej

en håndfuld spinatblade

morkelsovs:

1 stor tørret morkel eller 2 spsk andre tørrede svampe, fx kantareller eller rørhatte

2 spsk finthakket skalotteløg

væde fra champignonerne

ca. 2 dl plantefløde

citronsaft

friskkværnet peber, tamari, rørsukker

.

Du kan forberede retten, dagen i forvejen: koge rødbederne, lave svampefyldet og sovsen.

Kog rødbederne næsten møre, ca. 40 minutter afhængig af størrelsen. Afkøl og flå dem.

Findel løg og champignon i en foodprocessor og svits dem i olien sammen med timian og citronsaft, til væden trækker ud. Smag godt til med salt og peber.

Hæld svampemassen i en fintmasket si og lad den dryppe helt af. Pres så meget væde ud som muligt. Gem væden til sovsen.

Hak cashewnødderne meget fint og rør dem i svampene sammen med melet. Hvis duxellen er meget fast, kan der tilsættes lidt plantefløde eller lignende, men farsen skal være temmelig fast.

Smag til igen.

Smør rødbederne med et tyndt lag sennep.

Rul butterdejen ud i fire cirkler, der skal kunne dække rødbederne helt.

Hæld kogende vand på spinatbladene og dup dem helt tørre i et viskestykke.

Læg et lag spinatblade på hvert stykke butterdej. Fordel svampefarsen ovenpå spinaten.

Sæt en rødbede midt på hvert stykke butterdej med toppen nedad.

Fold dejen sammen om rødbederne, så de er helt dækket. Skær om nødvendigt overskydende dej af. Brug det evt. til pynt.

Du kan ridse dejen og pynte den med blade eller lignende i toppen, se fotoene.

Pensl pakkerne med olie og bag dem i en 200 grader varm ovn 20-25 minutter eller til overfladen er gylden.

Lav sovsen: Udblød de valgte tørrede svampe en halv times tid. Hak svampe og løg fint.

Svits svampe og løg i 1 spsk olivenolie nogle minutter. Tilsæt svampevæde, plantefløde og 1 spsk citronsaft.

Lad sovsen simre, til den er kogt lidt ind. Du kan evt. jævne med lidt maizenamel – eller tilsætte mere fløde.

Smag sovsen godt til med peber, tamari og måske et nip sukker.

Servér rødbederne portionsvis med sovsen i bunden, evt. med bagte kartofler i både. Kartoflerne kan bages i ovnen samtidig med rødbederne.

.

.

Share

torsdag

18

december 2025

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 18: menuen til nytårsaften er landet

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, hovedretter, nytår

.

 nytårsfesten kalder – ideer til årets sidste middag

Julemiddagen er sikkert allerede fastlagt. Men hu, hej hvor det går … Nu kalder allerede nytårsmenuen. Den adskiller sig fra julemenuen ved at være lettere og ikke helt så traditionsbunden som julemaden. Her er plads til nye retter og nye smagsoplevelser, men festligt skal det naturligvis være. Jeg har her nogle forslag, som man kan vælge imellem.

Man kan vælge at servere en klassisk middag med forret, hovedret og dessert – eller man kan servere flere småretter. Er man mange om bordet, kan man vælge alle de foreslåede retter.

En stor del af retterne kan tilberedes dagen før, de skal serveres. Så skal de blot varmes op i en gryde eller i ovnen.

Ovenfor er det en frisk forret med rødbede og æbler i skiver med en cremesovs, kapers og hakkede macadamianødder.

Se opskriften (plus et par andre) her.

En af de helt klassiske forretter til nytår er blinis, se opskriften her.

.

jordskokketatar

En tatar af jordskokker med sprøde chips og blåbær er også et godt bud på en forret.

Se opskriften her.

.

faux gras

En meget elegant forret eller mellemret er denne pantebaserede foie gras. Den kan tilberedes dagen i forvejen.

Se opskriften her.

.

en lidt større ret

Her er en rigtig nytårsaften-ret: Konfiterede, smørbløde porrer med mandelfarserede morkler.

Jeg har været heldig at få en portion af temmelig store, tørrede morkler, men desværre er svampene hundedyre at købe. Det er virkelig planteluksus. Er kassen slunken efter jul, kan du i stedet sautere friske champignon uden stok og fylde dem med mandelfarsen. Retten er under alle omstændigheder lækker og festlig.

.

konfiterede porrer i cremesovs med farserede morkler

(4 personer)

9 store tørrede morkler (den ene er til sovsen), kan erstattes af store markchampignon

4 porrer

rapsolie

farsering:

4 spsk finthakket grøn top af porre

4 spsk finthakket skalotteløg og hvidløg

4 spsk finthakkede, afskallede mandler

2 spsk fin rasp

ca. 2 spsk plantefløde

salt, friskkværnet peber

cremesovs:

2 spsk olivenolie

4 spsk finthakket skalotteløg

1 dl hvidvin eller madeira

1 dl grøntsagsbouillon

1-2 dl plantefløde

evt. ½ tsk gurkemeje

citronsaft

1 spsk meget fintsnittet rosmarin

.

Kog morklerne 5-6 minutter og afdryp dem.

Skær det øverste grønne af porrerne (gem noget til farseringen, resten til en suppe, postej eller frikadeller). Del det hvide stykke af porren i to eller tre dele.

Læg porrerne i en stor, lav pande, og hæld så meget olie over, at porrerne er halvt dækkede. Læg låg på panden og lad porrerne simre 15-18 minutter. Vend dem efter 8-9 minutter. Hold dem varme. Du kan konfitere dem dagen i forvejen.

Lav farseringen: Svits porretop, de to slags løg og mandler i 1 spsk olie. Svits til løgene er klare.

Bland rasp i det svitsede, og så meget plantefløde, at farsen er fast og sammenhængende. Smag godt til med salt og peber. Lad farsen hvile lidt.

Fordel farsen i otte af morklerne og sæt dem til side. De kan tilberedes dagen før serveringen.

Lav sovsen: Hak den sidste morkel og svits den sammen med løget i 1 spsk olie. Svits til løgene er klare, og hæld vinen i gryden. Kog vinen ind til mindst halvdelen.

Tilsæt bouillon og fløde – og gurkemeje, hvis du vil have sovsen lidt gylden. Lad sovsen simre, indtil den er kogt yderligere lidt ind. Smag godt til med salt, peber og en smule citronsaft.

Hvis du ønsker sovsen tykkere, så jævn med lidt maizenamel rørt ud i vand. Sovsen kan laves dagen før, den skal serveres.

Servér porrer og svampe på en bund af sovs, og drys med ekstremt fintsnittet rosmarin.

.

en knold med trøffelsovs og karamelliserede hvidløg

Tynde skiver af søde kartofler bliver til en lækker nytårsret, når de lægges taglagt og foldes om en svampe/valnøddefars.

Trøffelsovsen opgraderer retten til festmad. De pikante hvidløg og den sprøde grønkål giver oplevelse til alle sanser.

.

farserede søde kartofler med trøffelsovs og sprød grønkål

(4 personer)

400 g søde kartofler

6 fed hvidløg

2 spsk ahornsirup eller anden sirup

300 g champignon

1 lille skalotteløg

1 spsk tørret oregano

olivenolie

50 g valnødder

25-50 g havregryn

1/2 -1 dl plantefløde

citronsaft, tamari, friskkværnet peber

sovs:

2 spsk finthakket skalotteløg

2 spsk olivenolie

½ dl hvidvin (kan erstattes af hyldeblomstsaft)

ca. 2 dl plantefløde

trøffelolie

salt, peber, citronsaft, rørsukker

2 blade grønkål

.

Vælg så lange kartofler som muligt. Skær dem i tynde skiver på langs på et mandolinjern.

Læg skiverne i kogende vand et øjeblik. De skal blot kunne bøjes, og må ikke blive for bløde. Afdryp skiverne Sæt dem til side. Skiverne kan koges dagen før serveringen.

Skær hvidløgene i skiver og rist dem gyldne i siruppen. Sæt dem til side.

Lav farsen: Hak løg og champignon og svits dem sammen med oreganoen i 2 spsk olie. Svits til svampene er bløde. Tilsæt 1 spsk citronsaft.

Hak valnødderne fint og rør dem i farsen sammen med 25 g havregryn og ½ dl fløde. Smag farsen godt til med citronsaft, tamari og peber. Pres farsen sammen og lad den hvile en halv times tid.

Vurdér om der skal flere havregryn og/eller fløde i farsen. Farsen skal være fast. Smag til igen. Farsen kan laves dagen før, den skal serveres.

Læg fem-seks skiver af kartofler taglagt. Læg en skefuld fars på den ene ende af kartoflerne og fold resten ind over farsen.

Regn med tre ruller pr. person.

Hvis du har fars tilovers, kan den bages i en lille form samtidig med rullerne.

Læg de farserede kartofler på en smurt bageplade og bag dem i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Lav imens sovsen: Svits løgene og hæld vinen i gryden. Lad den koge næsten helt ind og tilsæt fløden.

Smag sovsen til med salt, peber, citronsaft og trøffelolie, måske også et nip sukker.

Sovsen kan  laves dagen før, den skal serveres.

Hvis du vælger at pynte med grønkål, skal den steges lige inden serveringen, da den ellers bliver blød.

Steg små stykker af grønkål i lidt olie på en pande, til den er sprød og let gylden.

Servér kartoffelrullerne portionsvis i trøffelsovsen og pynt med de ristede hvidløg og grønkål.              

.

.

chokolademousse

Chokolademousse er en lækker og supernem dessert til nytårsmiddagen.

Desserten kan laves dagen før, den skal serveres.

Se opskriften her.

.

Share