Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Årlig Arkiv: 2022

fredag

2

september 2022

2

KOMMENTARER

så er der fredagsslik – på den sunde måde

Skrevet af , Posted in frokostretter, salater

.

nu viser Moder Jord sig fra den mest gavmilde side

Det er lige nu, naturen beriger os med lækre, sunde og farverige frugter, grøntsager, nødder og svampe. Det er høsttid!

I gamle dage, og stadig i nogle kulturer rundt omkring i verden, siger man tak for høsten og udtrykker sin taknemmelighed over naturens gaver ved at ofre til guderne, feste og glæde sig over alle de gode sager, som skal/skulle bringe os igennem vinteren.

Tidligere holdt vi også høstfester, når kornet var i hus. Men hos os er bevidstheden om sammenhængen mellem vores mad og selve vores eksistens  gået i glemmebogen. På vores breddegrader har vi ikke kendt til sult i mange år. Vi behøver ikke at bevæge os langt for at få fyldt maven op. Supermarkederne bugner af mad. Måske er det derfor, vi tager mad som en selvfølge, og måske er det derfor, vi ikke har mere respekt for maden, end at vi smider store mængder af den ud. Og måske er det også derfor, vi ikke ser sammenhængen mellem det, vi putter i munden og ødelæggelsen af vores jord og klima.

Hvis vi lærer vores børn taknemmelighed for det, jorden giver os, vil det være en del af indsatsen mod den truende klimakrise. Hvis vi sammen motiverer og opmuntrer, kan vi gøre en stor forskel. Ikke mindst børn kan se logikken i at passe på jorden, naturen og dyrene.

.

høstmånen har sat sit segl over Roskilde Fjord

Her er aftenens udsigt fra mit hus for et par år siden. Når naturen er smuk, er det virkelig svært at forstå, at ikke alle har lyst til at værne om den.

Månen har sat sit segl på himlen over Roskilde Fjord. Det er begyndelsen på den måne, der kaldes høstmåne, når den er fuld. I gamle dage satte bønderne stor pris på den lysende høstmåne, fordi den gav dem lys nok til at kunne høste kornet, faktisk med segl, også sent på aftenen.

.

naturens gratis gaver

Lige nu er det ikke mindst høsttid for brombær – disse naturens helt gratis perler. De kan nydes i både det salte og det søde køkken. Her kommer både en salat med spidskål og skønne frugter og omtale af en ny bog med masser af lækkerier til den søde tand – også med masser af frugt.

.

brombær kan nydes både i salater, til morgenmad og i kager

Det ligner en gang fredagsslik, men her er lutter gode sager uden tilsætningsstoffer med ildevarslende E-numre.

Salaten består af fintsnittet spidskål blandet med både af abrikoser, brombær og pistacienødder.

.

to slags dressing

.

Jeg foreslår en mormordressing til salaten, men du kan også vælge at smage fløden til med lidt sennep, plus evt. hvidløg, og en krydderurt – evt. også tilsætte lidt god olivenolie.

..

bland selv slik!

spidskålssalat med abrikoser, brombær og mormordressing

(4 personer)

½ lille spidskål

6 abrikoser

100 g brombær

50 g pistacienødder

frisk koriander eller mynte

mormordressing:

1 dl havrefløde eller anden fløde

citronsaft

rørsukker eller ahornsirup

salt, friskkværnet peber

Snit spidskålen meget tyndt.

Skær abrikoserne i både.

Bland kål, abrikoser, brombær og pistacienødder. Tilsæt også den valgte krydderurt.

Rør dressingen sammen. Smag godt til med citron, sukker, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten lige inden serveringen, og vend rundt.

.

Share

mandag

29

august 2022

2

KOMMENTARER

fiskefri “fiske”frikadeller med remoulade eller sennepsdressing

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, madpakke, smørrebrød

.

… man kan kalde dem fuskefrikadeller

Hvilken dansker er ikke vokset op med kød- eller fiskefrikadeller? Jeg er, og frikadeller er godt forankret i vores gener i dette land.

Men nye tider kræver nye løsninger. Nu må det være slut med at torturere grise, køer og fisk, for at hakke dem til plukfisk og ende som en frikadelle. Sådan skal vi ikke behandle vores medskabninger.

Heldigvis er det supernemt og lækkert at lave frikadeller med mange forskellige slags planter, grøntsager, bønner etc. Jeg har faktisk skrevet en hel bog om dette emne: “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer”. Der er dog ingen fuske-frikadeller med i bogen. Det råder jeg bod på her.

.

nu er det nemt at finde jackfruit

Jackfruit er en genial plante til bl.a. frikadeller og postejer, men også mange andre plantebaserede retter, bl.a. rillette af jackfruit.

Hidtil har man skullet løbe langt for at finde den anvendelige frugt. Men nu lancerer firmaet NatureSource tre typer jackfruit på dåse, to med smag og en naturel. Jeg har brugt den naturel, der kaldes “young and tender” til disse frikadeller.

Man kan også være heldig at finde jackfruit frisk i nogle supermarkeder og i butikker, der handler med asiatiske varer.

.

jackfruit – en ordentlig basse

Jeg synes, det er rart at vide, hvordan ting ser ud, før de lander i en dåse eller en pakke i supermarkedets frysedisk.

Disse store frugter hænger på et jacktræ, som jeg har fotograferet i Indien, hvor frugten er en meget almindelig råvare.

Jacktræet er i familie med figen, multebær og brødfrugt. Jacktræet bærer de største træfrugter, vi kender, op til 55 kg kan de veje.

Jackfruit er meget mineralrig, bl.a. indeholder den kalk og magnesium, desuden C-vitamin  og en masse gavnlige plantefibre.

.

det er måske en smule fishy?

Det evindelige spørgsmål for plantespisere er, om maden skal smage af kød/fisk eller ej. Selv har jeg ikke brug for animalsk smag, tværtimod, men nogle af dem, der ændrer spisevaner til en bæredygtig kost, vil gerne spise noget, der minder om det, de kender.

Nu er fisk ikke specielt nemt at forvandle til plantemad. Jeg har brugt blendet tang og plantebaseret østerssovs, som leverer lidt fiskesmag. Men du kan sagtens nyde frikadellerne, selv om du ikke synes, de smager som en klassisk fiskefrikadelle.

.

remoulade eller sennepsdressing?

Du kan servere kogte kartofler eller andre grøntsager til “fiske”frikadellerne. Og så kan du vælge imellem en hjemmelavet remoulade eller en dressing af mayo og sennepsfrø.

På billedet ovenfor er mayo smagt til med let ristede sorte sennepsfrø, men du kan også smage til med en grov dijonsennep.

.

“fiske”frikadeller som højtbelagt smørrebrød

Her er frikadellerne landet på et gedigent stykke rugbrød. Smørrebrødet er pyntet med sennepsmayo, salat, snittet grønt fra forårsløg, radiser og en citronbåd.

Med lidt mindre pynt er frikadellerne velegnede i madpakken.

I min nye bog “Grønt smørrebrød” findes mere end 100 andre opskrifter på smørrebrød (kan bl.a. købes hos Saxo.com)

.

fiskefri “fiske”frikadeller

(ca. 8 frikadeller)

1 ark noritang

200 g kogte kartofler

50 g skalotteløg

1 fed hvidløg

evt. 50 g persillerod, evt. pastinak

150 g afdryppet jackfruit

1 spsk hakkede kapers

2 spsk klippet dild

2 spsk hakket persille

1 spsk plantebaseret østerssovs (købes i butikker med orientalske varer, men kan udelades)

salt, friskkværnet peber

ca. 50 g rasp

olie til stegning

Hold tangpladen over et blus, fx et gasblus eller et stearinlys. Lad pladen blive ”sprød”.

Findel tangpladen i en kaffemølle eller køkkenmaskine.

Mos kartoflerne med en gaffel.

Hak løgene og pres hvidløget.

Riv persilleroden groft på et rivejern.

Del trevlerne i jackfruiten og hak den hårde del fint.

Rør tang, løg, persillerod, jackfruit, kapers, dild, persille og østerssovs i kartoflerne.

Rør farsen grundigt sammen og smag godt til.

Tilsæt så meget rasp, at farsen bliver fast.

Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile koldt en halv times tid, evt. længere.

Form 8 frikadeller med en ske og steg dem gyldne i godt varm olie.

Steg frikadellerne 5-6 minutter på hver side.

Du kan også bage dem på en plade i ovnen.

.

hjemmelavet remoulade

grofthakket remoulade

(4 personer)

100 g blomkål

100 g gulerødder

100 g squash

100 g spidskål eller hvidkål

1 stilk bladselleri

purløg

marinade:

1 dl æbleeddike

ca. 50 g rørsukker

salt

mayo:

1 1/2 dl mayo (heraf evt. 1/2 dl afdryppet planteyoghurt) –  se opskrift på plantemayo her

2 tsk gurkemeje

1 tsk Colemanns sennep (kan erstattes af dijonsennep)

1/2 tsk karry

2 spsk finthakkede kapers

2 spsk finthakkede cornichoner

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Skær alle grøntsagerne i meget små stykker.

Bring eddiken i kog med sukkeret. Smag til med sukker og salt.

Læg grøntsagerne i lagen og lad den simre 2 minutter. Afkøl grøntsagerne i lagen.

Lav mayoen eller brug en færdigkøbt. Rør mayoen med gurkemeje, sennepspulver, karry, kapers og agurker.

Smag godt til med salt, peber, sukker og evt. mere sennepspulver og/eller karry.

Afdryp grøntsagerne og pres al lagen ud. Rør grøntsagerne og klippet purløg i mayoen og smag til igen.

.

Share

fredag

26

august 2022

0

KOMMENTARER

majskolber med bønnepuré og nøddedrys

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

solgyldne kolber

Det er sæson for majs. Endelig! En skøn gylden og sød majskolbe hører til en af mine absolutte livretter. En af de grøntsager, der skal nydes, mens den er i sæson her i eftersommeren, på samme måde som asparges og nye kartofler nydes i forsommeren.

De letkogte majskolber kan spises med en bønnepuré som foreslået her. Men kolben er også en gastronomisk oplevelse blot med en økologisk koldpresset jomfruolivenolie og lidt flagesalt.

.

smuk indpakning

Majs er ikke blot en genial fødevare: den kommer med sin egen smukke indpakning, og så skal den blot koge nogle få minutter, før den er klar til servering.

Sørg for at vælge friske, tykke og saftspændte kolber. En halvvissen majs er ingen fornøjelse.

.

nyd majskolben med en puré af hvide bønner

Bønner og majs er det perfekte par. I århundreder har de oprindelige folk i både Nordamerika og Sydamerika spist de to ting sammen. Og det er formentlig ikke nogen tilfældighed. De to planteprodukter supplerer nemlig hinanden rent proteinmæssigt, således at man får alle essentielle proteiner, når man spiser bønner og majs sammen.

Sådan har man sikret sig alle livsnødvendige proteiner i kulturer mange steder i verden ved at kombinere to forskellige fødevarer: det har man fx gjort i Mellemøsten med hummus (kikærter) og brød, i Østen med ris og tofu (sojabønner) – og hos os er rugbrød og kartofler det perfekte match.

Nu fortæller videnskaben os så, at vi ikke nødvendigvis behøver at indtage de to fødevarer på samme tid. Men de klæder nu hinanden ualmindelig godt!

.

dukkah sætter prikken over i’et

Nøddedrysset, dukkah, sætter prikken over i’et og giver skøn smag til bønnepureen.

.

majskolber med bønnepuré og dukkah

(4 personer)

bønnepuré:

100 g løg

2 fed hvidløg

olivenolie

2 dåser hvide bønner a 400 g brutto

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

evt. 2-3 spsk plantefløde

1 dl hakkede forskellige krydderurter

 

1 dl dukkah

4-8 majskolber afhængig af størrelsen

 

Lav først bønnepureen: hak løg og hvidløg og svits dem i 2 spsk olie, til løgene er let gyldne.

Purér bønnerne og rør løgene i (hvis du foretrækker at bruge tørrede bønner, så sæt 150 g bønner i blød natten over og kog dem møre i nyt vand, 30-35 minutter).

Smag godt til med citronsaft, salt og peber. Hvis pureen er meget fast, så rør lidt fløde i. Tilsæt også 2 spsk olivenolie.

Rør krydderurterne i pureen.

Lav dukkahen og drys den på pureen ved serveringen.

Fjern dækblade og hår fra majskolberne og læg dem i kogende vand. Kog dem ca. 3 minutter og afdryp dem.

Servér pureen til de varme majs. Giv evt. lidt ekstra god olivenolie til.

.

.

Share