Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

flavonoiderArkiv

tirsdag

23

juni 2015

2

KOMMENTARER

rødbedesalat med vandmelon, valnødder og feta

Skrevet af , Posted in salater

 .

fifty shades of red and green

rødbede-vandmelonsalat

spis regnbuemad

Jo flere forskellige farver, der findes i et måltid, desto flere næringsstoffer er man sikker på at få. Det er velkendt, at grøntsager indeholder vitaminer og mineraler. Mindre kendt er den store gruppe af plantenæringsstoffer, der kaldes flavonoider.

Flavonoiderne er kraftigt virkende antioxidanter, der bl.a. bekæmper betændelsestilstande i kroppen og nedsætter risikoen for sygdomme som hjerte-karlidelser og nogle former for kræft. Stofferne sænker desuden det dårlige kolesterol og øger det gode.

 

stoffer der giver smag og duft

Nogle af flavonoiderne er de pigmenter, som giver planterne deres farve, bl.a. lilla i aubergine, rød i tomater og vandmelon – og gul og orange i søde kartofler og gulerødder. Andre flavonoider giver planterne deres duft og smag som fx bitter eller sødt. Flavonoiderne beskytter planterne mod angreb af sygdomme og skadedyr, og når vi spsier grøntsagerne booster flavonoiderne også vores immunsystem.

 

valnødder og omega 3

Valnødderne i salaten indeholder den eftertragtede, essentielle Omega 3 fedtsyre, der forebygger hjerte-karsygdomme og sænker det dårlige kolesterol. Nødderne er også fiberrige og indeholder desuden proteiner, E-vitamin og selen. Og så styrker valnødder de “små grå”.

 

vandmeloner kvinde m

under og over jorden

Rødbederne i salaten vokser som bekendt under jorden. Rødbeden er en bastant grøntsag, der indeholder en pæn portion jern, kalk og magnesium. Af vitaminer er det især B-, C- og K-vitaminer.

Den store basse af en vandmelon består af mere end 90% vand, og det hjælper nyrerne til at udskille giftstoffer. Vandmelon er i modsætning til den bastante rødbede en let frugt, der indeholder B- og C-vitaminer. Men vigtig er ikke mindst den antioxidant, der hedder lycopen, og som også findes i fx tomater. Lycopen har samme virkning i kroppen som flavonoiderne omtalt ovenfor.

 

de små nye vitaminbomber er her

rødbeder-på-stof

små nye rødbeder

De første nye rødbeder med friske grønne blade er fremme nu. Hvis du køber rødbeder med blade, så brug blade og stilke hakket på samme måde som spinat, fx stuvet med lidt sojafløde.

Jeg har i denne salat brugt både røde og stribede rødbeder sammen med den noget mere eksotiske vandmelon, som også er i sæson nu. Desværre mister de stribede rødbeder deres smukke røde striber, når de koges.

 

krydderurter – tidligere tiders medicin

Du kan vælge få eller mange krydderurter i salaten. Tag dem, du har eller brug bare en enkelt. Men der er masser af mikronæringsstoffer og æteriske olier i krydderurter, så drys endelig med rund hånd. Jeg har brugt persille, mynte, basilikum, salvie og timian + tallerkensmækker (nasturtium), som indeholder det stærkt antioxidante stof lutein, der bl.a. er gavnligt for synet.

 

rødebede-vandmelonsalat.1

 

rødbedesalat med vandmelon, valnødder og feta

400 g rødbeder

300 g vandmelon

50 g valnødder

100 g fetaost eller gedeost

1-2 dl hakkede krydderurter

dressing:

4 spsk valnøddeolie eller olivenolie

2 spsk frugteddike

1 spsk blåbærsirup eller et nip råsukker

1 fed presset hvidløg

reven ingefær efter smag

1 nip chiliflager

 

rødbede-vandmelonsalat.4

 

Kog rødbederne møre – eller bag dem i ovnen en dag, hvor du alligevel har ovnen tændt.

Afkøl og flå rødbederne. Skær dem i små terninger.

Skær også vandmelonen i terninger.

Hak valnødderne groft og bræk osten i små stykker.

Bland alle ingredienserne med krydderurterne. Vælg de krydderurter, du har. Jeg har brugt persille, basilikum, mynte, timian, salvie og tallerkensmækker, men du kan sagtens nøjes med en enkelt urt.

Rør dressingen sammen og smag den godt til med salt, peber, chili, ingefær og sirup eller sukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

 

 rødbede-vandmelonsalat.3

Brødet på bakken er en ciabattabolle bagt med æltefri dej. Bollerne er fine at servere til salaten.

 

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

Share

mandag

10

november 2014

4

KOMMENTARER

ugens tema: grønkål – det nye sort

Skrevet af , Posted in Ugens tema

16.november 2014

 

rødkålssæsonen er skudt i gang

rødkålssalat m feta.1

Når julen nærmer sig, er der dømt rødkålssalat. Jeg laver altid flere nye versioner hvert år, og dette års rødkålssalater startede med, at jeg fik en bakke små lækre terninger af en fataagtig ost fra Taverna. Den gav mig inspiation til denne friske salat, hvor der også er bladselleri og valnødder.

 

rødkålssalat m salatost og bladselleri

dressing:

2 spsk ris- eller frugteddike, evt. citronsaft

4 spsk olivenolie

2-3 spsk blåbær- eller ahornsirup

evt. et lille drys tørret chili

 

1/2 lille rødkålshoved

2 stængler bladselleri

30 g valnøddekerner

100 g små terninger af salatost

 

Rør først dressingen sammen. Smag til med salt, peber, sirup og evt. chili.

Snit rødkålen fint. Brug gerne et mandolinjern. Vend straks kålen i dressingen.

Snit bladsellerien med blade. Hak valnødderne groft.

Vend bladselleri, valnødder og ost i rødkålen.

 

rødkålssalat m feta

 

 


15. november 2014

 

de sidste tomater er modne – næsten

tomater årets sidste

Årets sidste høst af tomater har ligget og modnet i en skål. Men jeg kommer nok til at leve med et par grønne. Jeg tror ikke, de når at få røde kinder i år!

 


 

ny bog kalder en spade for en spade

mad-vs-1

Det er med stor glæde, at jeg ser, at landmand Lone Vitus har skrevet en bog om det syge danske landbrug, den dertil knyttede dyremishandling, medicineringen af dyrene og ødelæggelsen af jorden. Livsgrundlaget for os alle.

For sølle mammon sælger vi selve vores fundament: jorden og helbredet. Det er vidunderligt, at der endelig er en person, der kalder en spade for en spade. Vi er en del, der i årevis har taget afstand fra den måde landbruget drives på, men få har ytret sig. Nu kan der komme en ordentlig debat i gang. Det er en stor dag for os, der elsker alt levende.

Bogen om det syge landbrug hedder “Mad vs. Fødevarer”. Den udkommer den 22. november og kan bestilles her. Jeg har af gode grunde ikke læst den, men jeg tror godt jeg kan anbefale den – ikke mindst til de mennesker, der slet ikke er bevidst om vores rovdrift på dyrene og naturen.

 

en der kom ud af pinslerne i en ung alder

pattegris

Jeg lagde dette billede fra Japan på Facebook i går i håbet om, at de, der fortrænger virkeligheden, måske kan få øjnene op for, at det kød de putter i munden, stammer fra et levende dyr.

Efter kommentarerne at dømme, kan jeg forstå, at det ikke kun er i Japan, man kan købe sådan et lille dyr. Det kan man også i Danmark. Men mishandlet kød er mishandlet kød – om det er i små stykker eller i en hel krop.

 

 


14. november 2014

 

en omvendts bekendelser

grønkålstartar A

Faktisk er jeg lidt ny-omvendt, når det drejer sig om grønkål. Jeg har først for nylig fået øjenene op for grønkålens velsignelser. Det er mine madpusher-venner, Eva og Peter, der har fået mig på andre tanker, og der er som bekendt ikke meget bedre end at blive klogere.  Nu synes jeg, grønkålen er skøn både rå og kogt, i supper, sammenkogte retter – og som her finthakket på et stykke gedigent rugbrød.

En gammel klassisk ret med grønkål er grønkålstartar. Finthakket grønkål på et stykke ristet rugbrød med et smilende æg og lidt løg på toppen er en lækker frokostret – eller forret. Min tidligere nabo, Elisabeth, har i årevis punket mig for at prøve denne lille perle, men det er altså først nu jeg kom i gang. Den kan stærkt anbefales!

Hvorfor i alverden slå en ko ihejl, når der findes så skøn en tartar?

Se opskriften her.

 


13. november 2014

 

grønt – lag på lag

grønkål-og kartoffelgratina

Her er endnu en ret med ugens tema, grønkål. Lag-i-lag-retten består af tynde kartoffelskiver, grønkål, tomater, gedeost og kikærter. En billig grøntsags”lasagne” med masser af “krudt”.

Se opskriften her.

 


 

12. november 2014

 

fremragende bog om kolesterol og blodsukker

kolesterolkogebogen

medicin eller ej?

Der er megen diskussion om medicin mod forhøjet kolesterol er en god idé. Og med god grund! Statinerne, som medicinen hedder, har for mange mennesker svære bivirkninger, og er de overhovedet nødvendige? Det er der megen usikkerhed om, så det er helt oplagt at tage sagen i egen hånd og ændre sine kostvaner, hvis man har problemer med kolesterol eller blodsukker.

For et par år siden var jeg medforfatter til bogen, Det helbredende køkken, der handlede om samme emne, og derfor ved jeg, hvor stor effekten af en kostomlægning er. Jeg har hørt fra utallige læsere, hvor stor gavn de havde af den kostændring, som bogen anbefalede.

Nu er der lige kommet en ny og mere omfattende bog på gaden om kolesterol og blodsukkerbalance, Kolesterolkogebogen.

Det er Anette Harbech Olesen, den kyndige kostkonsulent og forfatter, der udgiver bogen. Anette har flere bøger bag sig, bl.a. en bog om glutenallergi og bogen Syv sunde skridt, som jeg tidligere har skrevet begejstret om. Anette blogger desuden om mad og sundhed på siden Mad for livet.

Det jeg bliver så glad over, når jeg læser Anettes bøger er, at hun er så vidende og samtidig udogmatisk. Anette har studeret kost både i USA og herhjemme, og alle hendes kloge råd bygger på forskning, så der er ikke noget hokus pokus her.

 

formidling i øjenhøjde

Anette er en fantastisk formidler. I “Kolesterolkogebogen” uddybes indgående, hvad det vil sige at have forhøjet kolesterol og et blodsukker i ubalance – og hvad man kan gøre ved det. Ganske vist hedder bogen en kogebog, men der er meget, meget mere i bogen end opskrifter.

Dét er der så også! Lækre opskrifter til alle dagens måltider. Her er ikke tale om en kedelig kur, her er mad med saft og kraft og smag. For en ordens skyld skal jeg lige nævne, at enkelte af opskrifterne indeholder lyst kød og fisk. Men det er intet problem at erstatte det animalske med bønner eller linser.

Jeg vil varmt anbefale “Kolesterolbogebogen” til alle, der vil leve sundt. Selv om man hverken har problemer med kolesterol eller blodsukker, giver bogen opskrift på et kolossalt løft til sundheden i al almindelighed.

 


11. november 2014

 

koncentreret vitaminbombe 

grc3b8nkc3a5lspesto-i-kop

grønkålspesto

I en pesto er hovedingrediensen rå. Det vil sige, at man som her i en pesto af grønkål, får den rå kål med alle næringsstoffer intakte.

Mest kendt er pesto af basilikum og andre krydderurter, eller af ramsløg og tørrede tomater, men grønkål er også særdeles velegnet.

Pesto kan nydes som en slags tyk “sovs” til frikadeller og postejer, den kan – fortyndet en smule – bruges som dressing i salater, og en skefuld sætter prikken over de fleste supper.

 


 

10. november 2014

 

nordens ældste kålsort er kommet ind i varmen

 

grønkålsblade m tekst

En af vores allerældste kålsorter er grønkålen. Den har stået i klostrenes urtehaver, den har groet i herregårdenes køkkenhaver, og den har beriget kålgården hos den fattige fæstebonde og bragt familien velbeholden gennem vinteren. Grønkålen har været hverdagskost hos høj og lav gennem århundreder.

Men så kom grønkålen i skammekrogen, ligesom alle de andre kålsorter. Det har heldigvis ændret sig i de seneste år. Nu er det virkeligt IN at spise kål. Og tak for det, for kål er noget af det sundeste og lækreste, vi kan forkæle os selv med. Kål er propfyldt med vitaminer og mineraler, og kål er forebyggende for en række lidelser, ikke mindst kræft. Så i denne uge ser vi på en af de nye darlings, den krøllede grønne kål.

 

grønkål.hakket

citat fra Anette Harbech Olesens nye bog:

“Alle former for kål er super sunde. Kål er fiberrige og fyldt med vitaminer, flavonoider og andre plantenæringsstoffer. Det betyder at du, når du spiser kål, hjælper din krop til afgiftning og til at modstå sygdom. Jo mere kål, der er på middagsbordet, jo mere jubler fordøjelsen, jo hurtigere bliver vi mætte og jo sundere bliver vi. Fibre fra kål binder også brugt kolesterol og brugte østrogener til sig og transporterer dem ud af kroppen.”

Citatet er fra den nye bog, Kolesterolkogebogen, som jeg skriver mere om her på bloggen en af dagene.

 

grønkål elsker frost

Grønkål elsker, ligesom rosenkål, frost. Det har det knebet med i år, og vil du lokke alle smagsstoffer frem i grønkålen, kan den med fordel lægges i fryseren nogle timer.

 

grøn jadesuppe m sprøde grønkålschips

grønkålssuppe

Her er en opgraderet udgave af den klassiske grønkålssuppe. Suppen har fået sødme fra en sjat kokosmælk og syrlighed fra små æbletern.

Find opskriften her.

 

ovntørrede grønkålschips

grc3b8nkc3a5lschips

Knasende grønkålsblade er en kalorielet chip til et glas vin – eller som her som drys på suppen.

Find opskriften her.

 


 

Share

mandag

26

august 2013

0

KOMMENTARER

ugens menu uge 17, 2012, nye og sprøde grøntsager

Skrevet af , Posted in ugens menu

_____________________________________________________________________________________________________________________

Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se nedenfor th. Så får du besked, når der er nye lækker- bidder. Hvis du vil afmelde abonnementet, så gå ind samme sted – og send desuden en mail til mig: kirsten.skaarup@privat.dk 

___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

1. maj 2012

__________________________________________________________________________________________________________________________________


g r ø n t s a g e r n e s  t o p  1 0



gå direkte til kilden

I går skrev jeg om antioxidanter og det rimelige i at tage vitaminpiller.

Der er ingen tvivl om, at det bedste er at få sine næringsstoffer fra økologiske produkter.

Vi fokuserer meget på antioxidanterne, men mindst lige så vigtige er flavonoiderne, som er de stoffer, der giver frugt og grøntsager deres farve og smag. Og det er stoffer, som ikke findes i vitaminpiller.

Læs mere om flavonoider på netdoktor.dk

Vil du satse på de sundeste grøntsager, så se her:


grøntsagernes top 10

1. grønkål

2. spinat

3. rosenkål

4. lucernespirer

5. broccoli

6. rødbeder 

7. rød peberfrugt

8. løg

9. kidneybønner

10. auberginer




_____________________________________________________________________________________________________________________________

30. april 2012

_________________________________________________________________________________________________________________________________


v i t a m i n p i l l e r  ?



spis de naturlige næringsstoffer

Der er for tiden nogen diskussion om vitaminpiller. Er de ligefrem skadelige?

Svaret blæser nok lidt i vinden, men der er ingen tvivl om, at det bedste er at få vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer gennem den mad, vi spiser. Så er man sikker på at få den ægte “vare”, og man får samtidig nydelsen af den dejlige mad.


antioxidanter

Nogle af de stoffer, som er meget vigtige i den mad, vi spiser, er antioxidanterne. Disse gode stoffer virker hæmmende på en række sygdomme som hjerte-karsygdomme, diabetes 2 og kræft. 

På Karolinska Instituttet i Stockholm har man forsket i antioxidanterne. Undersøgelsen viste helt entydigt, at det er sundest at spise MAD, der er rig på antioxidanter. Hvis man spiser de rigtige ting, skal man altså ikke tage kosttilskud med antioxidanter bare for at være på den sikre side.

Men hvor er det så lige, vi finder de sundeste frugter og grøntsager? Her kommer listen med frugterne. Grøntsagerne følger.


frugternes top 10 i naturens”vitaminpiller”

økologisk frugt:

1. aroniabær

2. rosiner

3. blåbær

4. brombær

5. jordbær

6. hindbær

7. blommer

8. appelsiner

9. røde druer

10. kirsebær

Så mens vi venter på de første danske jordbær, kan vi guffe lidt aroniabær og rosiner i os.


_________________________________________________________________________________________________________________________________

29. april 2012

__________________________________________________________________________________________________________________________________


e n  l i l l e  b i d  f o r å r


jeg fremturer – med ramsløg

Hvis du synes, jeg har fået ramsløg på hjernen, er det ikke helt forkert. Det lille grønne blad med den sarte hvidløgssmag skal nemlig nydes lige NU og en månedstid frem.

Jeg synes, det er en særlig glæde at samle og nyde de vilde urter, og så får man samtidig en dejlig tur i naturen – og en masse gratis vitaminer.


løgkarse

Jeg har lige fundet nogle gode findesteder for løgkarse, som jeg ikke rigtig har været opmærksom på tidligere.

Men nu vil der snart dukke nogle af denne vilde art op i opskrifterne.

Indtil da kan jeg anbefale en lille lækkerbid med ramsløg, julesalat og svampe. Den passer som en lille frokost- eller forret.


salat med ramsløg

Klik på billedet så får du opskriften.

________________________________________________________________________________________________________________________________

28. april 2012

__________________________________________________________________________________________________________________________


r e d  b i e r n e



bierne forgiftes

Som jeg skrev om for et par uger siden, er vi i fuld gang med at udrydde vores uundværlige arbejdere, bierne.

Vi kan ikke leve uden bierne. De producerer ikke blot honning, de bestøver  også 90% af vores afgrøder. Uden denne bestøvning, ingen planteproduktion. Men sprøjtegiftene er i fuld gang med at udrydde de flittige væsener.

Hvis kemigiganten Bayer ville holde op med at producere blot en enkelt gruppe af de giftige kemikalier (neonicotinoid pesticider), kunne det redde bierne.

Skriv under her, hvis du vil være med til at lægge pres på producenten.

 Danske bier alene er så flittige, at de årligt flyver værdier for 3 milliarder kr. sammen.



___________________________________________________________________________________________________________________________

27. april 2012

_____________________________________________________________________________________________________________________________


f a l a f e l  –  f i f



de bedste falafler

Enhver, der selv laver falafler, ved, at det kan være svært at få dem til at hænge sammen.

Forleden hørte jeg fra Ilona, en kær tidligere samarbejdspartner i mit gamle forlagsliv. Ilona er en af Danmarks bedste strikkere, men hun ved også noget om falafler og har været vegetar i mange år.

Der er til stadighed diskussion om bønner skal koges eller ej. Nogle bønner indeholder giftstoffet lectin, andre ikke.

Læs Ilonas indlæg, som i hele sin længde ligger under falafler. Det er nogle gode betragtninger, der helt sikkert kan give bedre falafler.


____________________________________________________________________________________________________________________________________________

Ilona skriver:

Da jeg selv er stor falafelfan synes jeg også jeg lige ville byde ind på debatten her.

Jeg har i mange år kun brugt rå iblødsatte kikærter til falafel, efter jeg lurede at det er det de gør på bla. libanesiske falafelbarer i København.

De bruger intet bindemiddel da kikærter binder i sig selv, men sørger for at farsen er rigeligt fugtig. Jeg har også ladet mig fortælle, at den har godt af at trække nogle timer før falaflerne steges. Da jeg selv er knap så tålmodig, “snyder” jeg lidt med en anelse kikærtemel eller kartoffelmel, så er jeg sikker på at de hænger sammen.

Jeg mener ikke man skal være bekymret for at spise rå kikærter, da det også er en af de bælgplanter man ser anbefalet til spirer.

Jeg har kigget lidt på sagen og synes at Camilla Plum skriver det meget godt, så jeg citerer: Alle bønner bortset fra linser, mungbønne, soyabønner, kikærter og hestebønner er giftige i rå tilstand. Det drejer sig om et protein, Lectin, som giver tynd mave, opkastning og kvalme. Det gælder både grønne bønner og alle tørrede bønner, som alle kommer fra den samme familie.
Fødevarestyrelsen skriver lidt om bønner her:http://www.foedevarestyrelsen.dk/Forbruger/Emner/Mad_og_drikke/Sider/Boenner.aspx

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________



_____________________________________________________________________________________________________________________________

26. april 2012

________________________________________________________________________________________________________________________________________


n y t  o g  s p r ø d t


_______________________________________________________________________________________________________________________________


nye gulerødder og agurker

Agurkerne og gulerødderne er nogle af de tidligste sommerbebudere. De første er fremme nu, selv om gulerødderne ikke er danske. Men for dem, der ikke kan vente, er de en mulighed.

Her er et par ideer til anvendelse af de nye grøntsager.


kartoffelsalat m. “spaghetti” af gulerod   ♥   agurker i dildcreme   ♥   agurkeruller m. rygeost

___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________




lad hovedet rulle!

Spidskål er en af mine store lidenskaber. Man kan (desværre) efterhånden få den året rundt. Det er lidt ærgerligt, for jeg kan godt lide at gå og glæde mig til de forskellige grøntsagers sæson. Og der nu alligevel noget særligt over den nye kål, der kommer frem nu.

Ugens hovedret er ruller af spidskål med fyld. Den passer både til frokost- og hovedret.

Hvis du ligesom jeg ikke kan få kål nok, så spis en lækker blomkålssalat til – eller lav en mere bastant salat med perlebyg eller couscous.


________________________________________________________________________________________________________________________________________

u g e n s  m e n u

_____________________________________________________________________________________________________________________________________

spidskålsruller med bønnefyld


Spidskålsrullerne kan man også kalde wraps. Kålbladene er et sundt og lækkert omslag til bønnerne og det øvrige fyld.

Tag rullerne kolde med som frokost – eller servér dem varme som middagsret med en cremet dip.

Klik på billedet, så får du opskriften.

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

blomkålssalat med hasselnødder

Blomkålssalaten får sit specielle præg fra kapers og hasselnødder.

Da ramsløg er i sæson lige nu, har de fået lov at komme med og give salaten ekstra karakter.

Klik på billedet, så får du opskriften.

_________________________________________________________________________________________________________________________________________

salat af perlebyg, majs og timian

I denne salat med perlebyg kan du også bruge de nye gulerødder og agurker – og frisk timian sætter prikken over i’et!

Klik på billedet, så får du opskriften.



vegetarret, vegetaropskrift, veganeropskrift, veganerret

Share