Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

caviartcremeArkiv

mandag

22

december 2025

2

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 22: kartoffel/selleriterrine med rosenkål

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, julemad

.

en terrine med rødder fra den danske muld

Denne terrine er lavbudget-mad på flere planer: den er billig – og den tærer ikke meget på jordens ressourcer – eller på juleenergien.

Terrinen kan laves med kartofler alene – eller den kan laves med 3/4 kartofler og 1/4 selleri.

.

ovnbagt rosenkål

Tilbehøret er rosenkål. De supersunde kål er også bæredygtige. Jeg har brugt de lilla, som indeholder flere af de antiinflammatoriske antocyaniner end de grønne rosenkål – men begge slags kan bruges.

Desværre er det svært at finde økologiske danske rosenkål, med mindre man bor i nærheden af en gårdbutik. Jeg har dog for nylig set økologiske rosenkål i Kvickly, og jeg hører, at flere af COOPs butikker har økorosenkål.

.

terrinen og kålen bages samtidig i ovnen

Selv om el er blevet billigere, er der stadig god grund til at spare på energien – for klodens skyld. Derfor er både terrine og rosenkål bagt samtidig i ovnen.

.

proteiner fra bønner og nødder

Terrinen er velegnet som en del af de kommende julefrokoster – men den kan også serveres som frokost- eller hovedret når som helst. I så fald kan det anbefales at supplere med en bønnesalat. Det kan blot være afdryppede bønner fra brik/dåse, vendt i en olie-eddikedressing smagt til med presset hvidløg, finthakket skalotteløg og evt. lidt persille.

Terrinen kan med fordel bages, dagen før den skal serveres.

.

bagt rosenkål som tilbehør

De bagte rosenkål med cremefraiche-dressing, kapers og nødder er også fine som tilbehør.

Terrinen kan bages enten i en aflang form eller i små portionsforme, som på fotoet ovenfor.

.

vælg mellem to slags sovs

Du kan også servere skiver af terrinen blot med en grøn salat. Og du kan desuden vælge en sovs. På serveringen ovenfor er det en cremefraiche-sovs med caviart (tangkaviar – fås ofte i Føtex).

En anden mulighed er en “røget” tahincreme, se opskrifterne nedenfor.

.

kartoffel-selleriterrine med rosenpeber

(4 personer)

ca. 800 g kartofler/selleri (fx 600 g kartofler og 200 g selleri)

ca. 5 spsk kikærtemel

1 spsk rosenpeber (kan udelades)

friske eller tørrede krydderurter: timian, oregano, basilikum, estragon, brøndkarse etc.

salt, friskkværnet peber

olivenolie

”røget” tahincreme:

4 spsk tahin

1 dl havre cremefraiche

2 spsk ristet sesamolie

1 fed hvidløg

et nip chiliflager

1 økologisk citron

cremefraiche med caviart:

2 dl havre cremefraiche

3 spsk caviart

.

Høvl kartoflerne (og evt. sellerien) til tynde skiver på et mandolinjern.

Rør kikærtemelet ud i vand til en tyk jævning.

Stød rosenpeberen i en morter.

Læg lagvis af kartofler/selleri i en bageform (jeg har brugt en form, der måler 9×22 cm) vekslende med rosenpeber, krydderurter, lidt kikærte-jævning og et drys salt og peber.

Læg bagepapir eller pergament i den valgte form – ellers kan terrinen hænge fast i bunden.

Pres kartofler og selleri godt sammen og bag terrinen i en 200 grader varm ovn 40-45 minutter. Sluk for varmen og lad terrinen stå i ovnen endnu 10-15 minutter.

Afkøl terrinen og lad den gerne stå nogle timer eller til næste dag.

Du kan servere enten en tahincreme eller en caviartcreme til terrinen.

Tahincreme: Rør tahinen glat med varmt vand. Tilsæt cremefraiche, sesamolie, presset hvidløg, chili, lidt citronsaft og lidt reven skal.

Smag godt til med salt og peber.

Caviartcreme: Smag cremefraichen til med citronsaft, reven skal, salt og peber.

Rør caviarten i.

.

bagte rosenkål med hasselnødder

(4 personer)

50 g hasselnødder

250 g rosenkål

3 spsk olivenolie

½ dl mayo

½ dl havre cremefraiche eller -yoghurt

1 fed hvidløg

2 tsk tørret timian

2 spsk kapers

salt, friskkværnet peber

.

Skær nødderne i flager og bred dem ud i en bageform.

Del små rosenkål. Skær store rosenkål i kvarte.

Massér olien ind i kålen og læg den i en bageform.

Sæt formen i en 200 grader varm ovn sammen med nødderne.

Hold øje med nødderne. De bliver hurtigt gyldne.

Bag rosenkålen 10-15 minutter afhængig af størrelsen. Afkøl kålen.

Rør mayo og cremefraiche sammen og tilsæt presset hvidløg, timian og hakkede kapers.

Smag til med salt og peber.

Vend den afkølede kål og nødderne i cremen.

.

.

Share

mandag

19

juni 2023

0

KOMMENTARER

gæstemad til Sct. Hans – en symfoni af smag og farver

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, småretter

.

den store aspargesfinale

Den smukke danske sommer er værd at fejre, gerne med lækker mad på tallerknen og lidt køligt i glasset.

Selv om vi i Danmark ikke går helt så meget i selvsving omkring midsommer som vores svenske venner på den anden side af Sundet, fejrer vi alligevel Sct. Hans, ikke blot med bål og sang, vi har også tradition for at mødes med venner og familie og nyde god mad – og måske et glas kølig vin.

Og hvad er mere oplagt end at tage afsked med aspargessæsonen på denne højsommeraften, nu hvor stænglerne snart går i hi.

.

asparges-sæsonen slutter

Der er tradition for, at asparges ikke stikkes efter Sct. Hans. Planterne skal have ro til at samle kræfter til næste sæson. For mig er en af charmerne ved asparges, at de kun fås i den forholdsvis korte sæson i forsommeren.

De tre slags asparges på fotoet er fra aspargeskongen Søren Wiuff, hos hvem jeg i år har haft mulighed for at hente flere fantastiske portioner. Det er der kommet en masse gode smagsoplevelser ud af. Jeg vil gerne dele tre af dem her. En lille symfoni med tak for sæsonen.

Opskrifterne er beregnet som forretter. Men hvis du vil servere et helt aspargestema, går det også fint at servere alle tre ideer som en hel middag – gerne med nye kogte kartofler og brød til.

.

asparges med prikker

Som forret passer det med tre asparges i denne servering. Men du kan selvfølgelig udvide til en lille hovedret med flere asparges, fx både hvide og grønne eller lilla.

.

asparges med caviartcreme

(4 personer – forret)

cremen:

1 dl afdryppet planteyoghurt

1 dl mayo

lime- eller citronsaft

1 fed hvidløg

salt, peber, rørsukker

4 spsk caviart (fås i fx Føtex)

 

8-12 hvide asparges

2 lag porre (kan udelades)

ramsløg eller andre friske urter

.

Rør yoghurt og mayo sammen og smag til med limesaft, hvidløg, salt, peber samt evt. en smule sukker.

Rør caviarten i cremen.

Skræl aspargesene og læg dem i kogende vand. Kog dem 2-4 minutter afhængig af tykkelsen.

Hvis du vil binde en sløjfe om aspargesene, så kog et par lag porre med.

Afdryp asparges og porre. Skær porrestykkerne i 4 lange strimler.

Fordel en cirkel af cremen på fire tallerkner.

Bind evt. en sløjfe omkring hver portion asparges og læg dem i cremen.

Snit en håndfuld ramsløg eller drys med frisk timian eller løvstikke.

tip:

Hvis du ikke kan finde caviart, kan du få samme virkning i cremen ved at bruge kogt, sort quinoa. Smag i givet fald cremen til med grov sennep.

tartar med omtanke

Jeg har tidligere lavet denne tatar med kun rødbede eller gulerod. Men rå asparges passer fint sammen med rødbederne og den lidt skarpe tilsmagning.

Jeg har drysset med sæsonens sidste frø af ramsløg.

.

aspargestatar

(4 personer – forret)

200 g rødbede

50 g solsikkekerner

5 asparges

1 lille rød grapefrugt

3-4 spsk mayo

1-2 spsk finthakkede cornichoner

1 bdt purløg

½ -1 spsk sennep

1-2 spsk anhornsirup eller anden sirup

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

evt. salatblade

 frø af ramsløg, evt. basilikum

Riv rødbeden fint. Du kan rive den rå eller kogt. Hvis du koger den først, undgår du, at den ”bløder”.

Sæt den revne, friske rødbede til afdrypning i en sigte.

Rist solsikkekernerne, til de dufter.

Skræl aspargesene og skær hovederne af fire af dem. Sæt dem til side.

Skær alle fem asparges i tynde, skrå skiver.

Skræl grapefrugten, fjern hinderne og skær frugten i små stykker.

Tilsæt solsikkekernerne, mayoen, agurkerne og fintklippet purløg til den revne rødbede. Smag godt til med sennep, sirup, citronsaft, salt og peber.

Rør ¾ af aspargesskiverne i rødbeden sammen med grapefrugten. Smag til igen.

Pres tataren sammen i fire små metalforme. Du kan lave tataren hertil i god tid.

Sæt tatarerne over på fire tallerkener, og fjern ringene lige inden serveringen. Sæt dem evt. på et salatblad.

Pynt med resten af aspargesskiverne og de fire aspargeshoveder.

Drys med frø af ramsløg eller klippet purløg, evt. også purløgsblomster- eller vælg basilikum

.

alt godt i en lille skal

små tærter eller tarteletter

Disse små tærter med ærtecreme i bunden er en rigtig sommerservering.

Tærterne kan serveres enten varme eller kolde. Hvis du vælger den kolde udgave, kan du evt. bage tærtebundene dagen i forvejen. Du kan også bage dejen som én stor tærte.

Bunden, der er sprød, kan laves glutenfri, hvis du bytter hvedemelet ud med boghvedemel eller kikærtemel.

små aspargestærter med ærtecreme

(4 personer – forret)

tærtebunde:

100 g hvedemel

100 g havremel

2 spsk olivenolie

½ dl plantefløde

½ tsk salt

ca. 1 dl vand

fyld:

8-10 tynde asparges

evt. små syltede svampe (kan købes på glas) – ellers 100 g små svampe + 4 spsk eddike, rørsukker, salt, friskkværnet peber

1 portion ærtecreme, se nedenfor

evt. ramsløg, spiselige blomster eller rosmarin, friske ærter

Ælt tærtedejen sammen og sæt den koldt en halv times tid.

Rul dejen ud og læg den i små, smurte tærteforme. Bag så mange tærter, som du har dej til. Prik dejen med en gaffel.

Sæt formene i en 200 grader varm ovn og bag dem ca. 15 minutter. Hold øje med dem. De må ikke blive brændte.

Lad tærteskallerne afkøle.

Lav ærtecremen, se nedenfor.

Skræl aspargesene og skær dem i stykker, der passer til tærternes størrelse.

Læg aspargesene i kogende vand og kog dem 2-3 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Fordel ærtecremen i tærteskallerne og læg aspargesene ovenpå.

Pynt med friske urter, evt. blomster, og drys med friske ærter.

Hvis du vil lave syltede svampe, så smag eddiken til med sukker, salt og peber.

Bring blandingen i kog og tilsæt svampene. Lad dem simre 3-4 minutter. Afkøl dem i lagen.

Lav gerne svampene dagen i forvejen – eller før. De kan holde sig mindst en uge i køleskabet.

ærtecreme

50 g mandler

200 g bælgede ærter

1-2 tsk miso (kan udelades)

3 spsk olivenolie

1/2 dl plantefløde

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, tamari

smagsgivere:

reven peberrod

mynteblade

 

Findel mandlerne i en food processor. Tilsæt ærterne og purér dem.

Rør cremen med miso, olie og fløde. Tilsæt kun så meget fløde, at cremen bliver tilpas lind.

Smag godt til med citronsaft, salt, peber og evt. lidt tamari.

Desuden kan du smage til med reven peberrod eller hakkede mynteblade.

Pynt med ærteskud eller mynteblade.

.

Share