squash-muffins, spreads og andet lækkert til madpakken
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in brød, frokostretter, madpakke, pålæg
.
så er det madpakketid igen
Selv om det først er rigtig sommer nu, så er ferietiden overstået for mange. Det betyder madpakker eller anden form for medbragt mad til skole eller arbejde.
Nogle elsker at trylle med en spændende madpakke – andre ser det som en tung pligt. Men med lidt planlægning kan det blive både nemt og inspirerende. Hvis man bruger en times tid eller to om ugen til at forberede forskellige slags smørepålæg, har man altid noget at gribe til i køleskabet. Og så er der alt det spændende, man kan pynte med. Som med al anden madlavning, er det en kærlighedserklæring at smøre en lækker madpakke til sig selv eller sine kære.
At lukke op for noget lækkert ved frokosttid – noget smukt og nærende, der kan holde os godt kørende indtil aftensmaden – er for de fleste en dejlig afbrydelse midt på dagen.
.
vil du ha’ et par flade?
Jeg arbejder i øjeblikket på en bog med plantebaseret smørrebrød – både flade madder og noget mere højt belagt. Nedenfor kommer et par smagsprøver.
Det er dog ikke det højt belagte smørrebrød, der bør finde vej til madpakken. Maden risikerer at blive alt for snasket, inden den skal spises. Så jeg vil anbefale smørepålæg som fx den gode gamle hummus. På fotoet ovenfor er der både den klassiske hummus og en hummus, hvor halvdelen af kikærterne er skiftet ud med edamamebønner (du kan også bruge ærter eller avocado). Se opskrift på hummus her.
Her er også to helt nye opskrifter:
.
rødbede/tahinspread
Det er nærmest umuligt at få ideer nok til smørepålæg eller spreads, som det også kaldes.
.
rødbede/tahinpålæg
(4 personer)
300 g rødbeder
2-3 spsk tahin (sesampasta)
3 dl afdryppet planteyoghurt eller anden yoghurt
2 fed hvidløg
salt, friskkværnet peber
4 spsk reven plantebaseret fetaost
pynt af fx brombær, friske figner, hakkede pistacienødder og evt. en citronskive + en krydderurt, fx mynte
Kog eller bag rødbederne. Flå dem og riv dem. Du kan efter smag også bruge rødbederne rå.
Rør tahinen grundigt i yoghurten og tilsæt rødbederne, presset hvidløg og et drys salt og peber. Smag pålægget godt til.
Smør pålægget på skiver af groft brød og pynt med forskelligt som foreslået i ingredienslisten.
.
pålæg midt i en svampetid
Svampene står på spring, når der igen kommer regn. Er du heldig at finde kantareller, passer de fint til dette stykke smørrebrød, men du kan bruge alle slags svampe.
Underlaget af edamamecreme er proteinrigt og udgør en lækker bund for svampene.
.
skovbundsmadder
(4 personer)
12-16 små skalotteløg
2 spsk olivenolie
1 spsk ahornsirup
150 g kantareller eller andre svampe
1 økologisk limefrugt
salt, friskkværnet peber
1/2 portion edamamecreme, se nedenfor
timian
Steg løgene i olien på en pande. Hæld siruppen ved.
Læg låg på og lad løgene simre for svag varme 10-15 minutter afhængig af størrelsen. Vend rundt i løgene, så de bliver brune på alle sider.
Tilsæt kantarellerne og svits dem med, til de er bløde.
Tilsæt et par spsk limesaft og et drys salt og peber.
Smør groft brød med edamame-cremen og fordel løg og svampe ovenpå. Pynt med frisk timian.
.
edamamecreme
300 g edamamebønner (købes frosne i supermarkedet)
1/2 dl plantemayo
friske urter eller krydderier, fx basilikum eller oregano – eller krydderier som spidskommen eller fennikel
1 økologisk limefrugt
salt, friskkværnet peber
Tø bønnerne op og blend dem med mayoen, samt den eller de valgte urter/krydderier, 2-3 spsk saft af limefrugten og 1-2 tsk reven skal.
Hvis cremen er for fast, så tilsæt et par spsk vand eller lidt mere mayo.
Smag godt til med salt, peber, limesaft og -skal samt urter og/eller krydderi.
.
den klassiske postej
En leve(r)postej er noget af det nemmeste og mest elskede pålæg, der findes.
Du kender sikkert allerede både min Stryhn-gå-hjem-og-læg-dig-postej og den mesterhakkede. Ellers klik på navnene, så får du opskrifterne.
En postejmad kan pyntes med helt almindelige skiver af agurk. Men ærlig talt! Er det ikke lidt kedeligt? Du kan som variation vælge agurkesalat, men her er også en ny idé til marinerede tynde skiver af vandmelon. De er lækre og kan bruges som tilbehør til alle slags postejer, pateer, frikadeller etc.
Hvis du vælger de marinerede skiver af vandmelon eller agurkesalat til en postejmad, der skal transporteres, så giv dem med i et glas for sig, da brødet ellers bliver vådt.
Foruden marineret vandmelon er smørrebrødet ovenfor pyntet med sprødstegt tang”bacon”.
.
marineret vandmelon
300 g vandmelon
½ dl koncentreret hyldeblomstdrik
2-3 spsk frugteddike
1-2 spsk rørsukker
salt, friskkværnet peber
en håndfuld friske mynteblade
Skær vandmelonen i meget tynde skiver på et mandolinjern.
Rør hyldeblomstsaften sammen med eddike og sukker. Opløs sukkeret helt.
Smag godt til med sukker, salt og peber.
Læg vandmelon og mynteblade i lagen og kom det i et skoldet patentglas. Opbevar vandmelonen i køleskabet. Den kan holde sig mindst 1 uge.
.
.
rødbedefrikadeller som pålæg
Foruden smørepostejerne er bøffer og frikadeller populært pålæg. Her er rødbedefrikadeller dækket af avocado, der er et andet hit som pålæg – enten alene eller her som pynt.
.
rødbedefrikadeller med avocado
(16-18 frikadeller)
100 g perlespelt, perlerug, hel hvede eller andre korn
400 g rødbede
50 g mandler
50 g skalotteløg
4 fed hvidløg
2 spsk fennikel- eller spidskommenfrø
1/2 dl olivenolie
2 spsk citronsaft
50 g kikærtemel eller sojamel
ca. 50 g rasp
salt, peber
kokos- eller olivenolie til stegning
Kog kornene møre i dobbelt mængde vand, ca. 20 minutter. Lad dem afkøle og blend dem let med en stavblender.
Findel rødbeden i en food processor.
Hak mandlerne mellemfint.
Hak løget og pres hvidløgene.
Knus frøene let i en morter eller brug evt. stødt fennikel eller spidskommen.
Bland korn, rødbede, mandler, skalotteløg og hvidløg med de valgte frø, olie og citronsaft.
Rør melet i og tilsæt så meget rasp, at farsen bliver fast. Hvis den er for fast, kan der tilsættes et par spsk vand.
Smag godt til med salt og peber og evt. flere krydderier.
Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile en halv times tid.
Vurdér konsistensen. Måske skal der lidt mere rasp eller vand i farsen.
Steg 16-18 frikadeller af farsen i godt varm olie.
.
squash-muffins – alternativt brød
Disse muffins med squash og gulerødder udgør et helt lille måltid i sig selv, men de kan også smøres med en af de foreslåede spreads og lægges sammen.
.
.
Superinspirende, Kirsten. Opskrifterne skal prøves
Det glæder mig, Sisse. Tusind tak! Jeg håber, du bliver glad for ideerne.
Kh Kirsten