Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Løs MarketArkiv

tirsdag

8

november 2016

2

KOMMENTARER

spidskålssalat med sprød persillerod og ristede valnødder

Skrevet af , Posted in salater

.

kærlighed til kloden – nu i løs vægt!

spidskaalssalat-m-valnoedder-3

Denne salat med spidskål, ristede valnødder og valnøddedressing er jeg blevet inspireret til, efter at have smagt de fantastiske valnødder og den uforlignelige valnøddeolie i den nye butik på Vesterbro i København, Løs Market. Jeg har skrevet om butikken her.

Løs Market er startet af franske Frederic for at spare kloden for noget af vores enorme forbrug af emballage, der er med til at belaste vores skrøbelige klima. I Løs Market skal du selv medbringe dine poser, flasker etc. Så kan du fylde op, og ikke blot sparer du klimaet for en masse affald, du kan også købe lige nøjagtig de 127 g linser, de 188 g håndlavet sæbe eller de 492 g mel, du har brug for. Det er simpelt hen genialt.

 

på besøg i Løs Market

henrik-co

Her er jeg i butikken med stifteren Frederic th. og butikkens ankermand, Henrik tv. Jeg skal hilse og sige, at der ikke blot er kvalitet på alle hylder, her er også masser af godt humør – og kærlighed til kloden.

 

med hovedet under armen

kirsten-m-spidskål

Normalt er det ikke klogt at gå med hovedet under armen, men når det gælder et dejligt spidskålshoved, giver det mere end god mening!

Spidskål er heldigvis blevet en populær ingrediens i salatskålen i Danmark, og når jeg så oven i købet har fået et fantastisk hoved fra den økologiske gårdbutik, Stengaarden i Bregnerød, er det oplagt at lave en spidskålssalat med de skønne valnøddeprodukter fra Løs Market.

Nu er det jo mest sjællænderne, der kan få glæde af Løs Market, og indtil der dukker lignende markeder op andre steder i landet, må du bruge den almindelige valnøddeolie og de sædvanlige valnødder. Kan du slet ikke finde valnøddeolie, går det også fint med en økologisk ekstra jomfruolivenolie.

 

valnødder og spidskål passer perfekt sammen

spidskaalssalat-m-valnoedder-1

Jeg har blandet sprødstegte skiver af persillerod i salaten, men synes du det er for besværligt, kan du sagtens bruge skiverne rå.

Til gengæld anbefaler jeg, at du rister valnødderne. Det lokker alle de skønne smagsnuancer frem.

.

spidskålssalat med sprød persillerod og valnødder

50 g valnøddekerner

4 spsk kokos- eller rapsolie

200 g persillerødder eller pastinakker

150 g gulerødder

1 lille spidskålshoved

50 g tranebær eller rosiner

2 spsk frisk hakket mynte eller persille

dressing:

4 spsk valnøddeolie

2 spsk citronsaft

1 spsk hakkede kapers

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

spidskaalssalat-m-valnoedder

Rist valnødderne gyldne i 1 spsk olie. Sæt dem til side.

Snit persillerødderne fint. Brug gerne et mandolinjern.

Kom endnu 1 spsk olie på panden og rist persillerodsskiverne gyldne ved rask varme. Sæt dem til side.

Du kan også vælge at bruge persilleroden rå. Det bør du gøre, hvis salaten ikke skal serveres straks, da persilleroden bliver blød efter nogen tid.

Snit gulerødderne tyndt. Brug gerne et mandolinjern.

Snit spidskålen så tyndt som muligt.

Bland spidskålen med gulerødder, ristet persillerod, valnødder, tranebær eller rosiner og mynte eller persille. Bland alle ingredienserne godt.

Rør en dressing af valnøddeolie, citronsaft og kapers. Smag godt til med salt, peber og evt. et nip råsukker.

Hæld dressingen over salaten og vend godt rundt.

 

spidskaalssalat-m-valnoedder-2

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

onsdag

2

november 2016

24

KOMMENTARER

linsepostej med sprød boghvede

Skrevet af , Posted in hovedretter, julemad

5. november 2016

 

sundheden er løs

henrik-co

Hos Løs Market møder du disse to charmerende ildsjæle, som er kræfterne bag butikken.

 

Jeg bliver nødt til at dele en åbenbaring med jer: den nye butik Løs Market, Saxogade 77 på Vesterbro i København.

Ideen er, at vi skal spare på emballagen, så du medbringer enten dine egne beholdere, poser, flasker etc., eller du kan købe dine produkter i en papirspose og – som navnet siger: alting er i løs vægt.

Det er ikke blot et fantastisk initiativ, at vi skal undgå det enorme emballagespild, vi oplever i øjeblikket. Nogle varer er emballeret i helt op til 3-4 forskellige former for indpakning. Men lige så vigtig er butikkens udvalg af fantastiske økologiske råvarer. Løs Market har et meget stort udvalg af korn-, linse- og bønneprodukter. Deres valnøddeolie er af en kaliber, så englene synger. Hasselnødderne fra Frankrig smager som nutella, sveskerne er søde og fede, de håndlavede sæber skærer du selv på en gammel brødmaskine – og jeg kunne blive ved. Grøntsager kan du også få, og selvfølgelig kan du tappe din egen vin.

 

loes-market-1

Krydderiafdelingen sender straks én tilbage til et nordafrikansk marked. Her kan du få både ras el hanut, za’atar og mange andre krydderier, som ikke findes i supermarkedet.

.

med hænderne fulde

loes-market

Tag rigeligt med emballage med i Løs Market. Der er så mange fristelser, at du hurtigt får hænderne fulde. Her er det bror Hans, der går amok i bønner og linser.

Hvis du ikke bor i københavns-området, så skriv Løs market på din liste over oplevelser, når du besøger hovedstaden. Her er både sundheden og fantasien sluppet løs.

.

 


2. november 2016

.

en herlig hverdagspostej

linsepostej-1 

Julen nærmer sig så småt. Snart vil masser af udendørs lyskæder fortrænge novembermørket, og mange af os begynder så småt at tænke på julemaden! Faktisk er min gode veninde Anette Harbech Olesen, Mad for livet, i gang med at forberede en E-bog med opskrifter på julemad, hvor jeg bidrager med grønne opskrifter. E-bogen vil kunne downloades gratis, når den er færdig. Det hører du mere om.

For grøntsagsspiserne er klassisk julemad en nøddepostej eller mandelpaté. Her er forslag til en helt almindelig hverdags-linsepostej, som jeg nok ikke ville vælge til julemiddagen, men der er mange andre dejlige dage inden jul, og her vil postejen gøre god fyldest, måske serveret med vores allesammens yndlingstilbehør: ovnbagte rodfrugter. Hvis du vil være med på det nyeste beat, så drys med lidt lakridspulver!

Linsepostejen er også dejlig som pålæg.

 

ovnbagte rodfrugter med svampe og lakrids

rodfrugter-ovnbagte

De fleste elsker bagte rodfrugter. I denne blanding har rodfrugterne fået selskab af svampe og tomater. Det er et skønt tilbehør til postejen. Se opskriften her.

 

ovnbagte rodfrugter med hvidløg

rodfrugter-bagte

Denne blanding af rodfrugter med masser af hvidløg er også et godt valg. Sammen med opskriften på rodfrugterne finder du også opskrift på en misodip, der kan bruges som tilbehør til postejen og begge slags bagte rodfrugter.

 

postej med boghvede på toppen

linsepostej-3

Jeg har dækket postejen med boghvedekerner. Det giver en lidt sprød overflade, men først og fremmest leverer de små frø en masse gode stoffer, som kroppen higer efter. Bl.a. virker boghvede antioxidant og betændelseshæmmende. Frøene er rensende for kroppen og indeholder mange vitaminer og mineraler. Se om alle de gode stoffer i boghvede her.

Nu er det ikke store mængder boghvede, du får med denne postej,  så brug gerne frøene som tilbehør og i salater – så meget som muligt. Boghvede er også en god løsning for glutenallergikere.

 .

flere slags linser

linser

Linser leverer gode og klimakærlige proteiner. Linser indeholder ca. 25 g proteiner pr. 100 g. Det er det samme som i kyllingekød, mere end i roastbeef og dobbelt så meget som i æg. Der er altså absolut ingen grund til at spise animalske produkter for at få sit proteinbehov dækket.

Den vestlige verdens overforbrug af kød betyder ikke blot udsultning af jord og mennesker i den fattige del af verden, det betyder også, at vi for at producere foder til de dyr, vi spiser, udrydder selve naturen, både de vilde planter og de vilde dyr.

Utallige plantearter er forsvundet fra vores natur, og mange vilde dyr er i tilbagegang. En del af dem vil vi fremover kun kunne møde i zoologiske haver. Mange mennesker ved ikke, at det hænger sådan sammen, men hvis  man tænker over det, er det jo helt sindssygt, at vi i den grad skærer den gren over, vi selv sidder på – bare fordi vi vil have kød på tallerkenen!

.

linsepostej med sprød boghvede

300 g linser

200 g gule løg

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

200 g champignon

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g hasselnødder

ca. 50 g havregryn

1 dl sojafløde

1-2 spsk lime- eller citronsaft

1 spsk tørret timian

1 spsk tørret salvie

4 spsk tamari

4 spsk olivenolie

50 g boghvedefrø

 

Kog linserne i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem og findel dem i køkkenmaskinen.

Hak de tre slags løg og svampene. Svits dem i olien ca. 5 minutter.

Rør dem i de purerede linser. Hak nødderne fint og tilsæt dem sammen med havregrynene.

Smag til med citrussaft, krydderurter, tamari og friskkværnet peber. Lad farsen hvile en halv times tid. Vurdér konsistensen igen. Hvis farsen er for blød, så tilsæt lidt flere havregryn.

Rør 4 spsk olivenolie i farsen og læg den i en smurt postejform. Pres farsen sammen med en spatel.

Pensl overfladen med lidt olie og pres boghvedefrøene lidt ned i farsen.

Bag postejen i en 200 grader varm ovn ca. 40 minutter.

 

linsepostej-2

tip

Du kan også forme farsen til bøffer og sætte dem på en bageplade med bagepapir.

Bag bøfferne i en 200 grader varm ovn til de er gyldne, ca. 15 minutter.

 

linsepostej-m-salvie

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share