Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk porrepatéArkiv

fredag

8

november 2024

0

KOMMENTARER

porrepaté med valnødder og bagte rodfrugter

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

porrer i lækker paté

porrepate-4

Porrer er en vintergrøntsag, og kaldes også gourmetløg. Lækre er de i al fald, men hvad gør man egentlig med de lange, elegante “løg”. Ja, ofte ender de i en suppe, men porrer kan også meget andet, som fx at sprede lækkerhed i denne paté med valnødder.

.

paté eller frikadeller

porrepate-ubagt

porrepate-frikadeller-1

Tv.: pateen er parat til at komme i ovnen.

Th.: porrefarsen kan også steges som frikadeller.

.

En paté er praktisk mad, både som hovedret og som pålæg. Spis evt. ovnbagte rodfrugter til, se nedenfor.

 

ugens gode nyhed

I en uge hvor mørke skyer har samlet sig over vores grønne planet, har jeg valgt at fokusere på det nære. Og her er en rigtig god nyhed:

Den tidligere Irma-direktør Alfred Josefsen åbner en ny slags Irma. Det er fantastisk nyt for sådan én som mig, der stadig lider under kraftige abstinenser efter tabet af den kvalitetsbevidste kæde.

Navnet på det nye supermarked er Alma. Her vil økologien og den grønne dagsorden få en fremtrædende plads.

Alfred Josefsen siger til Politiken: “Vi kender alle undersøgelserne om, hvad der fremmer et sundt liv. Det handler om at spise flere planter og mindre af det animalske. Vi tror også, der er brug for, at nogle sætter foden ned over for noget, som vi skal undgå. Vi mener, at vi skal undgå ultraforarbejdet mad, der er opløst til atomer og tilsat fedt, sukker, salt og tilsætningsstoffer”.

Almas motto bliver “Mere liv”. Og det er tænkt som mere liv til den enkelte og mere liv globalt. De to ting hænger jo uløseligt sammen. Så for Alma handler det dels om at spise sundt, spise det der giver liv til den enkeltes krop, men også det, der giver liv til planeten og får fællesskabet omkring maden til at blomstre.

Det er vidunderligt, at en forretning på den måde går ind og viser vejen mod et sundere liv og en grønnere planet. Lige her hos os er de mørke skyer blevet lidt grønnere. Desværre i første omgang kun lokalt.

Den første Alma butik åbner i 2025 – et sted i københavnsområdet. Jeg håber inderligt, at de krops- og klimakærlige tanker vil brede sig til hele landet. Jeg håber på en grøn supermarkeds-sunami.

.

porrepaté med valnødder

(4 personer)

¾ kg porrer

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

50 g valnødder

2 dl havre cremefraiche

ca. 100 g havregryn

ca. 50 g rasp

1 spsk tørret, smuldret salvie

1 spsk tørret oregano

1 ½-2 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

 

Rens porrerne grundigt. Brug så meget som muligt af den grønne top. Tag ca. 1/2 porre fra. Skær resten af porrerne i skiver, og hak hvidløgene.

Svits begge dele i olien, til porrerne er bløde.

Hak valnødderne og rør dem i porrerne sammen med cremefraiche, havregryn, rasp, krydderurter og fløde. Tilsæt også et drys salt og peber.

Lad farsen stå 5-10 minutter og vurdér konsistensen. Måske skal der lidt mere rasp/haavregryn eller fløde i.

Smag farsen godt til, også med krydderurterne.

Kom farsen i en smurt bage- eller postejform.

Skær det resterende stykke porre i sammenhængende skiver og læg dem på pateen.

Læg folie over formen og sæt den i en 200 grader varm ovn 20 minutter. Fjern folien og bag pateen til den er gylden og fast, når du prikker i den med en finger, 20-30 minutter.

Du kan også stege frikadeller af farsen.

.

både paté og frikadeller er velegnede som pålæg

porrepate-frikadelle

.

bagte rodfrugter som tilbehør

Bagte rodfrugter er lækre som tilbehør til mange retter. Du kan vælge præcis den eller de rodfrugter, du holder allermest af. Bag gerne løg og hvidløg med sammen med rodfrugterne. Det giver ekstra smag.

Se opskriften her.

.

Share

onsdag

26

december 2018

10

KOMMENTARER

nytårsmenu 2018 – plantebaseret

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, julemad, nytår

.

en tretrins-raket til nytårsmiddagen – start med en porrepaté …

Jeg håber, du nyder julefreden og de dejlige fridage ovenpå en hektisk december-travlhed. Jeg håber, du nyder lækker mad – naturligvis gerne her fra bloggen! – og berigende selskab sammen med familie og venner.

Selv er jeg så heldig, at jeg 1. juledag har været til en fantastisk plantebaseret frokost hos mine gode venner, René og Henrik i Hundested sammen med vores respektive familier. Begge de to Dogville-drenge er fantastiske kokke, så menuen stod bl.a. på to slags “sild” (karry”sild” og appelsin”sild”) plus frikadeller fra Plantepusherne og fredsfisk fra Månebarnet – med hjemmelavet remoulade. Desuden æble”flæsk” med tofu”bacon”, pateer, rødkål, hjemmesyltede agurker etc. Alt sammen lavet med kærlighed og sindssygt velsmagende.

Jeg er tilmed yderligere så heldig, at jeg kan være i mit sommerhus ved Roskilde Fjord et par uger her omkring jul og nytår. Nogle dage er jeg indhyllet i en ærtesuppe-lignende tåge, andre dage letter den tunge dis, skyerne spreder sig, og jeg kan kigge ud over fjorden, hvor svanerne motionerer vingerne med jævne mellemrum. Det smukke syn og den karakteristiske lyd af flyvende svaner er en af naturens smukke gaver.

Og en mad-feak som mig pusler naturligvis med nytårsmenuen. Vi har knapt nået at nyde de skønne juleretter, før vi skal til at tænke på de næste festlige retter til nytårsmiddagen. Der er jo faktisk kun under en uge til at beslutte sig for maden til årets sidste fest.

Du kan selvfølgelig snuppe en af de klassiske nytårsretter fra tidligere år som blinis, sushi + mange flere gode nytårsideer, ravioli af stribet bede, gulerodstartar, selleri med valnøddecreme, japansk nytårssuppe og mange flere. Her kan du vælge og vrage og sammensætte dig egen nytårsmenu.

Men du kan også vælge disse tre nye, små retter, som jeg har udviklet til årsskiftet 2018/2019. Det er:

❤️ porrepaté med rosenpeber og kapers

❤️ sprøde tarteletter med glaserede skalotteløg og cashewcreme

❤️ selleri-cannelloni med trøffelsvampe, fritteret salvie og ristede mandler

.

… fortsæt med sprøde tarteletter med karamelliserede løg

Se opskriften på tarteletterne her.

S

… slut med selleri-cannelloni med trøffelsvampe og sprød salvie

Se opskriften på selleri-cannellonierne her.

.

Der er flere valgmuligheder her:

❤️ Du kan se nytårsmenuen 2016 her.

❤️ Du kan se nytårsmenuen 2017 her.

 

porrepaté med rosenpeber og kapers

Den største udfordring ved denne paté er at få presset porrestykkerne solidt sammen – og at have en meget skarp kniv til at skære skiver af pateen med. Ellers skiller stykkerne ad.

Når porrerne har ligget i pres natten over, afgiver de virkelig meget væde. Hæld det fra engang imellem og brug det i en suppe eller sovs – eller drik væden.

Der går flere porrer til denne ret, end man tror, fordi de afgiver så meget væde. Så vurdér om du skal bruge 3 eller 4 porrer.

.

(4 personer)

3 tykke porrer

4 spsk olivenolie

1-2 spsk citronsaft eller kryddereddike

2 spsk rosenpeber

salt, peber, rørsukker

2 spsk kapers

et par håndfulde blandede salater

.

Skær porrerne i længder, der passer til den form, de skal presses sammen i. Vælg gerne en kvadratisk eller brug den ene ende af en rugbrødsform.

Læg porrestykkerne i kogende vand og kog dem 10 minutter. Sluk for varmen og lad porrerne stå i vandet endnu ca. 5 minutter. Afdryp dem.

Læg porrerne i fx fire lag i en passende form. Drys med lidt salt og peber mellem lagene. Læg noget tungt ovenpå som pres. Lad gerne porrerne stå i pres mindst 12 timer.

Tag forsigtigt porrerne ud af formen og skær meget forsigtigt skiver af pateen, uden at stykkerne skiller ad. Anret skiverne på fire tallerkener. Hvis de alligevel skiller så saml dem så godt som muligt.

Rør olie og citronsaft eller eddike sammen og smag til med salt og evt. et drys sukker. Stød peberkornene  let i en morter og tilsæt dem.

Dryp porrerne med dressingen og drys med kapers. Arrangér også lidt salat på tallerknen. Du kan evt. vende salaten i lidt dressing.

.

 

 

Share

torsdag

31

maj 2018

17

KOMMENTARER

porrepaté med valnødder – nyd den med de nye kartofler

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

..

paté med valnødder er perfekt til de nye kartofler

En paté, en postej, frikadeller eller bøffer er danskernes foretrukne hovedretter. Men de BURDE ikke være hovedretter, de burde være et lillebitte tilbehør – hvis de altså er lavet af kød. Helt andeledes er det med plantebaseret mad. Her kan du med god samvittighed spise disse retter ad libitum – eller så længe livremmen holder!

Denne paté består, foruden af porrer, af edamamebønner, valnødder og kornflager, som leverer proteinerne.

.

valnøddens velsignelser

Det er en god idé at inkludere mange valnødder i kosten. De kan nydes i alt fra brød, salater og hovedretter til kager og desserter.

Valnødden ligner en lilleput-hjerne, og man har altid ment, at nødden var god for hjernen. Nu har forsøg bevist, at valnødder rent faktisk kan forebygge degeneration af hjernen.

Senest har forskerne kigget på valnødder i forbindelse med tarmfloraen, og det ser ud, som om en gruppe molekyler, der kaldes urolithiner, der frigives ved tarmbakteriernes fordøjelse af valnødder, er gavnlige for vores celler og tarmens immunforsvar. Du kan læse om Tudsskriftet GT,undersøgelsen i det medicinske tidsskrift GUT.

Hvis du bor i Københavns-området, vil jeg anbefale dig at købe dine valnødder og valnøddeolie i Løs Market i Saxogade i København. Jeg har tidligere nævnt butikken, hvor alt købes i “løs vægt”. Og helt specielt vil jeg sige, at butikkens valnødder fra Grenoble er af en helt særlig kvalitet, og også valnøddeolien er stærkt afhængighedsskabende!

.

kom porrer i pateen

.

årets første gyldne guldklumper

For mig er det højtid i øjeblikket. Ikke blot fordi fuglene synger, solen skinner og alt det grønne endnu er nyt og jomfrueligt. For mig er det også højtid, fordi det er TIDEN for asparges og de første nye kartofler. Gastronomisk bliver det ikke større for mig. Jeg bliver ofte beskyldt for at bruge for mange ingredienser og lave for indviklede retter, men her har jeg noget, hvor vi alle kan være med: de førte nye, nyopgravede kartofler nydt med lidt god jomfruolivenolie, en god håndfuld krydderurter og lidt sort lavasalt (almindelig salt er også fint!) på toppen.

Det bliver næppe nemmere eller mere lækkert!

.

porrepaté med valnødder

(4 personer)

2 spsk chiafrø (kan erstattes af hørfrø)

250 g edamamebønner (kan erstattes af andre kogte bønner, fx kidneybønner, hvide bønner, kikærter etc.)

150 g løg

600 g rensede porrer

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g valnødder

100 g sojaflager eller kornflager (havregryn, hvede- eller rugflager)

1 tsk reven muskatnød

1 bdt persille

1 dl plantefløde eller anden fløde

2 spsk citronsaft

rasp efter behov

2-3 spsk tamari (soja)

salt, friskkværnet peber

.

Sæt chiafrøene eller hørfrøene i blød i 3-4 spsk vand  6-8 timer.

Tø edamamebønnerne op og purér dem i en food processor. Kør de udblødte frø med. Hæld det i en stor skål.

Skær 20-30 hele skiver af en porre. Sæt dem til side.

Hak løg og resten af porrerne og svits dem i olien, til løg og porrer er bløde og let gyldne.

Bland porrer og løg i bønnemassen.

Hak valnødderne fint og tilsæt dem sammen med flager, muskatnød, hakket persille, fløde og citronsaft.

Rør farsen godt sammen og tilsæt rasp, hvis farsen er for lind. Smag til med muskatnød, citronsaft, tamari, salt og peber.

Lad farsen hvile en halv times tid og vurdér konsistensen igen.

.

Læg farsen i en smurt ovnfast form. Pres porreskiverne ned i farsen og pensl godt med olie.

Bag pateen i en 200 grader varm ovn 30-40 minutter – eller til overfladen er gylden.

.

frikadeller af porrefarsen

Du kan også stege bøffer eller frikadeller af farsen. Både pateen og evt. bøffer eller frikadeller er velegnede til madpakken.

.

Share