Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

plantebaseret julefrokostArkiv

onsdag

10

december 2025

2

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 10: bøf eller frikadelle?

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad

.

en julerød rødbedebøf

Julens frokostbord er ikke fuldendt uden en eller flere slags plantebøffer og/eller -frikadeller.

Her er det en julerød rødbedebøf med quinoa. Bøffen kan toppes som på billedet, men det kan også være bløde løg, syltede agurker, kimchi eller andet.

Du finder opskriften her. Samtidig får du opskrift på en blomkålsbearnaise, som også passer fint til bøffen, hvis du vil servere den som hovedret.

.

svampe- og bønnebøf

En saftig svampe- og bønnebøf med bløde løg og misocreme tager sig også godt ud på julens frokostbord.

Se opskriften her.

Bøfferne egner sig fint til et stykke højtbelagt.

.

måske en fuske-frikadelle?

Må man fuske med frikadellen? Det er ikke alle enige om, men her har jeg alligevel forsøgt at lave en slags “fiske”frikadelle – plantebaseret.

Du får opskriften her.

Samtidig får du opskrift på en grov remoulade, som passer perfekt til frikadellen.

.

.

mange flere frokostideer her

I “Grønt smørrebrød” er der alle de frokostideer et grønt julebord kan drømme om.

Bogen kan bl.a. købes hos Saxo.com.

.

Share

tirsdag

9

december 2025

2

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 9: pålægssalater til julens frokostbord

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad

.

tre vindere til frokostbordet

italiensk salat, hønsefri salat, makrelfri salat

.

fred omkring frokostbordet

Har du styr på julens frokostretter?

Der findes næppe nogen traditioner så nagelfaste som vores juletraditioner. Hver enkelt familie har samme traditioner år for år, ikke mindst når det gælder maden. “Same procedure as last year”. Det er trygt og godt. Det er uden tvivl noget af den kit, der gør julen til noget helt særligt. Det er så koldt derude … men ved julemaden kan vi varme os og drømme os tilbage til de gode gamle dage.

Derfor kan det give problemer, hvis der må møbleres lidt om på retterne. Hvis tanten, kæresten eller sønnen er blevet plantespiser i årets løb, kan det rykke på de tektoniske plader. Jeg beder om forståelse fra begge parter. Det er en svær øvelse at se sin sildemad eller bøf blive skubbet lidt ud på tallerknen til fordel for en fuskefilet eller en leve(r)postej. Nogle mennesker kan godt blive kede af det, ja måske næsten aggressive.

Heldigvis findes der mange plantebaserede retter, der til forveksling ligner de kødbaserede. Hvis vi fokuserer på dem, vil det i høj grad bevare den gode julestemning omkring bordet. Vi plantespisere kan sagtens selv medbringe plantesild, postej og måske pålægssalater som nedenfor. Lav endelig rigeligt. Alle vil som regel gerne smage – trods alt – og så er den gode stemning allerede genoprettet, for plantemaden smager jo så fantastisk. Og vi vælger den helt bestemt ikke for at genere nogen, tværtimod.

.

pålægssalater

En pålægssalat som italiensk salat er “født” plantebaseret. Det er en god gammel klassiker, som har overlevet i generationer.

Men der er mange flere muligheder. Her kommer ideer til nogle plantebaserede salater, der traditionelt laves med kød eller fisk. ”Makrel” i tomat er en sikker vinder, ikke mindst hos børnene, men prøv også de andre.

 .

 italiensk salat

(4 personer)

100 g gulerødder

4 hvide asparges

50 g bælgede ærter

1 dl havre cremefraiche

2 spsk mayo

2 tsk finthakket skalotteløg

1-2 tsk dijonsennep

citronsaft

salt, friskkværnet peber

karse, persille

.

Hvis du kan lide knas, kan du bruge grøntsagerne rå – ellers kan du koge dem nogle få minutter.

Skær gulerødderne i små terninger. Skær aspargesene i små stykker (hvide asparges skal skrælles først).

Hvis du vælger at koge grøntsagerne, så læg først gulerødderne i lidt kogende vand 2 minutter. Tilsæt asparges og ærter, og lad grøntsagerne simre endnu et minut. Hæld koldt vand på grøntsagerne og lad dem afdryppe og afkøle.

Rør cremefraichen med mayo, skalotteløg og sennep.

Smag godt til med citronsaft, sennep, salt og peber.

Læg salaten på rugbrød og pynt med karse og/eller persille.

Se fotoet ovenfor.

.

hønsefri salat

(4 personer)

75 g knoldselleri

100 g champignon

50 g østershatte

1 stængel bladselleri

2 spsk olivenolie

1-2 spsk citronsaft

1 dl havre cremefraiche

2 spsk mayo

1-2 tsk dijonsennep

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

karse, rød syre og/eller bladselleritop

.

Skær sellerien i meget små terninger.

Skær champignonerne i skiver og skær østershattene i strimler.

Svits først sellerien i olien 3-4 minutter. Tilsæt de to slags svampe og lidt citronsaft. Svits endnu 4-5 minutter. Afkøl grøntsagerne.

Skær bladsellerien i meget tynde skiver og bland dem i svampe og selleri.

Rør cremefraichen med mayo og sennep.

Smag godt til med sennep, citronsaft, salt og peber, evt. også en smule sirup.

Tilsæt grøntsagerne og servér salaten på rugbrød. Pynt med karse eller andet grønt.

Se fotoet ovenfor.

 .

makrelfri salat

(4 personer)

150 g jackfruit (købes i dåse i butikker med orientalske varer eller hos Nature Source)

4 store tørrede tomater i olie

1 ark noritang (evt. anden tang)

1 dl havre cremefraiche

2 spsk mayo

salt, friskkværnet peber

1 spsk finthakket rødløg

1 spsk finthakkede cornichoner eller andre agurker

1 fed hvidløg

salt, friskkværnet peber

purløg

evt. små plader tang

Del jackfruiten i flager.

Hak tomaterne.

Smulder tangen.

Rør cremefraichen med mayoen og smag godt til med salt og peber.

Tilsæt rødløg, cornichoner, presset hvidløg, jackfruit, tomater og tang.

Smag til igen – også med salt og peber.

Læg salaten på rugbrød og drys smørrebrødet med klippet purløg.

Du kan også pynte med små ruller af ristet tang holdt sammen af en purløgsstilk.

Se fotoet ovenfor.

.

makrel i tomat

(4 personer)

1 glas eller karton flåede tomater

1 spsk finthakket skalotteløg

1 spsk olivenolie

1 spsk tangolie (kan udelades), evt. olivenolie

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 dåse jackfruit (400 g) (købes i butikker med orientalske varer eller hos Nature Source)

4 spsk mayo

citron

dild

.

Afdryp tomaterne og skær dem i små stykker. Gem væden.

Svits løgene et par minutter i olien. Tilsæt tomaterne og lad dem simre ved svag varme, til de er kogt ind til halvdelen, 15-20 minutter.

Tilsæt olien og smag til med salt, peber, sukker og citronsaft. Hvis sovsen er meget fast, kan du tilsætte lidt mere af væden fra tomaterne. Resten kan bruges i en sovs eller suppe.

Afdryp jackfruiten godt og del den i små strimler. Rør dem i tomatsovsen og smag til igen.

Servér salaten på rugbrød og pynt med mayo og dild – og giv evt. en citronbåd til.

.

hummerfri salat

hummerfri salat

(4-6 personer)

1 dåse palmehjerter (kan erstattes af jackfruit), se opskrifterne ovenfor

1 stilk bladselleri

1 lille æble

1 spsk finthakket rødløg + ekstra til pynt

1 dl mayo

2 spsk tomatpuré

1-2 tsk tangsennep eller dijonsennep

citronsaft

salt, friskkværnet peber

2 spsk klippet dild

2 spsk klippet purløg

2 spsk hakket kørvel

blade af hjertesalat

2 spsk caviart (tangkaviar – find forhandler på nettet)

.

Riv palmehjerterne i strimler eller skær dem i små stykker. Skær bladsellerien i tynde skiver. Skær æblet i bittesmå terninger.

Smag mayoen godt til med tomatpuré, sennep, citronsaft, salt og peber.

Rør de tre slags krydderurter i mayoen og vend fyldet i.

Læg salaten på blade af hjertesalat på fire-seks skiver rugbrød.

Pynt smørrebrødet med ringe af rødløg, flere krydderurter og caviart.

.

.

pålæg på fransk

Denne “spread” stammer fra Provence og hedder saussoun.

Pålægget er en lækker delikatesse, selv om det kaldes “den fattiges sovs”.

Saussoun passer også fint på et stykke ristet brød til en aperitif.

.

mandel/fennikelpålæg

(4 personer)

100 g mandler

1 fennikelknold, ca. 350 g

2-3 spsk kapers

1 fed hvidløg

3-4 spsk olivenolie

3 spsk hakket mynte eller basilikum

salt, friskkværnet peber

.

Findel mandlerne i en foodprocessor.

Skær fennikelknolden i små stykker og tilsæt den sammen med kapers, hvidløg og olivenolie.

Kør maskinen til pålægget er findelt.

Tilsæt krydderurt efter smag og behag – og smag til med salt og peber.

.

 

Share

lørdag

14

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024, luk op for låge nr. 14 – bortfløjen and

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, julemad

.

anden undslap – små hapsere og en krydret paté

En lille hapser med et glas vin eller bobler er en dejlig måde at starte middagen eller frokosten på.

Her er små hvidløgsbrød med grillede peberfrugter og lidt lækkert på toppen. De kan evt. gøre det ud for en forret.

Se opskriften her.

..

bæredygtighed – OGSÅ i julen

Vi er vist alle klar over, at vi skal passe på vores planet 24 timer i døgnet, året rundt.

Julen er traditionelt tiden, hvor rigtig meget overflødigt og klimabelastende bliver købt, og hvor tonsvis og atter tonsvis af spiselig mad bliver smidt ud. Det er dyr, der har lidt til ingen verdens nytte og planter, der er dyrket forgæves. Det hele belaster klimaet.

Det samlede madspild i december udgør 1,5 milliarder kr. i Danmark. Der er altså rigtig mange penge at spare, hvis man ikke indkøber mere mad, end man kan spise – og hvis evt. rester spises dagen efter – eller fryses ned.

.

krydderi på julemiddagen eller -frokosten

Når denne ret hedder bortfløjet and, er det selvfølgelig, fordi anden har fået lov at flyve.

Når man er plantespiser, er det i december især pateer og postejer, der erstatter de kødretter, man spiste tidligere. Nogle minder om kød, andre gør ikke. Personligt vil jeg helst have, at mad IKKE minder om kød.

Denne paté er smagsmæssigt helt anderledes end de pateer og postejer, jeg tidligere har bragt opskrift på som julemad, fx Jan Oskars leve(r)postej, mandelpostej, nøddepaté eller valnøddepaté.

Man kan jo også vælge noget HELT andet og mere eksotisk: fx ristaffel eller sushi og andre japanske lækkerier. Eller en italiensk middag med minestrone, fyldte cannelloni og cassata is.

.

en and der “kradser”

I denne paté er det varme eksotiske krydderier og chili, der sætter dagsordnen. Det er en smagssag om man synes, de skal på julebordet. På billedet er det tørrede chili i mange styrkegrader. Men faktisk synes jeg, frisk chili fungerer bedst.

Er du til noget mildere, så smag til med tørrede krydderurter som basilikum, rosmarin, oregano, timian etc.

.

spicy paté af bortfløjet and

(4 personer)

4-5 kardemommekapsler

3-4 stjerneanis

2 laurbærblade

3 spsk olivenolie

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

100 g porre

100 g østershatte

2 spsk citronsaft

50 g hakkede mandler

hakket frisk chili eller tørrede chiliflager efter smag

150 g jordskokker

ca. 1 dl plantefløde

50-100 g havregryn

salt, friskkværnet peber

3 spsk sesamfrø eller 25 g mandelflager

.

Tag frøene ud af kardemomme- og stjerneanis-kapslerne. Stød dem i en morter (eller brug knuste krydderier).

Rist frøene sammen med laurbærbladene i olien, indtil krydderierne dufter.

Hak løg og hvidløg. Snit porren. Skær svampene i små terninger.

Tilsæt de fire ting og svits dem 4-5 minutter. Tilsæt citronsaft og chili efter smag.

Riv jordskokkerne eller findel dem i en food processor.

Bland dem med de stegte ingredienser.

Rør fløden i farsen. Tilsæt havregryn, så farsen hænger sammen.

Smag godt til med salt og peber. Tilsæt de hakkede mandler.

Pres farsen sammen i en skål og lad den hvile en halv times tid (den kan også stå i køleskabet til næste dag).

Vurdér farsen. Skal der mere fløde eller flere havregryn i?

Læg farsen i en smurt paté- eller postejform og pres den godt ned i formen. Drys med sesamfrø eller mandelflager.

Du kan også bage pateen i flere mindre forme.

Bag pateen i en 200 grader varm ovn 30-40 minutter afhængig af formens tykkelse.

Hvis du vil være sikker på at have nok af pateen til frokostbordet eller madpakken, kan du fordoble portionen.

.

..

her får alle en mandel!

Hvis du er til mad, der er godt krydret, noget der leder tankerne hen på et mellemøstligt, duftende krydderimarked, skal du prøve denne paté. Den giver helt andre smagsoplevelser end den valnøddepaté, jeg har foreslået her.

På fotoet ovenfor er pateen dækket af mandelflager, så hav hellere en mandelgave parat til alle! Hvis det er i overkanten af julehumøret, kan du sagtens drysse med sesamfrø i stedet som vist ovenfor.

.

fin til frokostbordet

Hvis du foretrækker en mere traditionelt smagende paté til juleaften, kan denne spicy udgave passe fint til en julefrokost. Hvis den ikke kun skal nydes som pålæg på et stykke rugbrød, kan du servere en tomatsovs til.

Den ægte brune julesovs med masser af smag finder du her.

.

grov tomatsovs

Se opskrift på tomatsovsen her.

.

.

 

Share