Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Forfatter Arkiv

fredag

3

april 2020

10

KOMMENTARER

rugbrød (glutenfrit) til påskefrokosten – nyd det med plante”sild”

Skrevet af , Posted in brød, frokostretter, madpakke

.

glutenfrit hjemmebagt rugbrød

Bunden i en god frokost er en skive gedigent rugbrød!

Jeg tør næsten ikke nævne frokost, og da slet ikke påskefrokosten. Det føles som at sparke til nogen, der allerede ligger ned!

Mon ikke mange af os havde glædet os til hyggelige frokoster i påsken med familie og venner? Det bliver i år for de fleste i noget mindre forsamlinger og slet ikke den dejlige forårsfest, vi er vant til.

Men mad skal vi jo have, selv om det bliver i mere eller mindre isolation. Og et godt stykke rugbrød kan vi danskere ikke undvære, virus eller ej.

Jeg er selv begyndt at spise brød uden gluten, så her er min seneste opskrift på glutenfrit “rug”brød. Selv om man tåler gluten, er det en god idé at skære ned på for meget glutenholdig mad. Dit tarmsystem vil uden tvivl takke dig.

Brødet er selvfølgelig ikke RUGbrød, da det ikke indeholder rug. Det er ment som en erstatning for rugbrød.

.

nemt “rug”brød

“Rug”brødet er ganske nemt at bage. Det skal blot røres sammen og hæve natten over.

Det er vigtigt, at dejen har den rette konsistens. Når du rører dejen sammen, er det afgørende, at den ikke er for tør, når den sættes til hævning. De mange kerner vil nemlig opsuge en del væde.

Dejen skal være så tilpas blød, at du kan røre i den med en træske. Den skal på ingen måde være flydende men heller ikke så fast, at du ikke kan røre i den.

Når dejen røres igen efter hævningen og inden den kommes i formene, kan du justere, enten med mere vand eller mere mel.

.

brødet kan fryses

Du kan med fordel lave dobbelt portion dej, da brødet er velegnet til frysning.

Dejen kan også bages som boller.

.

“rug”brød med plante”sild”

En god skive brød fortjener et lækkert pålæg. Her er en helt ny opskrift på plante”sild” med masser af krydderier.

Se opskriften her.

glutenfrit “rug”brød

(2 et-liters forme)

200 g boghvedemel

200 g glutenfrit havremel

ca. 50 g glutenfrie havregryn

10 g gær

1/2 liter koldt vand

1 tsk sukker

2 spsk loppefrøskaller

2 spsk kakao eller carobpulver

2 spsk frugteddike

2 tsk salt

1/2 dl tamari (soja)

250 g hele frø og kerner, fx solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø, græskarkerner, nødder, mandler, boghvedekerner etc. (eller stenalderblanding)

 

Bland de to slags mel og havregrynene.

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker og loppefrøskaller. Pisk i væden et par minutter.

Rør kakao, eddike, salt, mel og kerner i væden.

Vurdér konsistensen. Dejen skal være forholdsvis fast men ikke kunne æltes. Måske skal der tilsættes lidt flere havregryn.

Lad dejen hæve til næste dag eller mindst 8-10 timer.

Rør dejen igennem igen. Tilsæt evt. mere vand eller mere mel.

Fordel dejen i to 1-liters bageforme. Pres dejen godt sammen med en våd spatel. Glat dejen godt ud.

Lad dejen hæve endnu et par timer.

Skær et snit i dejen og sæt formene i en 250 grader varm ovn (varmluft). Bag brødene 10 minutter.

Skru varmen ned til 180 grader og bag brødene endnu ca. 40 minutter.

Tag brødene ud af formene og bag dem færdige, ca. 20 minutter.

Bank på brødene for at mærke om de er gennembagt. Pak dem ind i et klæde og lad dem hvile til næste dag.

.

.

Share

fredag

3

april 2020

0

KOMMENTARER

en lækker “sild” med løgskaller og caviart

Skrevet af , Posted in frokostretter, madpakke

.

en “silde”mad til frokosten

Hvis du ikke kender “sild” lavet af aubergine, har du noget at glæde dig til. Der ligger allerede adskillige opskrifter på plante”sild” på bloggen, men her er en ny version af krydrede “sild” med løgskaller og caviart på toppen.

Caviart er et tangprodukt, der minder om kaviar. Læs mere om caviart  og forhandlere her.

.

til jule-, påske- eller pinsefrokosten?

Smørrebrød  – og ikke mindst en “silde”mad – forbinder de fleste af os med årets store højtider: påske, pinse og jul.

Har du brug for flere ideer til en frokost, ligger der forslag til nogle af de tidligere års påskefrokoster her: påskefrokost 2017 og påskefrokost 2019.

.

“Sildene” kan holde sig i en lufttæt beholder i køleskabet 2-3 dage.

.

“sild” med løgskaller og caviart

350 g aubergine

50 g rørsukker

1 dl æblecidereddike

2 laurbærblade

salt

½  tsk knuste nelliker

1 tsk friskmalet peber

1 tsk knust allehånde

frø af 3-4 stjerneanis

1 spsk rosenpeber

1 ½ dl havre creme fraiche

2 små løg

2 spsk caviart

rød syre, dild, koriander eller timian

 

Skær auberginen i mundrette stykker.

Kom sukkeret i eddiken sammen med laurbærblade, salt og alle krydderierne. Knus først frøene af stjerneanis og rosenpeber. Gem lidt rosenpeber til at drysse med.

Bring eddiken i kog og lad auberginen simre 4-5 minutter. Fjern gryden fra varmen og lad auberginestykkerne afkøle i lagen.

Smag creme fraichen til med salt, peber og evt. lidt af lagen. Måske skal der også lidt flere krydderier i.

Afdryp auberginerne og vend dem i dressingen kort tid inden serveringen.

Skær løgene i to halvdele og læg dem i kogende vand. Kog dem 3-4 minutter og afdryp dem.

Del løgene i skaller, så der er 2-3 til hvert stykke smørrebrød.

Hvis du ønsker en “brændt” kant på løgene, så læg løgskallerne i godt varm olie på en pande. Læg skærefladen nedad og steg løgene, til kanterne er gyldne.

Læg ”sildene” på et stykke rugbrød, fordel løgskallerne ovenpå. Læg lidt caviart i hver skal. Drys med rød syre eller dild.

Se opskrift på glutenfrit rugbrød her.

.

.

Share

onsdag

1

april 2020

12

KOMMENTARER

rødbede- og applesin-carpaccio – mere immunmad

Skrevet af , Posted in salater

.

tynde skiver sundhed

Som annonceret udsender jeg lidt flere sundhedsmættede opskrifter i denne tid, hvor vi alle sammen skal passe ekstra godt på vores helbred. Og det gør vi ikke mindst ved at spise super-sunde råvarer. Nogle af opskrifterne vil være på enkle supper eller salater som denne – andre vil være hovedretter.

I gamle dage, dvs. indtil nu – betød carpaccio tynde skiver råt kalve- eller oksekød. Men nu har vi brug for den næring, der vokser i jorden eller hænger på træerne. En ny tid kalder på nye madvaner, og set i min krystalkugle bliver kød en af de ting, der stort set forsvinder fra tallerknen i de kommende år – ikke mindst råt kød. Det vil vi lade  rovdyrene på savannen om at fortære.

Men alverdens lækre og sundhedsstruttende grøntsager og frugter, nødder, korn og bønner er parate til at erstatte den animalske mad.

De fleste grøntsager er egnede til carpaccio. Jeg har her valgt rødbede og appelsin, to sundheds-boostere.

Carpaccio kan serveres som forret, som en lille frokostret eller som tilbehør til en hovedret.

.

masser af smag

En carpaccio dryppes som regel med olivenolie (vælg endelig en god koldpresset økologisk af slagsen) og citronsaft. Jeg har yderligere drysset med en hvid ost, kapers, ærteskud og persille.

.

blodappelsiner

Jeg synes blodappelsiner er specielt lækre, men du kan også bruge almindelige appelsiner. Appelsiner har et meget højt indhold af C-vitamin.

Den røde farve i blodappelsin skyldes et højt indhold af de stærkt antioxidante antocyaniner. Disse stoffer virker antiinflammatoriske  og beskytter mod hjerte-karsygdomme, ældning og livsstilssygdomme i al almindelighed.

Rødbeden kommer med så mange gode næringsstoffer, at vi burde spise den i mængder, også antocyaniner, ligesom i blodappelsinerne.

Rødbeden indeholder derudover især K- og B-vitaminer men også C- og A-vitaminer (betakaroten). Desuden mineraler som jern, kalk, magnesium og zink. Ja, rødbeden er virkelig et sandt sundheds-depot.

.

rødbede- og appelsin-carpaccio

(4 personer)

250 g rødbeder

4 økologiske appelsiner, gerne blodappelsiner + 1/2 til dressingen

evt. 100 g tofarvet gulerod

plantebaseret fetaost eller anden tør, hvid ost

2 spsk kapers

ærteskud, mynte eller timian

dressing:

5 spsk olivenolie

4 spsk appelsinsaft

2 spsk citronsaft

ca. 1/2 spsk reven appelsinskal

ca. 1 spsk dijon- eller tangsennep

salt, friskkværnet peber, rørsukker

.

 

.

Du kan bruge rødbederne rå eller kogte. Jeg har kogt mine. Det tager 35-40 minutter for store rødbeder.

Afkøl og flå rødbederne. Skær dem i meget tynde skiver. Brug gerne et mandolinjern.

Skær også appelsinerne i tynde skiver. Hvis du har skrubbet dem godt, kan du bevare skallen på (men så skal du være HELT sikker på, at de er økologiske).

Jeg har yderligere brugt en tofarvet gulerod, men den kan evt. udelades.

Læg rødbede- og appelsinskiverne i et pænt mønster på et fad. Drys med smuldret ost og hakkede kapers.

Rør en dressing af olie, appelsin- og citronsaft, reven skal, sennep samt salt og peber.

Smag godt til, evt. også med lidt sukker.

Dryp dressingen over carpaccioen og pynt med ærteskud og/eller en krydderurt.

.

 

.

Share