9. marts 2015
en mandagsdelle
Vi bliver lidt i det asiatiske. Her er dejlig indisk hverdagsmad. Disse kartoffelfrikadeller spises døgnet rundt i Indien, også som morgenmad.
Frikadellerne er dejligt krydrede. Du kan servere forskellige dips til, fx jordnødde- og kokosdip. Du kan også give den indiske yoghurt-salat, raita, til.
Du kan også spise frikadellerne med linse- og risretten nedenfor.
Se opskriften her.
Læs her hvorfor indisk mad smager så dejligt.
8. marts 2015
en hurtig risret
Mens vi er ved risen: her er en hurtig hverdagsret med ris og linser. Hvis man vil gøre lidt ekstra ud af det, kan man servere en tomatsovs til – og en salat, fx med frugt.
Se opskrift på risretten her.
7. marts 2015
mad med ægte kærlighed
Risen er basiskost i Det fjerne Østen. I Laos, Thailand, Cambodia, Vietnam og landene deromkring er det risen, der dominerer. Det er dels den kogte eller dampede ris, der spises som tilbehør, dels rispasta og risplader, der bruges de de rå, vietnamesiske forårsruller, der er meget populære på disse kanter.
Da foråret er lige om hjørnet i Danmark, må det være passende at fejre det med forårsruller fra varmere himmelstrøg.
limesaft er en vigtig smagsingrediens i maden
Jeg kan dårligt komme i tanker nogen anden form for mad, der som den asiatiske indeholder så bred en palet af smagsnuancer. Her balancerer det søde med det sure, det stærke med det blide, det hårde med det bløde. Og citrussaft spiller en stor rolle.
en kok der koger med kærlighed
I byen med de smukke kalkstensbjerge, Vang Vieng i Laos, mødte jeg kokken Pa Vanh.
Pa Vanh er 74 år, men arbejder på fuld kraft i køkkenet på familiens hotel, Verandah, som ligger lige ned til floden Nam Song med de karakteristiske bjerge i baggrunden, indhyllet i en eventyragtig dis.
Jeg har sjældent spist så lækker mad som Pa Vanhs. Jeg mødte hende allerede inden jeg havde sat mig ned, og da jeg spurgte, om hun kunne lave vegetarisk mad, blev hun ellevild. Om hun kunne!!! Ja, det var faktisk det, hun elskede allermest. Og jeg skal love for, at dét Pa Vanh fremtryllede var lavet med kærlighed. Jeg smagte både hendes curryretter og ikke mindst hendes vegetariske forårsruller med chilidip og knuste jordnødder.
Pa Vanhs vietnamesiske forårsruller
udsigten fra Restaurant Verandah
Køerne drives hjem langs Nam Song floden hen mod aften, mens jeg nyder Pa Vanhs kokkekunst.
klisterris hører til i Laos
I det nordlige Thailand og Laos er det klisterrisene, der dominerer. Risen dampes over kogende vand i en flettet kurv. Og risen klistrer sammen, deraf navnet.
Klisterrisen steges her til riskager på et fortov i Vang Vieng.
Før riskagerne kommes i den spruttende olie, ligger de til tørre i solen på fortovet.
grønthandleren er på vej
Grønthandleren skubber sin tungt belæssede vogn af sted på gaden. Grøntsagerne er dugfriske, og udvalget er stort.
chili må der også til
Chili er en uundværlig ingrediens i maden her på egnen. Klimaet er lunt eller ligefrem stegende hedt året rundt, så de fleste “butikker” befinder sig udendørs på fortovet. Et “rigtigt” salgslokale er ofte blot et hul i væggen.
orange munke præger bybilledet
Mange af de gamle træhuse i Vang Vieng stammer fra kolonitiden under franskmændene. Og en munk støder man næsten altid på.
jeg får en ny munkeven
Jeg har en forkærlighed for buddhistiske munke. Eller også har de en forkærlighed for mig. Jeg kommer meget ofte i kontakt med de orange “drenge”, unge som gamle. Her får jeg en masse nyttig information om Laos af munken Larsak Kham. Larsak fortæller med beklagelse, at de kun er 8 munke i byens noget forfaldne kloster plus 4 novicer (unge drenge på vej mod indvielse).
.
en af de små novicer lytter med
Drengene kommer ofte ind i templerne, når de er små. Det kan være en mulighed for fattige folk, der vil sikre deres børn en form for uddannelse – og ikke mindst mad. Selv om munkene kun spiser en enkelt gang om dagen, er de dog sikret noget i maven, fordi lokalbefolkningen donerer mad til munkene. Eller munkene går ud i byen med deres tiggerskål tidligt om morgenen.
en blomst til guderne
Hvor der er templer og munke, er der også blomster. De buddhistiske guder elsker frugt og blomster.
bedetæppet luftes
små templer på marken
På vej ud i rismarkerne møder jeg disse to små templer. Her kan man se, at der er ofret både øl og sodavand. I buddhistiske lande finder man små templer eller bedesteder overalt. Det kan være i ens egen have, på et fortov eller i en rismark.
Buddhister behøver ikke nødvendigvis at gå i templet for at dyrke deres religion. Buddha kan kontaktes overalt, men et lille “hus” til offergaver er godt at have.
parasoller skærmer mod solen
Små og meget store parasoller er en del af bybilledet. Man kan kalde Laos for parasollernes land. I temperaturer i overkanten af 35 grader, er det dejligt med lidt transportabel skygge.
vietnamesiske forårsruller
Vietnamesiske forårsruller er dejligt håndterlige, fordi de ikke skal steges i olie. Dermed er de også kalorielette.
Forårsrullerne serveres med en sesam- eller jordnøddesovs, soja og en eller anden form for chilidip.
Se opskriften her.