Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk WellingtonArkiv

lørdag

20

december 2025

4

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 20: rødbede Wellington med morkelsovs

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad

.

en juleklassiker – nu med rødbede

Måske kender du retten beef Wellington? Retten er en ægte engelsk klassiker, der serveres til festlige lejligheder, ikke mindst til jul.

Retten har formentlig fået navn efter Arthur Wellington, den første Duke of Wellington. Arthur var blevet nationalhelt i England efter at have besejret Napoleon i slaget ved Waterloo i 1815. Der er dog ingen beviser på, at Jernhertugen, som Wellington blev kaldt, har noget med retten at gøre. Men i min udgave er der masser af jern i retten.

.

plantebaseret Wellington

Beef Wellington laves oprindeligt med oksefilet, der dækkes med et lag svampefars, en såkaldt duxelles, og pakkes ind i butterdej.

Plantespisere har i mange år spist Wellington med en plantefars. Her er en variation, hvor farsen erstattes af en rødbede.

.

rødbede Wellington

Rødbeden koges næsten mør, flås og smøres med sennep. Derefter pakkes den ind i en svampeduxelles og butterdej. Serveret med morkel(eller anden)svampesovs, er det en festlig juleret.

Jeg har valgt runde rødbeder, men du kan naturligvis også bruge de lange.

.

der skete et jule-under i ovnen

Inden bagningen pyntede jeg mine Wellington-rødbeder med et par blade af dej øverst på “pakkerne”.

Da de bagte Wellington’er kom ud af ovnen, sad der en lille engel i stedet, som bevis på, at miraklernes tid ikke er forbi!

Så blev det rigtig jul!

.

Welllington rødbede

(4 personer)

4 små runde eller aflange rødbeder

50 g skalotteløg

300 g champignon

2 spsk olivenolie

2 tsk tørret timian

citronsaft

salt, peber, rørsukker

50 g cashewnødder

2 spsk hvede- eller kikærtemel

sennep

1 ark frossen butterdej

en håndfuld spinatblade

morkelsovs:

1 stor tørret morkel eller 2 spsk andre tørrede svampe, fx kantareller eller rørhatte

2 spsk finthakket skalotteløg

væde fra champignonerne

ca. 2 dl plantefløde

citronsaft

friskkværnet peber, tamari, rørsukker

.

Du kan forberede retten, dagen i forvejen: koge rødbederne, lave svampefyldet og sovsen.

Kog rødbederne næsten møre, ca. 40 minutter afhængig af størrelsen. Afkøl og flå dem.

Findel løg og champignon i en foodprocessor og svits dem i olien sammen med timian og citronsaft, til væden trækker ud. Smag godt til med salt og peber.

Hæld svampemassen i en fintmasket si og lad den dryppe helt af. Pres så meget væde ud som muligt. Gem væden til sovsen.

Hak cashewnødderne meget fint og rør dem i svampene sammen med melet. Hvis duxellen er meget fast, kan der tilsættes lidt plantefløde eller lignende, men farsen skal være temmelig fast.

Smag til igen.

Smør rødbederne med et tyndt lag sennep.

Rul butterdejen ud i fire cirkler, der skal kunne dække rødbederne helt.

Hæld kogende vand på spinatbladene og dup dem helt tørre i et viskestykke.

Læg et lag spinatblade på hvert stykke butterdej. Fordel svampefarsen ovenpå spinaten.

Sæt en rødbede midt på hvert stykke butterdej med toppen nedad.

Fold dejen sammen om rødbederne, så de er helt dækket. Skær om nødvendigt overskydende dej af. Brug det evt. til pynt.

Du kan ridse dejen og pynte den med blade eller lignende i toppen, se fotoene.

Pensl pakkerne med olie og bag dem i en 200 grader varm ovn 20-25 minutter eller til overfladen er gylden.

Lav sovsen: Udblød de valgte tørrede svampe en halv times tid. Hak svampe og løg fint.

Svits svampe og løg i 1 spsk olivenolie nogle minutter. Tilsæt svampevæde, plantefløde og 1 spsk citronsaft.

Lad sovsen simre, til den er kogt lidt ind. Du kan evt. jævne med lidt maizenamel – eller tilsætte mere fløde.

Smag sovsen godt til med peber, tamari og måske et nip sukker.

Servér rødbederne portionsvis med sovsen i bunden, evt. med bagte kartofler i både. Kartoflerne kan bages i ovnen samtidig med rødbederne.

.

.

Share