blomkålssalat med radiser, dild og valnøddedressing
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in salater
.
blomkål og valnødder klær’ hinanden
Blomkål og valnødder er en god kombination. Og når de to ting bliver bakket op af radiser og dild, er det ekstra godt!
Denne enkle salat passer til mange retter, eller den kan nydes som en frokostret. Valnødderne og valnøddeolien passer perfekt til den let nøddeagtige blomkålssmag. Og jeg skal endnu engang minde om de lækre valnødder og den helt uforlignelige valnøddeolie (begge dele er ren forkælelse af hjernen), som kan købes i “Løs Market” i København.
.
blomkålssalat med valnødder, radiser, dild og valnøddedressing
1/2 lille blomkålshoved
1 bdt radiser
1 hjerte- eller romainesalat
25 g hakkede valnødder
1 bdt dild
dressing:
5 spsk valnøddeolie (kan erstattes af olivenolie)
1-2 spsk citronsaft
1-2 tsk mild sennep
rørsukker
salt, friskkværnet peber
.
Del blomkålshovedet i små buketter. Skær stokken i små terninger.
Skær radiserne i skiver og salaten i strimler.
Bland blomkål, radiser, salat, valnødder og klippet dild.
Rør olie og citronsaft sammen og smag godt til med sennep, et nip sukker, salt og peber.
Hæld dressingen over salaten og vend rundt.
.
Kære Kirsten.
Den ser fantastisk skøn ud. Har du et forslag til, hvad med kunne servere den sammen med, hvis salaten skulle serveres som tilbehør til en varm middagsret.
Mvh. Birgitte Odgaard Nielsen.
Kære Birgitte,
Det glæder mig, at du er “faldet” over blomkålssalaten, som jeg selv rigtig godt kan lide.
Salaten kan nydes solo som frokostret eller forret, men ellers vil jeg foreslå den til frikadeller, bøffer og postejer. Du kan også spise den til fx en lasagne eller anden ovnret, fx spidskålsfad med quinoa: https://wp.me/p5bjYH-2t6.
Rigtig god fornøjelse.
Kh Kirsten
Jeg serverer denne skønne salat til alt, også når jeg har lavet mad til kødspisere… og de elsker den 🙂
Kære Anni,
Ja, jeg synes jo også den salat er lækker. Og det er dejligt at høre, at den falder i smag hos både kød- og plantespisere. Faktisk passer den til rigtig mange retter.
Tusind tak for din hilsen,
Kh Kirsten