Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Løs MarketArkiv

fredag

3

marts 2017

14

KOMMENTARER

kokoscurry med rødbeder – lær at lave din egen karrypasta

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

danske rødder får en stærk personlighed med hjemmelavet karrypasta

Noget af det, der altid fascinerer mig ved madlavning, er det alkymistiske element: hvordan man kan forvandle enkle råvarer til helt nye og spændende retter med mange forskellige smagsoplevelser. Hvor mange andre kunstarter kan trylle så store oplevelser frem, der berører (næsten) alle sanser?

Her er det den tilbageholdende rødbede, der på denne tid af sæsonen får sin anden ungdom, når den får lov at simre i kokosmælk tilsat karrypasta – måske oven i købet en hjemmelavet karrypasta.

Jeg har tidligere præsenteret en rødbedecurry, som minder om denne. Den gang skrev en af bloggens trofaste læsere, min gode ven Henrik, at han var helt vild med curryretten, og at han gerne ville bidrage med opskrift på en hjemmelavet karrypasta. Den får du nedenfor.

Det kan varmt anbefales at lave Henriks karrypasta. Den er meget delikat, og den har lang holdbarhed. Det er praktisk, for det er små mængder, der bruges til hver enkelt ret, der kalder på den ildsprudlende karrypasta.

Hvis du bor i København eller i øvrigt kommer i nærheden af Saxogade, kan du nogle dage træffe krydderi-eksperten Henrik i den nye emballage-fri butik, Løs Market, som jeg tidligere har anbefalet. Her kan du foruden en snak om råvarer og økologi få gode råd om krydderier. Butikken har et fint udvalg af førsteklasses krydderier, prøv fx den marokkanske ras el hanut.

.

.

Henriks hjemmelavede karrypasta

1 spsk sorte peberkorn

4 spsk korianderfrø

2 spsk spidskommenfrø

1 spsk brune sennepsfrø

1 ¼ dl olie (majs- eller solsikkeolie)

6 fed hvidløg, pressede

5 cm ingefær, skrællet og hakket

1 spsk stødt chili

1 tsk gurkemeje

.

Henrik skriver:

“Det er en herlig proces at lave sin karrypasta selv! Køkkenet dufter af de skønne krydderier, det er en sand fryd.”

Opvarm en tør pande. Tilsæt peberkorn, koriander, spidskommen og sennepsfrø og rist krydderierne, indtil duften begynder at brede sig. Krydderierne må endelig ikke brænde på!
 Hæld krydderierne over på en tallerken.

Lad krydderierne køle helt af, hæld dem i en kværn eller i en morter og sørg for at kværne/knuse løs, indtil alt er fint malet.

Nu har du basen til din karrypasta.

Hæld olien på en varm pande, tilsæt hvidløg, ingefær, chilipulver og gurkemeje – og svits, mens du rører konstant.

Tilsæt de fint malede krydderier og steg videre på panden, indtil olien skiller. Så er din karrypasta færdig!

Tag pastaen af panden og lad den køle helt af, før du kommer den i et helt rent glas eller en lille lufttæt beholder. Pastaen kan holde op til 6 måneder i køleskabet.

.

færdigkøbt karrypasta

Du skal ikke fortvivle, hvis du ikke har overskud til at lave Henriks karrypasta. I orientalske butikker kan du købe en færdig karrypasta, som er glimrende. Den holder sig også månedsvis i køleskabet.

..

rødbedecurry med klisterris og edamamebønner

Som ekstra energigiver anbefaler jeg de proteinrige edamamebønner til curryen. Bønnerne fås økologiske og frosne i supermarkeder.

Som tilbehør kan du vælge de eksotiske klisterris (se nedenfor) eller almindelige (mere næringsrige) brune ris.

.

kokoscurry med rødbeder, bønner og klisterris

1 kg rødbeder

frø fra 5-6 kardemommekapsler

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk fennikelfrø

2 spsk kokos- eller rapsolie

1-2 tsk rød karrypasta (pas på: den er stærk)

150 g løg

4 fed hvidløg

2 dl kokosmælk

1 økologisk limefrugt

200 g frosne edamamebønner (kan erstattes af kogte kikærter eller bønner)

evt. 1-2 dl grøntsagabouillon

salt, rørsukker

mynte eller koriander

200 g klisterris eller almindelige ris, gerne brune (eller mere klimavenligt: kogte hvedekerner)

.

Hvis du vælger at servere klisterris til curryretten så start på dem først, se nedenfor.

Kog rødbederne møre, 30-40 minutter, afhængig af størrelsen. Afkøl og flå rødbederne. Skær dem i store terninger.

Du kan også bage rødbederne, hvis du alligevel har noget i ovnen.

Stød kardemommefrøene i en morter og kom dem i en gryde sammen med spidskommen- og fennikelfrø. Rist frøene til de dufter.

Hæld olien i gryden og tilsæt karrypastaen. Svits den et par minutter.

Skær løgene i både og hak hvidløgene. Tilsæt dem. Svits løgene 4-5 minutter.

Hæld kokosmælken i gryden og lad den simre 4-5 minutter. Tilsæt 2 spsk limesaft og 1 spsk reven limeskal.

Kom rødbeder og edamamebønner i gryden og lad dem simre 6-8 minutter.

Smag godt til med salt, sukker og limesaft. Servér curryretten med den eller de valgte krydderurter.

Klisterris: hæld kogende vand på risene, der dækker. Lad risene udbløde i ca. 2 timer.

Afdryp risene og læg dem i en sigte, der kan gå ned i en gryde. Bring rigeligt vand i kog i gryden og sæt sigten over gryden. Læg låg på, så dampen ikke kan slippe ud.

Damp risene 20 minutter, vend dem i sigten og damp dem yderligere 15-20 minutter. Tjek om de er bløde.

Klisterris købes i orientalske butikker.

.

klisterris

Klisterris er ikke særlig kendt i Danmark, og det er da også klogere at spise brune ris, der har mere næring end hvide ris.

Men klisterris er ikke kun hvide, de klistrer også, som navnet siger. Klisterris spises især i det nordlige Thailand og i Laos, og risene er praktiske, hvis man ikke er den glade ejer af spisebestik.

I Østen ruller man med den højre hånd en lille kugle af risene inde i hånden. Da risen klistrer, bliver den til en lille fast “bold”. Den dypper man så i curryretten og kan på den måde spise uden ske, som er det mest benyttede spiseredskab til curryretter på de kanter.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

17

februar 2017

4

KOMMENTARER

høvlet blomkål med ristede valnødder og krydderurter

Skrevet af , Posted in salater

.

hvid som sne – salig som salat …

Blomkål, der rives eller skives fint, får en helt anden smag end større stykker blomkål. Her har jeg valgt at skære meget tynde skiver af blomkål til en salat med valnødder, valnøddeolie og masser af krydderurter.

Mange bruger alt for lidt af et kålhoved, men de pæneste grønne blade og stokken kan sagtens anvendes også.

.

krydderurter er små kraftværker af potente stoffer

Når småt er ekstra godt: krydderurter indeholder så mange potente stoffer, at vi dårligt kan få nok af dem. Gennem århundreder er krydderurter blevet brugt som medicin, og det kan vi roligt blive ved med: ikke blot beriger de forskellige urter mange retter med forskellig skøn smag, de giver os også en masse sekundære næringsstoffer, som vi ikke kan få andre steder.

Krydderurter er antioxidante og antiinflammatoriske. De indeholder mange vitaminer og mineraler, og mange af urterne virker kolesterolregulerende, de forebygger hjerte-karsygdomme og forskellige livsstilssygdomme, og de styrker immunforsvaret.

I denne salat kan du vælge de krydderurter, du har. Det kan være basilikum, timian, mynte, koriander etc. Sammen med hvidløg og chili, giver de et ordentligt boost til kroppen. Vælg en mellemstærk chili. hOg så er der jo valnødderne …

.

hjerneguf

Valnødder og valnøddeolie er ren hjernemad. Begge dele har et højt indhold af antioxidanter og flerumættede fedtsyrer samt Omega 3 og 9, der regulerer kolesterol og forebygger hjerte-karsygdomme. Længe før videnskaben fandt ud af det, troede man, at valnødder var gode for hjernen, måske fordi nøden ligner en lille hjerne. Men nu ved man, at nødderne modvirker degeneration af hjernen på grund af de gode fedtsyrer.

Vil du have valnødder og valnøddeolie af højeste kvalitet, kan jeg varmt anbefale butikken Løs Market i Saxogade i København. Nu er det jo langtfra alle bloggens læsere, der bor i København, men det er en god idé at inkludere et besøg i den emballagefri butik, hvis du er i hovedstaden. Jeg har tidligere skrevet om Løs Market her.

.

høvlet blomkålssalat med tamari-ristede valnødder og krydderurter

50 g valnødder

2 spsk tamari (soja)

1 lille blomkålshoved, ca. 400 g

2-3 stilke bladselleri

1 forårsløg

en stor håndfuld små grønne blade, fx vårsalat eller små spinatblade

en håndfuld mynte, basilikum, koriander etc.

dressing:

4 spsk valnøddeolie eller anden olie

2 spsk frugt- eller riseddike

1/2-1 spsk agavesirup eller andet sødemiddel

1 fed hvidløg

1 spsk finthakket chili (ikke for stærk)

salt, friskkværnet peber

.

Bræk valnødderne i lidt mindre stykker og rist dem gyldne i tamarien. Sæt dem til side.

Høvl blomkålen i tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern. Anvend også de pæneste grønne blade og skær stokken i tændstikstore stykker.

Skær bladsellerien i tynde skiver. Hak evt. blade. Snit forårsløget meget tyndt.

Bland blomkål og bladselleri med de grønne blade.

Rør en dressing af olie, eddike og sirup. Tilsæt et fed presset hvidløg og chili efter smag og behag. Smag godt til med salt, peber, sødt og syrligt.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med valnødderne.

.

tip

Du kan også tilsætte en håndfuld rosiner eller tranebær til salaten.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

mandag

28

november 2016

18

KOMMENTARER

simregryde med svampe, æbler og rosmarin

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

simremad er efterårs- og vintermad

Simremad er mad, der skal tilberedes ved lav varme i lang tid. Det er en metode, der mest bruges til kød. Vores tyggeapparat er nemlig ikke skabt til at tygge kød, og derfor skal det nedbrydes langsomt, ofte i timevis, før det kan tygges og fordøjes af mennesker. Kød er tilmed ressourcekrævende og på alle måder – forhåbentlig – på vej ud af mange menneskers holdning til mad, dyrevelfærd og klima.

Helt anderledes forholder det sig heldigvis med grøntsager. De er bæredygtige, lækre og sunde. Denne enkle ret skal blot simre en halv time eller mindre. Det er hurtig og billig hverdagsmad med stor velsmag.

.

nyd den store æblehøst

Det har været et godt æble-år i år. Ikke mindst det gode spiseæble Belle de Boskoop har ydet sit bedste. Træerne har bugnet, og mange kan slet ikke overkomme at spise de mange dejlige frugter. Så med mindre man spiser æblekage hver dag, kan det være svært at få brugt de mange æbler, men her er en rigtig efterårs- og vintergryde, hvor æblerne kommer til deres gode ret.

 

æbler i selskab med svampe og rosmarin

Svampe, æbler, løg og rosmarin er en dejlig blanding. Hvis du vil gøre retten ekstra mættende, så tilsæt 100 g kogte kidneybønner eller kikærter.

Desuden kan du servere quinoa som tilbehør.

.

simregryde med svampe, æbler og rosmarin

3 laurbærblade

3 spsk kokos- eller olivenolie

100 g små skalotteløg eller hvide løg

4 fed hvidløg

1/2 kg champignon

2 spsk citronsaft

1 kg madæbler, fx Belle de Boskoop

2-3 dl grøntsagsbouillon

4-5 stilke rosmarin

salt, friskkværnet peber

evt. 150 g quinoa

 

Svits laurbærbladene i olien et par minutter for at frigive de æteriske olier.

Del store skalotteløg i halve eller kvarte. Bevar små løg hele. Hak hvidløgene.

Kom begge dele i gryden med laurbærbladene og svits løgene et par minutter.

Tilsæt svampene og svits dem for rask varme 3-4 minutter. Tilsæt citronsaften.

Skær æblerne i både (bevar skrællen). Kom æblerne i gryden sammen med bouillon og rosmarin.

Tilsæt et lille drys salt og peber og læg låg på gryden. Lad retten simre ca. 30 minutter under låg. Tilsæt om nødvendigt lidt mere bouillon.

Smag til med salt og peber og servér fx gryderetten med quinoa med hasselnødder og tomater. Se om kogning af quinoa her.

Læg mærke til hasselnødderne på billedet. De er dampede og afskallede, og de smager fuldstændig fantastisk. De er købt i den nye økologiske butik på Saxogade i København: Løs Market, hvor alt sælges i løs vægt. 

Løs Market er en fantastisk butik. Læs min beskrivelse om den her.

 

quinoa-m-tomater

.

 tip

Hvis retten skal være ekstra mættende, så tilsæt 100 g kogte bønner eller kikærter. Du kan evt. på en travl dag snuppe en dåse!

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share