Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Anette Høeg NielsenArkiv

fredag

19

april 2024

2

KOMMENTARER

tre forårssalater med ramsløg

Skrevet af , Posted in forretter, salater, tilbehør

.

nyd den korte sæson

Ramsløg og andre vilde urter starter årets madfest. Nu er der ikke længe til aspargesene og de første nye kartofler er fremme. Ja, faktisk er der allerede udenlandske asparges, og jeg har med fryd taget hul på en af årets største madglæder.

Ramsløg passer fint til asparges og til friske salater, men hvis du ikke bor i nærheden af et ramsløg-“sted”, kan du bruge alle mulige almindelige salatblade til salaterne nedenfor. Du kan også tilføje andre planter fra naturen som skvalderkål eller mælkebøtteblade. Og de friske ærter kan byttes ud med frosne, optøede.

At spise lokale råvarer efter årstiden er ikke blot en stor glæde, det er også til gavn for klimaet. Det fortæller en ny, dejlig bog om: en gave til os alle, se nederst i indlægget.

.

radiser er også en forårsbebuder

Denne salat med ramsløg er et friskt forårspust med nye radiser og ærter. Du kan evt. også tilsætte små nye danske kartofler (når de kommer) – og salaten kan desuden optimeres med lidt knas, fx kan du med fordel tilsætte ristede boghvedekerner eller ristede mandelflager.

Jeg har også drysset med lidt ramsløgblomster og blomster af løgkarse. Her kan du også bruge de grønne blade.

Jeg har brugt ristet sesamolie i dressingen. Det giver en let røget smag, men har du ikke lige olien stående, kan du sagtens nøjes med olivenolie.

Ristet sesamolie er dog en god olie at investere i. Den giver fin smag til retter, hvor man vil have en let røget aroma ind. Man bruger kun olien i små mængder, og den kan holde sig længe i køleskabet.

.

ramsløgsalat med avocado, ærter og radiser

(4 personer)

et par store håndfulde ramsløgblade, evt. også lidt skvalderkål og/eller mælkebøtteblade

2-3 faste avocadoer

1 økologisk citron

1 bdt radiser

100 g bælgede ærter

25 g sesamfrø eller nødder/mandler

sesamdressing:

2 spsk ristet sesamolie

2 spsk olivenolie

2-3 spsk citronsaft

ca. ½ spsk reven citronskal

ca. 1 spsk sennep, fx tangsennep eller anden mild sennep

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

.

Du kan bevare ramsløgbladene hele eller snitte dem.

Skær avocadokødet i små terninger. Vend dem straks i citronsaft.

Skær radiserne i skiver.

Bland ramsløgblade, avocadoer, radiser og ærter.

Rist sesamfrø eller nødder/mandler gyldne på en tør pande.

Rør de to slags olie sammen med citronsaft, citronskal, sennep, et par spsk vand samt et drys salt og peber.

Pisk dressingen godt sammen og smag til, evt. også med lidt sirup.

Hæld dressingen over salaten lige inden serveringen og drys med sesamfrø eller nødder/mandler.

.

grønt-i-grønt

Det er det smukkeste lysegrønne forår derude. Nu er det bare om også at få grønt hevet ind i køkkenet og lagt på tallerknen. Meget grønt! Meget MERE grønt!

Her er en salat, som kan optimeres til en frokostret eller måske ligefrem middagsret, hvis du tilføjer kogte korn, bønner etc., se under tip nedenfor. Det er gode proteinkilder. Og vi skåner klimaet kolossalt, når vi vælger planteproteiner frem for animalske proteiner.

.

grønt-i-grønt – forårssalat med ramsløg og solsikkedressing

(4 personer)

6 kejserhatte eller andre svampe

olie til stegning

200 g broccoli

1 stor håndfuld ramsløgblade

1 stor håndfuld grønkålsblade (kan erstattes af grøn salat, palmekål eller spinat)

1 stor håndfuld solsikkespirer eller andre spirer

50 g bælgede ærter

dressing:

4 spsk solsikkekerner

3-4 spsk plantefløde

2 spsk solsikkeolie eller olivenolie

tangsennep eller dijonsennep

1-2 spsk lime- eller citronsaft

salt, peber, ahornsirup

.

Skær svampene i tynde skiver og steg dem sprøde i godt varm olie. Lad dem afdryppe på fedtsugende papir.

Svampene er også lækre oven på pålæg som postejer og frikadeller eller som fyld i burgere.

Du kan evt. også stege svampene på almindelig vis, så de forbliver bløde.

Del broccolien i små buketter og læg dem i kogende vand 1-2 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Riv evt. ramsløgene i mindre stykker. Bland dem med broccoli, spirer og ærter.

Rist solsikkekernerne gyldne på en tør pande. Findel dem i food processoren og tilsæt fløde, olie, lidt sennep, citrussaft samt et drys salt og peber.

Blend dressingen og smag godt til med de forskellige ingredienser samt sirup.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys svampene på. Jeg har yderligere drysset med lidt ramsløg- og grønkålsblomster.

tip

Du kan udelade svampene.

Hvis du vil tilføre flere proteiner, så tilsæt et par håndfulde kogte korn, quinoa, bønner, linser eller kikærter.

.

knasende stilke

Det er lige nu, vi har mulighed for at nyde ramsløg ad libitum. Om nogle uger er de væk igen. Hvis du skal på ramsløg-jagt i de kommende dage, er her en salat af de hvidløgsduftende grønne blade med en anden af forsommerens stjerner: de hvide asparges.

Et par håndfulde små skud af skvalderkål og mælkebøtte giver et ekstra tilskud af vitaminer og mineraler. Du kan også tilsætte friske ærter til salaten.

Hvis du ikke er så heldig at kunne finde ramsløg i naturen, kan du i stedet bruge romainesalat eller hjertesalat.

Hvis du har lyst til en suppe med ramsløg, så kig her.

.

ramsløgsalat med asparges og mormordressing

400 g hvide asparges

75-100 g ramsløg

1 forårsløg

1 bdt radiser

25 g græskarkerner

dressing:

1 dl sojafløde eller anden fløde

2-3 spsk citronsaft

1-2 tsk rørsukker

.

Skræl aspargesene og læg dem i kogende vand tilsat 1 tsk salt.

Kog aspargesene 2-3 minutter afhængig af tykkelsen og afdryp dem. Overhæld dem med koldt vand og afkøl dem.

Snit ramsløgene og forårsløget.

Skær radiserne i tynde skiver på langs. Brug gerne et mandolinjern.

Bland grøntsagerne med græskarkernerne.

Smag fløden godt til med citronsaft, sukker, salt og peber. Dressingen skal være tydeligt sur-sød.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

en grøn gave til os alle

Du kender sikkert allerede århusianske Anette Høeg Nielsen, der står bag bloggen madmedgloed. 

Anette er en passioneret skribent og madformidler, der i høj grad er med til at rykke på den grønne dagsorden. Det kan man ikke mindst få vished for i hendes nye bog: “Det grønne årstidskøkken”. Som titlen siger, er bogen opdelt i de fire årstider, for det er vigtigt at spise grøntsagerne, når de er i sæson. I det hele taget taler Anette i bogen varmt for, at vi skal passe på klimaet, jorden og dens ressourcer.

“Det grønne årstidskøkken” er ikke blot en bog til tiden, det er også en bog med hjertet på rette plads. Opskrifterne er lækre og lige til at gå til. Allermest begejstret er jeg for den rundhåndede brug af bælgplanter i opskrifterne. De er fremtidens proteiner, og her kan begynderen i det grønne køkken med kærlig vejledning lære, hvor nemt det er at lave lækker plantebaseret mad med alle næringsstoffer.

Hvis vi alle spiste efter Anettes opskrifter, ville planeten være et smukt sted at leve. Tak til Anette for denne smukke grønne gave, som jeg håber når ud til rigtig mange mennesker.

“Det grønne årstidskøkken”. Indb. 282 sider. Ca. kr. 224,95. Forlaget Turbine. Bogen kan købes hos den lokale boghandler eller hos Saxo.

 

Share

fredag

2

september 2022

2

KOMMENTARER

så er der fredagsslik – på den sunde måde

Skrevet af , Posted in frokostretter, salater

.

nu viser Moder Jord sig fra den mest gavmilde side

Det er lige nu, naturen beriger os med lækre, sunde og farverige frugter, grøntsager, nødder og svampe. Det er høsttid!

I gamle dage, og stadig i nogle kulturer rundt omkring i verden, siger man tak for høsten og udtrykker sin taknemmelighed over naturens gaver ved at ofre til guderne, feste og glæde sig over alle de gode sager, som skal/skulle bringe os igennem vinteren.

Tidligere holdt vi også høstfester, når kornet var i hus. Men hos os er bevidstheden om sammenhængen mellem vores mad og selve vores eksistens  gået i glemmebogen. På vores breddegrader har vi ikke kendt til sult i mange år. Vi behøver ikke at bevæge os langt for at få fyldt maven op. Supermarkederne bugner af mad. Måske er det derfor, vi tager mad som en selvfølge, og måske er det derfor, vi ikke har mere respekt for maden, end at vi smider store mængder af den ud. Og måske er det også derfor, vi ikke ser sammenhængen mellem det, vi putter i munden og ødelæggelsen af vores jord og klima.

Hvis vi lærer vores børn taknemmelighed for det, jorden giver os, vil det være en del af indsatsen mod den truende klimakrise. Hvis vi sammen motiverer og opmuntrer, kan vi gøre en stor forskel. Ikke mindst børn kan se logikken i at passe på jorden, naturen og dyrene.

.

høstmånen har sat sit segl over Roskilde Fjord

Her er aftenens udsigt fra mit hus. Når naturen er smuk, er det virkelig svært at forstå, at ikke alle har lyst til at værne om den.

Månen har sat sit segl på himlen over Roskilde Fjord. Det er begyndelsen på den måne, der kaldes høstmåne, når den er fuld. I gamle dage satte bønderne stor pris på den lysende høstmåne, fordi den gav dem lys nok til at kunne høste kornet, faktisk med segl, også sent på aftenen.

.

naturens gratis gaver

Lige nu er det ikke mindst høsttid for brombær – disse naturens helt gratis perler. De kan nydes i både det salte og det søde køkken. Her kommer både en salat med spidskål og skønne frugter og omtale af en ny bog med masser af lækkerier til den søde tand – også med masser af frugt.

.

brombær kan nydes både i salater, til morgenmad og i kager

Det ligner en gang fredagsslik, men her er lutter gode sager uden tilsætningsstoffer med ildevarslende E-numre.

Salaten består af fintsnittet spidskål blandet med både af abrikoser, brombær og pistacienødder.

.

to slags dressing

.

Jeg foreslår en mormordressing til salaten, men du kan også vælge at smage fløden til med lidt sennep, plus evt. hvidløg, og en krydderurt – evt. også tilsætte lidt god olivenolie.

.

sødt og saligt – ny fristende bog

Min gode kollega, Anette Høeg Nielsen, der blogger under navnet Mad med glød, udsender den 7. september en skøn bog med ideer til kager, konfekt og is, altsammen plantebaseret. Bogen hedder “Plantebaserede fristelser”. Og glæd dig: nu er det søde også sundt!

Hvis du har en sød tand og samtidig gerne vil undgå det raffinerede sukker mest muligt, er denne bog noget for dig. Her er forrygende skønne opskrifter med både friske og tørrede bær, nødder, kerner og frø. Her er kager med bønner og uraffineret mel. Opskrifterne spænder fra bagte kager med frugt, nødder og chokolade til raw cakes og konfekt og is.

Anette udtrykker det selv sådan: “Jeg har udviklet hver og en opskrift med fokus på næring, nydelse og selvomsorg. Det er altså søde sager, der giver dig reel næring, og som ikke bare indeholder tomme kalorier”.

Opskrifterne vil uden tvivl begejstre både børn og voksne, og jeg håber, at bogen vil blive flittigt brugt til børnefødselsdage, hvor det kan være en god idé at skære lidt ned på de tomme sukkerkalorier.

“Platebaserede fristelser” er udgivet af Forlaget Turbine. Indb. 176 sider. Vejledende pris kr. 279,95. Du kan købe bogen hos din lokale boghandler eller hos Saxo.com (her er prisen kr. 249,95).

.

bland selv slik!

spidskålssalat med abrikoser, brombær og mormordressing

(4 personer)

½ lille spidskål

6 abrikoser

100 g brombær

50 g pistacienødder

frisk koriander eller mynte

mormordressing:

1 dl havrefløde eller anden fløde

citronsaft

rørsukker eller ahornsirup

salt, friskkværnet peber

Snit spidskålen meget tyndt.

Skær abrikoserne i både.

Bland kål, abrikoser, brombær og pistacienødder. Tilsæt også den valgte krydderurt.

Rør dressingen sammen. Smag godt til med citron, sukker, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten lige inden serveringen, og vend rundt.

.

Share