Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

glutenfri tarteletterArkiv

fredag

9

september 2022

0

KOMMENTARER

SKAARUPS SKØNNE SPAREKØKKEN: kantareller og nødder på to måder

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, Skaarups skønne sparekøkken, småretter, smørrebrød

.

hent svampe og nødder gratis i naturen

Mit sparekøkken fortsætter, og jeg vil gerne i dag vise, at billig – nærmest gratis – mad både kan være smuk og meget velsmagende.

Når der skal spares penge og energi, er det værd at huske på, at man året rundt kan hente gratis mad i naturen. Her i efterårsmånederne er det især svampe, nødder og bær.

Svampene har indtil nu ligget og luret nede i skovbunden på grund af tørken. Men er du en af dem, der samler svampe og har fået regn de seneste dage, så burde de små guldklumper stå og lette på hatten her i weekenden.

Så kan du få en luksuriøs, næsten gratis forret eller frokostret – eller et stykke lækkert smørrebrød. Jeg har brugt kantareller her, men det fungerer på samme måde, hvis du skulle være heldig at komme hjem med Karljohan’er.

Er du slet ikke svampesamler, så brug købte østershatte i stedet. De er overkommelige i pris.

.

guldrandede nødder 

Svampene er guld. Nødderne er guld med + på fantastiske næringsstoffer.

Hasselnødderne er ved at være klar til høst, valnødderne kan godt lige bruge en uge eller to mere.

Begge slags nødder indeholder antioxidanter og mange vitaminer og mineraler. Indholdet af fytokemikalier styrker hjernen og forbedrer kredsløbet. Også indholdet er gode fedtsyrer er værd at lægge mærke til. Valnødder indeholder især Omega 3 og 9 fedtsyrer, der forebygger hjerte-karsygdomme og regulerer kolesterolet.

Nødder passer perfekt til svampe, men finder du dem ikke i naturen, kan du naturligvis købe dem tørrede, så er retten dog knap så billig.

.

tortillas som tarteletskaller

De små majstortillas, jeg har brugt som tarteletskaller her, købes i pakker med 10 stk.

Ideen til at bruge tortillaerne til små tærter eller tarteletter har jeg fået af min gode ven og kollega, Anette Harbech Olesen (Mad for livet). Anette bager tortillaerne med fyld som små tærter.

Det er en nem måde at få glutenfrie tærter eller tarteletter på, men er dit budget meget stramt, kan du også bage tarteletter selv. Så skal du bare tjekke, hvornår strømmen er billigst, se mine spareråd her.

Så skal du bare efter, hvornår strømmen er billigst..

sæt tortillaerne i en muffinsform eller små metalforme

Du kan folde tortillaerne og sætte dem i smurte muffins- eller metalforme. Du kan også fore formene med stykker af bagepapir, så hænger “tarteletterne” ikke i.

Hvis du vil undgå at tænde ovnen, så steg tortillaerne et øjeblik på panden og fold svampefyldet ind i pandekagen.

.

et stykke med flødekantareller og hasselnødder

Her er flødekantarellerne brugt til et stykke smørrebrød. Jeg har sat et tykt stykke ristet surdejsbrød i en af de runde metalforme og presset kantareller og hakkede hasselnødder sammen ovenpå.

.

kantareller i god form

Her er kantarellerne blot presset sammen i metalformen, som forsigtigt er fjernet.

Det er en lækker lille forret eller frokostret.

.

kantareller med valnødder eller hasselnødder i tarteletter eller som smørrebrød

(4 personer)

10-12 majstortillas (købes i bl.a. COOP’s butikker)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

250 g kantareller (evt. østershatte)

1 spsk citronsaft

1 spsk frisk timian

½ dl hakket persille

2 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

evt. lidt maizenamel

en håndfuld friske valnødder og/eller hasselnødder

Bag først majspandekagerne til små tarteletter. Sæt dem i en smurt muffinsform eller små metalringe.

– Eller steg tortillaerne et øjeblik i olie på en pande.

.

Bag tarteletterne i en 190 grader varm ovn ca. 10 minuter. Tag evt. tarteletterne ud af formene og bag dem lidt ekstra i bundene, hvis de er for bløde.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien nogle minutter, til løgene er bløde.

Tilsæt kantarellerne og citronsaften.

Svits til kantarellerne er bløde.

Kom de to krydderurter på panden sammen med fløden.

Kog fløden lidt ind og smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Hvis du ønsker fløden lidt jævnet, så tilsæt lidt maizenamel rørt ud i vand.

Tilsæt hakkede valnødder, hvis du vil bruge kantarellerne til tarteletter.

Tilsæt hakkede hasselnødder, hvis du vil lave smørrebrød af kantarellerne – eller omvendt.

.

Share

onsdag

31

maj 2017

11

KOMMENTARER

tarteletter med asparges- og svampefyld til pinsefrokosten

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

gammel dansk klassiker nyfortolket

Her er små knasende sprøde tarteletskaller, som jeg håber vil blive et hit på pinsens frokostbord.

Tarteletterne minder ikke om de kendte tarteletter af butterdej. Disse her er tynde og sprøde, rent veganske og tilmed glutenfri. Så kan alle være med. Tarteletterne er nemme at bage, og de kan laves i god tid. Du kan oven i købet bage en stor portion og lægge dem, du ikke skal bruge, i fryseren. Hvis skallerne bruges inden for nogle dage, kan de opbevares i en kagedåse.

Når tarteletterne skal serveres, varmes de i ovnen eller på en brødrister.

.

asparges og tarteletter er et smukt par

Jeg elsker årets første nye asparges. Jeg er helt klart til de hvide, men holder du mere af de grønne, kan de sagtens bruges i tarteletterne også.

Asparges kogt et par minutter i sukkervand (husk det!) og nydt blot med en lækker sovs, er helt klart min favorit blandt aspargesretterne. Men de er også delikate i en tærte, i en suppe eller i en salat – eller som her i tarteletter.

Hvis du serverer tarteletterne udenfor asparges-sæsonen, så brug halvt østershatte og halvt champignon eller andre svampe. Du kan også vælge en blanding af hakkede tørrede tomater og små terninger af tofu vendt i havre-creme fraiche og smagt til med basilikum.

.

pynt med ramsløg og ærter

Høns i asparges serveret i tarteletter var søndagsmad, da jeg var barn. Men hvad i alverden laver høns i en tartelet? Det er jo ikke godt hverken for hønen eller tarteletten. Jeg har som modtræk fjernet hønen og brugt strimler af lidt hårdt stegte østershatte til dette fyld. Det giver fylde i tarteletterne og kan minde om den gamle (udtjente!) danske klassiker. Her er så version 2.0. Klædeligt klima- og dyrevenlig!

.

svøbt i grønt

Da jeg lavede tarteletterne, var ramsløgene på deres højeste. Derfor lagde jeg ramsløg i formene, inden dejen til skallerne blev lagt i. Så var jeg fri for at smøre med olie.

Jeg har her yderligere lagt friske ramsløgblade i de bagte tarteletter, før jeg kom fyldet i, og jeg har også pyntet med lidt ramsløg. Hvis dine ramsløg har takket af for i år – eller hvis du slet ikke kommer i nærheden af de duftende blade, kan du sagtens lave tarteletterne uden ramsløg. Drys i stedet med din foretrukne krydderurt som fx basilikum, oregano eller mynte.

.

tarteletter med apsarges/svampefyld og saltede mandler 

(4 personer)

tarteletter (glutenfri):

50 g fint jordnøddesmør

1 spsk blød kokosolie

2 spsk loppefrøskaller (HUSK)

1 dl vand

50 g fuldkornsrismel

50 g boghvedemel

1/2 tsk salt

fyld:

250 g asparges (vælg champignon udenfor aspargessæsonen)

1 lille skalotteløg

100 g østershatte

2 spsk raps- eller olivenolie

2 dl plantefløde: havre-, mandel- eller sojafløde

1 økologisk citron

evt. lidt maizenamel

salt, friskkværnet peber

en god håndfuld ramsløg eller frisk basilikum

25 g saltede mandler

evt. lidt friske ærter

.

Bland de to slags fedtstof til tarteletterne.

Rør loppefrøskallerne ud i vandet og tilsæt det sammen med de to slags mel og saltet. Ælt dejen sammen. Måske skal der tilsættes lidt mere vand. Dejen skal have konsistens, så den kan rulles ud.

Lad dejen hvile en times tid eller længere.

Rul dejen ud på et godt melet bord og udstik 12 cirkler med en diameter på ca. 9 cm. Brug et glas eller en lille skål.

Jeg har foret en muffinsform med ramsløgblade, før jeg lagde dejen i. Hvis du ikke har ramsløgblade eller det ikke er sæson, så smør blot formen med olie.

Fordel dejen i muffinsformen og sæt den i en 200 grader varm ovn, til skallerne er bagte, 15-20 minutter.

.

Lav imens fyldet: skræl de hvide asparges (grønne skal ikke skrælles). Skær dem i stykker på 2-3 cm.

Hak løget og skær svampene i strimler. Rist de to ting i olien ved rask varme. Rist svampene lidt hårdt. Tilsæt 1-2 spsk citronsaft og hæld fløden ved.

Tilsæt aspargesstykkerne og kog fløden lidt ind et par minutter. Hvis sovsen er for tynd så jævn med lidt maizenamel rørt ud i vand.

Smag godt til med salt og peber.

Hvis du har lavet tarteletterne i forvejen så varm dem op. Fyldet kan også laves i god tid.

Fordel fyldet i de varme tarteletter. Jeg har foret mine med friske ramsløgblade, men det er ikke nødvendigt. Hvis du ikke bruger ramsløg så drys de fyldte tarteletter med friske basilikumblade og mandelflager, evt. også lidt friske ærter.

.

 

 

 

Share