Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Kirsten Skaarups julekalender 2021Arkiv

torsdag

9

december 2021

0

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 9 i julekalenderen – en knold i julehumør

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad, tilbehør

..

når kartofler går til julefest

Ingen juleaften uden kartofler, enten hvide kogte eller bagte – eller små brunede.

Kartoflen er nærmest basismad i Danmark. Vi tager kartoflen som en selvfølge og som regel er det den grøntsag (knold), der får mindst opmærksomhed. Den er der bare. Kartoflen har simpelt hen ingen høj status i køkkenet. Det rådes der bod på her. Det er på tide, at den skønne knold får lidt glamour!

Af de tusindvis af opskrifter jeg har udviklet gennem årene, er der nogle, jeg er mere glad for end andre. Denne “adling” af kartoflen er jeg stolt af!

“Tusindlags”kartoflerne kan serveres som tilbehør til julepostejen – eller de kan udgøre en fin lille forret. Drys i så fald med lidt hakkede valnødder.

.

kartofler i “tusind” lag

Man kunne godt kalde den lille kartoffelservering for mille feuille (tusind blade) kartofler. Det er oprindelig et navn, der anvendes om en sød kage i mange lag.

Faktisk kalder jeg også kartoflerne for kærligheds-kartofler, og det gør jeg, fordi det kræver tid og omsorg at lave de små godbidder. Kærligheds-kartoflerne er noget, man laver til dem, man virkelig holder af og som forstår at værdsætte mad med smag og skønhed, mad tilberedt med omsorg, omtanke – OG kærlighed!

.

med kaviart på toppen

De mange lag kartofler får dels smag af hvidløg/gærflager, som nogle af skiverne pensles med, dels fra den pikante mayo og den salte tang-kaviar.

På toppen har jeg drysset med spirer af pink kål (spirefrø kan fx købes hos Friske spirer). Det er rigtig sjovt at dyrke sine egne spirer.

Du kan også drysse med andre spirer eller friske krydderurter.

.

løft kartoflen til nye højder

mille feuille kartofler

(4 personer)

4 store bagekartofler

4 spsk olivenolie

1 fed hvidløg

1 spsk gærflager (kan udelades)

cocktailpinde

2-3 spsk mayo

1-2 tsk dijon- eller tangsennep

4 tsk tangkaviar

spirer, frisk koriander eller timian

 

Skær kartoflerne i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Stik kartoffelskiverne ud med en metalform. Den kan være rund, kvadratisk eller aflang, men af en størrelse, der er mindre end kartoffelskiverne.

Du kan også bruge et glas og skære skiverne i facon med en kniv. Den overskydende kartoffelmasse kan bruges i en suppe eller en plantefars.

Rør olien med presset hvidløg, gærflager og et drys salt og peber.

Smør olien på en del af kartoffelskiverne.

Læg skiverne sammen i fire portioner og sæt dem på en smurt bageplade. Stik en cocktailpind gennem hver portion, så skiverne ikke ”skrider” under bagningen.

Du kan forberede kartoflerne hertil i god tid.

Bag kartoflerne gyldne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Smag mayoen til med sennep, salt og peber.

Sæt et par tsk mayo og 1 tsk tangkaviar på hvert kartoffelstykke. Drys med friske spirer eller en krydderurt.

Du kan servere kartoflerne varme eller kolde.

Mille feuille kartoflerne kan serveres som tilbehør til julepostejen, til frikadeller, pateer etc. – eller som en lille forret.

.

.

Share

onsdag

8

december 2021

6

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 8 i julekalenderen – hurtig og lækker hverdagsmad i december

Skrevet af , Posted in hovedretter

hurtig sparemad i december – nissen smiler

Julen varer længe, koster mange penge …

Sådan synger vi, men julen behøver ikke at koste mange penge, når det handler om maden. Plantemad er – foruden de mange andre kvaliteter – langt billigere end animalsk baseret mad.

Denne ret har jeg lavet til en af de travle hverdage i december, som der trods alt er flest af.

Og så synes jeg, at kartofler og kikærter er et “match made in heaven”. Det kan man også forvisse sig om i en superenkel ret med svitsede løg, små terninger af kogte kartofler, kikærter og spaghetti vendt i en flødesovs smagt til med rund hånd af chili og hvidløg – og drysset med hakket persille. Det er hverdagsmad, så (jule)englene synger!

.

superenkle produkter

I anledning af julen har jeg drysset kartoflerne med mandler, men ellers koster hverken kikærter, rosenkål eller kartofler en formue.

Hertil kommer, at du kan lave retten på under 1/2 time, hvis du bruger kogte, frosne kikærter – eller kikærter fra dåse.

.

kikærter, rosenkål og spinat bagt med kartoffellåg

(4 personer)

150 g tørrede kikærter eller ca. 1 1/2 dåse (kan byttes ud med alle slags bønner eller linser)

200 g rosenkål

2-2 ½ dl plantefløde

150 g frossen spinat eller 100 g afribbet frisk grønkål

1-2 spsk citronsaft

ca. 1 spsk dijonsennep

½ dl hakkede tørrede tomater i olie

½ dl hakkede kapers

salt, friskkværnet peber

ca. 250 g kartofler, evt. mere

olivenolie

25 g mandler

.

Læg tørrede kikærter i blød ca. 8 timer. Kog dem ca. 20 minutter i nyt vand og afdryp dem. Afdryp kikærter fra dåse.

Skær rosenkålene i kvarte.

Bring fløden i kog med lidt citronsaft. Tilsæt rosenkålene og spinaten eller finthakket grønkål. Lad spinaten tø op og fjern gryden fra varmen.

Smag til med sennep, tomater, kapers samt salt og peber.

Hæld fløde og rosenkål i et ovnfast fad.

.

Høvl kartoflerne til tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern.

Hvor mange kartofler, du skal bruge, afhænger af, hvor stort dit fad er. Men hele retten skal være dækket af taglagte kartoffelskiver.

Pensl skiverne med olie og sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Skær mandlerne i flager og drys dem på kartoflerne efter de 15 minutter. Pensl med lidt olie igen og bag retten endnu ca. 15 minutter.

Hvis du ønsker overfladen mere gylden, kan du sætte fadet under grillen et øjeblik.

.

.

Share

mandag

6

december 2021

0

KOMMENTARER

plantesild til frokostbordet

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad

.

plantesild til julens frokostbord

fotoet viser et stykke smørrebrød med karrysild, se opskriften her.

 

Ingen julefrokost uden sild! Men som med alle de andre dyr, der traditionelt bliver spist i julen, er det på høje tid at udskifte havets sild med plantesild. Og det er heldigvis noget af det nemmeste.

Få produkter lader sig SÅ nemt forvandle til en plantebaseret udgave. Både fileter af aubergine og østershatte er glimrende erstatninger for havets sild.

.

hvorfor spise plantesild?

Mange vil mene, at det er bedre at spise fisk end de to- og firbenede produktionsdyr. Det er til en vis grad rigtigt, al den stund havets fisk har haft et frit liv, indtil de får den smertefulde krog dybt plantet i svælget eller spræller gispende i nettet. Her lider de en langsom og smertefuld kvælningsdød.

Men kan fisk overhovedet føle smerte?

Ja, det kan de. Det mener mange forskere. Men hvorfor skriger de så ikke? De gør de ikke, fordi de er stumme. Måske er det en af grundene til, at få tager notits af deres lidelser.

Hertil kommer, at fisk på ingen måde er en uudtømmelig ressource. Der rovfiskes mange steder i verden, og i øjeblikket dræbes 1.000 milliarder havdyr hvert år.

Lige nu i december er det yderligere kommet frem, at mange fisk indeholder orm. Man kan indvende, at kan man spise fisk, kan man også spise orm. Men det er alligevel lidt ulækkert, og ormene kan give allergiske reaktioner.

Så giv plantesildene en chance denne jul!

.

fotoet viser de tilberedte karrysild, se opskriften her.

.

få succes med plantesild

For at lykkes med plantesildene, er der to ting, som er afgørende for et godt resultat. For det første skal lagen være tilpas sød/syrlig. For det andet må fileterne ikke simre i lagen for længe. Det er vigtigt at de bevarer lidt “bid”.

For at være på den sikre side kan det være en god idé at lave en lille prøveportion for at fange den rette smag og konsistens.

Lykkes det, er der stor sandsynlighed for, at gæsterne omkring frokostbordet tror, at du har opgivet din plantebaserede livsstil.

.

kryddersild

kryddersild kan nydes som de er, eller de kan vendes i en dressing. Se opskriften her.

.

kryddersild på smørrebrød

.

sildesalat og karrysild

fotoet viser øverst en “silde”salat med rødbede, se opskriften her. Nederst er det karrysild.

.

sild med løgskaller og rosenpeber

Et lækkert stykke smørrebrød med plantesild, løgskaller, caviart og rosenpeber.

Se opskriften her.

.

sild af østershatte

fotoet viser sennepssild af østershatte

 

Østershatte er også fremragende som plantesild. Jeg har lavet én portion og delt den i to med hver deres smag: én med appelsin og én med sennep.

Se opskrifterne her.

.

appelsinsild

.

sennepssild

 

.

Share