Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Mahatma GandhiArkiv

mandag

7

august 2023

8

KOMMENTARER

ærtesuppe med peberrodsfløde – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

friske, søde ærter i suppen

En lille ærteplante købt i supermarkedet har vokset sig stor og kraftig i en krukke på terrassen. Nu kan jeg høste superfriske ærter, og dén smag er fantastisk! Det er smagelykke på højde med asparges og nye kartofler.

Det er næsten synd at varmebehandle de små søde ærter, men man kan jo vente med at bruge ærterne i en suppe, til man har spist sig mæt og glad i de friske – eller simpelt hen bruge frosne.

.

varm eller kold?

Med det mildest talt skiftende “sommer”vejr, er det godt at vide, at denne suppe fungerer lige godt, om den serveres varm eller kold.

.

gid det var så vel …

Hvis H.C. Andersen kunne kigge frem til i dag, ville han nok ikke skrive, at ærterne mente, at hele verden er grøn, fordi hele deres verden er grøn.

Selv farveblinde kan i dag se, at verden er langt mere grå end grøn. Og selv en grøn ært i en grøn bælg kan i dag mærke, at vi er kørt helt af sporet – natursporet.

.

fremtidens protein

Ærter, og især andre bælgplanter, indeholder de proteiner, der skal ernære os i fremtiden.

Det giver god mening, for bøffer koster 1.800 gange mere landbrugsareal end ærter.

Hvis vi forestiller os, at alle mennesker på jorden blev 100% plantespisere, ville det betyde, at jordens landbrugsareal kunne reduceres med 75%, hvilket svarer til et areal på størrelse med USA, Kina, Australien og EU.

Det fremføres af og til, at vi er for mange mennesker på jorden. Det er vi ikke. Vi er alt for mange dyr. Som den indiske politiker og ikke-voldelige frihedskæmper, Mahatma Gandhi, meget rammende sagde: “Den rige mands ko spiser den fattige mands mad.”

.

gammel klassiker

Denne superenkle suppe får sin karakter fra peberrodsfløden. Jeg smagte suppen for første gang for mange år siden, da jeg som ganske ung arbejdede på et forlag i London. Gennem fælles venner var jeg inviteret til middag hos et russisk forskerpar. Den smukke frue i huset, der var atomforsker, serverede denne suppe. Jeg husker, at den var med til at åbne mine smagsløg for, hvor fantastisk (og enkelt) mad kan smage. Mon ikke de fleste har erindring om en uforglemmelig smagsoplevelse, hvor man bare siger Waaauuu!

Suppen blev i London selvfølgelig serveret med et lille glas iskold vodka!

.

ærtesuppe med peberrodsfløde

(4 personer – forret )

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

150 g kartofler

ca. 6 dl grøntsagsbouillon

200 g bælgede ærter

2-3 spsk citron- eller limesaft

ca. 2 dl havrefløde

salt, friskkværnet peber

ærteskud

peberrodsfløde:

ca. 3/4  dl havrefløde

reven peberrod efter smag

 

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er bløde.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med 1/2 l bouillon.

Lad suppen simre 7-8 minutter.

Tilsæt ærterne og kog suppen endnu 3-4 minutter.

Tilsæt citrussaft og havrefløde.

Purér suppen i en blender og smag den godt til med citrussaft, salt og peber. Vurdér konsistensen.

Rør fløden med reven peberrod efter smag. Smag til med salt.

Hvis du vil have pisket fløde på suppen, så brug den piskbare sojafløde.

Servér suppen med peberrodsfløden på toppen. Drys evt. med lidt peber, og pynt evt. med lidt friske ærter og et par ærteskud.

Sæt suppen i køleskabet, hvis den skal serveres kold.

.

..

Share

fredag

23

august 2013

0

KOMMENTARER

ugens menu uge 47, COP17 i Durban

Skrevet af , Posted in ugens menu

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se nedenfor th. Så får du besked, når der er nye lækker- bidder.

Hvis du vil afmelde abonnementet, så gå ind samme sted – og send desuden en mail til mig: kirsten.skaarup@privat.dk

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

30. november 2011

__________________________________________________________________________________________________________________

m e r e  s u p e r f o o d



rund, rød og foryngende

Rødbeder hører også til den kategori, man kalder superfood (se nedenfor).

Rødbeder indeholder meget af B-vitaminet folat, som bl.a har betydning for blodets iltning. 

I rødbeder findes også antioxidanterne antocyaninerne, der forebygger ældning og livsstilssygdomme. Og rødbeder er desuden jernholdige, hvilket er værd at bemærke, hvis man ikke spiser kød.


lille rødbedeforret

Rødbeder passer fint sammen med gedeost. Også andre markante ting som peberrod og wasabi kvikker den tilbageholdende rødbede op. Sødt-syrligt er også godt, fx rosiner kogt ind med balsamico.

I den lille forret her er rødbederne kogt, men faktisk er det fint at spise så meget råt som muligt. Så du kan blot skære rødbederne i papirtynde skiver og lægge dem sammen med osten. Så har du en forret på nogle få minutter.


rødbeder med gedeost

Klik på billedet, så får du opskriften.


__________________________________________________________________________________________________________________

29. november 2011

________________________________________________________________________________________________________________________

a v o c a d o  o g  a n t i o x i d a n t e r



avocado er superfood

Avocado er et genialt næringsmiddel. Det er blevet sagt, at hvis man strander på en øde ø, kan man overleve i årevis, blot der vokser avocado på øen.

.

ny forskning

Vi har længe vidst, at avocado er sundt, men nu har forskning på Ohio State University vist, at forsøgspersoner, der fik en salat med avocado, optog flere antioxidanter end de personer, der fik en almindelig salat med fedtfattig dressing.

I avocadosalaten var der 4 gange mere lycopen og 18 gange mere betacaroten (A-vitamin) i forhold til den traditionelle salat.


lycopen beskytter

Stoffet lycopen findes rigeligt i avocado. Lycopen er en antioxidant og det pigment, der giver grøntsagerne deres farver (fx findes der også meget lycopen i tomater).

Lycopen reducerer hærdning af blodkarrene og nedsætter risikoen for blodpropper. Og den gode antioxidant er også aktiv i bekæmpelsen af kræftceller.

Prøv en avocadosalat, brug avocado som pålæg, eller optimér humussen med en avocado.

___________________________________________________________________________________________________________________________________

avocadosalat med sorte bønner

.


avocado/pæresalat


Klik på billederne, så får du opskriften.

Længere nede på denne side finder du opskrift på avocadohummus.


En anden mulighed er at bruge avocadoolie i dressinger.



_____________________________________________________________________________________________________________________________

28. november 2011

_________________________________________________________________________________________________________________

C O P 1 7


kødfrifredag

blev startet i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009. Læs mere om tankerne bag her.

Den gang troede jeg endnu på, at verden kunne blive enig om at værne om klimaet. Det skete ikke, og der er desværre heller ikke store chancer for, at det vil ske med topmødet nu i Durban.

Grådigheden er for stor, og indsigten i konsekvensen af vore handlinger er for lille, og det er derfor aldrig lykkedes nationerne at nå til enighed om en klimaaftale, der forpligter samtlige lande i udledning af klimagasser.



“Den rige mands ko stjæler den fattige bondes korn”

Mahatma Gandhi


vi må selv handle

Heldigvis er der gode takter i mange lande, selv i et land som Kina, der ikke vil forpligte sig til aftaler. Ikke desto mindre arbejder man hårdt på at forbedre klimaet, hvilket også er af største nødvendighed. Allerede da jeg rejste i landet i 1985 var luften til at skære i – og det er småting imod, hvad der siden er sket.


hver eneste bid batter

Man kan spørge sig selv i dette gigantiske hav af forurening: “nytter det noget at ændre spisevaner?”.

JA, det gør det. Hver eneste bid mad vi putter i munden har konsekvens for klimaet.

Derfor håber jeg, at du vil bruge og nyde opskrifterne her på bloggen – og meget gerne sende dem videre til venner og bekendte. Vi har brug for at få alle med om bord for at skåne denne smukke planet og sikre den for fremtiden.



_______________________________________________________________________________________________________________

27. november 2011

____________________________________________________________________________________________________________________


k ø d b o l l e r  u d e n  k ø d ?


boller i karry på den grønne måde

En af bloggens læsere, Cecile, har spurgt mig om en opskrift på boller i karry. Faktisk har jeg aldrig før tænkt på at lave kødboller uden kød, men nu har jeg kastet mig ud i nogle forsøg. Det er en virkelig spændende opgave.



her hjælper kun bønner

Foreløbig har jeg lavet nogle udmærkede “kød”boller med basis i kidneybønner. De hang fint sammen, da de blev kogt i en god grøntsagsbouillon.

Jeg vil også prøve at lave nogle boller på basis af svampe.

Hvis DU har erfaring med eller ideer til “kød”boller uden kød, så skriv gerne en besked her på bloggen.

Inden længe vil der komme en opskrift med boller i karry – måske med flere udgaver af “kød”boller uden kød.


_____________________________________________________________________________________________________________________________

26. november 2011

_____________________________________________________________________________________________________________________


s o l s k i n s m a d


kærlig klimamad


ny bog af Birthe Straarup

Terapeuten Birthe Straarup har udsendt en spændende ny bog.

Birthe Straarup har i mange år arbejdet som zoneterapeut, kineseolog og terapeutisk rådgiver.

Siden 2003 har Birthe Straarup arbejdet med begrebet “solskinsmad”, som er de principper bogen handler om.


opskriften på sundhed og enkelhed

Selv om der er opskrifter i bogen, vil Birthe Straarup mere have os til at leve efter et helt nyt princip, hvor vi tager hensyn til planeten, klimaet og ressourcerne.

Birthe Straarup siger: “Plantemad er nænsom for kroppen, dyrene og kloden og bliver morgendagens mad”.

Ved hjælp af en helt ny madcirkel fører Birthe Straarup os ind i det uendelige univers af vidunderlige smagsnuancer, og personligt tror jeg , at vi helt automatisk vil ændre madvaner til noget sundt og naturligt, hvis vi lærer at SMAGE.


“Solskinsmad” er på 172 sider og koster kr. 249,00.

Du kan købe bogen her – og læse mere om den på samme link. 


________________________________________________________________________________________________________________________

25. november 2011

______________________________________________________________________________________________________________________________________

g å  s t æ r k t  t i l  b r o c c o l i e n


broccoli beskytter

Det er velkendt, at broccoli er en af de bedste beskyttere mod kræft. Kræftcellerne kan simpelt hen ikke lide de skrappe stoffer i broccoli (og andre former for kål).


ny forskning om broccoli

Nu har forskerne fundet ud af, at broccolien er endnu mere effektiv mod kræftcellerne, hvis den spises sammen med noget stærkt som peberrod, wasabi, chili etc.


broccoli med wasabi og sesamfrø

I den gode sags tjeneste har jeg lavet et forsøg med broccoli og wasabi.

Wasabi er japansk peberrod, og vil være kendt af dem, der elsker sushi. Wasabi er den edder-stærke pasta, der altid følger ned sushi. 

Wasabi købes i butikker, der handler med orientalske produkter. Det fås enten i en tube eller som et pulver, som skal røres op i vand.

Jeg har skåret broccoli i skiver og penslet dem med wasabi rørt op i vand. Derefter har jeg drysset sesamfrø på og stegt skiverne et øjeblik på panden i lidt olie.

Husk at broccoli skal varmebehandles så lidt som muligt for ikke at ødelægge de aktive stoffer.


mere følger om broccoli og de stærke sager

Hvis det stærke virkelig skal blive på broccolien, er det formentlig nødvendigt at vende skiverne i sammenpisket æg sammen med det stærke medie. Det kommer jeg tilbage til.

Indtil videre kan du jo også spise broccolien som en salat med en stærk chilidressing eller peberrodsdressing.



___________________________________________________________________________________________________________________________________________

24. november 2011

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


g r ø n t  &  o g  g r o f t  t i l  m a d p a k k e n



ideer til den grønne madpakke

Som jeg tidligere har skrevet om, arbejder jeg på en bog om grøn madpakke- og frokostmad. Jeg håber, den udkommer i løbet af 2012. 

Bogen indeholder en masse opskrifter på smørepålæg, som man nemt selv kan lave. De købte vegetariske pålæg er temmelig dyre, så der er store besparelser, hvis man laver sit eget pålæg, og der er mange lækre ting som artiskokpålæg, linsepostej, nøddesmør, cashewpålæg og desuden masser af frikadeller og andre postejer, lommepizzaer med meget mere  

–  Og så er hjemmegjort som bekendt velgjort, og man ved præcis, hvad der er i maden. 

I denne uge kommer der et par smagsprøver. Dels har jeg udarbejdet en opskrift på en burgerbolle med perlespelt og speltmel, som både fylder og smager, dels har jeg lavet en variation af den klassiske hummus.


opgradering af den klassiske hummus

Hummus er populært som pålæg, og det smager da også fantastisk godt. Og så kan det varieres på utallige måder. Man kan tilsætte chili, spidskommen, sennep etc. – og man kan, som jeg foreslår her, optimere humussen med et par supersunde avocado.


Hummusen på billedet er en klassisk hummus med chili. Klik på billedet, så får du opskriften.


klap sammen om noget godt –

den klimavenlige burger

Der er ingen ende på alle de dejlige ting, man kan fylde i en burger.

Hvis du vælger ugens speltbolle og smører den med hummus og klapper den sammen om en kartoffelfrikadelle, er du rigtig godt forsynet med gode proteiner.

– Og det er vel at bemærke proteiner af den klimavenlige slags.  Her har ingen kobøvser og ditto prutter belastet omgivelserne.


___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

u g e n s  m e n u

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

burgerboller

De store, fyldige burgerboller kan også bages som mindre, almindelige boller.

Dejen skal ikke æltes, kun røres, så bollerne er hurtige at bage.

Klik på billedet, så får du opskriften.


__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

avocadohummus

Her har den sunde hummus fået et ekstra tilskud af velsmag og gode fedtstoffer.

Kikærter og avocado klæder hinanden godt på alle måder.

Klik på billedet, så får du opskriften.


____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

burger med fyld

Klik på billedet, hvis du vil have ideer til burgerfyld.

Hvis du klikker HER, får du endnu flere ideer.

 vegetaropskrift, vegetarret, veganeropskrift

Share