Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

frokostretterArkiv

mandag

30

oktober 2023

0

KOMMENTARER

spicy græskarsuppe med koriander – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, supper

.

hallo Halloween – det er uuhyyyggeeligt!

Den amerikanske tradition med at fejre Halloween har indtaget danske børns hjerter, for hvem vil ikke gerne have mulighed for at klæde sig ud TO gange om året og måske få cold cash i raslebøssen og lidt til den søde tand?

Den sjove tradition har bidt sig fast. Og sammen med Halloween har vi også fået smag for græskarsuppe. De to ting er uløseligt forbundet i USA.

Men græskar har altid hørt efteråret til, og børn har altid skåret græskar ud til drabelige græskarmænd med lys i øjnene. Til gengæld husker jeg ikke at græskarsuppe hørte oktober til, da jeg var barn. Men det har mildest talt ændret sig. Jeg har fx her på bloggen rigtig mange opskrifter på supper med græskar. Og her er så endnu én! Hvis du vil finde flere muligheder, så brug søgefunktionen th. Hvis du skriver græskarsuppe, kommer der en del bud.

.

græskar på Borough Market i London

Da jeg sidst var i London i oktober, havde markederne godt gang i græskarsalget som her på Borough Market. Her er et bredt udvalg af de typer græskar, vi også kan få i Danmark.

Det mest kendte er Hokkaido (der i parentes bemærket intet har at gøre med den japanske ø, Hokkaido).

.

lidt eller meget topping

Jeg er gået lidt amok med pynten og har grillet skiver af græskar og svampe, men så meget behøver du ikke at gøre ud af det. Du kan nøjes med at sætte en spsk kokosmælk eller -fløde på suppen og drysse med ristede spidskommenfrø/sesamfrø og frisk koriander.

Suppen i sig selv er lynhurtig: kog grøntsagerne og blend dem! Voila, så har du en nærende suppe fuld af smag og gyldne vitaminer, især A-vitaminer (betakaroten).

.

stærk eller mild?

 

Græskar har ikke så megen smag i sig selv. Skal suppen have karakter, er det derfor nødvendigt at tilsætte nogle stærke smagsgivere.

Ingefær, hvidløg og chili passer fint til en græskarsuppe. Og krydderier som kardemomme, koriander, spidskommen, kanel etc. er med til at give en græskarsuppe personlighed.

Appelsinsaft giver syrlighed, og kokosmælk runder det hele af.

Som stærk “bund” i suppen har jeg brugt lidt af den thailandske røde currypasta, men du kan også blot bruge friske hakkede chilier efter smag – eller chiliflager.

.

spicy græskarsuppe med koriander

(4 personer)

2 spsk korianderfrø eller spidskommenfrø

150 g renset porre

50 g løg

1 tsk grøn eller rød carrypasta (kan erstattes af chili)

2 spsk kokos- eller olivenolie

1/2 kg græskar

4 champignon (kan udelades)

150 g gulerødder

1/2 l grøntsagsbouillon

1 1/2 dl kokosmælk

1-2 dl appelsinsaft

salt, friskkværnet peber

evt. ristede spidskommen- og sesamfrø

frisk koriander

.

Rist de valgte frø gyldne på en tør pande og sæt dem til side.

Snit porren og hak løgene. Svits karrypastaen i olien og tilsæt porrer og løg. Lad dem simre 5-6 minutter.

Hvis du vil pynte med grillet græskar, så skær 8 tynde skiver af græskarret på et mandolinjern. Skær også evt. svampe i tynde skiver.

Skær græskar og gulerødder i terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen. Læg låg på gryden og lad suppen simre 10 minutter.

Grill imens evt. pynt: læg de tynde græskarskiver og svampene på en bageplade og pensl dem med olie. Sæt dem under grillen, til de er let gyldne. Hold øje! Det går temmelig stærkt.

Sluk for suppen efter 10 minutter og lad den afkøle lidt, inden du purerer den.

Tilsæt kokosmælk (gem evt. lidt til pynt) og appelsinsaft i forhold til, hvor tynd du ønsker suppen.

Smag til med salt og peber og servér suppen portionsvis, evt. pyntet med de grillede skiver. Drys med de ristede frø og frisk koriander. Du kan også sætte nogle små klatter kokosmælk på med en ske.

.

grydebrød med græskar

Der er kolossalt meget mad i et græskar, og har du noget til overs, kan det fx anvendes i et græskarbrød. Dette er bagt med æltefri dej efter grydemetoden, der altid giver et luftigt brød med en sprød skorpe.

Se opskriften her.

 

Share

fredag

8

september 2023

2

KOMMENTARER

ternet squashtærte med oliven

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

en  hverdagsklassiker: squashtærte

Sommeren fortsætter, og squashene er stadig leveringsdygtige, så der er brug for ideer til at anvende dem på en lækker måde.

Hvis du har været igennem alle supperne, de fyldte squash og lasagnerne,  så prøv denne tærte. En tærte er altid velkommen, så her er forslag til en nem og billig ret. Her er squash i bunden og cashewcreme på toppen.

.

store eller små tærter

Tærten kan bages som én stor eller flere mindre portionstærter.

En tærte er lige velegnet som frokostret og middagsret. En stor skål grøn salat – romainesalat fx –med hvidløgsdressing passer fint til. Tærten er også praktisk at medbringe som “madpakke”.

.

tærte – nu med dekoration!

Tærterne har fået et ternet mønster af tynde strimler squash – og sorte oliven både pynter og giver god salt smag til tærterne.

.

ternet squashtærte med oliven

(4 personer)

dej:

50 g smørbar eller cashewsmør fra NatureSource

100 g hvedemel

100 g grahamsmel eller rugmel 

(se opskrift på glutenfri tærtebund her, her eller her)

1 dl vand

1 dl plantefløde

fyld:

½ kg squash

sorte oliven uden sten

olivenolie

basilikum eller koriander

cashewcreme:

100 g cashewkerner

1 dl vand

2 spsk chiafrø

1 ½ – 2 dl plantefløde

finthakket chili efter smag

4 fed presset hvidløg

evt. 1 spsk knuste spidskommenfrø

tamari, friskkværnet peber

.

Start med at sætte cashewkernerne i blød i vand, der dækker. Lad dem udbløde 6-8 timer.

Lav dejen:

Smulder de to slags mel i fedtstoffet, og tilsæt væden samt et nip salt. Ælt dejen sammen og lad den hvile en times tid.

Hvis du vil lave tern på tærten, så høvl noget af det grønne af squashene. Brug en tyndskræller og skær stykkerne i tynde strimler.

Skær squashene i skiver.

Lav cashewcremen:

Afdryp cashewkernerne og blend dem med 1 dl vand.

Tilsæt fløde og evt. lidt mere vand, til konsistensen er passende. Cremen skal kunne smøres ud på squashene.

Smag til med chili, hvidløg, evt. spidskommen, samt tamari og peber. Cremen skal smage af temmelig meget.

Rul dejen ud og læg den i en tærteform – eller i flere portionsforme.

Prik dejen med en gaffel og forbag bunden i en 200 grader varm ovn ca. 8 minutter.

Fordel squashskiverne på tærtebunden og læg cremen øverst. Dekorér evt. med strimler af squash og sæt sorte oliven på. Dryp med lidt olivenolie.

Bag tærten færdig, 30-35 minutter. Lad tærten sætte sig lidt og drys med den valgte krydderurt.

.

.

Share

fredag

1

september 2023

0

KOMMENTARER

skøn og spicy aubergine/squashsalat med cashewnødder

Skrevet af , Posted in frokostretter, salater

.

efterårssalat med masser af smag

I dag går vi ind i efterårssæsonen. Det betyder andre grøntsager og andre smage, hvis man vil følge årets gang på sin tallerken. Og det giver rigtig god mening, for når produkterne er i sæson, er de billigst, og ofte avlet i Danmark.

Selv om det er svært at trumfe de første forårsgrøntsager som asparges, kartofler og den nye, spæde kål, er der noget skønt ved, at det nu er helt andre, tungere grøntsager, vi skal til at nyde. Og der er heldigvis masser af glæde at hente i rodfrugter og kål. Jeg er vild med de skiftende årtier og deres bud på grøn nydelse.

.

det er sæson for aubergine og squash

Foreløbig bliver vi i den lettere ende, for ingredienserne i salaten er de to sensommerfrugter, aubergine og squash.

Hvis man selv dyrker auberginer, er de klar til at blive nydt nu, og squashene er der også stadig i massevis af. De to udgør et fint par i denne salat med en let syrlig smag.

Salaten kan spises varm eller kold og passer som tilbehør til frikadeller, postejer etc. Den kan også serveres som en frokostret med et stykke godt brød til.

Hvis du gør portionen større og udbygger med bønner, linser, kikærter eller quinoa, kan retten forvandles til en hovedret.

.

squashene er her stadig i rå mængder

Både squash og aubergine er frugter med en meget mild smag. Derfor kalder de på god smagssætning med krydderurter og/eller krydderier. Denne salat har sin skønne smag fra sød/syrlige nuancer og varme krydderier som spidskommen og ingefær.

sød/sur med eksotisk note

skøn og spicy aubergine/squashsalat

(4 personer)

50 g cashewnødder

1 stor aubergine

olivenolie

1 stor squash

4 forårsløg

1 chili efter smag

1 helt hvidløg

1 spsk spidskommen

2 spsk frisk reven ingefær

½ spsk gurkemeje

½ dl riseddike eller frugteddike

2-3 spsk rørsukker eller ahornsirup

salt, friskkværnet peber

evt. sorte sesamfrø

frisk mynte og/eller koriander, rød syre

.

Rist cashewnødderne gyldne på en tør pande og sæt dem til side.

Skær auberginen igennem på langs. Skær de to halvdele i tykke skiver.

.

.

Skær også squashen igennem på langs. Skær de to halvdele i tykke skiver.

Steg auberginerne til de er halvmøre ved rask varme. Tilsæt squashene og svits, til begge er møre. Du kan også bage auberginer og squash i ovnen. Så suger de ikke så meget olie.

Snit løgene og hak chilien. Fjern kernerne.

Svits løg, chili, hele hvidløgsfed og spidskommen i 2 spsk olie, til løgene er bløde.

Tilsæt ingefær og gurkemeje – og de stegte auberginer og squash.

Kom eddike og sukker på panden og svits endnu et par minutter.

Smag godt til med salt og peber og evt. flere krydderier.

Bland hakket mynte og koriander i salaten.

Drys med de ristede nødder og evt. sorte sesamfrø.

Du kan også blande salatblade eller syreblade i salaten.

Salaten kan serveres varm eller kold.

.

.

Share