salat med nye kartofler og asparges
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, frokostretter, salater
.
så kom de – de nye kartofler …
Forleden løb jeg ind i de første nye kartofler fra Samsø. De kostede en mindre herregård, men jeg måtte have dem! Jeg synes, nye kartofler er en af Moder Jords mest fantastiske gaver.
Min første lille portion nye kartofler blev nydt med stor andægtighed og næsten naturel, blot med lidt god olivenolie og et drys salt. Det øjeblik er et af årets kulinariske højdepunkter for mig. Det bliver ikke bedre! Det skulle da lige være også at sætte tænderne i årets første hvide asparges.
Derfor fik resten af de små guldklumper lov til at brillere i en salat sammen med nye danske asparges. Jeg foretrækker de hvide, men du kan sagtens bruge de grønne i stedet, evt. halvt hvide/halvt grønne.
Husk at smagen i både nye kartofler og asparges bedst fremhæves, hvis de koges i vand tilsat et drys sukker i stedet for salt. Og så skal aspargesene kun koges nogle få minuter. De nye kartofler skal man også våge over. Sluk for varmen, inden kartoflerne er møre og lad dem stå i vandet indtil de er lige præcis bløde nok, men stadig faste. Det er nemt at overkoge både de nye kartofler og aspargesene. Og sker det, er fornøjelsen forduftet!
… og de første danske asparges
de to lækkerbidder kræver en “buket” blomster
For at fejre forårets kuliariske højdepunkt har jeg smykket salaten med forårets blomster. Men hvis jeg skal være ærlig, er jeg faktisk ikke vild med at spise blomster, men de er smukke at se på.
Hvis du pynter med blomster så vær helt sikker på, at de er spiselige. På den sikre side er blomster af f.eks. purløg, timian, tallerkensmækker, morgenfrue og hjulkrone. Og de “vilde”: løgkarse eller blomster af ramsløg, der står i fuldt flor i øjeblikket.
Smag kapersdressingen til med forsigtighed. Den skal ikke tage magten fra de fine og lette smagsnuancer i kartofler og asparges.
.
salat med asparges og nye kartofler
1/2 kg nye kartofler
400 g asparges
1 hjertesalat
spiselige blomster
purløg
blade af tallerkensmækker
dressing:
1 dl sojafløde eller anden fløde
1-2 spsk citronsaft
1 spsk hakkede kapers
lidt sennep efter smag
Gnid skrællen af kartoflerne og kog dem lige netop møre i vand tilsat 1 tsk rørsukker. Afkøl dem og skær dem i skiver.
Skræl aspargesene og læg dem i kogende vand tilsat 1 tsk rørsukker. Kog dem 2-4 minutter afhængig af tykkelsen. Afdryp og afkøl dem.
Skær salaten i strimler.
Arrangér grøntsagerne på et fad.
Rør en dressing af fløde, citronsaft og kapers. Smag til med salt og peber og evt. lidt sennep. Dressingen skal ikke være så dominerende, at den overdøver smagen af aspargesene og de nye kartofler.
Dryp dressingen på salaten og pynt med blade af tallerkensmækker, klippet purløg og spiselige blomster. Brug kun de blomster du er helt sikker på er spiselige!
Salaten kan spises som en forret eller en frokostret.