klassikeren den 1. januar – reparationsburger!
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in frokostretter, madpakke, nytår, småretter
.
Alle bloggens læsere ønskes et rigtig godt nytår. I år har vi ekstra brug for de gode ønsker, for dette år har været hårdt for mange. Jeg håber, at vores liv bliver lettere i takt med at lyset langsomt vender tilbage.
Og lettere kan det ikke mindst blive, hvis man styrker sit immunsystem. Det gør i høj grad den mad, jeg arbejder med. Det er både sjæle- og celleføde. Følg med i det nye år: her vil fokus være endnu stærkere på immunstyrkende mad, som er en af de ting, der kan få os sikkert gennem coronaens hærgen.
Tak til alle jer, der trofast har fulgt med i mine”opfindelser” endnu et år. Tak til alle jer, som tager sig tid til at sende smukke og rosende ord. Det glæder mig usigeligt og er meget motiverende for mit arbejde. Hjertelig ❤️ TAK!
Jeg håber, vi “ses” også i 2021. Aldrig har verden behøvet en ændring i spisevanerne mere end nu under epidemiens hærgen, så glæd dig til et nyt år med masser af grøn inspiration. Hvis du har familie, venner eller bekendte, der mangler inspiration (eller kendskab) til at lægge om til en livgivende, bæredygtig livsstil, så del gerne adressen www.kirstenskaarup.dk med dem. Det er en gave, der kan være en af de bedste, du kan give dem. På bloggen kan tegnes gratis abonnement på nye opskrifter.
Vi skal have alle med på vognen, hvis vi skal løse klimakrisen og endelig få gjort op med den ubeskrivelige mishandling af produktionsdyrene.
Det hele hænger sammen. Lad os tage det alvorligt i det nye år. Brug din indkøbskurv som pressionsmiddel. Dér, hvor ændringerne skal ske, taler kun penge og profit. Snak i et sprog, som producenterne forstår. Køb plantebaseret og økologisk.
.
glædeligt grønt nytår
Der er ingen tvivl om, at nytårsaften 2020/2021 for mange af os bliver anderledes end normalt.
I mange hjem vil vi være færre om at skåle velkommen til det nye år, og dermed vil der sikkert også blive drukket mindre alkohol end sædvanligt på en nytårsaften.
Men nytårsdag med ondt i “håret” har de fleste sikkert prøvet, og skulle det trods alt ske i år, så er der som bekendt kun én ting der hjælper, nemlig en burger. Gerne en ordentlig whopper proppet med proteiner, fedme og surt og sødt til at ryste maven på plads.
.
2021 starter supersundt og glutenfrit
Her er en burger. Og den er bestemt ikke kun beregnet til at jage tømmermænd på flugt.
Den sædvanlige hvide, næringsfattige bolle er her byttet ud med en avocado, sprængfyldt med gode næringsstoffer og sunde fedtsyrer.
Vi lever i disse måneder i coronaens skygge, og den allerbedste forebyggelse, der findes, er at opruste sit immunsystem. Og det er ingen straf. Tværtimod: det er en kæmpegave i form af velsmag og en sund krop. Så tømmermænd eller ej: denne burger vil bringe dig godt ind i 2021.
Er du trods alt mere til en almindelig burgerbolle, kan avocadoen selvfølgelig byttes ud.
.
byens bedste burgerbolle
Der findes jo også gode burgerboller. Her er en helt almindelig dejlig burgerbolle. Find opskriften her.
.
det sure med det søde
Dét, der kendetegner en lækker burger, er bl.a. balancen med sødt og syrligt, stærkt og salt.
En god tomatketchup er et must, og har du mod på det, kan du selv lave denne ketchup med mango, som du ser på fotoet.
.
En hjemmelavet tomatketchup med mango er lækker til mange andre ting end en burger.
.
kartoffelbøf som fyld
Jeg har brugt en kartoffelbøf som fyld i avocadoburgeren. Er du mere til bøffer med bønner, korn eller andet, så finder du opskrifter på adskillige burgerbøffer her.
Du kan forme plantefarsen som bøffer eller som frikadeller. Begge dele er også lækre som pålæg på et stykke rugbrød.
.
kartoffelbøffer
(10-12 frikadeller eller 6-7 bøffer)
50 g perlerug
300 g kartofler
50 g løg
2 fed hvidløg
1 chili
1 spsk ristet og knust spidskommen
1 spsk citronsaft
salt, friskkværnet peber
30 g kikærtemel eller hvedemel + ekstra til formning
50 g rasp
kokos- eller olivenolie til stegning
.
Kog rugkernerne i vand, der dækker, ca. 20 minutter. Afdryp og afkøl kernerne.
Riv kartoflerne groft (de skal ikke koges først). Læg dem i en sigte og drys med lidt salt. Vend rundt i kartoflerne og lad dem stå en halv times tid.
Hak løg, hvidløg og chili efter smag.
Pres så meget væde som muligt ud af kartoflerne og tilsæt rugkerner, løg, hvidløg, chili, spidskommen og citronsaft.
Smag godt til med salt og peber.
Rør mel og rasp i farsen. Tilsæt så meget rasp, at farsen bliver tilpas fast. Pres den lidt sammen og sæt skålen i køleskabet en halv times tid.
Form bøffer eller frikadeller af farsen med melede hænder.
Steg bøfferne eller frikadellerne gyldne på begge sider i godt varm olie.
noget der kradser, og noget der dulmer!
Foruden bøffen er burgeren lagt sammen med marinerede skiver af squash, syltet agurk, ringe af rødløg, bladselleriblade, en klat mayo og tomatketchup.
På toppen er drysset med sorte sesamfrø og karse.
Jeg vil dog understrege, at en burger kan lægges sammen med alt det, du selv foretrækker. Disse ingredienser er blot et forslag.
God start på 2021!
.