Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

plantebaseret aspargessuppeArkiv

mandag

4

april 2022

8

KOMMENTARER

aspargessuppe med forårsbebudere – idé til påskemiddagen

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, supper

.

byd foråret velkommen

En aspargessuppe er altid en fest – ikke mindst hvis det er en af de første supper, man byder foråret velkommen med. Jeg ved godt, at der ikke er danske asparges endnu, men jeg kan altså ikke styre mig, så jeg har brugt importerede. Rent faktisk har jeg fået dem forærende, så jeg er en lille smule uskyldig!

Denne aspargessuppe er ikke en suppe, man spiser sig mæt i. Den er beregnet som  forret, og den vil passe fint til en påskemiddag.

.

snart er de her!

 

Med lidt tålmodighed vil skønne stængler som dem på billedet titte op over jordvoldene på Samsø, Vestsjælland og andre steder, hvor man dyrker fine asparges.

.

brug hvide eller grønne

Suppen kan laves med enten hvide eller grønne asparges – eller med en blanding.

Husk at hvide asparges skal skrælles. Hvis grønne asparges er lidt træede nederst på stilkene, skrælles de også.

Jeg har taget en enkelt hel asparges (evt. en halv, hvis den er tyk) fra pr. person og pyntet dem med små blomster af stedmoder, de første spæde skvalderkål og et par små ramsløgblade.

.

med blomster og vilde planter

Det klæder suppen at smage den til med en krydderurt, fx estragon. Men spar på urten. Det er vigtigt, at den skønne spæde aspargessmag bevares.

.

kog evt. skrællen

Tidligere kogte jeg altid skrællerne fra asparges en halv times tid for at få bouillon med ekstra smag til suppen. Men med de stigende energipriser skal man nok lave mad over åben ild for at tillade sig den luksus at koge mere end højst nødvendigt.

.

aspargessuppe med forårsgrønt

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

200 g kartofler

8-10 dl grøntsagsbouillon

½ kg asparges

1-2 dl havrefløde

citronsaft

salt, friskkværnet peber

evt. en krydderurt som estragon eller persille og/eller spiselige blomster, urter

 

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til de er bløde.

Skræl kartoflerne og skær dem i små terninger. Tilsæt dem sammen med bouillonen.

Bring suppen i kog.

Skræl hvide asparges. Grønne behøver ikke at skrælles, bortset fra måske det nederste stykke.

Tag to eller fire tykke asparges fra, hvis du vil pynte dem som på fotoene. Skær resten i skiver og kom dem i suppen.

Kog suppen 8-10 minutter og blend den. Du kan evt. tage nogle af aspargesene op inden, og komme dem tilbage i suppen, når den er blendet.

Tilsæt fløde efter smag. Hvis suppen er meget tyk, kan tilsættes mere bouillon.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber samt lidt fintsnittet estragon eller persille. Varm suppen igennem.

Hvis de asparges, du vil pynte, er meget tykke, skæres stykkerne igennem på langs. Ellers bevares de hele.

Læg aspargesstykkerne i kogende vand 1-2 minutter og afdryp dem.

Pynt aspargesstykkerne med krydderurter og/eller spiselige blomster og vilde urter.

Servér suppen portionsvis og læg de hele asparges på randen af tallerknen/skålen.

Dryp med lidt god olivenolie og måske lidt fløde – og drys evt. med lidt friskkværnet peber.

.

.

Share