Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

nytårsburger veganskArkiv

torsdag

31

december 2020

14

KOMMENTARER

klassikeren den 1. januar – reparationsburger!

Skrevet af , Posted in frokostretter, madpakke, nytår, småretter

.

Alle bloggens læsere ønskes et rigtig godt nytår. I år har vi ekstra brug for de gode ønsker, for dette år har været hårdt for mange. Jeg håber, at vores liv bliver lettere i takt med at lyset langsomt vender tilbage.

Og lettere kan det ikke mindst blive, hvis man styrker sit immunsystem. Det gør i høj grad den mad, jeg arbejder med. Det er både sjæle- og celleføde. Følg med i det nye år: her vil fokus være endnu stærkere på immunstyrkende mad, som er en af de ting, der kan få os sikkert gennem coronaens hærgen.

Tak til alle jer, der trofast har fulgt med i mine”opfindelser” endnu et år. Tak til alle jer, som tager sig tid til at sende smukke og rosende ord. Det glæder mig usigeligt og er meget motiverende for mit arbejde. Hjertelig ❤️ TAK!

Jeg håber, vi “ses” også i 2021. Aldrig har verden behøvet en ændring i spisevanerne mere end nu under epidemiens hærgen, så glæd dig til et nyt år med masser af grøn inspiration. Hvis du har familie, venner eller bekendte, der mangler inspiration (eller kendskab) til at lægge om til en livgivende, bæredygtig livsstil, så del gerne adressen www.kirstenskaarup.dk med dem. Det er en gave, der kan være en af de bedste, du kan give dem. På bloggen kan tegnes gratis abonnement på nye opskrifter.

Vi skal have alle med på vognen, hvis vi skal løse klimakrisen og endelig få gjort op med den ubeskrivelige mishandling af produktionsdyrene.

Det hele hænger sammen. Lad os tage det alvorligt i det nye år. Brug din indkøbskurv som pressionsmiddel. Dér, hvor ændringerne skal ske, taler kun penge og profit. Snak i et sprog, som producenterne forstår. Køb plantebaseret og økologisk.

.

glædeligt grønt nytår

Der er ingen tvivl om, at nytårsaften 2020/2021 for mange af os bliver anderledes end normalt.

I mange hjem vil vi være færre om at skåle velkommen til det nye år, og dermed vil der sikkert også blive drukket mindre alkohol end sædvanligt på en nytårsaften.

Men nytårsdag med ondt i “håret” har de fleste sikkert prøvet, og skulle det trods alt ske i år, så er der som bekendt kun én ting der hjælper, nemlig en burger. Gerne en ordentlig whopper proppet med proteiner, fedme og surt og sødt til at ryste maven på plads.

.

2021 starter supersundt og glutenfrit

Her er en burger. Og den er bestemt ikke kun beregnet til at jage tømmermænd på flugt.

Den sædvanlige hvide, næringsfattige bolle er her byttet ud med en avocado, sprængfyldt med gode næringsstoffer og sunde fedtsyrer.

Vi lever i disse måneder i coronaens skygge, og den allerbedste forebyggelse, der findes, er at opruste sit immunsystem. Og det er ingen straf. Tværtimod: det er en kæmpegave i form af velsmag og en sund krop. Så tømmermænd eller ej: denne burger vil bringe dig godt ind i 2021.

Er du trods alt mere til en almindelig burgerbolle, kan avocadoen selvfølgelig byttes ud.

.

byens bedste burgerbolle

Der findes jo også gode burgerboller. Her er en helt almindelig dejlig burgerbolle. Find opskriften her.

.

det sure med det søde

Dét, der kendetegner en lækker burger, er bl.a. balancen med sødt og syrligt, stærkt og salt.

En god tomatketchup er et must, og har du mod på det, kan du selv lave denne ketchup med mango, som du ser på fotoet.

.

En hjemmelavet tomatketchup med mango er lækker til mange andre ting end en burger.

Se opskriften her.

.

kartoffelbøf som fyld

Jeg har brugt en kartoffelbøf som fyld i avocadoburgeren. Er du mere til bøffer med bønner, korn eller andet, så finder du opskrifter på adskillige burgerbøffer her.

Du kan forme plantefarsen som bøffer eller som frikadeller. Begge dele er også lækre som pålæg på et stykke rugbrød.

.

kartoffelbøffer

(10-12 frikadeller eller 6-7 bøffer)

50 g perlerug 

300 g kartofler

50 g løg

2 fed hvidløg

1 chili

1 spsk ristet og knust spidskommen

1 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

30 g kikærtemel eller hvedemel + ekstra til formning

50 g rasp

kokos- eller olivenolie til stegning

.

Kog rugkernerne i vand, der dækker, ca. 20 minutter. Afdryp og afkøl kernerne.

Riv kartoflerne groft (de skal ikke koges først). Læg dem i en sigte og drys med lidt salt. Vend rundt i kartoflerne og lad dem stå en halv times tid.

Hak løg, hvidløg og chili efter smag.

Pres så meget væde som muligt ud af kartoflerne og tilsæt rugkerner, løg, hvidløg, chili, spidskommen og citronsaft.

Smag godt til med salt og peber.

Rør mel og rasp i farsen. Tilsæt så meget rasp, at farsen bliver tilpas fast. Pres den lidt sammen og sæt skålen i køleskabet en halv times tid.

Form bøffer eller frikadeller af farsen med melede hænder.

Steg bøfferne eller frikadellerne gyldne på begge sider i godt varm olie.

 

noget der kradser, og noget der dulmer!

Foruden bøffen er burgeren lagt sammen med marinerede skiver af squash, syltet agurk, ringe af rødløg, bladselleriblade, en klat mayo og tomatketchup.

På toppen er drysset med sorte sesamfrø og karse.

Jeg vil dog understrege, at en burger kan lægges sammen med alt det, du selv foretrækker. Disse ingredienser er blot et forslag.

God start på 2021!

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

mandag

31

december 2018

20

KOMMENTARER

reparationsburger – godt nytår 2018/2019

Skrevet af , Posted in frokostretter, nytår, småretter

.

godt nytår og tak fordi du fulgte med på bloggen endnu et år – og velkommen til mange nye følgere

Nytåret kalder på eftertanke og gode ønsker for det nye år. Det er et godt tidspunkt at sige tak for året, der gik, og skyde sine ønsker for det nye år af sted. Jeg vil først og fremmest sige en stor tak til jer, der følger med her. Det er enormt animerende og inspirerende, at I har lyst til at afprøve mine opskrifter.

Maden er en passion for mig. Derfor er det en stor glæde at kunne dele den med jer. Jeg får rigtig mange kærlige hilsener og søde tilkendegivelser. De rører mig dybt og betyder, at jeg arbejder med endnu større glæde, lyst og energi. Jeg tror på, at vi sammen kan gøre verden grønnere. Tak til jer alle sammen – og

mange ønsker om et rigtig dejligt nyt år. Et år hvor det vil lysne endnu mere for den plantebaserede mad. Aldrig tidligere har der været så meget medvind for bæredygtig mad som i 2018, og den trend vil blive endnu stærkere i 2019. Det er meget lykkeligt – men også meget sørgeligt, fordi det hovedsagelig sker på baggrund af det faktum, at vi har ødelagt jordens sårbare klima. Og personligt føler jeg stor sorg over, at det sjældent er produktionsdyrenes lidelser, der driver folk til at ændre spisevaner. Man lad os alligevel glæde os over, at det går i den rigtige retning.

Det er ærgerligt, at vi skal helt ud til kanten, før vi begýnder at indse, hvad vi har gang i. Siden middelalderen, ja faktisk meget tidligere, har vi afskåret os mere og mere fra naturen. Og nu har vi nået et trin, hvor mange slet ikke fornemmer nogen forbindelse til jorden og alt hvad den giver os. Faktisk er det jo sådan, at vores klode kan forsyne os med alt, hvad vi har brug for: fødevarer, rent vand og ren luft. Hvis vi altså behandler den med kærlighed. Det har vi ikke gjort, vi har været grådige, og nu må vi betale regningen.

.

jeg ønsker mig i 2019 …

Mit ønske for det nye år er, at alle mennesker vil begynde at tænke over ethvert forbrug, der belaster kloden. Har vi virkelig brug for den dér fjollede plasticdims fra Kina, og kan vi ikke tage cyklen eller bussen i stedet for at køre i bil? Når det handler om spisevaner, ønsker jeg, at vi vil gøre op med os selv, om vi vil købe og spise fødevarer, der er frembragt med store lidelser for levende væsener og levende natur. Og når jeg siger “tænke over”, mener jeg at tage sig tid til at sætte sig ind i, hvordan det, vi vælger at købe, er fremstillet. Hvad er omkostningerne for miljøet, dyrene, vores medmennesker, naturen, kloden … Vi vil desværre se, at det ikke hænger sammen. Hertil skal lægges de enorme økonomiske omkostninger, som vores tankeløse færd på jorden indebærer.

Vi må gøre op med os selv, om vi vil støtte fødevarer, der er blevet til på grundlag af afbrænding af regnskov, fordrivelse af fattige bønder og sult i den tredje verden, fordi der skal dyrkes foder til vores dyr i den vestlige verden? Vil vi støtte transporten af dette foder fra den anden side af kloden? Vil vi acceptere, at der skal sendes 10 kg planter gennem dyrene for at få 1 kg kød? Planter, der kunne have mættet mange sultende mennesker. Vil vi støtte mishandlingen af milliarder af dyr? Det er mit håb, at mange vil indse, at vi er kørt helt af sporet, når det handler om dét, vi spiser.

Hver gang vi tager en bid mad i munden, har det effekt på den anden side af kloden.

.

jeg ønsker mig allermest …

at vi indser, at vi ikke etisk har lov til at producere de over 30 millioner grise, som vi gør i Danmark. Det er langt fra første gang, jeg nævner dette skamfulde faktum, og jeg forstår, hvis nogle tænker, at nu er det igen hende den “frelste”, der er ude med riven. Derfor er jeg ekstra glad for at kunne citere journalist Sune Gylling Æbelø, som i et debatindlæg i Politiken 30. december 2018 skriver, at historien vil rejse en skamstøtte over vores konventionelle griseproduktion. Når jeg gerne vil citere Æbelø, er det fordi, han er en helt almindelig kødspiser af produkter fra dyr, der er produceret økologisk. Jeg mener, hans ord har ekstra stor vægt, fordi han ikke er plantespiser.

Sune Gylling Æbelø skriver bl.a. “Konventionel dansk griseproduktion er en kædereaktion af tortur og mishandling af højt intelligente dyr, og der findes for oplyste mennesker ingen etisk forsvarlig undskyldning for at købe produkter heraf.” og videre … “24.300 pattegrise dør hver dag af kulde, tørst eller ved at blive klemt ihjel af soen. 9 mio. grise om året dør som spildprodukt i kødindustrien. Det svarer til antallet af indbyggere i Østrig.” Og Æbelø fortsætter med at opremse de utallige andre måder, vi torturerer grise på.

Så ja tak til en skamstøtte over dansk konventionel svineproduktion. Men allerhelst: brug det nye år til at bede alle grisespisere, du kender, om at tænke over, om de fortsat vil støtte denne mishandling.

.

reparation i det små

Der er brug for reparation i det store som i det små. Nu er nytåret jo tiden, hvor vi slår gækken løs, så jeg siger: luk op for det nye grønne år med fortrøstning. Luk op for noget lækkert. Luk op for en supersund burger. I en burger er der en bøf, og bøffer laves af bønner, linser eller kikærter i fremtiden. Det påstår jeg i al fald i min nye bog!

Skulle du trænge til en opkvikker nytårsdag, kan svaret være noget “reparations”mad. Det er for mange traditionelt en snasket burger fuld af proteiner, sødt, surt, skarpt og mildt. Og hvis du vælger denne burger, kan du glemme alt om junkfood.

.

mange slags burgere

Her er eksempler på fire forskellige burgere: bagest en auberginebøf og th. en majsbøf. Forrest tv. en squashbøf med ristede svampe og løg. Th. en hummusbøf med mayo, høvlede gulerødder og radiser (opskrifterne er med i min nye bog).

.

hummusbøffer til burgere

I den nye bog, “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer og postejer”, der udkommer til februar, er der masser af opskrifter på plantebøffer, der både kan nydes som middagsmad og i en burger.

Se opskriften på hummusbøffer her. De er både hurtige og nemme at lave, især hvis du bruger kikærter fra dåse.

.

burgere med hummusbøffer

Hummusbøfferne er her lagt sammen i en burgerbolle smurt med senneps-mayo og toppet med marinerede rødløg og mangofrugt, bladselleri, spirer og kæmpekapers. En klat tomatketchup på toppen skader heller ikke!

GODT NYTÅR! 🍾 🎈 🎉

.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share