Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

11

august 2023

0

KOMMENTARER

squash- og aubergine”tærte” med bønnesalater

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

I.

august måned er squash-måned

Nu er de her – i mængder – squashene!

August er den store høst-måned for de leveringsdygtige squash-planter. Med nogle få planter kan man høste masser af store og små, grønne og gule frugter – og de smukke gule blomster. Det er ren overflod, så det eneste problem, man står med, er ideer til at bruge den store høst.

Dyrker man ikke selv squash, er frugterne billige her i højsæsonen.

Her er mit bud på det, jeg kalder en tærte. Men en rigtig tærte er det ikke, for en tærte har som regel en dejbund. Men man kan sagtens lave “tærten” med en bagt bund. I så fald forbager du en dejbund ca. 8 minutter, inden du sætter frugtstrimlerne ned i tærten.

Hvis du skriver tærtebund i søgefunktionen th., får du en masse forslag til tærtebunde, både med og uden gluten.

.

squash og aubergine”tærte” – en darling på de sociale medier

Denne form for “tærte” hærger de sociale medier i øjeblikket. Der er utallige billeder af squash og aubergine trillet sammen til en smuk “tærte”. Ideen er således ikke min, men jeg har lavet min egen version med cashewsmør og yoghurt-dippen, labneh.

Se opskrift på labneh her.

.

høvl tynde skiver

Både squash og auberginer høvles i tynde skiver på langs. Det bedste resultat får man med et mandolinjern.

Jeg foreslår labneh, nederst på fotoet ovenfor, som tilbehør til tærten/tærterne. Hverken squash eller auberginer er voldsomt proteinrige, så servér også gerne en salat med bønner, linser eller kikærter til.

.

et par solide salater

Disse to salater giver kærlighed til hele kroppen.

Se opskrifterne her.

squash- og aubergine”tærte”

(4 personer)

300 g aubergine

300 g grøn squash

300 g gul squash

2 spsk cashewsmør (kan evt. erstattes af tahin)

1 dl plantefløde

1-2 spsk estragoneddike eller anden eddike

salt, friskmalet peber

olivenolie

frisk basilikum eller anden krydderurt, fx oregano, evt. tørret

 

Skær squash og auberginer i meget tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Hvis du bager tærten i en lidt høj form, så behold skiverne hele. Jeg har bagt mine tærter i små forme med lav kant, så jeg har skåret skiverne igennem på langs, før jeg har samlet dem.

Læg skiverne sammen i lag på tre ad gangen: en skive aubergine, og derefter en skive af hver farve squash. Drys skiverne med lidt salt og peber.

Rul skiverne sammen og sæt dem i formen, til den er fyldt.

Rør cashewsmørret med plantefløden (eller hak 50 g cashewnødder fint og rør dem i fløden). Tilsæt 1 spsk eddike. Smag godt til med salt, peber og eddike.

Pres evt. blade af frisk basilikum ned mellem lagene, eller drys med lidt tørret basilikum.

Dryp cashewcremen på tærten og bag den i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Servér evt. labneh og en eller to salater til.

.

.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.